,

Dagslyslampe

Beurer TL60 står nu på mit skrivebord.

I flere år har jeg haft tænkt på at anskaffe en dagslyslampe hjemme, men det er bare ikke rigtig blevet til noget. Jeg følte mig ikke overbevist om, at det rent faktisk virkede.

Nu anbefalede min psykiater, at jeg fik en på arbejdet, så jeg kan sidde ved den, mens jeg arbejder. Han nærmest garanterede, at den ville have effekt. Han sagde også, at den sikkert ville få mig til at glæde mig til at skulle på arbejde. Den slags udsagn synes jeg jo nok, man skal være lidt forsigtig med at slå om sig med, men da jeg så lampen i morges, blev jeg faktisk glad. Det lyder skørt ikke?

Chefen sagde OK til indkøbet af lampen og vores indkøbschef handlede hurtigt, og indkøbte en Beurer TL60 til mig, og nu sidder jeg så her i lampens klare skær. Jeg nåede lige at prøve den lidt i fredags, og det der var helt vildt var faktisk at slukke den, for så blev det tydeligt, hvor mørkt mit lokale er.

Det føles fuldstændig som almindeligt dagslys. Lampen simulerer dagslys på over 7.000 lux, medens et almindeligt godt oplyst kontor har en belysningsstyrke på omkring 500 lux. 1 lux svarer ca. til lyset fra et stearinlys

Sollys styrer indirekte produktionen af melatonin, som kun afgives til blodet, når det er mørkt. Dette hormon fortæller kroppen, at det er sengetid. Derfor bliver det for mange mennesker også så pokkers svært at komme ud af sengen, når det er vinter, og derfor har lampen størst effekt, hvis man bruger den umiddelbart efter, man er stået op, fordi produktionen af melatonin så standses.

Når der mangler lys, hæmmes produktionen af serotonin, som er et hormon, der har stor indflydelse på følelsen af velvære.

Samlet set har jeg store forventninger til lampen og dens effekt.

,

Arbejde!

Det var godt at komme på arbejde igen

For 117. gang har jeg nu været fraværende på grund af sygdom; jeg er træt af det, og træt af hele tiden at komme i situationer, hvor jeg skal hive mig selv op ved hårrødderne for at komme ud af døren igen. Til tider tænker jeg, at de udsving – i humør og kræfter – jeg oplever er naturlige og bare følger årstiderne, medens jeg til andre tider overvejer, om det ikke netop var disse udsving medicinen burde tage fuldstændigt? Jeg må spørge psykiateren næste gang jeg ser ham.

Jeg vil leve et fuldstændig almindeligt musegråt liv, lige ud ad landevejen og uden udsving. Måske kræver jeg det urimelige? – og denne her gang har det da heller ikke været nær så slemt som på samme tid sidste år.

Min supersøde chef har iværksat, at vi nu får indkøbt en dagslyslampe til mig, og jeg har været inde at spørge om jeg, når vi om ikke så længe skal flytte lokaler, kan få et lokale med dagslys. Lige nu har jeg et af husets mørkeste rum, hvor jeg er nødt til at have loftslyset tændt selv om sommeren. Hrm… tjah, efterspørgslen på énmandskontorer med dagslys er ikke ligefrem faldende, og der må prioriteres. Jeg håber, hun prioriterer mig og min syge hjerne.

Samlet set var det en rigtig positiv oplevelse at komme på arbejde igen – og jeg forstår ikke helt, at jeg var så bange for det. Jeg har jo søde kolleger, en god chef og mit eget kontor (om end mørkt). Måske skal jeg bare tage at arbejde noget mere? 🙂

D for depression

ABC Scandinavia er nået til D, og de andre D’er finder du her.

For mig er det en grå novemberdag klart, at D står for depression, som jeg har lidt af siden 2003. Årstallet er let at huske, for det var det år, jeg blev 40. Jeg har nu indset, at mine er livsvarige. Det skal straks siges, at jeg er velbehandlet og ikke sidder i et sort hul, men det har jeg prøvet op til flere gange, og ønsker på ingen måde at komme til det igen. Jeg har ingen problemer med dagligt at indtage 15 mg Cipralex og 7½ mg Zyprexa, for de to stoffer holder mig kørende på et stort set ganske normalt niveau. Jeg forestiller mig, at det svarer til diabetespatienten, der heller ikke overvejer, om hun skal tage sin insulin. Jeg har ingen bivirkninger, og det glæder jeg mig over.

Vinteren er en vanskelig tid for mange med depressioner; det hele bliver lidt tungt og mørket lægger sig over landet. Det kan være svært at få gjort selv de mest dagligdags ting. For tiden har jeg det som om den lurer på mig, og jeg ved ikke helt, hvordan jeg har det. På den anden side set, ved jeg godt, at når jeg begynder at spørge mig selv, hvordan jeg har det, er det fordi, det ikke er helt godt. Med årene har jeg dog lært, at det er de svingninger, der følger med årstiden og at det er der ikke grund til at gå i panik over. Det kan derimod mane til at tage nogle stille dage og prøve at få styr på tingene og tankerne igen. Denne uge har jeg fx ikke været på arbejde, for jeg kunne ikke overskue at komme ud af døren – nu står den i stedet på weekendarbejde, men bare det, at jeg kan sidde stille og roligt uden at blive forstyrret, hjælper meget.