Brandøvelse

Vi har haft brandøvelse i dag.

Bedst som jeg sad og arbejdede kom en kollega forbi og sagde “Det brænder, tag det roligt og gå udenfor”. Jeg tog det fuldstændig roligt, puttede min portemonnæ i lommen, lukkede døren til kontoret og gik ned ad trappen ud i gården og til opsamlingsstedet. Så stod vi vel 300 mennesker på en parkeringsplads og vidste godt, at dette var en øvelse – og godt det samme. Havde det været virkelighed…

Tankerne når lige at flyve gennem hovedet på vej ned ad trappen “tænk hvis det ikke er en øvelse? Har jeg det vigtigste med mig?”

Vi fik kollektivt noget af en opsang fra brandmanden:

  • Ingen havde ringet 112
  • Branddøre var flere steder kilet fast, så de ikke kunne udføre deres funktion, nemlig at lukke når det brænder
  • Flere tog det meget stille og roligt og var syv minutter om at komme ud ad døren
  • Nogle mente, at “denne røg var ikke skadelig” og brugte alligevel trappen, hvor røgen var

En opsang fra en brandmand er tankevækkende for han jo ret – og det er ham, der er professionel. Han ved, hvad der skal gøres og at det kan koste livet at gøre noget andet.

Vel tilbage gik snakken om varslingssystemet. Vi er formentlig 5-600 mennesker i Haraldsgade 53. Varsling forgår via e-mail! I dag kom den fra receptionen og var sendt til “alle” (men de plejer at handle om ledige – og dernæst optagede – massagetider, så jeg sorterer dem automatisk fra). Det er over min fatteevne, hvordan man i den virkelige verden ville evakuere så mange mennesker ved at sende dem en e-mail! Nede på opsamlingsstedet var der nogle der spurgte, hvorfor vi ikke har alarmklokker rundt på de fem etager? Svaret var “Det har vi ikke budgetteret”. Jeg tænker, at så man lægge nogle nye budgetter og iøvrigt har der været kontorer i mindst 20 år! Alternativt bliver evakueringen lige så legetøjsagtig som den lille brandbil på billedet.

,

Det gode arbejdsliv

Medarbejdersamtale sætter tanker i sving

Jeg er så småt ved at forberede mig til den årlige medarbejdersamtale og i den forbindelse konstaterer jeg, at jeg er tilfreds med mit arbejdsliv.

Hvad skal man bruge til et godt arbejdsliv? Her er et bud:

  • Nogle opgaver man kan lide
  • Et godt lokale
  • En ordentlig arbejdsstation med en stærk pc
  • En god chef
  • Nogle gode kolleger
  • En ordentlig hyre

Jeg kan ikke finde på mere og vurderet på disse parametre, har jeg simpelthen et godt arbejdsliv – og skal jeg vurdere det på en skala fra 1-10, havner jeg på 9, da der ellers ikke er plads til forbedring. Der er altid ting, der kunne optimeres, men overordnet set er jeg godt tilfreds.

På én måde kunne jeg godt tænke mig ikke at sidde med eneansvaret for 3.000 brugere af mTID, men det er i og for sig kun et problem, når jeg ikke er her. I det daglige går det fint, selv om der kun er mig til drift, support og udvikling af tidsregistreringssystemet mTID. Problemet opstår først, hvis jeg har ferie eller er syg. Efter sådanne perioder kommer jeg som hovedregel tilbage til alle de mails, der er kommet, mens jeg var væk. Vi har talt meget om, hvordan det kunne løses, men ingen af os har en god løsning.

Jeg kunne også tænke mig at have nogle opgaver med at skrive tekster til vores intranet, og det står også i mit ansættelsesbrev, at jeg skal gøre det halvdelen af tiden, men der stiller sig altid en driftsopgave i vejen. Der er altid et eller andet større projekt på vej med mTID.

På én måde kunne jeg også tænke mig at have kolleger, der beskæftigede sig med det samme som mig, men i vores kontor er det hovedreglen, at vi passer hver vores butik – og egentlig går det jo også så glimrende.

Det er med fuldt overlæg, jeg kalder det “medarbejdersamtale” og ikke “medarbejderudviklingssamtale” for jeg har forlængst indset, at min faglige udvikling ikke sker på arbejdspladsen, men via alt det jeg lærer mig selv i min frie tid. De traditionelle skemaer tager altid udgangspunkt i, hvad man så har lært gennem året på jobbet. Ofte svarer jeg “minus”, men der mangler traditionelt herefter en boks, hvor man kan afkrydse, at det er OK, at det forholder sig sådan.

, ,

9 pct. af danskerne blogger

Politiken skriver: “Ni procent af de danske internetbrugere skriver blog, og næsten hver fjerde har læst én. Mændene er mere aktive end kvinderne.”

Hvorfor er det sådan, at mænd er mere aktive i blogosfæren? Umiddelbart kan jeg se to forklaringsmodeller:

  1. Mænd har mere tid, fordi det er kvinderne, er står med hovedansvaret for hjemmet. Det er jo svært at sætte sig inspireret foran pc’en, hvis drengene løber én om benene
  2. Mænd er mere ensomme end kvinder

ad 1: er det ikke ufatteligt, at det er sådan i 2008? Jeg har én mandlig ven, der siger “man kan ikke passe sin egne børn”. Men bortset fra ham er det jo desværre sådan, at det er kvinderne, der “bestyrer” hjemmet, fordi de er så gode til at “få det til at fungere”. Kære venner – maskiner fungerer, mennesker gør noget andet!

ad 2: Personligt kan jeg mærke, at hvis jeg føler mig alene med følelser, tanker og tro bloger jeg mere, end jeg ellers ville have gjort. Det er næsten som at have en at tale med.

Bloggens faste læsere kan give mig energi og få mig til at føle, at jeg har nogle at skrive til og for. Læsernes kommentarer i ny og næ betyder meget for mig!

I rigtig mange år skrev jeg dagbog i papirform, men mange års (ca. 25 år) skriblerier røg ud, da jeg flyttede i efteråret 2007, for de føltes så passive. Måske er der rigtig mange ensomme fyre, der blogger? Og med ensom mener jeg ikke kun alene på den kedelige måde, men også at være “alene sammen”, hvilket kan være urimeligt hårdt. Så hellere rigtigt alene.