, , ,

Glad – en gang lommefilosofi

For det meste går man bare rundt og lever, uden at tage stilling til, hvordan det nu er at være i live. Og sådan skal det nok også være. Jeg har det nu lidt anderledes. Mit lille mantra er “Life is an offer you can’t refuse”.

Slægtsforskningen med kirkebøgernes optegnelser om dåb, konfirmation, vielse og død, og det at jeg er medejer og medstifter af initiativet Dansk KirkegårdsIndex, som er en ressource til slægts- og lokalhistorikere, hvor jeg ind i mellem tager billeder af alle gravsten på en kirkegård og efterfølgende indtaster teksten fra stenene i en database, gør at jeg er opmærksom på, at “Livet er jo dagene”, og at rækken af dage ikke er uendelig, selv om de fleste af os lever sådan.

Vi tror, vi er udødelige, indtil det modsatte er bevist. Men det er en fejlslutning. Måske burde jeg ikke tænke sådan, men det gør jeg altså, for det er ofte bevist, at jeg har ret 8)

Når man har erkendt – og ved – at vi ikke er her evigt, er det om at optimere den periode, vi er her. Det kan gøres i det store og i det små. For mig har det ikke materialiseret sig i det store, men jeg er opmærksom på, at kan jeg vælge, gør jeg kun det, jeg har lyst til. Et ex er at lade være med at lade som om, jeg er udadvendt, når jeg overhovedet ikke er det. Måske er lykke bare at leve i overensstemmelse med den, man nu er? Kunsten kan så være, at finde ud af, hvem man er.

I mange år (mere end 10) havde jeg kun fokus på mit arbejde og min karriere, som bare er meget almindelig; jeg havde ikke tid til at leve. Dengang var jeg ofte utrolig bange for pludselig en dag at være blevet gammel, at vende mig om, og så sige “Jamen det var jo slet ikke sådan, det skulle være”. Der er kun én chance, og den kommer aldrig igen. Søndag den 16. september 2007 kommer aldrig igen. Da jeg fik en hobby, begyndte jeg at prioritere tid til den, hvilket vil sige, tid til mig.

På den måde kan jeg sidde en søndag foran en kirkebog, min pc og med gode gamle Giro 413 i baggrunden og føle mig glad. Bare sådan helt almindelig glad. Det er er da herligt.

Vi var pionerer

Der er en periode af mit arbejdsliv, jeg ofte tænker tilbage på med et lille sug i maven. Vi var en håndfuld, der på stort set samme tidspunkt blev ansat i en lille statslige institution i vækst. Vi var håndplukkede rundt omkring fra, og der var meget, vi ikke vidste – men der var én ting, vi ville, og det var at være med til at sætte præg på institutionen og dens planlagte vækst – en vækst der skulle vise at blive langt større, end vi nogensinde havde drømt om.

Vi var nok en flok særlinge, men vi havde respekt for hinandens kompetencer. Det var længe før nogen af os havde været på lederkurser, og egl. ledede vi også bare os selv og hinanden, for vi havde lysten og viljen til at lære det, vi ikke kunne på forhånd og til at skabe de ultimative løsninger. Vi stillede os ikke tilfreds med at lave tingene halvt, hvis de kunne laves helt. Jeg savner det lille sted, og mest af alt savner jeg den helt særlige stemning vi i fællesskab skabte der.

Jeg var der som ung budgetkonsulent, og havde fx ikke erfaring med at administrere lokalløn. Min ven var der som ung regnskabsleder, og han var heller ikke helt skarp til det. Men vi skulle jo kunne det, og vi havde sådan set kun hinanden at lære af – og hvad gjorde vi så? Vi lukkede os inde på et kontor en hel eftermiddag med cirkulærer, vejledninger og regneark – og lavede eksempler. Og da vi kom ud havde vi lært det – og jeg skal hilse og sige, at vi aldrig har glemt det igen.

Da jeg gjorde en af de andre opmærksom på det forleden, sagde han “Vi var jo pionerer”, og det er rigtigt. En pioner afdækker nyt og ukendt land, og det gjorde vi sandt for dyden. Vi knoklede men syntes, det var vores sted, og det var os, der lagde grundstenene.

Jeg har tit tænkt tilbage på det som en af de bedste perioder i mit arbejdsliv, og føler mig ret overbevist om, at det var pionerånden, der var forskellen til alle de andre steder, jeg senere har været ansat. det at bygge noget varigt sammen med de andre var unikt.

Uden at formulere det så konkret, havde vi “fælles mål og fælles ansvar”, og hu hej hvor det motiverede. Senere har vi så været på lederkurser og lært at det hedder sådan, og at det er meget motiverende. Hæ hæ – det vidste vi da godt, for vi havde selv erfaret det.

, , , ,

Fremtid

‘Fremtiden interesserer mig umådelig meget, det er nemlig der, jeg skal tilbringe resten af mit liv’ skal Mark Twain have sagt – og jeg har det lige sådan. Selv om jeg er blevet meget voksen med egen altan, pensionsopsparing og notarpåtegnet testamente, hindrer det mig ikke i at tænke over, hvad jeg kunne tænke mig.

Jeg er utrolig glad for mit job i UM, men det hindrer mig ikke i at tænke over, hvad jeg kunne tænke mig at lave, når mit åremål udløber i april 2009.

Helt banalt kunne jeg tænke mig at leve af et eller andet med slægtsforskning, historie, formidling, computer, hjemmeside, undervisning i disse emner eller styring af projekter om disse emner. Sådan et job findes ikke, og det vil heller ikke blive slået op – så jeg skal selv skabe det. Nu er jeg ikke rigtig sælgertypen, der kan gå ud til en arbejdsgiver og sælge mine kompetencer, så jeg skal finde en anden metode. Gå selvstændig? Hrm… tjo, men hvor skulle kunderne komme fra?

En helt anden tanke: Det ville fantastisk at studere et par år på IT-universitetet, og at lære tingene fra bunden og rigtigt. Men realistisk set, så vil jeg aldrig nå de unge udviklere til sokkeholderne. Jeg kender et par af de gutter fra fx Datafagtekniker-uddannelsen, og de er bare så dygtige.

Næh vejen frem må være at finde nye udfordringer inden for det jeg kan i forvejen, men gerne på det historiske område.