,

Herlig lørdag

Det var hårdt at komme på arbejde igen!

Endelig er det blevet lørdag, og dagen er længe ventet – hele ugen faktisk! Det var hårdt at komme tilbage til kontoret efter den dejlige uge i Grækenland. Jeg tog på arbejde i søndags og begyndte på nogle af de 125 mails, der ventede mig. På en søndag kan man nå en del, når man overhovedet ikke bliver forstyrret af andre end ens egne tankerækker. Otte timer fra start var jeg igennem det værste. Mandag og tirsdag gik med det næstværste…

Onsdag havde jeg et halvdagsmøde om nogle helt nye funktionaliteter i vores tidsregistreringssystem mTID, som jeg står for. Jeg skulle lære om opsætningen af de nye funktioner og det lykkedes også, men jeg må sige, at jeg skal “stå på tæer” og holde tungen særdeles lige i munden for ikke at overse noget. Under hele mødet havde jeg stress-fornemmelser, og da den egentlige arbejdsdag var slut og jeg kunne begynde at vedligeholde mine nye færdigheder ved faktisk at lave opsætning på en testdatabase, havde jeg stort set mistet overblikket. Jeg hader at miste overblikket og jeg hader angsten for den gamle stress, som jeg kender alt for godt. Har man én gang prøvet at være stresset i en længere periode, skal der ikke meget til, før skidtet dukker op igen.

Torsdag og fredag gik stort set med at lade hjernen fortælle kroppen, at den godt kunne indstille adrenalin-beredskabet – her er ingen fare på færde. Jeg skulle egentlig have været på arbejde nu på søndag for at lave opsætning af endnu to testsystemer, men vi er blevet enige om, at lade det være nok med de to, der allerede er sat op. På den måde fik jeg pludselig en fridag forærende – sygt!

Og nu er det så en herlig lørdag, hvor jeg har været på Frilandsmuseet i Brede for at hjælpe med konfirmandundervisningen. Vi har været til årets “konfirmand-event” og det var rigtig skønt i det dejlige vejr og godt arrangeret. Eventen havde “mødet mellem Jesus og mennesket” i centrum, og det var lavet som en række poster, man bevægede sig igennem og løste opgaver undervejs. Mit hold klarede opgaverne rigtig super godt, og det var en dejlig oplevelse at være sammen med en flok søde unge mennesker. Vi gik op i det med liv og sjæl og vandt også flere af de konkurrencer, vi deltog i. Det var blot ærgerligt, at der ikke var tid nok til at komme igennem alle posterne!

Hjemme igen er der tid til at lave ingenting, forstået som at hvile ud oven på en hektisk uge, der også har budt på flere aftenmøder. Jeg “laver ingenting” ved fx at læse avis. Der kan være noget herligt ved at sætte sig med dagens avis og med vilje læse stort set alle artiklerne. Kristeligt Dagblad kan en fredag og en lørdag sagtens vare to timer.

, , , ,

Kronik til Kristeligt Dagblad

Kristeligt Dagblad har udskrevet en kronik-konkurrence, hvor temaet er: “Hjælp fra en uventet kant”. Jeg har indsendt følgende bidrag og håber på at blive blandt de otte af 151, der får kronikken trykt i avisen i løbet af sommeren.

Livet vandt over livsangsten

Mange år med stress, en længerevarende svær depression, der sluttede med et selvmordsforsøg i 2006, hvor livet vandt over livsangsten, vendte grundigt op og ned på min verden og på min tilgang til livet. Herom handler denne kronik.

Som menneske har jeg aldrig været forvænt med at forvente, og hjælp udefra vil altid være fra en uventet kant. Som ung læste jeg Tove Ditlevsen, og et sted skriver hun, at det er bedst aldrig at forvente noget, for så bliver man ikke skuffet. I dag så mange år efter må jeg tage afstand fra en så defaitistisk livsanskuelse, for den er for trist, og jeg vil have lov at forvente mere af livet. Min baggrund er mere mærkværdig end de flestes, og min livsrygsæk kunne have ført mig andre steder hen end der, hvor jeg er i dag. Jeg kunne blandt andet have været død.

Om aftenen den 3. januar 2006 brast det hele, og jeg besluttede at gøre dét, som jeg siden mit 14. år havde haft in mente som sidste mulighed. Jeg ved ikke, hvordan beslutningen tog form, men jeg ved hvorfor. Et vanvittigt arbejdspres, en idriftsættelse af et verdensomspændende IT-system, en jul jeg havde skulket fra og ingen savnede mig af den grund, en hjerne, der var følsom overfor den mindste lyd (forestil dig at et museklik lyder som et tordenbrag), en følelse af, at livet ikke var livet værd, når jeg – trods stort besvær – ikke havde kunnet få det bedre, og ikke havde kunnet komme ud af tre depressioner.

Ofte hører man tale om dødsangst; det har jeg aldrig haft, og ved ikke, hvordan er. Men jeg ved en masse om livsangsten og dens hæslige forklædninger i forskellige former for selvdestruktion. Den ypperste selvdestruktion må være selvmordet?

Jeg dækkede scenevant op, skønt det var min urpremiere: Gik ned med affaldsposen og de ulæste aviser, kiggede på den klare fuldmåne og tænkte ”det er sidste gang, jeg ser månen”, slukkede for varmen, gjorde rent, vaskede op, lagde sygesikringskortet frem, trak telefonstikkene ud og skrev det sidste brev. Gik ud i køkkenet og spiste i store håndfulde al medicin, jeg havde i huset og skyllede ned med varmt vand for hurtig effekt. Sig aldrig at det var et råb om hjælp! Jeg husker kun én følelse fra den aften: den uendelige ensomhed, da jeg ud i rummet spurgte ”hvorfor skal jeg dø?”

Vi skifter scenen til dagen derpå: På min arbejdsplads har vi en socialrådgiver, som jeg gennem efteråret havde haft en del kontakt med. Hun ringede om formiddagen (jeg begriber ikke, hvordan telefonstikkene var kommet i igen), og spurgte, hvad der skete hjemme hos mig. ”Det kan jeg ikke sådan lige forklare”, måtte jeg jo sige. Denne lille samtale med et menneske fra mit arbejde, som stillede sig fuldstændig til rådighed på mine præmisser og i et tempo, jeg kunne klare, var i sandhed hjælp fra en fuldstændig uventet kant. Det blev starten på mit nye liv.

Hun mødte op hos mig efter kort tid, vi spiste morgenmad og blev enige om, at en tur på den psykiatriske skadestue var en god idé. Det forløb uden drama og uden panik. Hun plantede lidt ro i mig, bare fem gram eller deromkring – en ro jeg ikke havde mærket den mindste flig af i mange år.

Da vi tog af sted, ville jeg gerne indlægges; bare nogle få dage i hvide lagner, et sted hvor nogle kunne tage sig af mig, når jeg ikke selv kunne. Min tidsfornemmelse for den dag er sønderskudt, men det kære menneske har fortalt mig, at vi ventede længe. Jeg fik foretræde for en læge, der fortalte mig, at det handlede om mit liv. Jo tak! Det var jeg klar over allerede, for jeg havde tænkt på det i næsten 30 år. Hun have også lige tre tips og tricks, hvoraf jeg kun husker de to: 1) find et andet arbejde og 2) find en ny psykiater. Så var jeg næsten mere ensom end den foregående aften – det endelige bevis, på at jeg aldrig ville kunne få hjælp, var blevet serveret af selveste sagkundskaben. Jeg skulle også lige love ikke at gøre et nyt forsøg. Det kunne jeg simpelthen ikke! Når man har tænkt på noget så længe, når man har set det som en patentløsning, når man har gjort det første forsøg, er der ikke langt til at tænke på det næste. Når livsangsten er størst, skyr man ingen midler.

Vi tog hjem med uforrettet sag; dér var der ingen grund til hænge ud, og de ville jo alligevel heller ikke have mig. Det kære menneske tjekkede, at jeg var så meget ved mine fulde fem, at jeg kunne finde ud af at rede seng mv., og gik med løftet om at komme igen næste formiddag.

Dagen efter blev fyldt med gråd; dér gik det op for mig, hvad der kunne være sket, som om det først var dér, jeg blev revet ud af den momentane sindssyge. Dagen før havde en kollega i telefonen spurgt ”Er du ikke glad for, at det ikke lykkedes?” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.

Det kære menneske kom med morgenmad (køleskabet var tomt; det skulle jo have været et ordentligt selvmord, ikke sådan et sjusket et). Hun kom også med forslag til, hvad vi kunne sætte i værk. Hun kendte en meget dygtig psykolog og en ditto psykiater, der arbejdede sammen. Jeg ville gerne se dem an, men kunne først sige noget endeligt, når jeg havde truffet dem. Syntes, jeg havde leveret mit livs historie så mange steder, at jeg ikke orkede det mere. Jeg krævede ikke at blive lykkelig, men ønskede mig fraværet fra at være u-lykkelig.

En lang række samtaler med både psykologen og psykiateren vendte langsomt skuden – uendeligt langsomt. Her var en psykolog, der forstod sig på det kognitive, her var en psykiater, der ikke sagde, at jeg måtte tage mig sammen. Disse to fjernede alle belastninger fra mig, og jeg havde kun én opgave, nemlig at holde mig i live til næste dag, hvor de ringede hver morgen i den første tid. Min arbejdsplads betalte det hele og jeg er dem taknemmelig.

Jeg var sygemeldt på fuld tid i 2½ måned og vendte tilbage med en deltidssygemelding. Mit job har altid betydet meget for mig, og jeg var oprigtigt bange for ikke længere at kunne klare presset fra arbejdsmarkedet. Den tid, jeg var hjemme, programmerede jeg som en vanvittig og transskriberede en kirkebog; jeg ville vise, at jeg kunne arbejde, at min hjerne fungerede, men kunne ikke forestille mig, at jeg atter skulle kunne arbejde under ydre pres. Min arbejdsplads var fantastisk – også da jeg kom tilbage. Jeg lavede det, jeg kunne og gik på slaget 12:00. Langsomt begyndte jeg at mærke, at det gik helt godt, og efter tre uger begyndte jeg at arbejde på fuld tid. Nu går man jo ikke og forventer, at ens arbejdsplads agerer på en bestemt måde, hvis livsangsten tager over, alligevel leverede de helt uventet en uendelig hjælp.

Nu 2½ år efter har jeg fået det bedre, end jeg nogensinde har haft. Livsangst og liv tog livtag med hinanden, og livet vandt.

Midt i sygdommen, afmagten og håbløsheden havde jeg ikke stiftet bekendtskab med hverken Gud eller kirken, men det har ændret sig for nyligt. Jeg er både døbt og konfirmeret, men har været fuldstændig kirkefremmed. Jeg kender nu en præst, der spurgte, ”Hvorfor opsøgte du ikke en præst?” Tanken faldt mig ikke ind, og jeg har svært ved at se, hvad en præst skulle have stillet op, hvor psykoterapeuter, stresscoaches og psykiatere havde givet fortabt. Jeg undrer og søger stadig i en spirende, begyndende tro; jeg ved ikke ret meget, men kan alligevel se, at hvis troen havde været en integreret del af mit liv, havde jeg nok ikke udsat mig selv for livtaget.

2006 blev et år, der startede med næsten død og sluttede med helt død, idet min mor døde ved årets udgang. Forholdene har været komplicerede, så på mange måder var det en lettelse. Det var med til at sætte mig på fri fod. Havde livsangsten vundet, havde min mor også vundet. Nu blev det sådan, at livet vandt, min mor døde og jeg overlevede; det er den bedste udgang – for mig!

,

Jeg en ‘Kirkefremmed’

Jeg har læst mig til – på Internettet naturligvis, at vi undrende hedninge med et meget bedre ordvalg kaldes ‘Kirkefremmede’ – og det er rigtigt; vi er fremmede overfor kirken og dens traditioner, ritualer, metoder og fremgangsmåder.

Med et kik på Langfredag aftens TV-program kan jeg ikke lade være med at tænke, at der måske en grund til, at vi er så mange, der er kirkefremmede. Hvad viser dumme-kanalerne langfredag? Måske en af kirkeårets væsentligste dage? Der er (ved Gud) X-faktor og Anders And, og sikkert lignende ‘stupiditeter’ ovre på den kanal, som jeg er alt for snobbet til så meget som at kaste et blik på programmet for.

Hvor får det moderne menneske sine umiddelbare indtryk, af hvad der er vigtigt, fra?

Rigtigt gættet min ven – fra TV! Vil man markedsføre kirken for alvor, må man afsted til det æterbårne (og i 2009 digitaliserede) medie og husalter. Men men… Kristeligt Dagblad (jeg har en 30 dages prøvetur!) havde forleden en række refleksioner over den lidet kristne TV-påske. Et interview med programchefen afslører det hele: Der skal sendes for de brede segmenter, vist nok de rød-blå-grøn-lilla-hvide, for det er jo public service, seertallene afgør det hele, og så kan vi da ikke sende TV om alt det, der er baggrunden for vores kultur! Forstå det hvem der kan, for det giver ikke mening. Skal public service være fordummende? public service ikke værne om det, der danner baggrunden for de flestes livsanskuelse?

Selv om jeg ikke ved ret meget om kirken, har jeg dog allerede fattet (men jeg er også ‘på den rigtige side af kvik’), at vores samfund bygger på den kristne tro og kirke! De fleste deltager i dette samfund – hvorfor er det så ikke public service, at bringe udsendelser herom?

Er det bare fordi ‘public service’ slet ikke betyder ‘public’ service? Er vi semantisk gået helt galt i byen? Betyder public service attter og atter og altid en evig leflen for den laveste fællesnævner? I det lys forstår jeg det store antal af ‘kirkefremmede’!

I onsdags sad jeg med kolleger i kantinen til frokost; vi talte om, hvad vi hver især skulle de kommende dage. En vis herre fór i mig, og jeg spurgte dem “Skal I i kirke?”. De så på mig, som om jeg var lidt skør, og det er jeg måske også, og medierne bærer ved til dette bål.