Havde han ADHD?

Var Christian Westermann en forbryder – eller blot et menneske, vi i dag ville have forstået helt anderledes? Gennem sagens dokumenter og en fri genfortælling tegner der sig et billede af en mand i dyb krise, måske også med en anderledes psyke, fanget i en lovgivning uden nuancer.

Sagens dokumenter kronologisk opstillet

• Oprindelig dom i Hørsholm Birks Ekstraret – 17. januar 1825 – 834 ord – korrekturlæst
• Højesterets voteringsprotokol – 19. april 1825 – 3.487 ord
• Højesterets dom – 19. april 1825 – 242 ord
• Kongens benådning 11. maj 1825 – 2.805 ord – korrekturlæst
• Skiftedokumenter – maj 1850 – 276 ord – korrekturlæst
• Diverse billedmaterialer

Hele sagen kan altid følges vha. dette tag (ikke kronologisk).

Hans side i slægtsforskningsdatabasen TNG.

Den enfoldige og tankeløse Christian Westermann (1798-1850) døde i Rasphuset

Det er jo nok kun slægtsforskeren selv, der synes, de alenlange dokumenter i en sag er utrolig spændende. Jeg retter fra kommaer til punktummer og omvendt, og jeg læser et ord ad gangen og er glad, når nogen fra Danske Slægtsforskeres Forum vil læse korrektur.

Egentlig vil jeg hellere fortæller historierne frit, men det er ikke muligt uden den forudgående minutiøse læsning, hvor samtlige detaljer udpensles. Det er en cirkulær problemstilling, jeg endnu ikke har fundet en løsning på.

Fortællingen om (Johan) Christian Westermanns skæbne

Her prøver jeg at fortælle historien frit efter hukommelsen for at se, hvad man kan få ud af det. Måske bliver det mere læseværdigt for andre end mig selv?

---

Han fødes et eller andet sted i København i 1798. Han er ‘uægte’, for han bliver født før forældrenes vielse. Jeg har ikke fundet hans dåb for selv på den tid, var der adskillige sogne i København, så hvor skal man ende og begynde?

Flere søskende er døbt i Sankt Petris tyske kirke, hvor forældrene også er viet i sommeren 1798. Men pyt, sådan en detalje er også kun for slægtsforskeren selv, og oplysningerne i diverse kendelser og ved konfirmationen i Hørsholm i 1815 er helt sikkert i orden. “Kan det passe-prøven” må besvares positivt. I Højesterets Voteringsprotokol er Fødsels- og Plejestiftelsen nævnt, men hvad den har med det hele at gøre, ved jeg ikke.

Livet igennem – bortset fra ved konfirmationen – kaldes han kun Christian Westermann, men måske hedder han også Johan? Det er ikke til at vide, og det var også mest adlen, der gik højt op i den slags detaljer. Og jeg er altså ikke adelig.

Om forældrene: mine tip²-oldeforældre

Hans far – Johan Wilhelm Westermann (ber. 1766-1835) arbejder som murer på Usserød Værk i Hørsholm, og topbilledet stammer derfra. Christian er også selv murersvend.

“Fabrikken producerede groft klæde og gulvtæpper med kongeligt privilegium. Allerede i 1802 overtog Staten fabrikken og brugte den til at producere uniformsdele til Forsvaret. Herefter var navnet Statens Militære Klædefabrik, men der blev også lavet klæde til civile formål. F.eks. klæde, som kunne sys til gallauniformer til hoffet og uniformer for f.eks. ansatte i DSB og i Post- og Toldvæsenet.”

Kilde: Kend København – Usserød Klædefabrik. Link til kilden.

Jeg vil tro, han er tysker, dels på grund af navnet, dels fordi de bekender sig til Sankt Petris tyske kirke, inden familien flytter til Usserød (jeg er forresten selv født på Usserød Sygehus for længe siden).

Hans mor Anna Catharina Hansen (ber. 1775-1833) hedder formentlig “Hansen”, for det kaldes hun typisk, men ved vielsen kaldes hun “Olsen”. Og ellers ved jeg ikke noget om hende, bortset fra at hun føder syv børn. Kun Johannes Caspar runder ikke sin 1-års fødselsdag; de øvrige seks overlever. Det sjette barn kaldes Anna Frederikke Westermann (1811-1890), og hun er min ane. Hun er også født på værket.

I oktober 1824 ser Christian frem til ikke at kunne betale terminen

Christian Westermanns pengenød i 1824 er så alvorlig, at han må se frem til ikke at kunne betale den kommende termin. Han kan heller ikke betale for de materialer, han har købt for at fortsætte byggeriet af sit andet hus i Birkerød. Han har forsøgt sig med at arbejde gælden for materialerne af, men det går ikke.

Hans kone mente ikke, at det var en god idé at købe den nye grund og bygge endnu et hus der, og hvad skal de dog også med det? Han overhører imidlertid hendes indsigelser, og gør som han selv vil.

Eftersom han ejer to huse, det ene dog kun halvfærdigt, kan familien ikke betegnes som fattig. Brandfogeden siger da også, at han kender familien som både “nøjsom”, “ordentlig” og “tarvelig” – og tarvelig skal vel nogenlunde forstås som “beskeden”? Det er i hvert fald et af forslagene, når man søger i “Ordbog over det danske Sprog”

Han er bange for, at han vil blive set ned på, “udsat for Spot”, når det viser sig, at han ikke kan betale terminen. Han har forsøgt at låne penge, og han har pantsat både det gamle og det nye hus. Kort sagt er han på spanden og ved ikke, hvad han skal gøre. Det er ikke selve husene, der har bragt ham i den situation, det er derimod brandforsikringspræmierne.

På en køretur fra Kajerød til Birkerød – og det har været med hest og vogn – følges han med sognefogeden og plager ham hele vejen for at få at vide, om han vil få rede penge udbetalt, hvis der nu går ild i det hus, han selv og familien bor i. Hans bekymring går faktisk mest på, at han ikke har en “Assurance-seddel”, som vi i dag kalder for police.

Sognefogeden mener ikke, at den manglende police vil være noget problem, for det står jo i forsikringskassens protokol, at han har en forsikring. Sognefogeden kan ikke lige huske, hvor meget huset er forsikret for, men han fortæller, at udbetalingen ikke vil bestå i rede penge men først udbetales, når Christian dokumenterer, at han sætter skaden i stand.

Alligevel sætter Christian ild på sit eget hus i oktober 1824. Det kan man undre sig over, for det vil jo ikke hjælpe på den termin, der truer. Noget enfoldig er han vel (herom senere).

Selve branden

En aften i oktober 1824 spiser han og konen til aften hos tømrerens. Konen, Birthe, er i dårligt humør, så Christian har aftalt med tømrerens kone, at Birthe kan få lov at blive der efter maden, da det måske kan muntre hende lidt op.

Efter at have stukket en løgn om, at han skal tale med en sekretær Hansen om et eller andet, får han udleveret nøglen, så han først kan gå hjem at tage støvler på.

Derhjemme finder han et lys, som han tænder, og gemmer under sin trøje på turen op ad trappen til loftet. Hvordan man kan have et tændt lys under sin trøje, ved jeg ikke, men sådan beskrives det i alle sagens dokumenter.

Oppe på loftet sætter han ild til stråtagets underside, og straks han han gjort det, fortryder han, men det er for sent. Luen løber og halvdelen af taget brænder ned.

Folk fra den nærliggende kro iler til og slukker ilden. Efter tre timers forløb har de fået styr på den. Skaden er begrænset. Om han selv deltager i slukningen eller ej er lidt uklart. De fleste siger, at han bare står ude i haven med sit tøj og ser til, men selv mener han, at han har deltaget – i hvert fald lidt.

Kunne nogen komme til skade?

Som nævnt har han sørget for, at Birthe er ovre hos nabokonen. Så hun er altså i sikkerhed.

Så er der den syge lejer, der bor i et værelse i huset – det må være en indsidder – hvad med ham? Han er jo syg i fødder og ben … Men Christian ved, at han nemt kan slippe ud af huset, for han er altså ikke mere syg, end at han nogle dage forinden har kunnet gå hele vejen til session i Frederiksborg og vel også hjem igen. Der er ca. 15 kilometer hver vej, så hvad han end fejler i fødderne, så er det ikke så alvorligt.

Bager Westphal er nabo til Christian, og hans hus ligger kun 6-7 alen væk. Omsat til noget forståeligt i 2026, så var en alen fra 1683 til 1835 62,81 cm. Det vil sige, at afstanden mellem de to huse er et sted mellem 3,8 og 4,4 meter. Det er jo ikke meget! Bagerens hus har også stråtag, men eftersom det er fugtigt i vejret og nærmest vindstille, er risikoen, for at det også skal gå ud over hans hus, nærmest ikke eksisterende.

I det hele taget brænder det ikke særlig godt og i dagene efter, siger han til flere af vidnerne, at det nok havde brændt bedre, hvis det havde været mere tørt. Han må da vide, at sådanne udtalelser vil rette mistanken mod ham selv. Han er ikke for kvik!

Sagens opklaring

Allerede den følgende dag kommer brandfogeden og besigtiger skaderne, og da Christians opførsel med – i hvert fald for det meste – at stå ude i haven og kigge på og hans udsagn om, at det ville have brændt bedre, hvis det var mere tørt, rettes mistanken selvfølgelig mod ham selv. Hvad ellers?

I begyndelsen nægter han sig skyldig, men han får fortalt, at hvis han ikke tilstår, vil han blive sigtet efter alvorligere bestemmelser, Hvad der kan være alvorligere end Danske Lovs bestemmelse om mordbrand, den har 6-19-1, sammenholdt med plakaten fra 1819 (vist herunder), der tilsammen hjemler dødsstraf for at sætte ild på sit eget hus, ved jeg ikke. Oprindeligt drejer 6-19-1 sig om dødsstraf for at sætte ild på en andens hus, men pga. plakaten kan bestemmelsen også bruges, når nogen sætter ild på deres eget hus.

Det er ikke til at forstå, at forsikringsselskabets interesser vejer så tungt.

Bestemmelsen i 6-19-1 lyder som herunder (fremhævningen er min):

6-19-1

Setter mand Ild i anden Mands Huus eller Skov med Villie, da er det Mordbrand, og vorder hand tagen derved, have forgiort sin Hals, og enten brændis, eller stæglis, og Skaden gieldis igien af hans Gods, og fyrretyve Lod Sølv til den, der Skaden fik, og til Kongen ligesaa, og til Husbonden hans Boeslod.

Men skeer det af Vaade og Skiødisløshed, og ikke af Forsæt, da bøder hand Skaden, om hand haver Middel dertil, eller straffis med Fængsel og Arbejd.

(Teksten fortsætter under billedet)

Dommen i første instans lyder på, at han skal straffes med døden og stejles. Andet kunne Hørsholm Birks Ekstraret selvfølgelig ikke komme frem til i januar 1825, når de skulle dømme efter gældende lovgivning. Men det er barskt at blive dømt til døden for at sætte ild på sit eget hus, som lider en ubetydelig skade, i en situation hvor ingen mennesker er i fare, og heller ikke bager Westphals nabohus var i fare.

Men brandforsikringens interesser vejer tungt. Han begår jo assurancesvig.

Hvorfor dør han så først “af sig selv” 25 år senere?

Jeg har ikke læst Hof- og Stadsrettens dom, for jeg har den ikke, og jeg gider ærlig talt ikke læse de samme omstændigheder en gang til.

• Birkerettens afgørelse foreligger i januar 1825,
• Den Kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret i Københavns afgørelse den 1. marts 1825,
• Højesterets kendelse den 19. april 1825,
• Den 11. maj benåder kongen ham.

Der var nok nogle, der i dag kunne ønske sig en lige så hurtig rettergang. Fire instanser på fire måneder – det er rekord.

Højesteret stadfæster Hof- og Stadsrettens dom, der igen har stadfæstet dommen i birkeretten: han skal lide døden. Der står ikke noget om hvordan, men det har været bødlen, der skulle svinge øksen, for vi overgik i 1821 fra at henrette med sværd til at bruge økse. Det har jeg skrevet lidt om i artiklen “Vil du henrettes med øxe eller sværd?” fra juni 2025.

Højesterets dom er ikke så frygtelig interessant; det interessante er voteringsprotokollen, hvor man kan læse de bagvedliggende overvejelse; her kommer det hele frem.

Også Højesteret skal dømme efter loven, men de oplister så mange formildende omstændigheder, at de indstiller til kongen, at han må benådes. Jeg rodede noget rundt i det, lige til John Damm Sørensen fra Forum klippede det ud i pap for mig:

Det er vel egentlig ret simpelt. Dommerne er nødt til at dømme efter lovens bogstav, som foreskriver dødsdom.

Højesteret finder så en del formildende omstændigheder. Da kongen alene kan benåde dømte, indstiller Højesterets dommere, at han benåder den dømte.

Kort sagt: han skal dømmes til døden, men straffen skal ikke fuldbyrdes.

I stedet skal han hensættes til arbejde i tugthuset på livstid, og opfører han sig godt derude på Christianshavn, hvor der i dag ligger et dyrt bageri, kan han nok sættes fri efter 5-6 år.

De formildende omstændigheder kort fortalt:

1. Skaden på huset er ubetydelig
2. Ingen er i fare
3. Selv om lovgivningen kræver dødsstraf “maa det dog antages, at Forbrydelser af denne Motiv ikke uforbigaaelig kræver Straffenes Fuldbyrdelse”
4. Hans vidnesbyrd er godt

Faderen: min søn er underlig i hovedet

Da jeg første gang læste, at han kaldes enfoldig, tænkte jeg, at det nok (igen) var mig, der læste forkert, men den var god nok. Forældrene siger lige ud, at han er enfoldig og tankeløs. Faderen tilføjer, at sønnen er “underlig i hovedet”. Når man læser nedenstående, kan man få den tanke, at vi måske i dag ville udrede ham for ADHD, for har han ikke lidt popcorn-hjerne, når han sådan forlader ét arbejde og begynder på et andet?

“Faderen tillige har yttret, at hans Søn er eenfoldig og
undertiden viste sig Tankeløs eller ligesom underlig(?) i Hovedet,
idet han pludselig har forladt et ufuldendt Arbeide og begyndt paa
et Andet, hvilket sidste dog Tiltalte ikke villet erkjende at
have været Tilfældet, idet han har yttret, at han kun en Gang har
forladt sit Arbeide paa et Par Dage uden at kunne erindre hvad
Anledningen var dertil, men ved hvilken Leilighed han dog
ikke foretog sig andet Arbeide. – At han har været tankeløs
og enfoldig bestyrkes iøvrigt ved hans Moder og hans Morbro-
der Ole Hansens Forklaringer.

I hvert fald er han som tidligere beskrevet ikke så kvik.

Afsoningen

Han indsættes til afsoning i Tugt- Rasp- og Forbedringshuset den 2. juni 1825.

Forståeligt nok forsøger han tre gange at flygte (det havde jeg også gjort). Flugtforsøgene ligger i 1831, 1837 og 1838. Ingen af gangene lykkes det ham at være på fri fod i mere end et par uger. Han efterlyses i det vi i dag kalder Statstidende, og så er der vel nogen, der finder ham. Jeg gætter på, at han har tigget om penge til mad, for han skal jo have noget at spise, og penge har han ikke.

I 1838 overføres han fra Tugthuset til Rasphuset, der er den hårdeste afdeling. Det må være i forbindelse med det tredje flugtforsøg. (Teksten fortsætter under billedet).

På MyHeritage fandt jeg en omtale af, at han idømmes en tillægsstraf bestående af kagstrygning: tre slag med ni friske ris. De skulle være friske for ikke at blive “slidte”. Straffen skulle jo være mærkbar … Jeg har prøvet at skrive til sidens ejer, en Westermann, for at samarbejde, men hun har ikke været logget ind i knapt fire år, og er ikke vendt tilbage på min henvendelse, så slægtsforskning interesserer hende nok ikke mere; forstå det hvem der kan.

I 1850, 12 år efter det sidste flugtforsøg, dør han af vattersot og cachexi, der er svind af muskelmasse som følge af alvorlig sygdom. Det er også John Damm Sørensen, der har læst de to dødsårsager.

Så trist en skæbne for i 1824 at mangle penge til terminen!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.