, ,

En verden til forskel

Sædvanligvis tænker jeg ikke over det.

Sædvanligvis går jeg ikke og tænker på, hvor god min kære stationære computer herhjemme er, endsige hvor meget “guf”, der er i min lille billige bærbare. Jeg har jo sådan set bare købt noget isenkram, som jeg forestiller mig at passe godt på, at have i mange år og at kunne udvide, når der bliver behov for det. Min stationære scorer 6,9 ud af 7,9 mulige på Windows Experience Index, mens den stationære ikke når længere end til 2,8 på grund af processoren.

I dag havde jeg anledning til at sammenligne med min pc på arbejdet, hvor jeg også har installeret Ubuntu på en virtuel maskine (skulle da bare lige se, om det kunne lade sig gøre). Det gik simpelthen så langsomt at starte VMware med Ubuntu, at jeg troede, at jeg havde lavet en fejl ved installationen. Herhjemme flyver det bare af sted.

Jeg forstår sådan set godt min arbejdsplads! En almindelig bruger skal bruge Outlook og Officepakken og det behøver man ikke så meget regnekraft til – jeg er bare vant til at have creme de la creme. Noget andet er så at det undrer mig, at det tog så lang tid at starte Ubuntu, for det burde være et “letvægtsprogram”, som kan afvikles på næsten en hvilken som helst pc. Måske har jeg alligevel gjort et eller andet forkert…

, , ,

VMware med Ubuntu

Pavestolt er jeg

Gennem lang tid har jeg ønsket mig at få Ubuntu på min stationære pc, så jeg kan lære noget Unix og i øvrigt blive mere fortrolig med denne del af Open Source verdenen. Det er ikke nogen kunst at installere Ubuntu, så det er det eneste operativsystem – men jeg ville have det liggende ved siden af Windows 7, som fortsat skal være det maskinen starter op med, og jeg ville gerne have Ubuntu på en virtuel maskine, så jeg ikke skulle boote for at vælge enten det ene eller det andet operativsystem.

Løsningen var VMware Player altså en virtuel maskine på pc’en og på denne virtuelle maskine er Ubuntu så installeret som operativsystem. En ven sendte mig linket til VMware Player og i aftes begyndte jeg så at eksperimentere. Belært af erfaringen eksperimenterer jeg ikke længere helt vildt; for der går så pokkers meget tid med at reetablere den tidligere tilstand! Jeg startede derfor at dele et af mine drev op i to, for så kunne det ikke gå helt galt. Skulle jeg få det hele til at gå i kluddermor, har jeg stadig en pc, der kan bootes! Rigtig hensigtsmæssigt.

VMware Player skriver på deres hjemmeside, at det er den letteste måde at få en virtuel maskine på – og jeg må give dem ret! Det var egentligt bare at klikke næste og næste og at boote en enkelt gang, så var den virtuelle maskine etableret. VMware “forventer”, at man installerer fx Ubuntu, så det er der en guide til. Jeg måtte godt nok prøve i to omgange før det lykkedes, men så trillede det også lystigt derudad.

Jeg har også installeret phpMyAdmin, My SQL og Apache og det virker – jeg er faktisk selv lidt overrasket. Til denne del har jeg brugt nogle fremragende sider fra Ubuntu blandt andet denne, hvor man bliver guidet gennem det hele og altså ender med blandt andet en server på en virtuel maskine. Jeg har det lidt som om, det ikke er mig der kan dette her – og det kan jeg jo heller ikke, men jeg kan finde hjemmesider, der guider.

Nu skal jeg atter i gang med min bog om Unix. Jeg startede i foråret, men kom ikke så langt, fordi Ubuntu lå på en lille netbook og ikke på min store stationære pc. Jeg tror, jeg kan huske lidt af det, jeg lærte mig selv, men det letteste er vist at begynde forfra.

Selvstudier falder meget i min smag! Det skyldes, at man kan være så hurtig (eller måske rettere langsom) man vil, og man kan hoppe frem og tilbage mellem kapitlerne som det nu passer en. Denne Unix bog guider en igennem på en meget menneskelig måde, og der er rigtig mange eksempler, man selv kan afprøve og lære af. Forfatterne er Dave Taylor og James C. Armstrong og den kan fx købes hos Saxo.com.