,

Det gode arbejdsliv

Medarbejdersamtale sætter tanker i sving

Jeg er så småt ved at forberede mig til den årlige medarbejdersamtale og i den forbindelse konstaterer jeg, at jeg er tilfreds med mit arbejdsliv.

Hvad skal man bruge til et godt arbejdsliv? Her er et bud:

  • Nogle opgaver man kan lide
  • Et godt lokale
  • En ordentlig arbejdsstation med en stærk pc
  • En god chef
  • Nogle gode kolleger
  • En ordentlig hyre

Jeg kan ikke finde på mere og vurderet på disse parametre, har jeg simpelthen et godt arbejdsliv – og skal jeg vurdere det på en skala fra 1-10, havner jeg på 9, da der ellers ikke er plads til forbedring. Der er altid ting, der kunne optimeres, men overordnet set er jeg godt tilfreds.

På én måde kunne jeg godt tænke mig ikke at sidde med eneansvaret for 3.000 brugere af mTID, men det er i og for sig kun et problem, når jeg ikke er her. I det daglige går det fint, selv om der kun er mig til drift, support og udvikling af tidsregistreringssystemet mTID. Problemet opstår først, hvis jeg har ferie eller er syg. Efter sådanne perioder kommer jeg som hovedregel tilbage til alle de mails, der er kommet, mens jeg var væk. Vi har talt meget om, hvordan det kunne løses, men ingen af os har en god løsning.

Jeg kunne også tænke mig at have nogle opgaver med at skrive tekster til vores intranet, og det står også i mit ansættelsesbrev, at jeg skal gøre det halvdelen af tiden, men der stiller sig altid en driftsopgave i vejen. Der er altid et eller andet større projekt på vej med mTID.

På én måde kunne jeg også tænke mig at have kolleger, der beskæftigede sig med det samme som mig, men i vores kontor er det hovedreglen, at vi passer hver vores butik – og egentlig går det jo også så glimrende.

Det er med fuldt overlæg, jeg kalder det “medarbejdersamtale” og ikke “medarbejderudviklingssamtale” for jeg har forlængst indset, at min faglige udvikling ikke sker på arbejdspladsen, men via alt det jeg lærer mig selv i min frie tid. De traditionelle skemaer tager altid udgangspunkt i, hvad man så har lært gennem året på jobbet. Ofte svarer jeg “minus”, men der mangler traditionelt herefter en boks, hvor man kan afkrydse, at det er OK, at det forholder sig sådan.

, ,

9 pct. af danskerne blogger

Politiken skriver: “Ni procent af de danske internetbrugere skriver blog, og næsten hver fjerde har læst én. Mændene er mere aktive end kvinderne.”

Hvorfor er det sådan, at mænd er mere aktive i blogosfæren? Umiddelbart kan jeg se to forklaringsmodeller:

  1. Mænd har mere tid, fordi det er kvinderne, er står med hovedansvaret for hjemmet. Det er jo svært at sætte sig inspireret foran pc’en, hvis drengene løber én om benene
  2. Mænd er mere ensomme end kvinder

ad 1: er det ikke ufatteligt, at det er sådan i 2008? Jeg har én mandlig ven, der siger “man kan ikke passe sin egne børn”. Men bortset fra ham er det jo desværre sådan, at det er kvinderne, der “bestyrer” hjemmet, fordi de er så gode til at “få det til at fungere”. Kære venner – maskiner fungerer, mennesker gør noget andet!

ad 2: Personligt kan jeg mærke, at hvis jeg føler mig alene med følelser, tanker og tro bloger jeg mere, end jeg ellers ville have gjort. Det er næsten som at have en at tale med.

Bloggens faste læsere kan give mig energi og få mig til at føle, at jeg har nogle at skrive til og for. Læsernes kommentarer i ny og næ betyder meget for mig!

I rigtig mange år skrev jeg dagbog i papirform, men mange års (ca. 25 år) skriblerier røg ud, da jeg flyttede i efteråret 2007, for de føltes så passive. Måske er der rigtig mange ensomme fyre, der blogger? Og med ensom mener jeg ikke kun alene på den kedelige måde, men også at være “alene sammen”, hvilket kan være urimeligt hårdt. Så hellere rigtigt alene.

, , , ,

Kronik til Kristeligt Dagblad

Kristeligt Dagblad har udskrevet en kronik-konkurrence, hvor temaet er: “Hjælp fra en uventet kant”. Jeg har indsendt følgende bidrag og håber på at blive blandt de otte af 151, der får kronikken trykt i avisen i løbet af sommeren.

Livet vandt over livsangsten

Mange år med stress, en længerevarende svær depression, der sluttede med et selvmordsforsøg i 2006, hvor livet vandt over livsangsten, vendte grundigt op og ned på min verden og på min tilgang til livet. Herom handler denne kronik.

Som menneske har jeg aldrig været forvænt med at forvente, og hjælp udefra vil altid være fra en uventet kant. Som ung læste jeg Tove Ditlevsen, og et sted skriver hun, at det er bedst aldrig at forvente noget, for så bliver man ikke skuffet. I dag så mange år efter må jeg tage afstand fra en så defaitistisk livsanskuelse, for den er for trist, og jeg vil have lov at forvente mere af livet. Min baggrund er mere mærkværdig end de flestes, og min livsrygsæk kunne have ført mig andre steder hen end der, hvor jeg er i dag. Jeg kunne blandt andet have været død.

Om aftenen den 3. januar 2006 brast det hele, og jeg besluttede at gøre dét, som jeg siden mit 14. år havde haft in mente som sidste mulighed. Jeg ved ikke, hvordan beslutningen tog form, men jeg ved hvorfor. Et vanvittigt arbejdspres, en idriftsættelse af et verdensomspændende IT-system, en jul jeg havde skulket fra og ingen savnede mig af den grund, en hjerne, der var følsom overfor den mindste lyd (forestil dig at et museklik lyder som et tordenbrag), en følelse af, at livet ikke var livet værd, når jeg – trods stort besvær – ikke havde kunnet få det bedre, og ikke havde kunnet komme ud af tre depressioner.

Ofte hører man tale om dødsangst; det har jeg aldrig haft, og ved ikke, hvordan er. Men jeg ved en masse om livsangsten og dens hæslige forklædninger i forskellige former for selvdestruktion. Den ypperste selvdestruktion må være selvmordet?

Jeg dækkede scenevant op, skønt det var min urpremiere: Gik ned med affaldsposen og de ulæste aviser, kiggede på den klare fuldmåne og tænkte ”det er sidste gang, jeg ser månen”, slukkede for varmen, gjorde rent, vaskede op, lagde sygesikringskortet frem, trak telefonstikkene ud og skrev det sidste brev. Gik ud i køkkenet og spiste i store håndfulde al medicin, jeg havde i huset og skyllede ned med varmt vand for hurtig effekt. Sig aldrig at det var et råb om hjælp! Jeg husker kun én følelse fra den aften: den uendelige ensomhed, da jeg ud i rummet spurgte ”hvorfor skal jeg dø?”

Vi skifter scenen til dagen derpå: På min arbejdsplads har vi en socialrådgiver, som jeg gennem efteråret havde haft en del kontakt med. Hun ringede om formiddagen (jeg begriber ikke, hvordan telefonstikkene var kommet i igen), og spurgte, hvad der skete hjemme hos mig. ”Det kan jeg ikke sådan lige forklare”, måtte jeg jo sige. Denne lille samtale med et menneske fra mit arbejde, som stillede sig fuldstændig til rådighed på mine præmisser og i et tempo, jeg kunne klare, var i sandhed hjælp fra en fuldstændig uventet kant. Det blev starten på mit nye liv.

Hun mødte op hos mig efter kort tid, vi spiste morgenmad og blev enige om, at en tur på den psykiatriske skadestue var en god idé. Det forløb uden drama og uden panik. Hun plantede lidt ro i mig, bare fem gram eller deromkring – en ro jeg ikke havde mærket den mindste flig af i mange år.

Da vi tog af sted, ville jeg gerne indlægges; bare nogle få dage i hvide lagner, et sted hvor nogle kunne tage sig af mig, når jeg ikke selv kunne. Min tidsfornemmelse for den dag er sønderskudt, men det kære menneske har fortalt mig, at vi ventede længe. Jeg fik foretræde for en læge, der fortalte mig, at det handlede om mit liv. Jo tak! Det var jeg klar over allerede, for jeg havde tænkt på det i næsten 30 år. Hun have også lige tre tips og tricks, hvoraf jeg kun husker de to: 1) find et andet arbejde og 2) find en ny psykiater. Så var jeg næsten mere ensom end den foregående aften – det endelige bevis, på at jeg aldrig ville kunne få hjælp, var blevet serveret af selveste sagkundskaben. Jeg skulle også lige love ikke at gøre et nyt forsøg. Det kunne jeg simpelthen ikke! Når man har tænkt på noget så længe, når man har set det som en patentløsning, når man har gjort det første forsøg, er der ikke langt til at tænke på det næste. Når livsangsten er størst, skyr man ingen midler.

Vi tog hjem med uforrettet sag; dér var der ingen grund til hænge ud, og de ville jo alligevel heller ikke have mig. Det kære menneske tjekkede, at jeg var så meget ved mine fulde fem, at jeg kunne finde ud af at rede seng mv., og gik med løftet om at komme igen næste formiddag.

Dagen efter blev fyldt med gråd; dér gik det op for mig, hvad der kunne være sket, som om det først var dér, jeg blev revet ud af den momentane sindssyge. Dagen før havde en kollega i telefonen spurgt ”Er du ikke glad for, at det ikke lykkedes?” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.

Det kære menneske kom med morgenmad (køleskabet var tomt; det skulle jo have været et ordentligt selvmord, ikke sådan et sjusket et). Hun kom også med forslag til, hvad vi kunne sætte i værk. Hun kendte en meget dygtig psykolog og en ditto psykiater, der arbejdede sammen. Jeg ville gerne se dem an, men kunne først sige noget endeligt, når jeg havde truffet dem. Syntes, jeg havde leveret mit livs historie så mange steder, at jeg ikke orkede det mere. Jeg krævede ikke at blive lykkelig, men ønskede mig fraværet fra at være u-lykkelig.

En lang række samtaler med både psykologen og psykiateren vendte langsomt skuden – uendeligt langsomt. Her var en psykolog, der forstod sig på det kognitive, her var en psykiater, der ikke sagde, at jeg måtte tage mig sammen. Disse to fjernede alle belastninger fra mig, og jeg havde kun én opgave, nemlig at holde mig i live til næste dag, hvor de ringede hver morgen i den første tid. Min arbejdsplads betalte det hele og jeg er dem taknemmelig.

Jeg var sygemeldt på fuld tid i 2½ måned og vendte tilbage med en deltidssygemelding. Mit job har altid betydet meget for mig, og jeg var oprigtigt bange for ikke længere at kunne klare presset fra arbejdsmarkedet. Den tid, jeg var hjemme, programmerede jeg som en vanvittig og transskriberede en kirkebog; jeg ville vise, at jeg kunne arbejde, at min hjerne fungerede, men kunne ikke forestille mig, at jeg atter skulle kunne arbejde under ydre pres. Min arbejdsplads var fantastisk – også da jeg kom tilbage. Jeg lavede det, jeg kunne og gik på slaget 12:00. Langsomt begyndte jeg at mærke, at det gik helt godt, og efter tre uger begyndte jeg at arbejde på fuld tid. Nu går man jo ikke og forventer, at ens arbejdsplads agerer på en bestemt måde, hvis livsangsten tager over, alligevel leverede de helt uventet en uendelig hjælp.

Nu 2½ år efter har jeg fået det bedre, end jeg nogensinde har haft. Livsangst og liv tog livtag med hinanden, og livet vandt.

Midt i sygdommen, afmagten og håbløsheden havde jeg ikke stiftet bekendtskab med hverken Gud eller kirken, men det har ændret sig for nyligt. Jeg er både døbt og konfirmeret, men har været fuldstændig kirkefremmed. Jeg kender nu en præst, der spurgte, ”Hvorfor opsøgte du ikke en præst?” Tanken faldt mig ikke ind, og jeg har svært ved at se, hvad en præst skulle have stillet op, hvor psykoterapeuter, stresscoaches og psykiatere havde givet fortabt. Jeg undrer og søger stadig i en spirende, begyndende tro; jeg ved ikke ret meget, men kan alligevel se, at hvis troen havde været en integreret del af mit liv, havde jeg nok ikke udsat mig selv for livtaget.

2006 blev et år, der startede med næsten død og sluttede med helt død, idet min mor døde ved årets udgang. Forholdene har været komplicerede, så på mange måder var det en lettelse. Det var med til at sætte mig på fri fod. Havde livsangsten vundet, havde min mor også vundet. Nu blev det sådan, at livet vandt, min mor døde og jeg overlevede; det er den bedste udgang – for mig!