,

Valutakurser

Turen til Karagwe nærmer sig med hastige skridt

Om få dage går turen til Tanzanias nordvestlige hjørne, nærmere bestemt Karagwe Stift. Sognepræst Ida Kongsbak, som er arrangør af turen, har lavet et fantastisk program, som er spækket med oplevelser og steder og mennesker vi skal besøge: Skoler, stiftskontorer, familier, hospitaler, ungdomscentre osv. Vi kommer virkelig tæt på de afrikanske familier, blandt andet fordi vi kommer til at bo hos nogle af dem i små grupper på to.

Jeg glæder mig og er spændt – men samtidig har jeg gjort den erfaring, at jeg ikke en anden gang skal lægge to rejser så tæt på hinanden, for det er som om oplevelserne fra rejse nr. 1 ikke rigtig når at sætte sig, inden man skal indstille sig på rejse nr. 2 – men det er luksusproblemer!

På Telendos fik jeg hævet for mange penge i automaten i Myrties (Nikos tog ikke Visa, og jeg ville være sikker på ikke at løbe tør for kontanter), så jeg havde meget bekvemt 200 euro med hjem i store sedler. Disse skulle bare veksles til dollars, for Euro er næppe så gangbare i Karagwe ude i de små landsbyer, hvor kragerne har vendt, og hvor vand og strøm er noget man vandrer langt for at få.

Altså sprang jeg ned i banken og tænkte, at dette var en rutinesag – men ak nej. Det tog mindst et kvarter, før det var lykkedes de tre – i øvrigt søde – unge piger at veksle fra den ene fremmede valuta til den anden. Computeren gjorde vist ikke livet lettere for dem.

Jeg tænker, at de skulle tage på nogle valutakurser, for selv jeg kunne regne ud, at først skulle banken købe 200 € af mig og herefter skulle de sælge mig et tilsvarende beløb i $ og da jeg er “kerneplusbonus”-kunde, skulle alt dette ikke koste mig noget, andet end det jeg selvfølgelig har tabt ved at sælge mine euro til en dårligere kurs, end jeg har købt dem! Så var der selvfølgelig lige det med gebyret som det lykkedes dem først at opgøre til først to gange 30 kroner, herefter til 25 kroner og til sidst korrekt til 0 kroner. Jeg må sige, at jeg var lidt overrasket over Nordea.

, ,

Udlængsel

Lonely Planet Tanzania

Denne post skulle bare have handlet om at have haft en fin Sankt Hans aften på Svanegården sammen med søde mennesker, som jeg har noget til fælles med, fordi vi er ædru alkoholikere og om det skønne ved at være ude til middag et sted, hvor ingen drikker alkohol – men jeg har været hos boghandleren…

Der sker et eller andet, når jeg får en ny Lonely Planet guidebog i hånden; min udlængsel tændes og den gamle idé om at spare en hel masse penge op og lukke butikken herhjemme i 3-4 måneder genopstår.

I mange år har jeg haft drømmen om at lukke min hoveddør og så vide, at der var flere måneder, til jeg atter skulle stikke nøglen i den lås. Jeg ville bare rejse rundt med min rygsæk, sådan lidt på må og få, opleve det der var at opleve, have en passende blanding af aktive dage og dovne dage. Jeg ville nok vælge mig Asien, som jeg har lidt erfaring med: Laos, Vietnam, Thailand og måske et smut ind i Kina. Det kunne faktisk være genialt at være på sådan en længere rejse om tre år i slutningen af oktober, for så slipper jeg for at bekymre mig om, hvad jeg skal gøre ved, at jeg bliver 50.

Når man nu har styr på sin økonomi må det da være en plan, der kan realiseres? Der skal spares op til de faste udgifter for tre måneder + til rejsen. Det er ikke ret dyrt at være i Asien, og umiddelbart vil jeg mene, at 100.000 kr. er et passende opsparingsmål.

Jeg har ellers de seneste dage gået om at drømt om en ejerbolig med altan eller en plet jord. Men spørger jeg mig selv, hvilket ønske der er størst er jeg ikke i tvivl: Rejsen!

Drømme er dejlige – måske kan de realiseres? De bedste penge, man kan give ud, er dem til flybiletter!