, ,

Liberty afsnit 1

Søndag aften kl. 20:00 på DR1

Sædvanligvis kan jeg godt lide DR1’s søndagsserier. Der har været mange gode og spændende med flotte optagelser og veldrejede portrætter af hovedpersonerne. Senest var der “Herrens veje”, som jeg vældig godt kunne lide.

Nu kom så første afsnit af “Liberty”, og jeg havde glædet mig til igen at se noget godt drama. Men jeg blev alvorligt skuffet.

Anker
  • For det første: Der er for meget liderlighed og sex til min smag. Måske er jeg snart en snerpet gammel kone, men det var som om, at scener, der involverede en eller anden for for sex (fx da Markus smører en af kvindernes ben ind i P20), fyldte ca. en tredjedel af sendetiden – eller i hvert fald en fjerdedel.
  • Afrikanerne er beskrevet som stereotyper.
  • Jeg har svært ved at tro, at expat-miljøet virkelig er så karikeret.
  • Det er ofte svært at høre, hvad der bliver sagt.
  • Alle karaktererne er usympatiske mennesker; måske lige med undtagelse af Sofie Graabøl, der spiller Kirsten, sygeplejersken.
  • Jeg bliver irriteret over den flommefede cliffhanger, den lille døde (formentlig) pige, i slutningen af dette afsnit.

Nogle anmeldelser er selvfølgelig positive, her er fx en fra Soundvenue.

Næste søndag?

Jeg føler mig slet ikke overbevist om, at jeg ser med næste søndag. Jeg plejer ellers at synes, at det er sådan en godt måde at slutte  ugen på.

Så hellere en begynder-opera 🙂

,

Sex

Kilde: Justitsministeriet – Offerundersøgelserne 2005-2014
Østre Landsret har i dag afsagt en principiel og vigtig dom

Dommen lyder blandt andet således: “Østre Landsret har den 15. august 2016 fundet tre unge mænd skyldige i at have voldtaget eller forsøgt at voldtage en ung kvinde, der ikke var i stand til at modsætte sig de seksuelle handlinger, jf. straffelovens * § 216, stk. 1, nr. 2, jf. til dels * § 21. Episoden fandt sted i forbindelse med en fest i Herfølge i september 2014. De tre tiltalte og kvinden var da alle under 18 år.

To af de tiltalte blev idømt fængsel i 8 måneder, mens den tredje blev idømt fængsel i 6 måneder. Endvidere skal de alle betale godtgørelse for tort til kvinden.”

Retten i Roskilde

Da byretten i Roskilde afsagde sin kendelse, var der tale om pure frifindelse af alle tre mænd, idet kvinden ikke tydeligt nok havde sagt fra overfor de seksuelle krænkelser og selve voldtægten. Retten fandt det altså ikke bevist, at gerningsmændene burde have indset, at der var tale om krænkelser.

Østre landsret

Østre Landsret har gjort sit arbejde godt, og for almindelige mennesker forekommer det da også krystalklart, at denne sag nødvendigvis må høre ind under straffelovens § 216, stk. 1, nr. 2, der lyder som følger:

“Skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, eller med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.”

Hun var temmelig beruset efter at have drukket 12 genstande på kort tid. Hun havde ikke taget sin insulin og havde dermed insulinchok. Da hun blev fundet, var hun ukontaktbar. Og derfor var hun netop “i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.”

Beviserne

Voldtægtssager er svære, fordi der i 99 pct. af sagerne ikke er nogen vidner. Der er kun forklaringerne fra offer og gerningsmand, og så selvfølgelig politiets tekniske undersøgelser.

I denne sag kom der ikke nyt materiale frem i sagen – og alligevel kom landsretten til den diametralt modsatte konklusion.

Imens jeg læste, blev professor dr. jur Eva Smith doktor på sin afhandling “Vidnebeviset”. Det er en af de få bøger, jeg beholdt fra studiet. De 500 sider var spændende som en krimi, og jeg kunne ikke lægge den fra mig igen. Jeg var henne at høre hende forsvare disputatsen – og det var slet ikke kedeligt. Hun er virkelig en kompetence for det danske retsvæsen, og hun taler, så man kan forstå det.

På dr.dk fortæller hun i dag bramfrit, at domsafsigelse ikke er en eksakt videnskab:

Det er helt menneskeligt, at man lægger vægt på nogle forskellige ting. Sådan er det jo. Det er jo ikke en eksakt videnskab, hvor dommere helt sikkert kommer frem til samme resultat, siger hun.

 

 

Eva Smith forklarer, at forskellen på de to afgørelser er, at landsretten har lagt mere vægt på de ting, som har kunnet tyde på, at pigen talte sandt.

Voldtægter i tal

Som det fremgår af grafen i toppen af dette indlæg, har antallet af voldtægter udviklet i den forkerte retning, bortset fra et lille dyk i 1995/96.

På området for seksualforbrydelser er det formentlig et meget stort mørketal – det vil sige, forbrydelser, der aldrig bliver anmeldt. Tallet er formentlig 3.500 – 5.000.

På DRs hjemmeside ligger en lille grafik, der viser forskellige tal om voldtægter. Det mest interessante er, at der ved byretterne alene bliver afsagt 125 kendelser på årsbasis.

Afslutning

Offerrapporterne er altid spændende læsning – måske i særlig grad, hvis man interesserer sig for kriminologi og specialstrafferet. Rapporten har blandt andet Britta Kyvsgård og Flemming Balvig som forfattere. Jeg har haft dem begge i kriminologi, og de var blændende for os og retfærdige overfor alle de, der ikke har fået de samme muligheder som os.

Rapporten findes på Justitsministeriets hjemmeside. Klik på “Udsathed for vold…”


Lovgivning

Forsøg og medvirken
§ 21. Handlinger, som sigter til at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, straffes, når denne ikke fuldbyrdes, som forsøg.

Stk. 2. Den for lovovertrædelsen foreskrevne straf kan ved forsøg nedsættes, navnlig når forsøget vidner om ringe styrke eller fasthed i det forbryderiske forsæt.

Stk. 3. For så vidt ikke andet er bestemt, straffes forsøg kun, når der for lovovertrædelsen kan idømmes en straf, der overstiger fængsel i 4 måneder.

Seksualforbrydelser

§ 216. For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der
1) tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold eller
2) skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, eller med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Stk. 2. For voldtægt straffes med fængsel indtil 12 år den, der har samleje med et barn under 12 år.

Stk. 3. Straffen efter stk. 1 kan stige til fængsel i 12 år, hvis voldtægten har haft en særligt farlig karakter eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.

Stk. 4. Ved fastsættelse af straffen skal der lægges vægt på den særlige krænkelse, der er forbundet med lovovertrædelsen.

Stk. 5. Det skal ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, at forurettede er offer for menneskehandel.

 

, ,

Barn af uønskede forældre

Her er historien

Jeg advarer om, at dette indlæg er langt. Jeg vil også gerne understrege, at formålet med dette indlæg ikke er at blive ynket.

I mit seneste indlæg løftede jeg lidt af sløret for mit livs historie, så nu kan I lige så godt få resten af historien om mit mærkelige liv:

Jeg er født i 1963 og er altså i skrivende stund 51 år. Min biologiske mor var kun 17, da hun fik mig, og fødte derfor med et “forhæng” for underlivet, så hun ikke kunne se mig.  Jeg var resultatet at et one-night-stand, og der blev ført retssag om fadderskabet. Jeg har altid respekteret hende for at have gennemført svangerskabet, og for at have afleveret mig til børnehjemmet “Dear Home” i Hellerup, hvor jeg var i 2½ år. Hun kunne lige så godt have spist brun sæbe eller fundet på en anden metode til at afbryde svangerskabet. Det lille broderi på billedet er fra et håndklæde, som jeg fik, da jeg besøgte stedet i 2003. Det er nu en vuggestue, men de havde gemt lidt fra Dear Homes æra.

Jeg kom fra Hellerup til mine adoptivforældre i Skjern i Vestjylland i 1966, og jeg var der et meget ønsket barn. Min far Jørgen var infertil og 41 år, da de fik mig, og det var primært ham, der ønskede at adoptere, bl.a. fordi han var 13 år ældre end min mor Jytte. I 1967 flyttede vi til Brande, der også ligger i Vestjylland. Jeg var “fars pige”, og det er i adoptionspapirerne beskrevet, hvordan han om aftenen tog mig med ned på Martensens Fabrikker, hvor han var direktør – han skulle lige ned og se til “arbejderne”. Vi legede fx gemme i de store rum, hvor man tørrede det klæde, der havde været i appreturen, og han tog mig med rundt til de maskiner, der var betjent, hvor vi så fik “sodevand”. I den periode af mit liv var alt godt: Kærlighed opmærksomhed og økonomisk velordnede forhold.

Min far døde desværre i 1972 som 50-årig, hvor jeg lige var blevet 9 år. Dengang var der ikke noget, der hed sorggrupper eller lignende, og kirken brugte vi som nævnt ikke. Jeg kan ikke selv huske det, men jeg har fået fortalt, at jeg gik på kirkegården og sad foran gravstenen i stedet for at gå i skole.

I parentes bemærket: “Frisen” herunder forestiller 1) Min farfar 2) min far og 3) mig. Man kunne godt forledes til at tro, at vi var blodsbeslægtede, for ligheden er slående – og der er også andre end mig, der får øje på det.

Da vi boede i en tjenestebolig, havde min mor tre måneder til at finde noget andet at bo i. Via en kontaktannonce mødte hun en mand fra Odense, hvor vi flyttede ind. Lidt ondskabsfuldt kan man sige, at det var en fiks måde at løse boligproblemet på. Det holdt ikke ret længe, og vi flyttede til Vollsmose i januar 1974, som dengang var noget helt andet end i dag. Det var en god lejlighed, og vi havde det godt. Min mor, der ikke havde nogen uddannelse, fik job hos Billenstein i Mageløs i Odense. Jeg tror, pengene var små, men som sagt havde vi det godt. Jeg startede på fritidshjemmet Pyramiden i Vollsmose, men ville faktisk hellere være hjemme og læse bøger eller lave lektier – jeg var god i skolen. Det introverte kom til udtryk i en tidlig alder 🙂

På et tidspunkt i løbet af foråret 1975 mødte min mor endnu en gang en mand via en kontaktannonce, og allerede inden de blev gift den 26/4 1975 i Rønne Kirke begyndte det at gå galt. Han var det, vi i dag kalder pædofil – og han var folkeskolelærer. Han tilbød mig fx penge for at gå i bad med ham (jeg var 12 år!), og han gik konstant rundt i åbenstående slåbrok med hele “dikkeværket” til frit skue, så snart min mor ikke var hjemme; han havde jo i modsætning til hende tidligt fri som lærer. Jeg kan ikke huske mere af den slags fra det år, men jeg kan huske, at jeg fortalte det til hende, og at der var en vældig opstandelse i en dag eller to. Herefter skete der absolut ingenting, og hun fulgte aldrig op det, og hun spurgte aldrig til, om det var “gået over”. Da jeg tog kontakt til hende i 2003 efter 22 års fravær, spurgte jeg hende, om hun vidste, hvad der var foregået fra 1975 til 1980. Det bejaede hun. Jeg spurgte hende, hvorfor hun ikke havde grebet ind? Svaret var, at det kunne hun ikke overskue med to børn (jeg har en halvbror fra 1976). Havde jeg været mor og vidende om den slags, havde jeg smidt svinet ud med det samme.

Vi flyttede til Sydfyn i julen 1975, hvor overgrebene eskalerede, og hvor min mor samtidig begyndte at opbygge et alkoholmisbrug. Da min hun gjorde barsel med min halvbror i marts 1976 og var på Odense Sygehus i to uger, var der frit spil, og det udnyttede han. Fx blev jeg lovet en knallert, hvis jeg suttede den af på ham (undskyld sproget – men jeg kender ikke det latinske ord) – jeg ville jo gerne have en knallert, men jeg gjorde det ikke. Han ville også have mig til at sidde nøgen på en stol; jeg kan ikke huske formålet; jeg lovede, at jeg ville gøre det, men jeg holdt ikke løftet. Efterfølgende refererede han ofte til brudte løfter i generelle vendinger overfor min mor i mit påhør. Jeg skulle vel føle en eller anden form for skyld. Ellers brugte han det meste af tiden, hun var indlagt, på at sidde i stuen og læse pornoblade eller se pornofil som smalfilm.

Min mor gjorde på det tidspunkt rent om morgenen på lægehuset i Assens, og jeg kæmpede altid for at komme med og hjælpe for ikke at skulle være alene med ham. Det undrer mig, at hun ikke lagde to og to sammen. Måske vendte hun bare det blinde øje til endnu en gang?

Sommeren 1978 flyttede vi til Bornholm, hvor han havde været under krigen og af en eller grund havde et nært forhold til. Jeg har tit tænkt på, hvorfor vi så ofte flyttede, og jeg har mine egne teorier – måske var der noget, der var uforeneligt med at være folkeskolelærer? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg har gået på fem forskellige folkeskoler.

Først boede vi i Vestermarie, men etablerede os derefter i Svaneke – den dag i dag hader jeg Bornholm, selv om øen i sig selv er uskyldig. Huset var i tre etager. Øverst lå (sove)værelserne og i stueetagen badeværelset. Hver morgen var jeg bange for ikke at vågne ved vækkeuret, for nåede jeg ikke ud af sengen, stod han ved min seng og blottede sig. Nåede jeg ned på badeværelset, stod han i døren og var ikke til at slippe udenom. Min mor stod aldrig op om morgenen, måske sov hun rusen ud? Køkkenet lå på 1. sal, og da jeg havde overtaget en stor del af husholdningen og pasningen af min halvbror, var det også mig, der sørgede for at dække morgenbordet. Var jeg ikke hurtig nok ved køkkenskabene, trængte han sig ind på mig bagfra, og det var ikke muligt at slippe væk. Jeg kan stadig fornemme lugten af sure cerutter  og gammel morgenkåbe.

Min mors drikkeri tog til, så det nu var hverdagskost. Et rum i en udlænge var fyldt med tomme flasker. Den stod på “Pere Medard”, som er noget billigt sprøjt fra 70’erne. Jeg kan huske, jeg engang stod i køkkenet i Svaneke og sagde til hende “Mor jeg bedst lide dig om formiddagen”. Jeg kan ikke huske, hvad hun svarede, men det må da være en voldsom besked at få som mor. De havde ikke ret mange penge, så tvangsauktion var et ord, jeg ofte hørte, men der var råd til “Pere Medard” og “Brøndum Snaps”, som jeg selv bar hjem fra købmanden. Jeg var bange for tvangsauktionen, fordi jeg forestillede mig, at det var ligesom på gamle billeder, hvor man var sat fra hus og hjem og kun havde nogle få ejendele på en trækvogn. Så galt gik det heldigvis ikke.

Jeg var skarp i skolen og kom tit hjem med 13-taller, men det var ikke interessant. Jeg var kun en byrde, når jeg ikke var husholderske mv. Jeg kan stadig huske en eftermiddag, hvor de talte om, hvordan de kunne gøre mig arveløs. Der var lige noget jura, de ikke havde styr på, for der er noget, der hedder tvangsarvinger. Deres planer for min fremtid var nærmest ikke-eksisterende, og snakken gik på, at jeg kunne komme på en af fiskefabrikkerne i Rønne. Selv var jeg klar over, at jeg skulle noget andet og mere.

Den 1. august 1980 pakkede jeg en kuffert og sejlede med Poul Anker til København. Jeg havde fået lov at bo på et værelse hos en slags kusine i Dagmarsgade 5 på Nørrebro, og jeg skulle gøre rent i De Gamles By på deltid. Jeg var lykkelig, og havde det som en fugl, der slipper ud af et bur. Mange års helvede var slut.

I 1981 skrev jeg min mor et brev og fortalte hende om alt, hvad der var foregået. Hun reagerede ikke, så jeg ringede hende op. Det var ham, der tog telefonen, og beskeden var, at “den slags svineri, vil vi ikke have”. Og så var det, der gik de 22 år uden kontakt – og det var helt sikkert bedst sådan. I 2003 forsøgte jeg at etablere et eller andet forhold til min mor, men det gik ikke, da hun blev ved med at referere til ham. Det holdt jeg ikke ud. Og så var det, jeg først så hende som et lig i 2006, og hvor jeg kom til begravelse uden en afdød. Hun døde for mig allerede i 1975. Som beskrevet i et andet indlæg tilgav jeg hende aldrig – det har jeg overladt til Ham deroppe.

Jeg har brugt mindst 100.000 kr. på psykoterapi – og det har været nødvendigt.