Stor lejlighed mv.
Endnu større
Jeg har 80 km², og jeg er glad for hver og en, men når der skal gøres rent ‘i dybden’, er det næsten for mange. De år, jeg var meget syg, fik jeg selvfølgelig ikke gjort andet end at overleve, så det hele var vokset mig over hovedet. Her trængte bare til ‘i dybden’.
I dag har jeg taget et stort skridt mod slutmålet: alle hylder i soveværelset. De var fyldt med:
- Slægtsforskningslitteratur (teori og metode),
- ‘Nyeste udgivelser fra Landsarkivet i Viborg (1985)’,
- Ti årgange af ‘Personalhistorisk tidsskrift’
- Kristendom og teologi i alle mulige spændende afskygninger – aldrig læst eller brugt siden 2008/09, og
- Litteratur om hjernen, hukommelsen og bipolar. Læst, brugt og gemmes, da jeg har glemt, hvad jeg læste 🙂
- Støv…
Det med kristendom/teologi vil jeg se, om jeg kan forære noget af til den præst, der kommer i eftermiddag. Resten ryger ud. Når det ikke er læst/brugt siden 2008/09 bliver det det aldrig. (Note: præsten ville gerne have 90 pct. af det. Det blev jeg virkelig glad over, for der er noget næsten ‘syndigt’ over at smide fine bøger ud.)
Slægtsforskningslitteraturen mv. er båret ned til storskrald. Det er værdifuld speciallitteratur, men hvordan skulle jeg finde aftagere? Jeg kunne selvfølgelig have prøvet via Facebook, men trangen til orden kom over mig nu og her, og så skal man gribe den i nuet.
Nu mangler jeg kun 4-5 køkkenskabe indvendig, så er alt simpelthen ordnet. Glassene i glasskabet er stillet op med en lineal osv. Det er en berusende fornemmelse, og er medvirkende til, at jeg nu har tid til ‘at tage et arbejde’, som det så smukt hedder.
Post scriptum
Jeg deltager – som nogen måske husker – i RADMIS-projektet, der drejer sig om at hindre recidiv blandt bipolare type 1 (klassikeren med både mani og depression) ved at følge dem tæt. Opfølgningen består af:
- En kontaktperson der ringer en gang om ugen
- En app (jeg hader den), hvor man dagligt registrerer mere eller mindre relevante parametre.
I dag mente kontaktpersonen, at jeg skulle se nogle flere mennesker og spurgte, om jeg ikke følte mig ensom. Jeg kom til at sige, at jeg havde været hos venner i lørdags, og at jeg havde en frokostaftale på fredag, og om det ikke var godt nok?
Der var en periode, mens jeg var meget syg, hvor jeg følte mig meget ensom, men ellers har jeg det altså ikke sådan. Jeg er altid i gang med noget, jeg sidder ikke og kigger ind i væggen. Hvis jeg ikke har nogle opgaver, skaber jeg nogle.
Jeg var dum nok til at lukke af for hendes forklaring om hvorfor, jeg skal lave om på mig selv. Det var noget med sårbarhed – det er det, jeg kalder sygdom. Jeg burde have lyttet, jeg er bare så træt af at skulle lave om på mig selv. Jeg er introvert, og det har jeg været hele mit liv.
Da jeg var barn i Brande kom underdirektørens søn ofte over gaden for at lege. Jeg husker meget tydeligt, at det ofte var sådan, at Niels, som han hed, var inde i huset sammen med min mor, mens jeg var ude i haven og legede med min fantasiven. Han hed i øvrigt Jens. Jeg har fået fortalt, at Niels spurgte min mor ‘Hvem taler Hanne med?’, og så måtte hun jo sige sandheden: ‘Jens’.
Jeg er bare sær!
Man tildeles en kontaktsygeplejerske, som dels skal holde øje med de data, jeg sender ind og som skal kontakte mig, hvis det begynder at se skævt ud, hvilket fx kunne være “For højt aktivitetsniveau” tre dage i træk.