,

I morgen skal det være

Det er i morgen jeg vil fejre forårets komme!

Nogle vil måske sige, at det er lidt sent, men jeg er indrullet i en depression, der trods alt er ved at gi’ sig. Jeg har de seneste tre uger haft det som om jeg har gået inde bag et gardin eller befundet mig i en glasklokke. Jeg har opgivet at tælle hvilket nummer denne depression er; jeg konstaterer blot at den er her. Jeg har været sygemeldt on and off og synes egentlig, at jeg hutler mig lidt igennem det. Måske var det en anden gang bedre at sygemelde sig ordentligt, så arbejdsgiver ved, hvad de har at gå ud fra.

Problemet med en depression er, at man ikke har lyst til noget af alt det, man udemærket godt ved ville være godt for en at gøre. Når lysten mangler, blegner ethvert initiativ. Det ville være godt at cykle en tur, det ville være godt at finde rulleskøjterne frem, for motion og fysisk udfoldelse er godt for og i mod meget.

I dag har jeg truffet de foreløbige foranstaltninger til begge mulighederne. Cyklen er pumpet og jeg har tjekket, at mine nye cykelsko nu også glider let nok ned i og ud af SPD-pedalerne (det brækkede jeg engang en albue ved ikke at have tjekket).  Jeg har vendt hjulene på rulleskøjterne for at forlænge deres løbetid. Det, der så bestemmer det, er morgendagens dagsform, er det en af de dage, der bare går eller er det en af de dage jeg får noget ud af? Der har været alt for mange dage, som jeg synes, jeg har fået for lidt ud af, men hvad pokker gør man, når lysten mangler?

Jeg er træt af depressioner og træt af ikke bare at være et lige-ud-menneske; sådan en som ingen rigtig lægger mærke til, men trods alt udfører den daglige dont til alles tilfredsstillelse.

,

Tandimplantat

I dag var det min tur hos tandlægen.

I 30 år har jeg døjet med en kindtand – ja det vil sige, jeg har jo ikke haft ondt i den, fordi jeg hele tiden har fået foretaget det der skulle til for at forebygge problemer. I 1980 blev den rodbehandlet, i ca. 1997 fik den en krone på og 2007 blev rodspidserne amputeret ved en større operation hos en specialtandlæge, da der var gået betændelse i dem. Nu har der så gennem et par år været en kronisk betændelse mellem rødderne og knoglen er blevet hul. Det er ikke noget, jeg mærker noget til, men tandlægen siger, at det ikke er sundt at gå rundt med en kronisk betændelse – og det kan jeg jo godt se. Immunforsvaret arbejder konstant på højtryk.

For selve den stakkels tand er der ikke mere at gøre, den må ud, uagtet at den har kostet mig formuer på tidspunkter i mit liv, hvor jeg sandt for dyden havde andet at bruge mine penge til, idet jeg i mange mange år betalte af på min uddannelse.

Tanden skal erstattes af et implantat og det koster 20.000 kr. Du milde kineser hvor er det dog mange penge, Jeg må sige, at jeg spurgte lidt til hvad der skete, hvis man bare trak tanden ud og ikke erstattede den med et implantat. Hun svarede, at der så er risiko for at de andre tænder begynder at vandre eller at sprænges, der er risiko for huller og mange andre ubehageligheder. Da jeg trods alt stadig er “ung”, ville hun ikke tilråde mig at fravælge et implantat.

Heldigvis er det en langvarig proces, hvilket betyder, at man ikke skal hoste op med 20.000 kr med det samme, men udgifterne bliver fordelt, efterhånden som arbejdet laves. Jeg er dog ikke i tvivl om, at jeg vil have det lavet; jeg skal simpelthen ikke gå rundt og mangle en tand!

Tanken om Polen, Sverige eller Thailand strejfer mig naturligvis – men heller ikke mere. Jeg har fuld tillid til min tandlæge, som jeg nu har haft i over 30 år. Min kindtand var noget af det første, hun lavede som ung ansat tandlæge ude på Nørrebrogade. Nu kan hun får lov at afslutte den samme tand som mangeårig indehaver af en klinik på Rådhuspladsen, inden hun går på pension. I griner måske, men jeg må sige, at tiden for hendes pensionering påvirker min beslutning om at gå i gang med “projektet” om fire måneder. Det tager nærmest flere år inden hele processen med et implantat er forbi og jeg har ganske enkelt ikke lyst til at skifte tandlæge midt i den proces.

Hvem siger for resten, at vi i Danmark ikke har brugerbetaling på sundhedsydelser? Og hvad gjorde man egentlig, hvis man var på kontanthjælp eller på førtidspension?

,

Dagslyslampe

Erfaringer med dagslyslampe

Jeg lovede vist at vende tilbage med erfaringer med dagslyslampen på skrivebordet.

Det er ganske vist særdeles uvidenskabeligt, men det er min klare fornemmelse, at den virker og at den gør noget godt for mig. Jeg føler mig “lettere”, og det er skønt. Samtidig er min enhed flyttet en etage op og ind mod den lyse gård, jeg har fået et kontor mod den lyse side, og dagene længes. Alt sammen omstændigheder der peger i den rigtige retning. Og det er skønt.

Jeg tænder dagslyslampen, så snart jeg møder og slukker den først, når jeg går hjem. Mine kolleger kan ikke forstå, at det ikke er generende med det skarpe lys lige ind i ansigtet, men det er det ikke, når man lige har vænnet sig til det.Den fylder selvfølgelig på skrivebordet og er måske ikke det smukkeste design, men det betyder intet mod alt det gode, jeg klart fornemmer, den gør for mig.

Hvorfor pokker fik jeg ikke noget tidligere spurgt, om jeg kunne få sådan en lampe? Der skal ikke mere end én sparet sygedag til, før den har tjent sig selv ind