Genoptræning

Med fare for at blive den rene ‘Laila Lalleglad’ vil jeg rose ‘systemet’, der sørger for, at jeg får den bedste hjælp til skulderen.

I sidste uge ringede de fra Krogstenshaves Genoptræningsafdeling og gav mig en tid til i dag kl. 9:30. Samtidig dukkede hjemmeplejen op og fortalte, at de i dag ville komme tidligere og hjælpe med maden, fordi jeg netop skulle til genoptræning – tænk at indsatsen koordineres; det burde være en selvfølge, men det tror jeg ikke, det altid er.

Jeg mødte op på Krogstenshave og var spændt på, hvad der skulle ske. Forventningerne var ikke store – jeg havde gættet på, at jeg ville blive overladt til nogle forskellige maskiner med vægt på, og som jeg derfor ikke kunne klare ret mange øvelser på.

Virkeligheden var en anden: Jeg fik en hel time alene med en ergoterapeut!

Først målte hun hvor mange grader, jeg kunne løfte armen i alle mulige yderstillinger. Derefter gennemgik vi øvelserne, som jeg har fået på hospitalet. Det var lærerigt. Det viste sig, at der var to af øvelserne, jeg har lavet forkert, fordi det ikke er helt let at aflæse fra en tegning. En af øvelserne har jeg sprunget over, fordi jeg ikke kunne finde ud af den: Jeg synes, det er svært at samle skulderbladene uden at hæve skuldrene, men hun kørte et spejl hen foran mig, så jeg kunne se, hvordan det skulle gøres. Herhjemme har jeg også spejle på mit klædeskab, så jeg kan gentage øvelsen rigtigt. Det får mig til at tænke, at de allerede på hospitalet burde have gennemgået øvelserne med mig, for at sikre, at de blev udført korrekt, men det er tiden sikkert ikke til.

Dernæst skrællede hun ca. ½-delen af øvelserne af. Hidtil har jeg lavet alle øvelserne fra hæftet, altså fra fase 1 og til og med fase 3. Nu skal jeg kun lave fase 1 og halvdelen af fase 2. Måske har det noget at gøre med, at jeg får pokkers mange smerter, når jeg lægger mig ned for at sove; jeg kan simpelthen ikke finde en hvilestilling for skulderen, og kombinationen af Ipren og Pinex kan ikke tage smerterne. Det er som om, skulderen ikke kan bære sin egen vægt. Jeg skal lave øvelserne to gange dagligt (som hidtil), men jeg skal tage dem i sæt af ti og have en pause på 2-3 minutter mellem sættene. Selv har jeg jo bare knoklet på i min iver efter at opnå god bevægelighed. Det er godt at træne, men man skal ikke overtræne!

Vi gennemgik herefter et dagligliv; altså hvad kan jeg klare i hverdagen, og hvad skal jeg have hjælp til. Der er efterhånden mange ting, jeg kan klare selv. Jeg tror snart, at jeg kan sige hjemmeplejen fra, for jeg kan/må godt selv smøre madder, og hvis jeg vælger løse t-shirts, kan jeg også få dem af ved at trække dem over hovedet med venstre hånd. Det er ikke så elegant, men det virker.

Til sidst spillede vi ‘Solitaire’. Hun gav mig brikkerne på en måde, der for hver brik udfordrede nogle forskellige yderstillinger, fordi jeg skulle række ud efter dem. Da alle brikkerne var sat i deres huller på et stort bræt, skulle jeg påbegynde selve spillet med højre hånd. Idéen med spillet er, at man skal ende med en brik tilbage på brædtet. Det kunne jeg godt nok ikke, men det var en herlig anderledes måde at træne på.

Jeg har fået en ny tid til på fredag og det ser jeg allerede frem til.

,

Genoptræning

Jeg er (stadig) flittig med øvelserne, jeg fik med hjem fra Hvidovre Hospital, og nu kan jeg for alvor mærke fremgang; i dag har jeg fx brugt højre hånd til at vaske hår med, det er stort. Jeg bliver glad for de små fremskridt, der sker. Jeg overvejer at skrue antallet af repetitioner ned fra 20 til 15 og så at træne tidligere på aftenen, for jeg får nogle ret stærke smerter efter øvelserne, som gør det svært at sove, fordi jeg ikke kan finde en god hvilestilling for armen. Når smerterne er der, er det bedste jeg kan gøre at sidde ret op og ned, men sådan kan jeg jo ikke sove.

I dag er jeg blevet ringet op af genoptræningsenheden på Krogstenshave. Jeg skal starte der den 24. september kl. 9:30, og det er jeg meget spændt på. Danmark har et fantastisk flot system med rigtig mange tilbud og muligheder. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville have set ud i Grækenland! Jeg håber, at jeg til genoptræningen vil blive tilbudt øvelser med vægt på. De øvelser, jeg selv laver, er alle uden vægt, for de sikrer ‘bare’ bevægeligheden, men jeg mangler også styrke.

Min mandag

Det er jo ikke fordi, der sker det store, når man går rundt med en afspængt knogle, og alligevel vil jeg fortælle lidt om, hvordan det går (fremad).

Hjemmeplejen dukkede som sædvanligt op lidt over 9. Jeg er meget taknemmelig over den hjælp, de yder mig. Jeg har hjælp til at komme i bad. Det største problem er fortsat at få t-shirten af og på. Jeg kan simpelthen ikke løfte armene højt nok til at få det til at lykkes; jeg prøver ind imellem at se, om der er indtruffet ændringer. Når hjemmeplejen kommer her om morgnen, smører de morgenmad plus frokost og aftensmad til mig og sætter det i køleskabet, så det er lige til at tage. Ren luksus.

Så var det tid til at køre alle skulderøvelserne igennem. Jeg tager mig god tid til det, og er nødt til at hvile mellem hver øvelse, for det er pokkers anstrengede og nogle af øvelserne gør irriterende ondt. Det er ligesom om, der er et punkt, armen skal løftes udover, og når det punkt er passeret har jeg igen god bevægelighed. Jeg er meget fokuseret på at få god bevægelighed, når skidtet engang er groet sammen. Lige nu kan jeg ikke engang løfte en kande kaffe med højre arm, jeg håber virkelig, at det bliver bedre. Når jeg skal på Hvidovre Hospital igen den 25. september, vil jeg spørge til prognoserne.

Turen gik til apoteket, fordi jeg var udgået for Pinex og Ipren. Jeg bruger dem i kombination, når jeg har gennemført øvelserne.

En tur i Netto for at købe lidt brød og pålæg; der skal noget til, når man lever af kold mad. Jeg glæder mig meget, til jeg kan begynde at lave noget varm mad til mig selv igen. For en gangs skyld huskede jeg også at købe grøntsager og frugt. Jeg prøver at huske alle de gode ting, der skal bruges til heling af den dårlige arm. Frugt og grønt er sikkert godt.

Hjemme igen fik jeg taget vasketøj ned, lagt det sammen og sat en ny maskine over. Det er ikke ret let med en arm, men det skal lykkes. Det tager ca. dobbelt så lang tid, som det plejer, men det vigtigste er også, at det kan lade sig gøre. Herudover har jeg også støvsuget i sove-/arbejdsværelset, lidt med ‘mosters hånd’, men her blev pænere, og jeg syntes ikke, det kunne vente, til jeg om to uger får rengøring fra hjemmeplejen. Jeg har vasket op for første gang; det er en enorm tilfredsstillelse, når man jeg pludselig kan noget, man jeg ellers ikke har kunnet.

Jeg har fået kontaktet en elektriker, der skal komme og hjælpe mig med alt det, der efterhånden ikke fungerer på el-siden. Adskillige af mine loftslamper i lysskinner er gået, i køkkenet er der efterhånden kun to lysstofrør (ud af seks) der duer. I stuen fungerer lysdæmperen ikke, og der kommer næsten intet lys ud, uanset hvordan jeg stiller lysdæmperen. Der mangler lys i emhættens ene side og jeg har en Asger BC-lampe, der heller ikke duer. Nu skal det bare laves! Jeg hader, når ting ikke fungerer, som de skal.

LIge nu sidder jeg og hører al min dejlige gamle musik på MediaMonkey. MediaMonkey er et program, hvor man kan indspille alle sine CD’er til computeren og informationerne bliver så gemt i en database. Man kan søge på – og filtrere på – alting. Jeg har rated alle de bedste numre, så er det bare at afspille dem med fem stjerner. Det er alletiders måde at få hørt noget af al den musik, man måske ikke ellers får hørt så tit.

Kl. 17:00 skal jeg til møde i Hvidovre Kirkes Visionsudvalg. Det er det første møde i udvalget, og jeg er lidt spændt på, hvordan det vil gå. Vi har brug for nogle overordnede pejlemærker om, hvor vi skal være om fx fem og ti år. Hvis ví ved, hvor vi vil hen, er der også en masse småting, der løser sig selv – fx hvad skal pengene bruges til? Jeg har en drøm om at få menighedsrådet til at bygge visionen i Lego, eller i hvertfald at opstille en SWOT-model i Lego. Jeg har set toperhvervsledere gøre det og på den baggrund opstille en vision. Når toppen i erhvervslivet kan gøre det, kan vi også!