, ,

Godt nytår!

Godt nytår

Jeg ved ikke, om man kan tillade sig først at ønske “Godt nytår” den 2. januar, men jeg gør det alligevel. Godt nytår til alle mine læsere og kommentatorer! Jeg håber, I alle sammen er kommet godt ind i 2011. Jeg håber, Eric tilgiver mig for at have lånt den lille animerede gif hos ham.

Jeg har haft en fin og fredelig jul og et ditto nytår. Jeg har ingen nytårsforsætter, men der er et par ting, jeg vil prøve på 🙂

For det første vil jeg prøve på at være mere trofast overfor min blog. På den anden side ved jeg godt, at der er lange perioder, hvor jeg egentlig ikke synes, jeg har så meget at berige verden med på skrift. Noget i mig bryder sig ikke om at offentliggøre uinspirerede poster.

For det andet skal jeg have gang i min slægtsforskning igen. Efter vi gjorde det store projekt med Nygårds sedler færdigt har jeg ikke rigtigt kunnet komme i gang med min egen slægtsforskning igen. Jeg har 4.346 personer i min database, og jeg har simpelthen ikke kunnet finde en indgangsvinkel til at se på nogen af dem igen. Hvor skulle jeg ende og begynde, hvem skulle jeg gribe fat i?

Nu har jeg fundet vinklen: Jeg gennemgår dem alle sammen fra nummer 1! Jeg er nået til nummer 79… Indtil videre er det meget tilfredsstillende at se på det hele igen, for blandt andet kan jeg jo konstatere, at der er nogle af de gamle gåder, der pludselig lader sig løse, fordi jeg nu kan læse, hvad der står. Min database er sat op således at den fylder ledigblevne numre ud, og på en eller anden måde, er alle mysterierne tilsyneladende kommet til at ligge forrest. Nogle af gåderne kan jeg stadig ikke løse, men jeg har syv års erfaring og der er kommet meget mere slægt på nettet siden jeg begyndte at slægtsforske – bare det at alle kirkebøgerne nu er tilgængelige online er en kæmpe hjælp.

I morgen venter et nyt arbejdsår, som jeg imødeser med nogen spænding, da jeg skal have tre nye databaser i gang, fordi vi har omstruktureret og fusioneret vores to største styrelser til en stor og samlet Naturstyrelse. Det skal nok give en del turbulens, men jeg håber, jeg har styr på min del af butikken.

Således forsinket ønsker jeg endnu engang Godt nytår og velkommen i 2011!

,

vendelboarkivet.dk

Nygårds sedlers lillebror er nu på nettet på adressen www.vendelboarkivet.dk

For snart meget lang tid siden skrev jeg om et projekt, som jeg for sjov kaldte “Nygårds sedlers lillebror”. Projektet er nu en realitet, og jeg er blevet bedt om at bringe nedenstående og det vil jeg selvfølgelig meget gerne gøre, for det betyder jo, at de gode vendelboere regner med, at min side bliver set og læst af mange med interesse for historie og seddelarkiver. Tak for tilliden.

Den 4. Juni 2010 blev www.vendelboarkivet.dk officielt indviet ved en festlig reception på Historisk Arkiv i Hjørring.

Omkring 80 personer var mødt op, og museumsdirektør Mogens Thøgersen fortalte om selve Postmester T. M. Sørensens arkiv, og Oldermand fra Arkivlauget Asger  Bruun orienterede om projektet med digitaliseringen af kartotekskortene, samt om de fremtidige planer.

Internetportalen er blevet godt modtaget. Der er modtaget adskillige e-mails med supplerende oplysninger samt forslag til forbedringer af forskellige funktioner.  Som en sidegevinst har flere brugere tilbudt kopier af arkivalier og fotos, som efterfølgende vil blive arkiveret på Historisk Arkiv i Hjørring, som derved får udvidet deres samling.

Projektgruppen arbejder fortsat på, at få færdigscannet og indtastet de sidste vendsysselske sogne – der mangler stadig ca. 15000 kort – men når sommeren går på hæld, skulle vi gerne være færdige, og klar til at tage fat på de navnebaserede kartotekskort.

Et stort tillykke med det flotte resultat og tak til “lillebrors forældre” skal der lyde herfra. Det er så herligt, når nogle beslutter sig for at gøre noget ved sagen og tager skeen i egen hånd (eller hvad det nu hedder).

,

At skrive en pressemeddelelse

Hvordan skriver man en pressemeddelelse?

Jeg skulle sidste weekend skrive en pressemeddelelse i anledning af, at det er på mandag den 14. juni Dansk Demografisk Database (DDA) åbner for Nygårds Sedler på deres side. Hidtil har Nygårds sedler været tilgængelige hos Arne Feldborg. Jeg vidste ikke, hvordan man gjorde, men havde en fornemmelse af, at der garanteret var nogle faldgruber, der skulle undgås.

Naturligvis gik jeg i gang med Google og skrev ganske enkelt “at skrive en pressemeddelelse” i søgefeltet, og det viste sig at vrimle med opskrifter på, hvad man gør og ikke gør. Jeg endte med at bruge skabelonen fra Plan09, som tilfældigvis er fra en del af Miljøministeriet, hvor jeg selv er ansat. Med en skabelon ved hånden gik det sådan set ganske godt at få skrevet meddelelsen, og DDA kunne godt lide den.

Nu er pressemeddelelsen så sendt til en masse aviser, i sær de store jyske aviser (det er jo “Jyske personalia”), men også til Politiken, Berlingske og Kristeligt Dagblad. Jeg er meget spændt på, om der er nogle af medierne, der synes, Nygårds sedler er ligeså interessante, som vi selv synes.