Held i uheld

Jeg føler mig heldig:

Jeg kom godt hjem fra Telendos; Bjarne tog hånd om min baggage og havde han ikke været der, havde en af Spiesguiderne taget hånd i hanke med den lige til og med Kos’ lufthavns security.

I Københavns lufthavn blev jeg ved trappen mødt af en Falckmand, der kørte mig ned til baggagebåndet, hvor jeg kunne udpege min rygsæk. Herefter blev jeg kørt ud til en taxa, der var bestilt og forudbetalt af rejseforsikringen. Jeg havde telefonisk kontakt med SOS, Falck og forsikringsselskabet. De holdt mig hele tiden informeret om, hvad der foregik.

Jeg havde hjemmepleje fra den dag, jeg landede. I starten skulle jeg have hjælp til det meste, fx kunne jeg ikke selv tage bad eller smøre madder. Jeg havde besøg af visitator fra Hvidovre Kommune og hun gennemgik et hverdagsliv med mig mhp. at vurdere, havd jeg selv kunne og havd jeg skulle have hjælp til.

Kommunen arbejder sammen på tværs. Fx havde hjemmeplejen fået besked om, at jeg skulle til genoptræning forholdsvis tidligt, og derfor ville de komme tidligere den dag. Det er da imponerende.

Nu er jeg så så langt, at jeg har kunnet sige al hjemmeplejen fra, bortset fra hjælpen om aftenen til at tage t-shirten af. Den kan jeg godt nok ikke klare selv endnu, uanset hvordan jeg prøver.

Jeg føler mig heldig! Men det kan på den anden side ikke være meningen, at man skal være heldig, man burde have retskrav på den femstjernede behandling, jeg har fået. Fx skal genoptræning altid sættes i værk så hurtigt som overhovedet muligt, for hvis der først er gået et år, er det svært at komme i gang med at træningen. Jeg læser med hos Henny Stewart og kan se, at hun har fået alt for sent hjælp; det er bare ikke i orden. Jo længere tid kroppen holdes på stand by jo længere tid tager det at træne den op igen. Heldigvis har de hos Henny en dygtig diabeteskoordinator. Degenerationen går uhyggeligt hurtigt. Fx har de fortalt mig på Hvidovre, at hvis jeg havde gået med den faste slynge i samfulde seks uger, ville mine led være blevet stive. Sådan skulle det heldigvis ikke gå.

Hvidovre Hospital

Jeg har været på Hvidovre Hospital til kontrol med skulderen, og det var rigtig positivt. Knoglen vokser sammen, som den skal. Lægen forklarede lidt om røntgenbilledene, men jeg er nu ikke sikker på, at jeg forstod det hele; faktisk synes jeg, det er svært at se på røntgenbilleder og overlader det gerne til sagkundskaben.

Lægen tjekkede bevægeligheden og var tilfreds med, hvad hun så. Og så kan jeg også selv kun være tilfreds.

Jeg døjer stadig med at sove om natten, fordi jeg ikke kan finde en god hvilestilling for skulderen. Det er ligegyldigt, hvordan jeg lægger armen, så er det som om, skulderen ikke kan bære sin egen vægt. Det går bedre, hvis jeg sidder op, men det er jo ikke nogen løsning. Jeg fik en recept på et morfin-produkt Tradolan 50 mg, som jeg håber kan hjælpe mig.

Jeg har fået en ny tid til en ekstra kontrol om fire uger. Hvis alt går godt, kan jeg bare ringe og aflyse. Det er superfint, at de stadig ‘har fat i mig’ samtidig med, at der er lidt fleksibilitet.

Genoptræning

Med fare for at blive den rene ‘Laila Lalleglad’ vil jeg rose ‘systemet’, der sørger for, at jeg får den bedste hjælp til skulderen.

I sidste uge ringede de fra Krogstenshaves Genoptræningsafdeling og gav mig en tid til i dag kl. 9:30. Samtidig dukkede hjemmeplejen op og fortalte, at de i dag ville komme tidligere og hjælpe med maden, fordi jeg netop skulle til genoptræning – tænk at indsatsen koordineres; det burde være en selvfølge, men det tror jeg ikke, det altid er.

Jeg mødte op på Krogstenshave og var spændt på, hvad der skulle ske. Forventningerne var ikke store – jeg havde gættet på, at jeg ville blive overladt til nogle forskellige maskiner med vægt på, og som jeg derfor ikke kunne klare ret mange øvelser på.

Virkeligheden var en anden: Jeg fik en hel time alene med en ergoterapeut!

Først målte hun hvor mange grader, jeg kunne løfte armen i alle mulige yderstillinger. Derefter gennemgik vi øvelserne, som jeg har fået på hospitalet. Det var lærerigt. Det viste sig, at der var to af øvelserne, jeg har lavet forkert, fordi det ikke er helt let at aflæse fra en tegning. En af øvelserne har jeg sprunget over, fordi jeg ikke kunne finde ud af den: Jeg synes, det er svært at samle skulderbladene uden at hæve skuldrene, men hun kørte et spejl hen foran mig, så jeg kunne se, hvordan det skulle gøres. Herhjemme har jeg også spejle på mit klædeskab, så jeg kan gentage øvelsen rigtigt. Det får mig til at tænke, at de allerede på hospitalet burde have gennemgået øvelserne med mig, for at sikre, at de blev udført korrekt, men det er tiden sikkert ikke til.

Dernæst skrællede hun ca. ½-delen af øvelserne af. Hidtil har jeg lavet alle øvelserne fra hæftet, altså fra fase 1 og til og med fase 3. Nu skal jeg kun lave fase 1 og halvdelen af fase 2. Måske har det noget at gøre med, at jeg får pokkers mange smerter, når jeg lægger mig ned for at sove; jeg kan simpelthen ikke finde en hvilestilling for skulderen, og kombinationen af Ipren og Pinex kan ikke tage smerterne. Det er som om, skulderen ikke kan bære sin egen vægt. Jeg skal lave øvelserne to gange dagligt (som hidtil), men jeg skal tage dem i sæt af ti og have en pause på 2-3 minutter mellem sættene. Selv har jeg jo bare knoklet på i min iver efter at opnå god bevægelighed. Det er godt at træne, men man skal ikke overtræne!

Vi gennemgik herefter et dagligliv; altså hvad kan jeg klare i hverdagen, og hvad skal jeg have hjælp til. Der er efterhånden mange ting, jeg kan klare selv. Jeg tror snart, at jeg kan sige hjemmeplejen fra, for jeg kan/må godt selv smøre madder, og hvis jeg vælger løse t-shirts, kan jeg også få dem af ved at trække dem over hovedet med venstre hånd. Det er ikke så elegant, men det virker.

Til sidst spillede vi ‘Solitaire’. Hun gav mig brikkerne på en måde, der for hver brik udfordrede nogle forskellige yderstillinger, fordi jeg skulle række ud efter dem. Da alle brikkerne var sat i deres huller på et stort bræt, skulle jeg påbegynde selve spillet med højre hånd. Idéen med spillet er, at man skal ende med en brik tilbage på brædtet. Det kunne jeg godt nok ikke, men det var en herlig anderledes måde at træne på.

Jeg har fået en ny tid til på fredag og det ser jeg allerede frem til.