,

En dejlig dag

I går drog jeg sammen med Rasmine til Frilandsmuseet. Vi startede hjemmefra kl. 11:00, så vi rigtig kunne få en dag ud af det. Da vi kom til Lyngby efter en lang tur med bussen, spiste vi frokost udendørs på en rigtig god café på Lyngby Hovedgade. Så videre med linie 184 til Frilandsmuseet.

Jeg holder meget af dette store dejlige museeum, hvor man let kan få en hel dag til at gå med at se på alle de mange gamle huse. Efter at jeg begyndte at slægtsforske er det blevet endnu mere vedkommende, for jeg har fx vævere, smede og husmænd i familien, og pludselig kan man gå rundt og se, hvordan de boede og rigtig forestille sig det liv, de levede. Jeg har en tradition med at tage derud mindst en gang om året, og den har jeg holdt i mange år. Når jeg kommer der alene, tager jeg altid Brede Værk med i købet, for min fars familie er derfra i flere generationer, så det er meget vedkommende. Engang, hvor jeg var derude, mødte jeg en, der havde kendt min farfar og farmor og straks fortalte hvad han vidste om slægten Stegemüller.

Vi gik rigtig langt og så rigtig meget. Vi deltog også i fællessangen kl. 15:00, hvor et hold af skuespillerelever dirigerede slagets gang. Børnene fik lov at vælge sangene fra 1 – 6 på en stor tavle. Pudsigt nok valgte de dem i numerisk rækkefølge.

Et af de steder, jeg holder allermest af at se, er Andelsbyen som er fra 20’erne eller 30’erne, for der er det næsten som selv at være kommet på museum. Her kan man genkende ting, som man så hos mormor og morfar. Jeg ville egentlig også gerne have vist Rasmine Greve Fattiggård, som først blev nedlagt i 1970’erne, men den faldt desværre ikke på vores vej. Vi brugte ellers meget tid på at studere kortet, for det er lidt svært at finde rundt derude.

Jeg spurgte oppe i receptionen, om de har planer om nye huse på museet. Svaret var, at når de kan få nye huse, sker det i form af donationer fra fonde. Museet har åbenbart ikke selv midler til at finansiere nye huse. Det, synes jeg, er lidt synd.

Kl. 18:00 skulle vi mødes med Donald fordi vi havde planer om at se Pelle Erobreren sammen. Stykket startede kl. 19:00 i Bornholmergården. Det var sidste spilledag, så jeg tror, at skuespillerne gav den et ekstra tag. Der var fuld knald på hele vejen igennem, og det var et rigtig dejligt skuespil. Det er alt for sjældent, jeg kommer i teateret, så jeg nød det virkeligt. Stykket havde manuskript af Bo hr. Hansen og Asger Bonfils instruerede. Stykket handlede om Pelles tid fra ankomsten til Stengaarden på Bornholm og til han drog ud i verden for at erobre den. En af de skuespillere, jeg syntes spillede rigtig godt, var horeungen Rud spillet af Martin Fredberg. Han var så tilpas skør og fuld af påfund, at man virkelig kunne tro, at han var sindssyg. Den ledsagende musik understøttede skuespillerne rigtig godt.

Stykket varede ca. 1 time og herefter sluttede vi af med en dejlig cafe latte på Lyngby Hovedgade. Vejret var fantastisk. Man kunne sidde ude i bare en skjorte til kl. 22:00, og da jeg cyklede hjem fra Rasmine kl. 23:00, var det stadig ikke nødvendigt at tage en trøje på. Vi havde paraplyer med, men dem blev der heldigvis ikke brug for.

En sommerdag i byen

Asiatisk varme og trafik som i København

Jeg holder af dage som i dag med god varme, lidt fugtig som i Asien, på cykel til byen med bare fødder i sandaler og en tur i teateret. Nogle gange tænker jeg på, om mit liv ser lige sådan ud om 10 år, men eftersom jeg tænkte det samme for 10 år siden, er svaret nok et “ja”. Hvorfor skulle jeg holde op med at cykle med bare fødder i sandaler, hvorfor skulle jeg holde op med at gå i teateret bare, hvorfor skulle jeg holde op med at føle mig sommerblank og fri, bare fordi jeg bliver 57.

På anbefaling af en af mine meget kære trofaste læsere og kommentatorer har jeg været i teater Grob og se “Lykke Bjørn” – et skønt stykke:

Da den selvudslettende Karin (Lotte Andersen) mister sin mor, falder hendes verden sammen. Umyndiggjort af sin lillebror og med en ung rengøringshjælp som eneste sociale adspredelse, er Karin overladt til sig selv og sin ensomhed. Men en dag støder hun på den hjemløse Johannes…

LYKKE BJØRN er en kærlighedshistorie om eksistenser på kanten af samfundet og normaliteten. Det er en rørende fortælling om en kvindes kamp for retten til sit eget liv på trods af kvælende omsorg, beskyttelse og kontrol.

Lykke er på “lykkepiller”, men de gør hende ikke lykkelig, det gør derimod den hjemløse Johannes. På en eller anden måde er de begge hjemløse, hun er det bare i sit eget hjem. De to rammer hinanden på kanten af normaliteten og det er der, de trives bedst sammen. Da de prøver at arrangere et fuldstændig normalt middagsselskab smutter Johannes – det bliver ham for meget med alle de mennesker og med hele konformiteten. Heldigvis kommer han tilbage for han kan ikke undvære sin Lykke…

Jeg kan roligt skrive om slutningen, for jeg så den allersidste opførelse, og endnu engang er jeg blevet bekræftet i, at jeg bør gå mere i teateret, da det på en særlig måde er livsbekræftende.