Udskrivningsmentor

Endnu en historie fra “systemet”

På hospitalet gjorde de mig opmærksom på, at der er mulighed få en udskrivningsmentor, når man har været indlagt på en psykiatrisk afdeling, og da jeg konsekvent tager imod alle tilbud, sagde jeg også ja tak til dette. Socialrådgiveren ordnede herefter det praktiske med kommunen.

Loven lyder sådan – lov om aktiv beskæftigelsesindsats kapitel 9:

§ 31 b. Med henblik på at fremme, at personer kan opnå eller fastholde aktiviteter, tilbud, ordinær uddannelse, ansættelse i fleksjob eller ordinær ansættelse, kan der gives tilbud om mentorstøtte.

Stk. 2. Personer, der er omfattet af § 2, og som udskrives fra psykiatrisk indlæggelse, har ret til et tilbud om mentorstøtte i op til 3 måneder forud for udskrivelsen og for en periode på mindst 6 måneder i alt.

§ 31 c. Ved afgivelse af tilbud om mentorstøtte skal der indgås en skriftlig aftale om mentorstøtte mellem jobcenteret og den person, der får støtten. Aftalen kan højst indgås for 6 måneder med mulighed for forlængelse.

Stk. 2. Aftalen skal indeholde oplysning om
1) målet med mentorstøtten,
2) mentorens navn og kontaktdata,
3) hvilke opgaver mentoren skal bistå ved,
4) varigheden af aftalen,
5) timetallet for mentorstøtten og
6) klagevejledning.

Da jeg endnu ikke havde hørt noget fra kommunen/jobcenteret, fik jeg endelig taget mig sammen til at ringe til jobcenteret for at sikre mig, om alt nu var i orden. At ringe op til nogen, er i sig selv en hurdle, jeg skal over.

Min sagsbehandler i kommunen/jobcenteret havde ikke hørt noget, og bad mig ringe til hospitalet for at høre, hvem de havde talt med i kommunen! Jeg fik navnet på en person i Hvidovre kommune, som jeg så kunne vende tilbage til jobcenteret med. Han prøvede nu at ordne det ved at ringe til den pågældende person, men hun havde ferie og ville komme tilbage dagen efter. Han ville så vende tilbage dagen efter, hvilket han også gjorde, og kunne nu meddele, at han var mentoren, det vidste han bare ikke! Han har heller ikke prøvet at være mentor før, så spørgsmålet er, hvor meget jeg får ud af det.

Jeg troede mentoren var en person, der skulle støtte mig overfor kommunen og ikke kommunen selv. Jeg synes, min sagsbehandler har fået to kasketter på!

Der er altså mange ting i det system, jeg ikke forstår, og som jeg undrer mig over.

Distriktspsykiatrien

Jeg var i Distriktspsykiatrien (DPC) for 2. gang i mandags den 4. august, og jeg skylder at sige, at det gik meget bedre end 1. gang, men jeg var også meget bedre forberedt på, hvad jeg ville sige, jeg fik korrigeret misforståelserne fra 1. gang, og jeg vidste nu, at der kun var en halv time til rådighed. Det kan kaldes forventningsafstemning.

Jeg sagde til hende, at jeg ville være rigtig rigtig glad, hvis hun ville læse min journal. Hun svarede, at det havde hun nok ikke tid til! De må godt nok være hårdt pressede på ressourcer – det er da vigtigt at kende patienternes journal, hvis man skal planlægge den rette behandling, men sådan ser bevillingsgiverne måske ikke på det?

Næste samtale vil blive med en læge, og det er fint. Jeg har fået lavet en liste med alle mine symptomer beskrevet i relation til mit normale funktionsniveau. Hvis jeg bare går rundt og tager én dag ad gangen, går det sådan set meget godt, men jeg bliver nødt til at beskrive mig selv i forhold til normalen, og hvis jeg gør det, har jeg ganske mange symptomer. Jeg håber meget, det bliver bedre med tiden. Der er to ting, der plager mig meget og det er 1) Jeg kan ikke huske nogen ting og er nødt til at skrive alting ned 2) jeg kan ikke skrive større tekster eller uddrage essenser fra andre tekster, og det har jeg meget brug for at kunne i projektet med kriminalhistorie.dk. Jeg håber virkelig, disse færdigheder kommer igen med tiden, for det er bestemt ikke rart at have en hukommelse som en si. Jeg har læst mig til, at det er normale symptomer, og det er selvfølgelig rart at vide, men jeg synes, det er temmelig ubehageligt.

Distriktspsykiatrien

Fredag den 25. juli havde jeg min første aftale hos distriktspsykiatrien, og jeg mødte op med åbent sind og og var lidt spændt. Da jeg en halv time senere gik derfra, var jeg skuffet:

  • Min kontaktperson er ergoterapeut. Så vidt jeg ved, har jeg ikke brug for hverken hjælpemidler eller behov for at lære at hækle, og det er i min verden, hvad en ergoterapeut kan. Hvis jeg selv skal vurdere, hvad jeg har behov for, er det nærmere en socialrådgiver.
  • Hun var ikke forberedt, havde kun skimmet en lille smule af min journal. Det vil sige, at jeg skulle starte med at fortælle fra Adam og Eva,
  • men jeg kunne ikke nå at fortælle historien, da der kun var en ½ time til rådighed i alt.
  • Næste gang den 4. august vil der – så vidt jeg forstod – medvirke en læge, så de kan planlægge, hvor langt mit forløb skal være. Jamen jeg er jo lige begyndt!
  • Hun var “lommepsykolog”: Jeg fortalte hende fx om mit abnorme søvnbehov, som gør at jeg ikke kan komme op til vækkeuret med mindre jeg har en aftale, der skal overholdes. Det fik hende til at konkludere, at jeg ikke kan overholde aftaler med mig selv, og spørge, om jeg havde oplevet det andre gange i mit liv. Jeg sover abnormt meget, fordi jeg har en depression og ikke af andre årsager!

Hvis forløbet i distriktspsykiatrien ikke bliver bedre, vil jeg bede om en anden kontaktperson og i hvert fald er det op ad bakke for dem nu. De må vise, hvad de kan, og de må kunne gøre det bedre. Det er tusind gange bedre at gå hos Kristine ned i Lænken, hun er grundig, empatisk og tager sig den tid, der skal til. Det skal selvfølgelig siges, at hun nu har kendt mig i mange år, så hun kender historien, så på den måde er hun foran på points.

Nu bliver der ekstra meget behov for et netværksmøde i september, hvor alle instanser sætter sig sammen med mig og aftaler, hvem der gør hvad. Jeg håber, kommunen vil være interesseret i at deltage i et sådant møde.