,

Et cafébesøg

Torvecaféen i Hvidovre ligger i min baghave

Torvecaféen er et af de steder, jeg kan humpe hen og nyde solen, nu hvor jeg er stort set immobil. En kollega tager et par krykker med i morgen; de vil udvide min aktionsradius betydeligt!

Men altså gik jeg på café, da jeg kom hjem fra arbejde (i taxa naturligvis). Jeg medbragte min Jo Nesbø og hyggede mig med bogen, en latte og en stor cola. På et tidspunkt spurgte en yngre kvinde, der også sad der alene, hvad der nu var med foden, og sådan kom en lile samtale i gang tværs over bordene. Hun inviterede mig hen og nå ja, hvorfor egentlig ikke? Solen er jo lige fin enten man taler med nogen eller læser en bog.

I løbet af de første 10 minutter havde jeg fået hendes livshistorie om bipolær depression, anoreksi, en skrøbelig tilknytning til arbejdsmarkedet og en familie, der havde stillet hende stolen for døren på grund af et stort alkoholforbrug. Først da gik det op for mig, at kvinden var bimlende beruset. Ud af øjenkrogen havde jeg da set, at hun havde nedlagt et par “fadbamser”, men det må folk jo gøre, nøjagtig som de vil. Jeg udspurgte hende lidt om, “hvem der bestemte”, hun skulle drikke, hende selv eller alkoholen? Svaret var selvfølgelig alkoholen! Jeg henviste hende til at ringe ned til Svanegården, de er så søde og dygtige, og afviste at bytte telefonnumre, fordi jeg ikke gider havne i en behandlerrolle, bare fordi jeg er god til at lytte.

Tilbage i sikkerhed i mit kontroltårn ser jeg ned på kvinden på torvet. Nu er hun sejlende beruset! Jeg takker min Gud, Minnesota, Svanegården, Jørn Thaning og andre gode kilder for, at det ikke er mig; for at være på den anden side af alt det skrammel. Jeg husker kun alt for godt de år, hvor jeg var klar over, at jeg havde et problem, men ikke anede hvordan jeg skulle løse det. Det tog mig fem år mere eller mindre at komme fra erkendelse til (be-)handling, og derefter tog det yderligere nogle seje måneder at få det til virkelig dybt inde at blive til min egen beslutning. Min erfaring er, at først den dag, det virkelig er ens egen beslutning – ctr. alle mulige andres – bliver det rigtig godt at være ædru og overhovedet ikke anonym alkoholiker.

Godt og grundigt forstuvet

Distorsio reg malleolorum

Jeg må sige at jeg så sol, måne og stjerner, da jeg åbenbart overså et trappetrin på vej ud fra frisøren og vrikkede om på højre ankel. Jeg tog en vogn hjem og smed mig på sengen med Jo Nesbøs “Sorgenfri”, men anklen blev værre.

Tog på skadestuen som var fantastisk effektiv. Efter 1½ time var det hele undersøgt, og der er gudskelov ikke noget brækket, men anklen er “godt og grundigt forstuvet” som lægen sagde. Pokkers!

Jeg synes altså snart, jeg er meget uheldig! Er hjernen ikke syg til den ene side, så er den det til den anden, så brækker jeg en albue, så er den gal med min blære, så har jeg cyster og det ene med det andet. Øv! Jeg synes godt nok, at jeg hurtigt er kommet i reparationsalderen – jeg har måske bare sprunget overgangsalderen over; det havde ellers været en passende overgang.

Nå men behandlingen er det 1. døgn RICE:

  • R: Rest
  • I: Ice
  • C: Compress
  • E: Elevate

Så jeg sidder ganske stille og roligt med den lille pc på skødet (den er som skabt til formålet), benene oppe på sofabordet med støttebind og ispose; og hvis jeg bare sidder ganske stille, så mærker jeg det ikke. Alt det der med at gå ubesværet rundt, løbe på rulleskøjter og køre cykelløb på lørdag er lige sat på stand by. På skadestuen fortalte hun, at hævelsen kan holde sig en 3-4 uger…

Lidt ondt af mig selv har jeg altså, og så netop i dag, hvor sommeren er kommet – men er jeg rigtig heldig kommer der flere sommerdage. Heldigvis har jeg en næsten frisk Jo Nesbø “Marekors” at underholde mig med her i min ophøjede ro 🙂

, , ,

WordCamp?

WordCamp varede da både lørdag og søndag?

Jeg skulle faktisk ikke have været hjemme denne søndag, og jeg ville gerne have været afsted på WordCamp i dag også, men da jeg stadig skal lade være at fylde for meget i kalenderen, blev jeg hjemme i dag. Ellers ville den kommende uge med to aftenmøder blive for uoverskuelig for mig.

I stedet har jeg brugt dagen på at starte flytningen fra Surftown til Gigahost. Jeg har flyttet alle filer og oprettet alle databaserne – og denne gang er jeg med vilje ikke startet med at flytte domænet, for når man først har trykket på den knap, er der ingen vej tilbage. Det vil sige, man skal være så godt som klar, når man gør flytter domænet.

Selv om det “bare” er en privat hjemmeside ctr. en kommerciel side, har jeg ikke lyst til at byde mine gæster en “Siden findes ikke” eller lignende. Markedet er sprødt, og ens gæster finder hurtigt deres informationer andet steds. Men hvorom alting er, så vil der komme noget “nedetid” i den kommende uge, indtil jeg lige får det hele sat på plads igen, hvilket jeg håber, jeg kan finde ud af.

Jeg håber, det er sidste gang i mange år, jeg skal skifte webhotel. Jeg talte med Michael Grove fra Skals Pc Service, der heldigvis havde gode erfaringer med Gigahost gennem flere år – jeg synes, det er et vanskeligt marked at orientere sig i; det minder lidt om telefonmarkedet, hvor alting også virker forskelligt, men grundlæggende nok er ens. Telefonmarkedet har dog ikke en “safe mode” 🙂