Livstegn

Jeg er her endnu

Lige et livstegn.

Jeg får læst jeres blogs, men har ikke rigtig overskud til at kommentere, men det skal nok komme på et eller andet tidspunkt. Ting tager tid.

Sammen med min gode terapeut i Lænken har jeg fået lavet en fin lille liste over positive ting/hændelser. Det går fremad, og jeg værdsætter hvert et lille fremskridt. Idéen med listen er at holde fast i fremskridtene, hvor små de end synes at være.

Medicinen kan gøre ca. halvdelen, resten må man selv gøre. Jeg er begyndt at gå ture. Jeg går rundt om Damhussøen, og til tider tillægger jeg engen. Turen om Damhussøen er vist ca. 3,45 km., men GPS’en driller, så jeg ved det ikke præcist. En eller anden dag vil jeg måle turene med min cykelcomputer. Alle siger, at motion har en helbredende virkning, og det tror jeg på. Det er skønt at komme ud og gå, og det hjælper på søvnen at blive lidt naturligt træt. Jeg har googlet en del på “Bipolar lidelse” og en af de ting, der går igen på alle siderne er, at motion hjælper godt. Så jeg går mine ture.

Jeg kommer i “Akutteamet” på Gl. Kongevej 33, og de er supergode. Det er godt at have nogen, der holder fast i mig. Meningen er, at jeg herefter skal overgå til distriktspsykiatrien. Hvad de kan gøre for mig, ved jeg ikke, men jeg takker ja til alle tilbud, der findes. Distriktspsykiatrien er jo meget udskældt, men jeg går til det med positivt og åbent sind, og ser hvad de kan tilbyde.  Måske skal jeg overgå allerede i morgen.

Det grundlæggende problem (indtægtsnedgangen) er der ingen, der har en løsning på. Uanset hvor dygtige og søde, de alle sammen er, er der ingen, der har præsenteret mig for en løsning. Mantraerne er: “En dag ad gangen” og “Der findes en løsning”, og det må jeg jo så tro på. Hvis jeg ind imellem ikke kan holde fast i mantraerne, kommer alle de dårlige tanker igen, så jeg gør alt for at holde fast i mantraerne.

Jeg er sygemeldt og skal nok være det et stykke tid endnu. Indtægten er sikret så længe. Hvad der derefter skal ske, ved jeg ikke. Udgangspunktet er, at jeg gerne vil arbejde, men jeg er i tvivl, om jeg kan arbejde på normale vilkår igen. Når jeg arbejder med kriminalhistorie.dk, går det godt, og jeg føler, at jeg kan holde koncentrationen, men der står jo heller ingen og hopper ved siden af med krav om en vis mængde output. Min veninde siger derimod at jeg ikke kan arbejde, og det bygger hun på, at da jeg var i virksomhedspraktik, var jeg meget bange for ikke at slå til i jobbet. Jeg er altid bange for ikke at slå til, og det har jeg været hele mit liv. Jeg har fået en superfin anbefaling fra min chef i Statens It, og den er jeg glad for, og jeg håber på muligheden for at kunne præsentere den for en arbejdsgiver. Ind imellem læser jeg stillingsopslag, men jeg kan slet ikke se mig selv i stillingerne. Jeg tror ikke, jeg kan leve op til kravene på det almindelig arbejdsmarked.

Jeg håber måske på et fleksjob, men det er vist meget svært at få sådan et, og under alle omstændigheder forudsætter det nok et “ressourceforløb” og en arbejdsprøvning. Jeg har prøvet at sætte mig lidt i tingene på socialjura.dk, men det er fuldstændig uoverskueligt, så det har jeg opgivet.

Der er kommet indkaldelse fra kommunen om opfølgning på sygedagpengene. Mødet er den 15. august, og jeg vil medbringe en socialrådgiver fra distriktspsykiatrien, for jeg føler mig ikke i stand til at varetage min egen sag. Derudover hører fire ører bedre end to, og dertil kommer at jeg p.t. har en hukommelse som en si. Det er vist en del af sygdommen.

Noget af det positive er, at jeg kan holde koncentrationen igen, at jeg får besvaret e-mails og nu også får skrevet en blogpost. Det med koncentrationen går på, at jeg kan sidde og transskribere længere stykker tekst til kriminalhistorie.dk. Jeg kan endnu ikke være kreativ og sammenholde forskellige stykker tekst og skrive en historie sammen på baggrund af disse tekster. Det kommer vel igen…

Så vidt jeg ved – men jeg kan ikke finde det i journalen på sundhed.dk – er jeg skrevet op til det, der hedder et “pakkeforløb” under hospitalet. Pakken omfatter bl.a. psykoedukation, og noget af det, jeg gerne vil lære om er mine manier. Jeg kan genkende manierne, når jeg får “indkøbstrang” og køber tre computere på en uge, og når jeg ikke har noget søvnbehov og sidder oppe og arbejder hele natten, men der er det jo allerede for sent. Hvilke signaler skal jeg kigge efter inden det?

Summa summarum: alt er uklart men det går fremad dag for dag.

, ,

På psykiatrisk afdeling

God hjælp at hente

For 3-4 uger siden brændte det hele sammen for mig; den udløsende faktor var en mail fra a-kassen om, at min dagpengeret ophører den 17. august i år. Jeg kan herefter overgå til det, der hedder midlertidig arbejdsmarkedsydelse, der svarer til 60 pct. af dagpengene. Det kan jeg ikke leve for, faktisk kan jeg end ikke betale mine faste udgifter for det.

Tankerne kørte rundt og rundt inde i mit hoved og blev værre og værre, og jeg syntes ikke, jeg kunne tale med nogen om dem, fordi tankerne simpelthen var for hemmelige og for sygelige. Jeg begyndte at vågne kl. 03:30 ofte efter kun at have sovet et par timer, og hvor jeg aldrig følte, at jeg var nået ned i den dybe søvn.

Forrige onsdag havde jeg en tid hos min terapeut i Lænken, og hende har jeg stor tillid til. Det var det første sted, hvor jeg kunne være helt ærlig, og det var en befrielse endelig efter 3-4 uger at kunne sætte ord på det hele og også at kunne græde over situationen. Hun hentede en læge, da vi var ude over hendes kompetenceområde, og denne læge fik mig indlagt på Psykiatrisk Center Hvidovre. Jeg kom til med det samme, og jeg blev indlagt med det samme. Diagnosen er “Bipolar affektiv sindslidelse p.t. depression af moderat grad”. Afdelingen skrev også “Pt. beskriver rigtig mange forskellige symptomer på depression” og “hun er meget belastet pga. sag om syge-/dagpenge.”

Jeg har levet med min bipolare lidelse i mange år og har været godt hjulpet af en masse medicin, men medicinen kunne ikke modstå den store belastning det er, at ryge ud af dagpengesystemet. Nu er det så gået op for mig, at jeg nok befinder mig i lidt af det, der kaldes en blandingstilstand med både hypomani og depression. Hypomanien viser sig ved, at jeg slet ikke bliver træt, og jeg bliver oppe om natten og arbejder med høj produktivitet. Underligt nok er det, jeg laver der om natten i orden, og der er ikke fejl i det. I perioder med hypomani sover jeg måske 2 timer i døgnet, og det kan ingen mennesker holde til i lægere tid.

Det var en lettelse at blive indlagt, for der var ordnede forhold og nogen, der passede på mig. Hele personalet var både søde og imødekommende og havde tid til at lytte. Jeg var indlagt en uge og føler mig nu stabiliseret. Jeg har under indlæggelsen haft samtaler med læge, socialrådgiver og psykolog, og det har alt samme været fint og godt, men det har (selvfølgelig) ikke løst mit grundlæggende problem med en halveret indkomst. Mit budget er gennemgået med en tættekam, men jeg kan ikke finde noget at skære på, og da i hvert fald slet ikke noget, der kan modsvare indtægtsnedgangen.

Da de dårlige tanker stadigvæk florerer, er jeg blevet tilknyttet det, der hedder “Akutteamet”, der i sværere tilfælde kan tage over, når afdelingen har sluppet en. Jeg var til samtale der i går med en vældig sød læge. Da vi begyndte at tale lidt om kriminalhistorie.dk fandt jeg lidt af min gejst og entusiasme igen, og det er den, vi skal bygge videre på. Man kan sige, at projektet holder mig i live, og det er der, jeg finder glæde. Når jeg sidder og arbejder med det, kan jeg koncentrere mig og holde alle de dårlige tanker væk.

På mandag har jeg fået en tid hos akutteamets socialrådgiver, blandt andet fordi jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal udfylde ansøgningen om sygedagpenge. Jeg ved simpelthen ikke, om jeg stadig kan stå fuldt ud til rådighed for arbejdsmarkedet og arbejde på normale vilkår. Jeg tænker så småt på, om der kan åbnes en pensionssag for mig, men det er jo nok nærmest umuligt, som tiderne er.

Jeg er også blevet visiteret til distriktspsykiatrien, som jeg vil høre fra om 2-3 uger. Jeg er lidt i tvivl om deres rolle, men jeg tager i mod alle tilbud, for jeg er desperat.

Endelig vil jeg få en udskrivningsmentor, der skal støtte mig i kontakten med kommunen.

Nu er jeg sygemeldt, og skal nok være det et stykke tid, og det vil sige at dagpengetaxameteret er sat i stå. På et eller andet tidspunkt vil jeg dog blive raskmeldt og så tikker taxameteret igen, og jeg frygter ny mail fra a-kassen om ny ophørsdato og at skulle hele turen forfra.

, ,

Kræftens bekæmpelse

Normalt tager jeg aldrig telefonen, når der står “Ukendt nummer” i displayet, da det plejer at være nogen, der vil sælge et eller andet som jeg alligevel ikke har behov for, men forleden kom jeg alligevel til det.

Det var en ung kvinde fra Kræftens bekæmpelse, der manglede indsamlere i Hvidovre Nord til deres årlige landsindsamling den 6. april. Og så kom jeg til at melde mig til den.

Det er første gang, jeg samler ind for Kræftens bekæmpelse, men jeg synes, det er et godt formål, og der er en høj grad af sikkerhed for, at pengene havner det rigtige sted. Der kan forskes meget mere og der er mange nye landvindinger at gøre. Medvirkende til min beslutning er bestemt Ellen og Rejen, der så åbenhjertigt har beskrevet deres kræftforløb. Pludselig kender jeg selv nogen, der har haft kræft, og jeg ved en lille smule om, hvordan sygdommen og efterveerne kan arte sig. Det er en barsk sygdom, og dem der har den, fortjener alt mulig opbakning og støtte.

Jeg er spændt på om der er forskel på at samle ind for Folkekirkens Nødhjælp og så Kræftens bekæmpelse. Måske er folk, der støtter kræft, mere venlige? Der er nok mange fordomme om folk, der tilhører kirken, men færre fordomme om cancer.

Jeg har startet en personlig indsamling til fordel for kræftsagen, og jeg har brug for din hjælp til at nå mit mål. Støt min personlige indsamling ved at klikke på dette link: https://www.landsindsamling.dk/node/2654

Du kan også støtte min indsamling via sms. Alt du skal gøre er at sende en SMS med teksten LI 2854 (husk mellemrum) til 1277, så støtter du min indsamling med 50 kr. (+ alm. sms- takst)