, ,

Tvangsfjernelse 2

Tvangsfjernelse 2

Det illoyale barn

Tvangsfjernelse 2

Hvis det har din interesse, finder du alle artiklerne om tvangsfjernelse her.

Gennem ca. 10 år er min bedste ven en kvinde, der i 22 år – i perioden fra 1988 til 2010 – arbejdede med tvangsfjernelser i en storkøbenhavnsk kommune. De tungeste sager landede på hendes bord, idet hun var kommunens dygtigste sagsbehandler, når det drejede sig om fjernelser. Jeg kan ikke lige huske, om det altid var uden samtykke, altså med tvang, eller om der også var sager baseret på frivillighed. Men det er heller ikke vigtig for min historie.

Årstallene gør, at hun har arbejdet under bistandsloven, der var i kraft fra 1976 til 1998 (kilde: Danmarkshistorien.dk udgivet af Aarhus Universitet), hvor den blev afløst af serviceloven.

Min ven siger direkte adspurgt, at hun ville have sørget for at tvangsfjerne mig, hvis jeg havde boet i hendes kommune, og hvis hun havde arbejdet med sådanne sager i 1970’erne. Hun er ikke i tvivl om hjemlen. Hun ville formentlig have sørget for at anbringe mig et særligt sted, fordi risikoen for indtrufne skader var stor.

Det er lidt underligt at tænke på, at jeg formentlig blev reddet af min hjerne.

Skoleinspektøren i Aakirkeby var psykopatens overordnede, idet han jo var lærer. Havde hun samme viden som i hvert fald tre personer, jeg med lethed kan navngive; den ene var også lærer, og jeg har talt med ham for et par år siden (men hvorfor skulle viden om forholdene begrænse sig til netop dem?), havde hun været forpligtet til at gribe ind.

Fra 1972 hed den ledende skoleinspektør og skoledirektør for Aakirkeby Kommune Birthe Juel-Jensen. (Kilde: TV2 Bornholm). Hun repræsenterede partiet Venstre som borgmester i Aakirkeby fra 1986. Det ligger i mange venstrefolks DNA at omgås offentlige midler med stor forsigtighed.

En anbringelse kan nemt koste 50.000 kr. pr. måned.

Børns muligheder har gudskelov ændret sig!

Min ven har i sine 22 år med de tungeste sager aldrig mødt et barn, der var illoyalt overfor forældrene. Hun har aldrig mødt et barn, der af sig selv sagde: “Jeg vil gerne fjernes”, “jeg vil gerne bo et andet sted” eller hvordan det nu kan formuleres af et barn. Var jeg blevet spurgt, er jeg ikke i tvivl om svaret. Jeg ville have været fuldkommen illoyal.

Modsat mange andre misbrugte børn har jeg aldrig nogensinde været et sekund i tvivl om, at det ikke var min egen skyld. Det har også været en af mine redningsplanker.

Dengang var der ingen steder at gå hen. Dengang havde børn ikke selv en telefon, og dengang var der en snor fra husets eneste telefon og ind i væggen, hvilket betød, at man ikke kunne ringe til nogen uden at husstandens øvrige medlemmer kunne høre det. Telefoner stod jo oftest i stuen el.lign.

Børnetelefonen blev først oprettet i 1987 af den landsdækkende humanitære organisation Børns Vilkår med det formål at hjælpe børn med behov for anonymt at tale om små og store problemer med en erfaren rådgiver. (Kilde: Varmer, Glen: Børnetelefonen i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 5. februar 2024 fra https://denstoredanske.lex.dk/Børnetelefonen).

Det vil sige, at selvom jeg havde haft adgang til en telefon, var der ingen steder at ringe hen.

Det jeg fortalte dem, der ikke gjorde noget

Stop læsningen her hvis du ikke kan klare sandheden og baggrunden for mit ønske om en fjernelse.

Jeg har ingen familie, jeg har ingen pårørende af nogen art, og mine nærmeste venner kender allerede fakta, og derfor skriver jeg dem her, for at andre kan få en forståelse for mine oplevelser mellem 1974 og 1980 (altså i forhistorisk tid).

Jeg prøver at gøre det nogenlunde kronologisk, men jeg er ikke sikker på, det altid lykkes. Det er trods alt mange år siden.

1) Allerede inden min “mor” og psykopaten bliver gift (april 1975) kommer han tidligt hjem fra sin lærergerning, sidder i åbentstående morgenkåbe uden trusser ved sofabordet i Vollsmose og lægger kabaler.

2) Vollsmose før vielsen: Han tilbyder mig penge for at gå i bad med ham. Jeg afslår.

3) Vollsmose før vielsen: Jeg ville så gerne have en far til erstatning for ham, der døde. Derfor holdt jeg psykopaten i hånden, når vi gik over en stor plads for at køre til Odense centrum og hente min “mor” fra hendes arbejde hos Bilenstein. Han kælede med en eller to af sine fingre inde i min venstre håndflade. Jeg syntes, det var ulækkert men sagde ikke fra. Jeg har været ca. 10 eller 11 år. Psykologen har fortalt, at det er en temmelig seksuel handling. Vil man kærtegne et barns hånd, aer man forsigtigt på håndryggen. Håndfladen er “no go”.

Jeg fortæller min “mor” om episoderne 1 – 3. Hendes reaktion er, at det er mig, der bliver forhørt ved det runde køkkenbord. Det burde have været ham, og hun burde ikke efterfølgende have giftet sig med ham.

4) Efter vielsen og flytningen til Nellemose pr. Hårby i december 1975: Min “mors” ældre halvbror flytter ind. Alkoholmisbruget tager til (eller begynder her? Det ved jeg faktisk ikke). De brygger både øl og vin. Hele huset stinker af gær. De fester til langt ud på aftenen. Mit værelse støder op til hammondorglet og harmonikaen. Jeg har derfor svært ved at sove. Jeg søger tilflugt i fysikbøgerne.

5) Jeg skal “lære at bestille noget”, og det gør jeg sandelig også. Til det hører ugentlige pligter med at vaske alle vinduer udvendigt og med samme frekvens vaske bil og ordne den indvendigt (støvsugning mv.). Ingen normale mennesker gør sådan!

6) Marts 1976: Min halvbror bliver født ved kejsersnit, så min “mor” var indlagt to uger på Odense sygehus. Psykopaten bruger det meste af tiden i soveværelset på at se pornofilm på smalfilmsapparatet. På et tidspunkt lykkes det ham at binde mig til en spisestuestol og kræve oralsex. Jeg husker ikke yderligere, og har allerede fortalt om og fortolket episoden i 2017.

7) Jeg får en hundehvalp og knytter mig til den, men den bliver aflivet, idet den gør, når min halvbror skal sove til middag i haven.

8) Jeg bliver konfirmeret 27. marts 1977 i Hårby Kirke. Af min “mor” og psykopaten får jeg en brugt elektrisk guitar, de enten har købt eller fået af min fætter Bjarne – men den mangler en forstærker, ergo er den ubrugelig. Det betyder ikke noget for mig, da jeg aldrig har haft interesse for at spille noget som helst, og min “mor” altid sagde, at jeg “ikke havde en tone i livet”. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor de forærer mig en guitar. Jeg gætter på, den var billig.

9) Til konfirmationen får jeg en “Barnets bog” fyldt med pseudolykkelige historier underskrevet af “mor og far”. Jeg ved, jeg tænker, “Det er ikke min far. Jeg har haft en far for længe siden”. Jeg har smidt bogen ud for en del år siden, fordi der stod så meget “bræk”, som jeg ikke holdt ud. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har gemt billederne.

10) Så flytter vi til Vestermarie i juli 1978. Det er ca. fem km. fra Aakirkeby. Jeg får eftermiddagsjobbet hos isenkræmmerne, som jeg er glad for, og de er en stor støtte. De er unge, har tre små børn, en hund og kat – og en kæmpe butik med stor vækst. Jeg har truffet dem i 2018, hvor de blandt andet sagde: “Du var god til at finde på løsninger på opgaverne”.

Noget af det skønne ved at overnatte hos dem (jeg havde nærmest mit eget værelse der) var, at der ikke om morgenen stod en stort set nøgen mand med erigeret lem ved min seng, således som det skete på min egen bopæl.

11) Min “mor” og psykopaten er ikke begejstrede for mit tætte forhold til isenkræmmerne, for så mangler min arbejdskraft derhjemme. Og så gætter jeg på – men det er gætværk – at de er bange for, at jeg fortæller sandheden til isenkræmmerne. Det ville jeg da være, hvis det var mig.

Derudover husker jeg ikke noget specifikt fra den adresse, hvor vi kun bor fem måneder. Den første gang, jeg tænker “Jeg skal dø for egen hånd“, sidder jeg på cyklen mellem Aakirkeby og Vestermarie. Jeg er på vej hjem fra eftermiddagsjobbet. Jeg kigger ned i grøften til højre og tænker de tanker, der har (for)fulgt mig i så mange år. I mange år troede jeg, at alle mennesker altid havde denne udvej.

12) December 1978 flytter vi til Svaneke. Jeg fortsætter hos isenkræmmerne og i Aaker Skole; det var måske mit eget ønske? Det husker jeg ikke. Men jeg husker alle de mange dage, hvor jeg skulle vente på bussen, der ikke kørte særlig ofte. Havde jeg tidligere fri end psykopaten, ventede jeg. Havde han tidligere fri end mig, ventede jeg også, denne gang på bussen – men heldigvis kunne jeg søge ly hos isenkræmmerne i en eller to timer.

13) Drikkeriet tager til. Det er efterhånden meget sjældent, min “mor” står op og spiser morgenmad med os. Jeg elsker, når hun gør det. Måske sover hun brandert ud, eller måske orker hun bare ikke at stå op til virkeligheden? Det ved jeg ikke. Når jeg skal købe ind hos “Købmand Bent” på Torvet i Svaneke, skal det “skrives” fra ca. den 15. i måneden. Jeg hadede det og syntes, det var pinligt, når nogen hørte det.

Isblomsterne sad på indersiderne af de gammeldags etlags-ruder, for der var ikke altid råd til at fylde olie på tanken. Men der var altid råd til tobak og alkohol.

14) Sover jeg fra vækkeuret, står han ved min seng med erigeret lem, som han gnider på. Derfor sover jeg sjældent for længe. Jeg skynder mig fra 2. sal og ned i badeværelset i stueetagen. Når jeg er færdig med badet og skal ud, står han dér med erigeret lem, som han gnider, og jeg kan ikke komme forbi, da døren er ret smal. Hvordan disse episoder ender, ved jeg faktisk ikke. Han må vel have flyttet sig?

15) Jeg har ansvaret for morgenmaden. Når jeg skal tage noget i et overskab i køkkenet, trænger han sig ind på mig bagfra. Jeg er påklædt. Han er i den sædvanlige åbentstående cerutstinkende morgenkåbe. Hvordan disse episoder ender, ved jeg heller ikke.

16) Indtil jeg får en knallert som 15-årig, kører jeg med ham i bilen til skole i Aakirkeby fra Svaneke. Hvorfor, jeg ikke satte mig på bagsædet, er mig ubegribeligt den dag i dag. Jeg sad på forsædet, så mens han kørte bilen, kunne han nemt befamle mine lår og mit skridt.

17) Jeg flytter/flygter og er fri den 1. august 1980. Så vidt jeg husker, var det en fredag.

Når/hvis min ven, der har arbejdet med tvangssager, ser disse 16 eksempler, vil jeg tro, hun bliver bekræftet i, at en fjernelse uden samtykke havde været det rigtige.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Man er uskyldig indtil det modsatte er bevist

Man er uskyldig indtil det modsatte er bevist

De lange varetægtsfængslinger er problematiske

Man er uskyldig indtil det modsatte er bevist

Lige nu kan man på DR finde dokumentaren “De mistænkte”, som er fremragende fjernsyn for dig i 45 minutter.

Blandt andet træder flere dommere frem (en af dem er formand for dommerforeningen), og siger, at det er problematisk, at man kan sidde fængslet så længe, uden at domstolene har haft lejlighed til at udtale sig om skyldsspørgsmålet. De har typisk kun udtalt sig om forlængelserne.

Varetægtsfængslingerne løber nemt op i 7 eller 8 måneder, og nogle af disse mennesker kan forlade retten som en fri mand eller kvinde.

Når man sidder i varetægt, er man typisk spærret inde alene på 8 m2 i 23 ud af døgnets 24 timer kun med et bord og en seng, hvor madrassen lugter af forgængernes pis. Adskillige mennesker har efterfølgende fået konstateret PTSD.

De varetægtsfængslede sidder under vilkår, der minder om isolationsceller, og de har dårligere forhold end de dømte, der fx skal have adgang til meningsfyldte aktiviteter under afsoningen og som har fællesskab, dvs. de har hinanden at tale med.

Ca. 40 pct. af de danske fængselsceller er optaget af mennesker, der som udgangspunkt er uskyldige og venter på deres dom blandt andet fordi, der er “kø” ved domstolene.

På dr.dk kan man lige nu (januar 2024) finde følgende:

Det samme mener landsdommer ved Østre Landsret Jacob Waage, der har været dommer siden 2010.

– Det er helt klart ikke meningen med systemet, at man bliver varetægtsfængslet så længe, at man har udstået hele sin straf før, at man bliver dømt. Det sker ofte, påpeger han.

Det har ikke været muligt for DR at finde ud af, hvor ofte det sker.

  • Hvor er retssikkerheden for de mennesker, der har udstået straffen, før de bliver dømt?
  • Og hvad med de mennesker, der slet ikke bliver dømt?
    • Ja, de kan søge erstatning for uberettiget varetægtsfængsling, men de kan næppe få erstatning for en ødelag psyke.

Af dr.dk fremgår også

Cirka hver tiende af alle varetægtsfængslinger i 2022 endte med, at den fængslede blev løsladt uden tiltale eller frifundet efter at have siddet varetægtsfængslet i mere end tre måneder.

Både Mikael Sjöberg og Jacob Waage mener, at der er behov for at drøfte, hvordan de nuværende forhold kan ændres.

Altså 10 pct. …

Det er helt utilstedeligt.

Reglerne

Man er uskyldig, indtil man enten selv har indrømmet en forbrydelse, eller anklagemyndigheden har ført bevis for – og en domstol har dømt en tiltalt skyldig i – en forbrydelse.

Det kan udledes af straffeloven:

§ 1. Straf kan kun pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov, eller som ganske må ligestilles med et sådant. Med hensyn til de i kapitel 9 nævnte retsfølger gælder en tilsvarende regel.

Straffeloven skal sammenholdes med bestemmelser i retsplejeloven:

§ 935 Møder tiltalte og vedgår at være skyldig i det ham påsigtede forhold, optages sagen til dom, uden at det i reglen er nødvendigt at tilvejebringe yderligere oplysninger.

Stk 2. Nægter tiltalte sig skyldig, eller indrømmer han kun tildels sigtelsens rigtighed, eller finder dommeren det i øvrigt nødvendigt, føres bevis i sagen.

Stk 3. Bevisførelsen sker for den ret, der behandler sagen, se dog § 174, jf § 209. Såfremt bevisførelsen ikke kan ske straks, udsætter dommeren sagen til et følgende retsmøde idet han underretter parterne om, når dette skal afholdes, og tilkendegiver tiltalte, at han ikke kan vente nogen anden tilsigtelse til samme.

§ 896. Ved afgørelsen af, om noget er bevist eller ikke, tages alene hensyn til de beviser, som er fremført under domsforhandlingen. Bedømmelsen af bevisernes vægt er ikke bundet ved lovregler.

I strafferetsplejen er der også fri bevisbedømmelse, men der gælder en grundsætning, der siger, at enhver berettiget tvivl skal komme den tiltalte til gode (In dubio pro reo). Denne grundsætning er ikke nedfældet direkte i en bestemmelse, men der er ingen tvivl om, at den gælder.

Problemet er gammelt!

Problemet med de lange varetægtsfængslinger er på ingen måde nyt. Jeg husker tydeligt, at det var noget, vi talte om i enten kriminologi eller kriminalpolitik (formentlig sidstnævnte), da jeg læste – og det har så været i slutningen af 1980’erne, eftersom jeg blev kandidat i januar 1990.

Internationale menneskeretlige ekspertkomiteer har løbende påtalt den danske praksis for brug af varetægtsfængsling.

Institut for Menneskerettigheder viser med adskillige grafer, hvordan det går den forkerte vej. Antallet af langvarige varetægtsfængslinger var i 2021 på 1.837. Langvarige varetægtsfængslinger, det vil sige varetægtsfængslinger, der overstiger tre måneder, inden der falder dom i 1. instans, var derved det højeste målt over en femårig periode. I 2017 var tallet 1.483.

Kilde: Institut for Menneskerettigheder:

 

Man er uskyldig indtil det modsatte er bevist

Kilde: dr.dk den 29. januar 2024:

Man er uskyldig indtil det modsatte er bevist


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Den forsvundne arv

Den forsvundne arv

Jeg er blevet snydt for min arv

Den forsvundne arv

Jeg elsker “Forsvundne arvinger” på DR1, hvor Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh går på jagt efter forsvundne arvinger. Jeg er på ingen måde forsvundet, men jeg tror, min arv er forsvundet. Selvom jeg aldrig har været særlig god til arveret, tror jeg alligevel, jeg har en historie:

Da min far døde i november 1972, må han utvivlsomt have efterladt sig en arv. Der må have været penge i boet vurderet ud fra hans stilling som direktør på en større tekstilfabrik. Og i hvert fald husker jeg ordet “enkepension”. Min “mor” sad selvfølgelig i uskiftet bo. Hvem ville ikke gøre det for at undgå at skifte med et barn på otte år og en måned? Det er helt naturligt.

Men da hun giftede sig igen i april 1975, burde der være skiftet med mig. Man kan ikke indgå nyt ægteskab, når man sidder i uskiftet bo. Ønsker man at indgå i et nyt ægteskab, skal man skifte det uskiftede bo. Sådan har reglerne været siden 1700-tallet, og dem kender jeg forholdsvis godt. Fra en ven, der er præst, ved jeg, at man på en eller anden måde skal have en form for tilladelse (hvorfra?) til at gifte sig igen, og præsten skal påse, at formalia er i orden. Hvorfor skete det ikke?

Det kan godt være, at boet var “spist op” i de år, der var gået, og at der ikke var noget at arve, men det kan næppe bevirke, at der ikke skal gennemføres et skifte? Resultatet af skiftet kan så bare være “Det er bare ærgerligt min ven, der er ikke noget tilbage at arve”. Men så har man gennemført skiftet.

Hvem varetager barnets rettigheder?

Da hun giftede sig igen, var jeg 11 år og uden forstand på arveret el.lign. Hvem varetog egentlig mine interesser? Burde der være beskikket en bistandsværge eller lignende? Jeg synes, man kan stille mange spørgsmål.

En sjov detalje er faktisk, at havde min far haft særbørn (dvs. børn fra et andet ægteskab) skulle de have givet skriftlig tilladelse til hendes hensidden i uskiftet bo. Men nu var jeg jo barn af dem begge, så der krævedes ingen underskrift. Det er nogle pudsige regler.

Da hun selv døde, arvede jeg heller ikke noget, men det burde jeg måske? Der skulle jeg selvfølgelig have delt med min halvbror, og derudover havde psykopaten tre levende særbørn. Men eftersom han døde senere end hende, kunne han selvfølgelig havde hensiddet i uskiftet bo? Næh forresten, de var jo skilt … Så giver uskiftet bo jo ingen mening. Slægtsforskning er lidt knudret her …

Det er ikke noget, jeg vil rode op i

Jeg tror altså, jeg er blevet snydt i et par omgange, men jeg vil ikke rode op i det.

  • Primært fordi jeg ville komme i kontakt med mennesker, jeg formentlig ikke har noget tilfælles med (eksempelvis den halvbror, der er søn af min “mor” og psykopaten).
  • Sekundært fordi der næppe ville være noget af værdi. Jeg går ikke efter penge, som i den forbindelse er uinteressante, men det kunne være gamle billeder, morfars 100 håndskrevne sider osv. Hvor er alle de ting mon blevet af? Har mennesker uden pietetsfølelse bare smidt ud? Det frygter jeg.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Nordic Waste er banditter i habitter

Nordic Waste er banditter i habitter

Jura, etik og moral

Nordic Waste er banditter i habitter

Nordic Waste er banditter i habitterHvor er det altså synd, at Nordic Waste nu har erklæret sig konkurs og slet ikke har råd til at betale for det miljøsvineri, man står bag. Men teksten “Vi giver jorden nyt liv” til logoet er jo helt korrekt …

Da der var overskud på bundlinjen, havde man ingen problemer med at trække overskuddet ud af virksomheden og sætte det ind på ejerens private konto. Det har været medvirkende til at gøre Torben Østergaard-Nielsen til landets sjette rigeste person. Han er god for ca. 40 mia. kr.

Nu har selskabet altså erklæret sig konkurs, så den juridiske person bag miljøsvineriet findes ikke længere. Og umiddelbart har hverken Randers Kommune eller staten et sted at gøre sit krav gældende. Juraen er for så vidt klar nok. Det svarer lidt til, at jeg heller ikke hæfter for naboens gæld, (hvis de har en sådan).

Men etikken og moralen kan der i høj grad stilles spørgsmål til. Kan det virkelig være sandt, at man i årevis scorer kassen, men når der opstår problemer, lukker man bare butikken? Jeg er forarget.

Jordskreddet bevæger sig lige nu med 7,2 meter om dagen. 100 mennesker og 80 lastbiler har siden den 19. december 2023 arbejdet i døgndrift med at køre den forurenede jord væk, så den ikke lander i Alling Å eller oversvømmer landsbyen Ølst.

Nu får vi snart tøvejr. Tøvejret betyder mere væde, og så vil jordskreddet bevæge sig endnu hurtigere. Vi står med en miljøkatastrofe, der minder om den Grindstedværket efterlod sig. Miljøstyrelsen og Cowi anslår i fællesskab, at det vil kunne tage flere år at rydde op. Og at det vil koste milliarder af kroner.

Pressemødet med miljøministeren og justitsministeren

Kl. 13:30 viste DR pressemødet med de to ministre. De var også forargede, og det var forståeligt. Regeringen er på hælene og vil gøre alt, hvad man kan, for at sikre det velkendte princip i miljøretten, der kaldes “Forureneren betaler”. Der er nok også et par stemmer i det. Senere på dagen vil de orientere samtlige Folketingets partier.

Peter Hummelgaard oplyste, at man med lup læser aktieselskabsloven, konkursloven og et tredje regelsæt. Det er selvfølgelig fint, men skal der ændringer til, vil de vel først gælde for fremtiden? Vi bruger jo heldigvis ikke bebyrdende lovgivning med tilbagevirkende kraft. (Som en parentes vi ikke kan være stolte af: retsopgøret efter besættelsen …). Det gælder i hvert fald i straffeloven, og nogle mener, at man kan slutte analogt derfra til anden lovgivning. Det har jeg ikke forstand på. Det forekommer mig bare at være mest rigtigt, at begår man en lovovertrædelse af en eller anden art, skal man være klar over, at det er det, man gør, og at man kan pådrage sig en sanktion. Det modsatte hører til i bananrepublikker!

Havde Nordic Waste ikke en forsikring?

For miljøforurenende virksomheder som Nordic Waste, burde der være en lovpligtig forsikringsordning (jeg ved ikke, om en sådan allerede eksisterer). Og som noget helt centralt burde forsikringsdækningen også gælde efter virksomhedens konkurs eller anden form for lukning. Ellers kan det jo være ligegyldigt. Svineriet og dets virkning viser sig jo ofte først flere år efter virksomhedernes lukning.

Hvem husker ikke både Grindstedværket og Cheminova, der anlagde et affaldsdepot på høfde 42? Jeg kan sagtens huske det, og der er af og til røster om nye sygdomme, som de ellers loyale arbejdere nu mener måske stammer fra giften. Det drejer sig både om forskellige former for cancer og vist nok også ALS.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.