Manisk

Jeg er i en manisk fase

Jeg har prøvet det en gang før og det er pokkers ubehageligt. Kendetegnene for mig er, at jeg bliver fuldstændig speeded indeni, som om der er en “motor”, der kører på højtryk, jeg får indkøbstrang, jeg sover ikke om natten og synes, at jeg kan klare det hele alligevel, jeg lader være med at gå i seng, for der er hele tiden noget, jeg lige skal og vil, og hvis jeg går i seng ligger jeg bare og tænker på alt det, jeg kunne foretage mig, hvis jeg stod op, og jeg har ingen appetit overhovedet. Når jeg er manisk kan jeg skrive indlæg her på bloggen døgnet rundt, for jeg har hele tiden noget at fortælle. Til “hverdag” kan der sagtens gå en uge uden at jeg har noget at fortælle. Jeg kan slægtsforske og sætte hjemmesider op i døgndrift, og jeg føler mig overhovedet ikke træt i hovedet, det er kun kroppen, der er forfærdeligt træt.

Jeg er glad for, at jeg fik stoppet min indkøbstrang, at jeg fik slået rationalet til og spurgt her på bloggen, om jeg havde brug for en ny solid state disk. Og det overbeviste Overleveren og Eric mig om, at jeg ikke havde, så jeg annullerede min bestilling. Sidst jeg var i en manisk fase købte jeg to computere på en måned, de var godt nok billige, men alligevel er det ikke noget sundhedstegn. Jeg kendte engang en, der købte dyre antikviteter, når hun var manisk – så er mine computerudskejelser alligevel lidt mere til at have med at gøre, og man kan sige, at pengene går til et godt formål 🙂

Heldigvis har jeg en rigtig god psykiater, som jeg havde tid hos i dag. Jeg fortalte ham, hvordan jeg har det, og vi blev enige om, at jeg skal prøve seroquel for at se om de kan hjælpe. Det håber jeg virkelig, bare jeg kan komme til at sove fx fem timer pr. nat er meget reddet. Jeg vil jo gerne performe godt på arbejdet, men det er svært, når man ikke sover om natten. Jeg skal til psykiateren igen på tirsdag, og det er rart, at han følger så tæt op på mig.

Jeg er træt af at være syg! Jeg vil bare være normal og ligesom de fleste – men jeg må nok slå mig til tåls med, at det er jeg ikke. Jeg har vist i nogle år, at jeg har en bipolar lidelse (det man i gamle dage kaldet maniodepressiv) og sædvanligvis lever jeg jo fint og helt almindeligt med det, manien skal bare ikke komme i udbrud, for det kan jeg ikke tåle. Jeg har tænkt meget på, om noget af det jeg drak på netop var manierne; alkohol virker jo sløvende og måske drak jeg for at få motoren til at stoppe? Gudskelov drikker jeg ikke mere, men måske er det netop det der gør, at jeg nu kan mærke manien?

I reparationsalderen

Jeg holder de københavnske tandlæger beskæftiget

Det begyndte i lørdags, hvor den næstbagerste kindtand i høre side af underkæben gjorde ondt og føltes som om den var blevet for høj i forhold til de omgivende tænder – endvidere var den foruroligende mobil. Jeg overlevede på en god blanding af Ipren og Panodil. Søndag var smerterne næsten væk, men i stedet var der vokset en stor byld ud ud for den tand, der havde gjort ondt. Mandag morgen ringede jeg til tandlægen og fik en tid allerede tirsdag. Hun kunne ret hurtigt konstatere, at bylden selvfølgelig var fyldt med betændelse, men også at nerven var død og at der må en rodbehandling og en krone til. I dag har jeg så været inde og få renset rodkanalerne op efter at hun fjernede den gamle fyldning. Hullet er blevet lukket midlertidigt igen og på onsdag skal den midlertidige fyldning tages ud og der skal renses en gang til. I ugen efter skal rodkanalerne fyldes og det er så den egentlige rodbehandling. Senere skal der så en krone på. Alt dette foregår i højre side.

I venstre side: Jeg har på torsdag tid hos en specialtandlæge, der skal lave et implantat, der hvor den bageste kindtand i underkæben har siddet. Den har over en 20-årig periode været udsat for en rodbehandling, en krone og en rodspidsamputation og tilsidst måtte den så ud. Når implantatet er groet godt fast, skal min egen tandlæge lave en krone.

Det er lige før det er svært at få plads i min kalender for tandlægetiderne. Det der bekymrer mig er prisen for alt dette her. Implantatet til 20.000 kr. har jeg længe haft sparet sammen til, men det nye her i højre side er helt uventet. Det koster vel i omegnen af 8.000 kr. Jeg bad klogeligt nok ikke om et overslag; det skal jo laves under alle omstændigheder.

Nuvel jeg har en opsparing, som jeg kan trække på, men som arbejdsløs har man reelt ikke råd til denne type reparationer. Og det er vel egentlig ikke bare som arbejdsløs – hvad med kassedamen i Netto, hun har vist ikke bedre råd? Jeg kan godt blive harm over, at man siger, at der ikke er brugerbetaling i det danske sundhedsvæsen, for der er masser af brugerbetaling på både tænder og briller. Og hvad skulle jeg gøre, hvis jeg ikke havde en opsparing at trække på – lade tænderne rykke ud og så gå rundt med huller i tandrækken? Det kunne jeg slet ikke forestille mig, da jeg har det sådan, at mine tænder bare skal være i orden, og jeg har i hele mit voksenliv passet og plejet dem, så godt jeg overhovedet kunne.

,

Skal/skal ikke

Vejret må bestemme

I morgen er der Tøserunden, som er det store cykelløb på 112 km. kun for kvinder, der afvikles med start og mål i Køge. Jeg er meldt til sammen med ca. 40 kolleger fra Miljøministeriet. Problemet er, at som vinden er, er jeg ikke sikker på, at jeg kan komme hele vejen rundt. Jeg synes faktisk, det var rigeligt at køre hjem fra arbejde – og der er altså kun 10 kilometer. OK, da det er en rundstrækning vil der kun være 60 km. i rigtig modvind…

Jeg diskuterer med andre ord med mig selv om jeg skal af sted eller ej. Jeg tror, det ender med, at jeg går tidligt i seng, sætter vækkeuret og så lader morgendagens sindsstemning og vejr afgøre sagen. Jeg vil jo gerne med, vil jo gerne være en af de seje, men samtidig er jeg nødt til at undlade at presse mig selv for meget, for jeg kan ikke holde til det. Jeg har været på arbejde fire dage i denne uge, og det er nærmest i sig selv en præstation for mig for tiden.

Mit depressive indre har igen taget over og min medicin er endnu engang sat op, nu til 25 mg. Cipralex (mod depression) og 20 mg. Zyprexa (mod mani og som stemningsstabiliserende). Det er vist ikke så stor en dosis og jeg har fuld tillid til min psykiater – det er mere følelsen af at være syg, der irriterer mig. Jeg vil være på toppen og jeg vil have overskud til at lave forskellige ting i weekenden, lige nu er jeg bare ikke på toppen. Jeg ved, jeg kommer det igen, men jeg har svært ved at vente på det.