Problemer med Outlook

Jeg må i gang igen! Bloggen har været stille henover sommeren, for jeg synes ikke, jeg rigtig har oplevet noget, der var værd at dele med jer andre. Men nu vil jeg forsøge mig igen og håber at kreativiteten og idérigdommen har haft godt af en sommerpause.

Jeg sidder på arbejdet og stirrer på en webside, der meddeler følgende:

Problemer med Outlook

Opdatering: Der er alvorlige tekniske problemer med de IT-systemer der håndterer Outlook. Der er stadig ikke nogen tidshorisont, men ekstern tekniker afventes.”

Mit arbejde med support foregår alt sammen via e-mail, for jeg kan ikke lave telefonsupport. Jeg evner det ikke. E-mailen kører i Outlook, når det ellers kører, og det betyder, at jeg intet har at lave lige nu – og der ser ikke ud til at være bedring på vej. Det er næsten rystende, at alt kan sættes i stå på grund af et problem med Outlook; så går det op for én, hvor sårbart hele systemet i virkeligheden er. Alt, der er vigtigt, foregår i dag på mailen. Det er mange år siden, man tømte dueslaget et par gange om dagen og hev dagens post ud af hyttefadene; til tider ønsker jeg mig tilbage til dengang.

Kollegernes nye sider

Arbejd i en sommerperiode og opdag dine kolleger.

Danmark holde ferie, og det er lige, som det skal være. Vi er dog nogle få, der holder butikken i gang, alt i mens vi venter på, at det bliver vores tur. Her er så stille, så stille, og her kommer det fantastiske: Jeg synes simeplthen, at jeg har lært mine tilbageværende kolleger at kende på en helt anden måde.

Sædvanligvis siger vi “God morgen”, “Hej” og “Farvel”, vi spiser frokost og går til møder og alt er koncentreret om opgaverne – som det sig naturligt hør og bør, det er jo da et arbejde. Men det fascinerende er, at i en stille periode kan vi overskue os selv og hinanden, her er ingen, der enten er – eller føler sig – mere end de andre. Vi trække frokosten lidt i langdrag og der er plads til at lære andre sider af hinanden at kende. Samtalerne er lettere at overskue, når man er fem, end når man er 20 samlet.

Nuvel jeg ved ganske udmærket, at det ikke er kollegerne, der har ændret sig, det er mig! Det er mig der åbner lidt mod verden omkring mig, fordi der simpelthen er tid til det. Normalt tikker arbejdsopgaverne ind i en lind strøm og holder mig særdeles god beskæftiget, og så kommer jeg aldrig på tur med min kaffekop. Jeg har overvejet, om det alligevel ikke kunne have visse sociale kvaliteter at lægge det ind i den daglige rutine – de er jo faktisk rigtig hyggelige 🙂

Brandøvelse

Vi har haft brandøvelse i dag.

Bedst som jeg sad og arbejdede kom en kollega forbi og sagde “Det brænder, tag det roligt og gå udenfor”. Jeg tog det fuldstændig roligt, puttede min portemonnæ i lommen, lukkede døren til kontoret og gik ned ad trappen ud i gården og til opsamlingsstedet. Så stod vi vel 300 mennesker på en parkeringsplads og vidste godt, at dette var en øvelse – og godt det samme. Havde det været virkelighed…

Tankerne når lige at flyve gennem hovedet på vej ned ad trappen “tænk hvis det ikke er en øvelse? Har jeg det vigtigste med mig?”

Vi fik kollektivt noget af en opsang fra brandmanden:

  • Ingen havde ringet 112
  • Branddøre var flere steder kilet fast, så de ikke kunne udføre deres funktion, nemlig at lukke når det brænder
  • Flere tog det meget stille og roligt og var syv minutter om at komme ud ad døren
  • Nogle mente, at “denne røg var ikke skadelig” og brugte alligevel trappen, hvor røgen var

En opsang fra en brandmand er tankevækkende for han jo ret – og det er ham, der er professionel. Han ved, hvad der skal gøres og at det kan koste livet at gøre noget andet.

Vel tilbage gik snakken om varslingssystemet. Vi er formentlig 5-600 mennesker i Haraldsgade 53. Varsling forgår via e-mail! I dag kom den fra receptionen og var sendt til “alle” (men de plejer at handle om ledige – og dernæst optagede – massagetider, så jeg sorterer dem automatisk fra). Det er over min fatteevne, hvordan man i den virkelige verden ville evakuere så mange mennesker ved at sende dem en e-mail! Nede på opsamlingsstedet var der nogle der spurgte, hvorfor vi ikke har alarmklokker rundt på de fem etager? Svaret var “Det har vi ikke budgetteret”. Jeg tænker, at så man lægge nogle nye budgetter og iøvrigt har der været kontorer i mindst 20 år! Alternativt bliver evakueringen lige så legetøjsagtig som den lille brandbil på billedet.