,

Arbejde!

Det var godt at komme på arbejde igen

For 117. gang har jeg nu været fraværende på grund af sygdom; jeg er træt af det, og træt af hele tiden at komme i situationer, hvor jeg skal hive mig selv op ved hårrødderne for at komme ud af døren igen. Til tider tænker jeg, at de udsving – i humør og kræfter – jeg oplever er naturlige og bare følger årstiderne, medens jeg til andre tider overvejer, om det ikke netop var disse udsving medicinen burde tage fuldstændigt? Jeg må spørge psykiateren næste gang jeg ser ham.

Jeg vil leve et fuldstændig almindeligt musegråt liv, lige ud ad landevejen og uden udsving. Måske kræver jeg det urimelige? – og denne her gang har det da heller ikke været nær så slemt som på samme tid sidste år.

Min supersøde chef har iværksat, at vi nu får indkøbt en dagslyslampe til mig, og jeg har været inde at spørge om jeg, når vi om ikke så længe skal flytte lokaler, kan få et lokale med dagslys. Lige nu har jeg et af husets mørkeste rum, hvor jeg er nødt til at have loftslyset tændt selv om sommeren. Hrm… tjah, efterspørgslen på énmandskontorer med dagslys er ikke ligefrem faldende, og der må prioriteres. Jeg håber, hun prioriterer mig og min syge hjerne.

Samlet set var det en rigtig positiv oplevelse at komme på arbejde igen – og jeg forstår ikke helt, at jeg var så bange for det. Jeg har jo søde kolleger, en god chef og mit eget kontor (om end mørkt). Måske skal jeg bare tage at arbejde noget mere? 🙂

D for depression

ABC Scandinavia er nået til D, og de andre D’er finder du her.

For mig er det en grå novemberdag klart, at D står for depression, som jeg har lidt af siden 2003. Årstallet er let at huske, for det var det år, jeg blev 40. Jeg har nu indset, at mine er livsvarige. Det skal straks siges, at jeg er velbehandlet og ikke sidder i et sort hul, men det har jeg prøvet op til flere gange, og ønsker på ingen måde at komme til det igen. Jeg har ingen problemer med dagligt at indtage 15 mg Cipralex og 7½ mg Zyprexa, for de to stoffer holder mig kørende på et stort set ganske normalt niveau. Jeg forestiller mig, at det svarer til diabetespatienten, der heller ikke overvejer, om hun skal tage sin insulin. Jeg har ingen bivirkninger, og det glæder jeg mig over.

Vinteren er en vanskelig tid for mange med depressioner; det hele bliver lidt tungt og mørket lægger sig over landet. Det kan være svært at få gjort selv de mest dagligdags ting. For tiden har jeg det som om den lurer på mig, og jeg ved ikke helt, hvordan jeg har det. På den anden side set, ved jeg godt, at når jeg begynder at spørge mig selv, hvordan jeg har det, er det fordi, det ikke er helt godt. Med årene har jeg dog lært, at det er de svingninger, der følger med årstiden og at det er der ikke grund til at gå i panik over. Det kan derimod mane til at tage nogle stille dage og prøve at få styr på tingene og tankerne igen. Denne uge har jeg fx ikke været på arbejde, for jeg kunne ikke overskue at komme ud af døren – nu står den i stedet på weekendarbejde, men bare det, at jeg kan sidde stille og roligt uden at blive forstyrret, hjælper meget.

,

Nu med krykker!

Det er krykker, der rykker

Jeg er nu udstyret med et par krykker, og det er en stor behagelighed til færdsel udendørs og fra mandag med bussen – ellers bliver jeg da ruineret.

Lige så er jeg udstyret med et støttebind fra skadestuen – en fiks type man tager på som en strømpe, og som derfor er let at montere og demontere. Det betyder, at jeg ikke ser min elendige fod. Ved et tilfælde opdagede jeg, at der er lilla nuancer over 4. tå, og det fik mig til at tage støttebindet af og studere sagen lidt nærmere. Hold da op! Foden er sort, grøn og lilla og den må være blevet det i dagens løb, for jeg lagde da ikke mærke til det i morges. Jeg er glad for, at de på skadestuen advarede om, at dette kunne tage tid, for ellers var jeg blevet bekymret nu.

Jeg var ellers begyndt at tænke på, at dette da går forrygende, og at det måske var lidt noget pjat med de krykker – men det er det vist ikke.

Jeg skal lige brokke mig: alting er besværligt! Man sidder dårligt på en kontorstol, når det ene ben skal svinges op på en anden stol. Det er gået op for mig, hvor meget man i realiteten går selv om man synes, man har stillesiddende arbejde. Printeren står langt fra mit kontor (men det er mig, der har valgt at sidde afsides); der er langt op i kantinen, der er langt nede fra hovedindgangen osv. Men “ellers går det godt fru kammerherreinde” – og aldrig havde jeg troet, at en laptop skulle give så meget mening. Det er simpelthen genialt at sidde godt i en lænestol med computeren på skødet og benene på bordet.

Da misundelse er en grim ting, undlader jeg naturligvis at tænke på, hvor skønt det bliver for 46 kolleger at køre Tøserunden i morgen i den herligste danske sommer! Dette er et af de få år nogensinde, hvor det virkelig har været godt vejr på den dag. God tur de damer!