,

Nu med krykker!

Det er krykker, der rykker

Jeg er nu udstyret med et par krykker, og det er en stor behagelighed til færdsel udendørs og fra mandag med bussen – ellers bliver jeg da ruineret.

Lige så er jeg udstyret med et støttebind fra skadestuen – en fiks type man tager på som en strømpe, og som derfor er let at montere og demontere. Det betyder, at jeg ikke ser min elendige fod. Ved et tilfælde opdagede jeg, at der er lilla nuancer over 4. tå, og det fik mig til at tage støttebindet af og studere sagen lidt nærmere. Hold da op! Foden er sort, grøn og lilla og den må være blevet det i dagens løb, for jeg lagde da ikke mærke til det i morges. Jeg er glad for, at de på skadestuen advarede om, at dette kunne tage tid, for ellers var jeg blevet bekymret nu.

Jeg var ellers begyndt at tænke på, at dette da går forrygende, og at det måske var lidt noget pjat med de krykker – men det er det vist ikke.

Jeg skal lige brokke mig: alting er besværligt! Man sidder dårligt på en kontorstol, når det ene ben skal svinges op på en anden stol. Det er gået op for mig, hvor meget man i realiteten går selv om man synes, man har stillesiddende arbejde. Printeren står langt fra mit kontor (men det er mig, der har valgt at sidde afsides); der er langt op i kantinen, der er langt nede fra hovedindgangen osv. Men “ellers går det godt fru kammerherreinde” – og aldrig havde jeg troet, at en laptop skulle give så meget mening. Det er simpelthen genialt at sidde godt i en lænestol med computeren på skødet og benene på bordet.

Da misundelse er en grim ting, undlader jeg naturligvis at tænke på, hvor skønt det bliver for 46 kolleger at køre Tøserunden i morgen i den herligste danske sommer! Dette er et af de få år nogensinde, hvor det virkelig har været godt vejr på den dag. God tur de damer!

,

Et cafébesøg

Torvecaféen i Hvidovre ligger i min baghave

Torvecaféen er et af de steder, jeg kan humpe hen og nyde solen, nu hvor jeg er stort set immobil. En kollega tager et par krykker med i morgen; de vil udvide min aktionsradius betydeligt!

Men altså gik jeg på café, da jeg kom hjem fra arbejde (i taxa naturligvis). Jeg medbragte min Jo Nesbø og hyggede mig med bogen, en latte og en stor cola. På et tidspunkt spurgte en yngre kvinde, der også sad der alene, hvad der nu var med foden, og sådan kom en lile samtale i gang tværs over bordene. Hun inviterede mig hen og nå ja, hvorfor egentlig ikke? Solen er jo lige fin enten man taler med nogen eller læser en bog.

I løbet af de første 10 minutter havde jeg fået hendes livshistorie om bipolær depression, anoreksi, en skrøbelig tilknytning til arbejdsmarkedet og en familie, der havde stillet hende stolen for døren på grund af et stort alkoholforbrug. Først da gik det op for mig, at kvinden var bimlende beruset. Ud af øjenkrogen havde jeg da set, at hun havde nedlagt et par “fadbamser”, men det må folk jo gøre, nøjagtig som de vil. Jeg udspurgte hende lidt om, “hvem der bestemte”, hun skulle drikke, hende selv eller alkoholen? Svaret var selvfølgelig alkoholen! Jeg henviste hende til at ringe ned til Svanegården, de er så søde og dygtige, og afviste at bytte telefonnumre, fordi jeg ikke gider havne i en behandlerrolle, bare fordi jeg er god til at lytte.

Tilbage i sikkerhed i mit kontroltårn ser jeg ned på kvinden på torvet. Nu er hun sejlende beruset! Jeg takker min Gud, Minnesota, Svanegården, Jørn Thaning og andre gode kilder for, at det ikke er mig; for at være på den anden side af alt det skrammel. Jeg husker kun alt for godt de år, hvor jeg var klar over, at jeg havde et problem, men ikke anede hvordan jeg skulle løse det. Det tog mig fem år mere eller mindre at komme fra erkendelse til (be-)handling, og derefter tog det yderligere nogle seje måneder at få det til virkelig dybt inde at blive til min egen beslutning. Min erfaring er, at først den dag, det virkelig er ens egen beslutning – ctr. alle mulige andres – bliver det rigtig godt at være ædru og overhovedet ikke anonym alkoholiker.

Godt og grundigt forstuvet

Distorsio reg malleolorum

Jeg må sige at jeg så sol, måne og stjerner, da jeg åbenbart overså et trappetrin på vej ud fra frisøren og vrikkede om på højre ankel. Jeg tog en vogn hjem og smed mig på sengen med Jo Nesbøs “Sorgenfri”, men anklen blev værre.

Tog på skadestuen som var fantastisk effektiv. Efter 1½ time var det hele undersøgt, og der er gudskelov ikke noget brækket, men anklen er “godt og grundigt forstuvet” som lægen sagde. Pokkers!

Jeg synes altså snart, jeg er meget uheldig! Er hjernen ikke syg til den ene side, så er den det til den anden, så brækker jeg en albue, så er den gal med min blære, så har jeg cyster og det ene med det andet. Øv! Jeg synes godt nok, at jeg hurtigt er kommet i reparationsalderen – jeg har måske bare sprunget overgangsalderen over; det havde ellers været en passende overgang.

Nå men behandlingen er det 1. døgn RICE:

  • R: Rest
  • I: Ice
  • C: Compress
  • E: Elevate

Så jeg sidder ganske stille og roligt med den lille pc på skødet (den er som skabt til formålet), benene oppe på sofabordet med støttebind og ispose; og hvis jeg bare sidder ganske stille, så mærker jeg det ikke. Alt det der med at gå ubesværet rundt, løbe på rulleskøjter og køre cykelløb på lørdag er lige sat på stand by. På skadestuen fortalte hun, at hævelsen kan holde sig en 3-4 uger…

Lidt ondt af mig selv har jeg altså, og så netop i dag, hvor sommeren er kommet – men er jeg rigtig heldig kommer der flere sommerdage. Heldigvis har jeg en næsten frisk Jo Nesbø “Marekors” at underholde mig med her i min ophøjede ro 🙂