Naturstyrelsen – en realitet

Det ser ud til at være gået godt!

Mit job består i at drifte, udvikle og supportere vores tidsregistreringssystem mTID for samlet set ca. 3.000 brugere på Miljøministeriets område opdelt i 6-7 databaser.

Jeg har imødeset dagen i dag med spænding, fordi to af vores styrelser er fusioneret, og det har betydet, at ca. 1.000 brugere i den fusionerede “Naturstyrelsen” skulle indlæses fra kildesystemet Omada i en ny og frisk database. Herudover er Natur- og Miljøklagenævnet oprettet i en ny database, og der er sket en lang række tilpasninger på virksomhedsområdet under Miljøstyrelsen.

Det undrer mig, at jeg i dag ikke har haft flere henvendelser end jeg har. Det skyldes enten, at konsulenterne og jeg har udfoldet den rene magi mellem jul og nytår og er helt fantastisk dygtige eller også skyldes det, at brugerne endnu ikke rigtig har opdaget, de problemer der er, fordi de har haft travlt med at pakke deres flyttekasser ud. Alle vi, der sidder i Haraldsgade, er nemlig også flyttet fysisk, således at den  nye struktur bedre kan udfolde sig i al dens magt og vælde. Jeg håber, det skyldes, vi har udfoldet magi og været dygtige.

Da vi sad og rodede med det hele mellem jul og nytår stillede en af konsulenterne spørgsmålet: “Hvorfor gør I egentlig dette her?” Jeg sad og følte mig lidt dum, da jeg ikke uden videre kunne svare på det.

Det seneste halve år har alting bare bygget op til fusionen og fokus har været på at få det hele til at fungere, så vi kunne komme godt fra start i dag.Når først beslutningerne er truffet, er det bare vores job at føre dem ud i livet. Sådan er det, og sådan skal det også være!

Jeg er glad for at være offentligt ansat, jeg lever af det og kan ikke andet, men til tider tænker jeg, at vi bruger rigtig mange kræfter på det interne i stedet for at levere værditilvækst til vores kunder. Jep – jeg ved godt, at efter fusionen og de andre ændringer vil der komme enormt meget mere værditilvækst til kunderne, og at det netop er derfor vi laver så kolossale ændringer. Vi ønsker at det skal blive bedre, vi tror på det og vi knokler for det, men nogle gange kan man alligevel komme i tvivl…

,

Dagslyslampe

Beurer TL60 står nu på mit skrivebord.

I flere år har jeg haft tænkt på at anskaffe en dagslyslampe hjemme, men det er bare ikke rigtig blevet til noget. Jeg følte mig ikke overbevist om, at det rent faktisk virkede.

Nu anbefalede min psykiater, at jeg fik en på arbejdet, så jeg kan sidde ved den, mens jeg arbejder. Han nærmest garanterede, at den ville have effekt. Han sagde også, at den sikkert ville få mig til at glæde mig til at skulle på arbejde. Den slags udsagn synes jeg jo nok, man skal være lidt forsigtig med at slå om sig med, men da jeg så lampen i morges, blev jeg faktisk glad. Det lyder skørt ikke?

Chefen sagde OK til indkøbet af lampen og vores indkøbschef handlede hurtigt, og indkøbte en Beurer TL60 til mig, og nu sidder jeg så her i lampens klare skær. Jeg nåede lige at prøve den lidt i fredags, og det der var helt vildt var faktisk at slukke den, for så blev det tydeligt, hvor mørkt mit lokale er.

Det føles fuldstændig som almindeligt dagslys. Lampen simulerer dagslys på over 7.000 lux, medens et almindeligt godt oplyst kontor har en belysningsstyrke på omkring 500 lux. 1 lux svarer ca. til lyset fra et stearinlys

Sollys styrer indirekte produktionen af melatonin, som kun afgives til blodet, når det er mørkt. Dette hormon fortæller kroppen, at det er sengetid. Derfor bliver det for mange mennesker også så pokkers svært at komme ud af sengen, når det er vinter, og derfor har lampen størst effekt, hvis man bruger den umiddelbart efter, man er stået op, fordi produktionen af melatonin så standses.

Når der mangler lys, hæmmes produktionen af serotonin, som er et hormon, der har stor indflydelse på følelsen af velvære.

Samlet set har jeg store forventninger til lampen og dens effekt.

,

Arbejde!

Det var godt at komme på arbejde igen

For 117. gang har jeg nu været fraværende på grund af sygdom; jeg er træt af det, og træt af hele tiden at komme i situationer, hvor jeg skal hive mig selv op ved hårrødderne for at komme ud af døren igen. Til tider tænker jeg, at de udsving – i humør og kræfter – jeg oplever er naturlige og bare følger årstiderne, medens jeg til andre tider overvejer, om det ikke netop var disse udsving medicinen burde tage fuldstændigt? Jeg må spørge psykiateren næste gang jeg ser ham.

Jeg vil leve et fuldstændig almindeligt musegråt liv, lige ud ad landevejen og uden udsving. Måske kræver jeg det urimelige? – og denne her gang har det da heller ikke været nær så slemt som på samme tid sidste år.

Min supersøde chef har iværksat, at vi nu får indkøbt en dagslyslampe til mig, og jeg har været inde at spørge om jeg, når vi om ikke så længe skal flytte lokaler, kan få et lokale med dagslys. Lige nu har jeg et af husets mørkeste rum, hvor jeg er nødt til at have loftslyset tændt selv om sommeren. Hrm… tjah, efterspørgslen på énmandskontorer med dagslys er ikke ligefrem faldende, og der må prioriteres. Jeg håber, hun prioriterer mig og min syge hjerne.

Samlet set var det en rigtig positiv oplevelse at komme på arbejde igen – og jeg forstår ikke helt, at jeg var så bange for det. Jeg har jo søde kolleger, en god chef og mit eget kontor (om end mørkt). Måske skal jeg bare tage at arbejde noget mere? 🙂