,

Ny cykel

I dag har jeg hentet min nye cykel – jubii.

Det er en citybike med otte udvendige gear og fuldt monteret med horn, lygter, lås, støtteben, computer og bagagebærer. Det er mange år siden, jeg sidst har haft en cykel med bagagebærer og støtteben, for jeg har ikke syntes, at det var nødvendigt. Støttebenet er til de få situationer, hvor man ikke kan finde noget at stille cyklen opad og bagagebæreren er til de få situationer, hvor jeg skal transportere noget, der ikke kan være i rygsækken (fx otte ruller toiletpapir )

Jeg har købt cyklen hos Heino Cykler, der ikke er de billigste, men klart er de bedste. Fx er det første de gør altid at måle ens benlængde og først derefter går vi i gang med at lede efter en cykel. Man kommer ikke hos Heino og beder om en sort cykel. Rammens størrelse er altafgørende for køreglæde og maksimal komfort. Jeg er kun 165 cm høj, så jeg skal have en ramme på kun 53 cm. målt fra sadlen og til midt på kranken (der hvor pedalerne sidder fast).

Jeg går meget op i gearinger, da jeg har et dårligt højre knæ, som hæver ved for store belastninger; altså skal cyklen være let gearet. Jeg er lidt i tvivl, om ikke jeg skulle have haft en større krans, der ville gøre cyklen lettere at træde. Nu prøver jeg den af et par måneder, og ser om jeg udnytter alle gearene, og hvis jeg aldrig kommer til at køre på de største (tungeste) gear, skal der en større krans på.

Jeg har altid syntes, at der er noget smukt over en helt ny og jomfruelig krans. Jeg har kørt på cykel, siden det største var en 5-krans. Nu er standarden en 8-krans til en helt almindelig citybike.

Jeg var i syv sind angående lygterne. Skulle det være de smarte magnetlygter, som man får monteret ved hjulet, og som aktiveres ved hjulets omdrejninger og som altid sidder fast på cyklen, eller skulle det være lygter, som man sætter på, når man skal bruge dem? Fordelen ved magnetlygterne er, at de simpelhen sidder fast på cyklen og man aldrig kan komme til at glemme dem eller bliver overrasket af mørket. Deres ulempe er, at de ikke lyser ret kraftigt, og at jeg tror, at bilerne nemt kan overse en. Så derfor valgte jeg lygter, som man monterer, når man skal bruge dem.

Bontragerlygterne herover monteres ved at man trækker gummistroppen rundt om styret eller saddelpinden og fæstner den på den lille krog. Lygten kan fx også montes på cykelhjelmen. Jeg købte den store forlygte (større end på billedet) og den almindelige baglygte. Begge lygter oplades via et USB-stik og en opladning holder ca. 8 timer. Nu skulle jeg gerne være på den sikre side hvad lys angår.

Jeg kom af med 6.542 kr. Selve cyklen kostede 4.999, men med alt ekstraudstyret løber det alligevel let op.

Nu håber jeg virkelig, at jeg kan få lov at have den i fred for de langfingrede. Den skal i kælderen hver gang jeg ikke bruger den, og jeg vil også køre rundt med en bøjlelås i tasken, således at jeg kan låse den ved forhjulet også.

, ,

Der er så dejligt i ‘udkantsdanmark’

Hvad laver jeg egentlig i storbyen?

Hver gang jeg kommer udenfor København tænker jeg på, hvad jeg egentlig laver midt i storbyen? Jeg elsker naturen og jeg elsker at være ude i den på alle årstider. Jeg lever lidt efter devicen, at alt vejr er OK, det er bare beklædningen, der skal tilpasses. Jeg bor i København, fordi her ligger mine jobs, men når jeg nu alligevel ikke har noget job…

Allan og Pia, som jeg kender her fra bloggen og fra Ellen (Ellen og Pia er kusiner) havde inviteret på et lille blogtræf med udgangspunkt på Lolland, hvor de bor. På forhånd havde de fortalt, at vi skulle ud at cykle 46 kilometer.

Da vi havde kørt de første 10 kilometer var Allan punkteret og så måtte lappegrejet frem. Som ved et mirakel fandt Pia hullet i slangen, selv om vi alle tre havde været i gang med at lytte, overlæben på slangen hele vejen rundt og alle de andre tricks, der er at bruge, når man ikke har en balje vand.

Således var vi klar til at komme af sted igen. Vi har cyklet ad de skønneste strækninger gennem skove og langs vandet og vi har passeret utallige godser som åbenbart ligger tæt på ‘Sundruten’, der er en del af det nationale net af cykelveje. Vi har kun været langs veje ca. fem kilometer, og det var ikke særligt befærdede veje, så det gjorde ikke noget.

Vi havde dejlige madpakker med som Pia havde sørget for og dette er udsigten derfra hvor vi sad i læ og spiste frokosten.

Efter frokost blev turen lidt vildere ad en ‘natursti’, som blev til en regulær mountainbikerute. Det er ikke helt let på en tre-gears damecykel med Torpedonav og en saddel, der sidder to – tre centimeter for lavt, så jeg skulle koncentrere mig en del for ikke at ryge til højre ned ad skrænten, for der var visse steder ret langt ned. Hvis Pia og Allen invitererer igen en anden gang, tror jeg, at jeg tager min egen cykel med toget.

Pludselig er det gået op for mig, hvorfor folk taler om, at de får ondt i rumpen af at cykle. På en normal cykel sidder man jo også med hele vægten netop på den legemsdel; på de cykler, jeg selv kører på, har man 45 pct. af vægten på styret og kun 55 pct. på sadlen. Det er også gået op for mig, hvorfor så mange bruger svangen på pedalerne og ikke forfoden, det er simpelthen fordi, sadlen har den forkerte højde. Jeg var selv lige ved at falde i samme grøft flere gange.

Vi har haft det skønneste vejr og fordi så meget af ruten lå inde i skoven, har vi faktisk ikke mærket vinden bortset fra et par kortere strækninger.

Kaffen og den hjemmebagte kage fik vi ved Guldborgsund-tunnelen lige i solen.

På hjemvejen var vi oppe i et udkigstårn og se på Majbølle fugle- og vildreservat. Et stort pragtfuldt område med et rigt fugle og fåreliv. Dyrene har det godt i Majbølle. Jeg har forsøgt at tage nogle billeder, men det er vist kun mig selv, der kan se, at det er får.

Det var 46 pragtfulde kilometre – selv på en tre-gears med torpedonav. Jeg ærgrer mig lidt over, at jeg ikke har taget nogle flere billeder af alle de smukke steder – det må jeg gøre næste gang. Herunder har jeg forsøgt at koge hele dagen sammen i en collage, men det kan godt være, det mest er mig selv, der kan se, hvad det skal forestille.

Jeg har nu været fuldstændig fri fra alkohol i 72 dage, og det er jeg så utrolig glad for. Besøget hos Allan og Pia var første gang, hvor jeg kunne komme i en situation, hvor jeg skulle sige nej tak til alkohol, mens andre drak det glas rødvin, jeg også kunne tænke mig. Det gik dejlig nemt; Pia havde nemlig købt en dejlig luksusæblesaft, som de også selv drak. Jeg behøvede derfor ikke at føle mig anderledes, og det var egentlig en hjælp. Jeg havde ellers sagt, at jeg havde det bedst med, at de ikke tog hensyn til mig, men den opfattelse må jeg for nærværende revidere. Jeg skal have lidt længere tids ædruelighed, før det ikke rører mig, hvad andre drikker.

,

Skal/skal ikke

Vejret må bestemme

I morgen er der Tøserunden, som er det store cykelløb på 112 km. kun for kvinder, der afvikles med start og mål i Køge. Jeg er meldt til sammen med ca. 40 kolleger fra Miljøministeriet. Problemet er, at som vinden er, er jeg ikke sikker på, at jeg kan komme hele vejen rundt. Jeg synes faktisk, det var rigeligt at køre hjem fra arbejde – og der er altså kun 10 kilometer. OK, da det er en rundstrækning vil der kun være 60 km. i rigtig modvind…

Jeg diskuterer med andre ord med mig selv om jeg skal af sted eller ej. Jeg tror, det ender med, at jeg går tidligt i seng, sætter vækkeuret og så lader morgendagens sindsstemning og vejr afgøre sagen. Jeg vil jo gerne med, vil jo gerne være en af de seje, men samtidig er jeg nødt til at undlade at presse mig selv for meget, for jeg kan ikke holde til det. Jeg har været på arbejde fire dage i denne uge, og det er nærmest i sig selv en præstation for mig for tiden.

Mit depressive indre har igen taget over og min medicin er endnu engang sat op, nu til 25 mg. Cipralex (mod depression) og 20 mg. Zyprexa (mod mani og som stemningsstabiliserende). Det er vist ikke så stor en dosis og jeg har fuld tillid til min psykiater – det er mere følelsen af at være syg, der irriterer mig. Jeg vil være på toppen og jeg vil have overskud til at lave forskellige ting i weekenden, lige nu er jeg bare ikke på toppen. Jeg ved, jeg kommer det igen, men jeg har svært ved at vente på det.