Lys i vinduerne

Det er 4. maj

Det er den 4. maj 2010 og dermed 65 år siden befrielsesbudskabet med “Her er London, her er London…. Det meddeles i dette øjeblik, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig” (citeret frit efter hukommelsen).

Jeg skal have lys i vinduerne, som jeg altid har det den 4. maj. Det er en smuk tradition og skik, der vidner om, at vi ikke kan tage frihed og frihedsrettigheder for givet. Det har ikke altid været sådan, at vi har haft forsamlings-, ytrings- og talefrihed. Masser af steder i verden er det stadig noget, man drømmer om – tænk på Kina, Burma, Nordkorea for blot at nævne nogle få. Vi har alle de frihedsrettigheder, vi kan ønske os og jeg kan skrive på min blog eller i avisen, at jeg synes, statsministeren er dum. Folk vil højst ryste undrende på hovedet. I Kina bliver man henrettet med nakkeskud for mindre.

Det undrer mig altid, at der er så mange, der ikke har lys i vinduerne den 4. maj. Engang troede jeg, det havde noget med alder at gøre, men det viste sig, at de “mørke” ofte var ældre end mig selv. Jeg drøftede det engang med min mor – hun syntes ikke, der var nogen grund til at gå og huske på den gamle sag, og hun havde ikke lyst til at blive mindet om “de fem forbandede år” hele tiden. Det er en holdning, jeg ikke forstår.

I år har der – sikkert på grund af det halvrunde tal – været en del omtale af besættelsens ophør, og jeg håber, at det bringer flere lys, men ellers har det gennem nogle år været sådan, at der var mere snak, end der var lys. Lad os prøve at gøre det anderledes i aften.