Bisidder

Hospitalet anbefalede mig at få en bisidder, som kan støtte mig i relation til kommunen, når nu sagsbehandleren samtidig er mentoren (hvilket jeg stadig ikke fatter kan være rigtigt). De gav mig også et link til en liste over bisiddere hos Sind. Min tanke var, at vedkommende også ville kunne støtte mig i relation til Contra, og derfor har jeg i dag kontaktet en af Sinds bisiddere, der gerne vil være bisidder for mig. Og det var opløftende!

Hun lyder enormt kompetent, hedder Bodil, er flink, er socialrådgiver på alderspension, kender al den relevante lovgivning og kan lide at hjælpe andre mennesker. Det er lige sådan en, jeg har behov for.

Vi blev ret hurtigt enige om, at vi ikke behøver at holde møder, men at vi kan kommunikere på mail og telefon.

Hun kunne slet ikke se formålet med forløbet hos Contra, når slutmålet er et fleksjob.

Contra er en af de utallige private aktører, som kommunerne samarbejder med, men det er bare ikke det, der er relevant. Det relevante er i stedet at komme i gang med et “Ressourceforløb” når jeg er klar til det; der er ingen grund til at spilde tre måneder på et forløb hos Contra.

Tænk et tilfælde – havde jeg ikke kontaktet Bodil, havde jeg jo ukritisk gjort det, som kommunen sagde, jeg skulle. Det bekræfter min skepsis overfor kommunen og de private aktører, der ofte er de rene pengemaskiner. Jeg var i forvejen lidt skeptisk overfor Contra, for når man ser på deres hjemmeside, er seneste nyhed fra 2012 – åbenbart ikke et sted, hvor der sker ret meget.

Bodil vil også undersøge det med mentoren, for det er ikke en ordning, hun umiddelbart kender til.

Jeg føler mig helt opløftet.

På psykiatrisk afdeling

Hej igen

Allerførst: Tusind tak til jer der sendte mig ud af døren for en uge siden!

Så er jeg atter hjemme efter – endnu – en uge på Psykiatrisk Center Hvidovre. Manien er gudskelov stoppet, for det er en meget anstrengende tilstand at være i.

Jeg er kommet på ny medicin – Lithium 12 mMol – der er gennemprøvet gennem mange år, og som er meget virksomt mod bipolar lidelse. I realiteten skulle jeg have skiftet til det for flere år siden, og jeg kan ærgre mig over, at der ikke er nogen, der har indset det noget tidligere – men bedre sent end aldrig. Det har effekt efter 4 – 8 uger, og fuld effekt efter et halvt år. Det er lidt upraktisk, at man i den første tid skal have taget blodprøver hver uge for at finde frem til den rette dosis og herefter skal have taget jævnlige prøver som kontrol; det er åbenbart lidt ‘kradsbørstigt’. Der er en del bivirkninger, men jeg plejer aldrig at opleve alt det, de skriver om på indlægssedlerne, så jeg håber at gå fri også denne gang.

Psykiatrisk Center Hvidovre er meget effektive. Jeg havde en del uafklarede spørgsmål i relation til jobcenteret og forløbet hos Contra, og det har de hjulpet mig med at få styr på. Når de siger, de vil foretage sig et eller andet, og så gør de det samme dag, og man får straks en tilbagemelding med resultatet. Det er alt det uafklarede, der stresser og derved skubber til manien, så jo mere der kan afklares jo bedre.

Det viser sig, at forløbet hos Contra er i intervallet fra 8 – 13 uger, og ikke som jeg troede enten 8 eller 13 uger. Det vil dreje sig om IT, som jeg også har sagt, at jeg gerne vil arbejde inden for. Jobcenteret gør ikke noget i relation til Contra, før jeg selv melder mig klar, og til den vurdering kan jeg trække på lægen i DPC. Det er en meget fin aftale. Jeg vil nødigt i gang for tidligt og dermed opleve nederlag.

Jeg er ret hårdt ramt på hukommelsen og skal skrive alle beskeder ned. Jeg har spurgt til, om det går over. Paradoksalt nok kan jeg ikke huske svaret 🙂 , men jeg håber.

Da jeg var i jobcenteret, var jeg så optaget af at få skrevet ned, at jeg glemte at få stillet afklarende spørgsmål. Dem blev jeg først opmærksom på, da andre begyndte at spørge til, hvad forløbet hos Contra gik ud på. Aftalen med jobcenteret er derfor nu blevet, at jeg kan stille spørgsmål pr. mail på hans direkte mail, og dernæst også få svar på mail, så jeg kan tage det frem igen. Det er en fin aftale.

Der er skubbet en ekstra tid ind hos DPC til på tirsdag. Jeg håber, at få noget ud af det.

Nu ønsker jeg mig bare ro og stabilitet; når det indtræder, skal det nok gå. Det er svingningerne, der er til at blive vanvittig af.

Mani og kommune

Igen igen

Jeg befinder mig atter i en manisk fase, der opstod med et fingerknips nærmest fra den ene dag til den anden. Jeg har det for så vidt meget godt, men jeg ved, at det er sygeligt. Det er i indeværende f0rløb gået op for mig, at jeg har haft mange flere manier, end jeg hidtil har været klar over, og at en mani er en farlig tilstand at være i.

Jeg sover ikke, jeg spiser ikke og føler mig generelt opstemt og energisk. Jeg vågner fx kl. 03:30 og er fuld af energi. Forleden dag omsatte jeg det i at stå op og lave morgenkaffe, tjekke Facebook og herefter gå i gang med at sæbe badeværelset af fra gulv til loft. Det er blevet enormt flot. Nu har jeg så gjort hovedrent i hele lejligheden – altså sådan noget med også at vaske karme og paneler ned, alt skinner, og det er længe siden, jeg har haft det så rent i alle rum på én gang – og det er jo i og for sig godt nok, men årsagen er ikke så sund.

Jeg har tænkt på at ringe til Psykiatrisk Center Hvidovre og fortælle dem om situationen, men jeg føler mig  ikke parat til (endnu) en indlæggelse. Nu ser jeg lige tiden an et par dage, og så kan det da være…


I dag har jeg været til opfølgningssamtale på kommunen i anledning af min sygemelding. Jeg var  nervøs for det, fordi mit udgangspunkt et eller andet sted er, at de nok vil mig noget dårligt. Det gik godt til trods for, at min sagsbehandler samtidig er min udskrivningsmentor, hvilket er noget rod, fordi det er en eklatant funktionssammenblanding. Jeg åbnede ballet ved at sige, at mit udgangspunkt er, at jeg gerne vil arbejde, men at jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg kan gøre det på normale vilkår, og at jeg er bange for arbejdsmarkedet, da mit selvværd ligger et godt stykke under kælderhøjde.

Min drøm er, at det hele kan munde ud i et fleksjob. Jeg har langsomt men sikkert indset, at min karriere nok er slut, og at jeg ikke længere kan leve op til arbejdsmarkedets krav. Det er en bitter pille at sluge, når karrieremålene altid har været en væsentlig drivkraft i livet.

Jeg prøver at vende det positivt, og tror, at jeg kan få et godt liv med et fleksjob: Jeg kan få passende udfordringer, jeg kommer ud i blandt mennesker enten hver dag eller flere gange om ugen, jeg vil kunne trække mig tilbage i mit hjem, og beskæftige mig med det, der optager mig allermest og som gør mig glad, lønnen vil være almindelig overenskomstmæssig løn, og arbejdsgiver vil få refusion fra kommunen svarende til dagpengeniveauet, så jeg ligger ingen til last.

Sagsbehandleren har indhentet statusattest fra min egen læge, og jeg fik en kopi med hjem. Jeg er meget glad for det, min læge har skrevet: “Sygdommen medfører fuld uarbejdsdygtighed” og “Det er usikkert om og evt. hvornår patienten kan raskmeldes” Det er da rene ord for pengene, også selv om det er atter en bitter pille at sluge.

Næste skridt er, at jeg skal deltage i et 8 eller 13 ugers forløb hos Contra, hvor det skal vurderes, hvad og hvor meget jeg kan. Jeg håber, de er professionelle, og at det ikke er beskæftigelsesterapi, for det gider jeg ikke. Som udgangspunkt er jeg positiv og spændt på, hvad det er for noget – og jeg håber på, at jeg ikke bliver skuffet.