, ,

Friske morgenboller

Friske morgenboller

Jeg har rigtig meget energi for tiden, og det glæder jeg mig over. Livet er herligt, også selv om jeg ikke har et job. De friske morgenboller er lige kommet ud af ovnen, nu skal de lige køle af, så er det tid til morgenkaffe og -mad.

Opskriften på bollerne er her. Det er af den type, hvor man rører dejen sammen i køkkenmaskinen om aftenen, lader hæve i køleskabet natten over og klatter ud på bagepladen om morgenen. I ovnen 25 min. ved 225 grader og så er de klar.

Jeg glæder mig over, at jeg har en herlig hobby som jeg dyrker sammen med tre gode mennesker. Vi har succes med det, vi laver, vi har mange læsere, og vi hygger os rigtig med det.

Det er en vældig læreproces med www.kriminalhistorie.dk. Jeg lærer fx en masse om gotisk skrift, for det er en helt anden sag at komme ind i kriminalsager end at blive ved med at mosle rundt i kirkebøger. I kirkebøgerne er teksterne stereotyper, som man forholdsvis hurtigt lærer at kende. Der står stort set altid “Huusmd.” og “bemeldte” mens kriminalsagerne byder på anderledes udfordringer. Jeg kan mærke, at det går bedre med tydningen efterhånden. Træerne vokser dog ikke ind i himlen, for i aftes ville jeg prøve, om jeg kunne tyde anklageskriftet, men det gik altså ikke. Det må Jytte og Alice nok tage sig af.

Nu er bollerne nok kølet af…

Jeg ønsker dig en god onsdag.

, , , , ,

Bolognese og diverse

Jeg holder fast i at få varm mad hver dag, og jeg hygger mig med at lave det. Egenomsorg er vigtigt. Jeg har en masse gode kogebøger, men bruger dem stort set ikke mere, da det er mere inspirerende at Google sig frem til nye opskrifter, og når de så er fundet, ryger iPadden med ud i køkkenet, og fungerer som den virtuelle kogebog. Så sparer jeg både papir og penge til tonerpatroner (som jeg i øvrigt synes er urimeligt dyre).

Lige for tiden er jeg vild med denne bolognese, der giver en god kraftig sauce. Jeg grovhakker grønsagerne og løget i køkkenmaskinen og tilsætter i øvrigt også to gulerødder, da jeg mener det hører til en god bolognese. Så skal kødet bare brunes, krydderierne tilsættes, og så skal det simre en times tid, og så har man en lækker ret. Da jeg bare er mig selv, er der mad til tre dage ud af den portion. Godt nok er det hyggeligt at lave mad, men det gør ikke noget, hvis der er til flere dage ad gangen 🙂

I går fik jeg gennemgået hele min hjemmeside, der visse steder havde problemer med at æøå blev vist med mærkelige tegn, og der var nogle databaser, der ikke rigtig virkede efter at være flyttet til det nye webhotel hos Meebox. Det var en meget stor tilfredsstillelse at kunne finde ud af det hele selv. Google er en stor hjælp.

Tegnsætproblemerne kunne løses ved hjælp af editoren Notepad++, der har mulighed for “Indkod i UTF-8” og vupti, så var de underlige tegn væk. Jeg hader tegnsætproblemer, for jeg ved som regel ikke, hvor jeg skal starte med at lede efter løsningen.

Databaseproblemerne kunne jeg løse ved at flytte et par tabeller til en anden database. Reelt var det vist tilslutningsfilen, der var noget galt med med, og måske skulle jeg have fixet den i stedet, men ud fra devisen “If it ain’t broken, don’t fix it” valgte jeg bare at flytte tabellerne til en database, hvor jeg vidste, at tilslutningsfilen fungerede.

Der var et par databaser, der skulle slettes. Slettekommandoen er simpel: DROP DATABASE og så navnet på databasen, men lige meget hvad jeg skrev i SQL-vinduet, kunne jeg ikke få lov at slette dem. Det viste sig at være en simpel sag i cPanel, tryk på en knap og så var de databaser væk. Jeg bliver mere og mere begejstret for cPanel, jo mere jeg arbejder med det. Det er et stærkt værktøj, der sætter hjemmesideejere og andre i stand til at udføre operationer, som man ellers skal have sin udbyder til at udføre. Det er rart at være uafhængig!

Jeg går meget op i sikkerhed og ville hade at blive hacked og miste data. Den store hovedpine er især bloggen. Så mange års skriverier kunne gå tabt på få sekunder. Jeg hiver med jævne mellemrum WordPress filerne ned til computeren, men der skal jo også gøres noget ved databasen. Til det brug har jeg installeret mysqldumper, der hurtigt og let  laver backup af alle databaserne, også dem der ligger udenfor WordPress. Da jeg installerede det første gang på det gamle webhotel, kunne jeg ikke få lov at passwordbeskytte programmet og jeg måtte have min ven Per ind over. På det nye webhotel gik det fuldstændig smertefrit. Et problem var dog, at programmet ikke kunne “se” alle databaserne, men lidt søgning i deres forum gav løsningen. Det viste sig, at programmet tog udgangspunkt i brugeren af databasen, og så var det bare at knytte den rigtige bruger til alle databaserne, og vupti så lykkedes det.

Chart.dk, der leverede statistik over trafikken på hjemmesiden, har opgivet ævret og vedligeholdes ikke mere. Jeg har fundet det langt mere detaljerede og interessante program Piwik, og jeg har installeret det på selve min hovedside og alle undersiderne og på bloggen. Det fungerer fint bortset fra på bloggen. Dagen i dag skal bruges på at finde ud af, hvorfor pokker det ikke fungerer på bloggen. En hyggeopgave, som jeg vil bruge resten af dagen på.

Du hygger dig forhåbentlig også – men med hvad?

 

Æblekage

Det er sæson for friske æbler og derfor får du opskriften på min favorit-æblekage, der smager rigtig godt både kold og lun.

Hannes Franske æblekage

Ingredienser:
•    6-8 faste æbler
•    100 gr. smør
•    1 dl eller 80 gr. sukker
•    Saften af en ½ citron
•    125 gr. mandler (men den er faktisk bedre med hasselnøddekerner!)
•    2 æg
•    1 æggehvide
•    ¼ l. piskefløde til flødeskum

Fremgangsmåde:

Æbler:
Æblerne skrælles og skæres i kvarter. Koges knap møre i lidt sukkerlage. Overskydende saft hældes fra, og æblerne køles af. Lægges derefter i et smurt ildfast fad.

Dej:
Sukker og smør røres sammen.
Mandlerne smuttes, tørres og males relativt fint og røres i dejen af smør og sukker.
Æggeblommerne røres i.
Æggehviderne piskes stive og røres i.
Dejen lægges på æblerne.

Bages i ca. 35 min. ved 200 grader.

Serveres lun eller kold med iskold flødeskum til.