Nutidens forståelse

Nu er “Liget i Jydepotten” en historie, der næsten er fortalt færdig – men jeg vil alligevel knytte et par kommentarer:

  • Historien er et lille bitte stykke rets- og kriminalhistorie
  • Det er også et lille billede på, hvordan livet kunne se ud for den helt almindelige dansker i 1881!
  • Den er også et ex på, hvordan alle dem, som vi sædvanligvis ikke finder noget på, udtalte sig; det er som deres egen dagbog, blot skrevet af myndighederne, for de kunne ikke selv skrive en sådan
  • Aldrig før har jeg været så nært på en tjenestepiges/drengs helt almindelige liv. Bare en sætning i afsnit 3 om, at han tænker på at rejse til Østrig, fordi han er bange for at være i Uhre. Der er uoverskueligt langt fra Uhre til Østrig – og der var endnu længere i efteråret 1881

Vi har en tråd på DIS-Danmark, hvor et par mennesker helt tydeligt føler stærkt enten for eller imod Karen Christensen. Det handler altsammen om følelser! Jeg vil ikke hverken (for)dømme eller undskylde barnemoderen = barnemorderen; personligt mener jeg, at hun har været i den mest forfærdelige situation, man kan forestille sig: Hun så ikke anden udvej end at “skille barnet ved livet”. Det er altid en forfærdelig forbrydelse at slå andre ihjel, og det gælder hvad enten, det er staten eller moderen til et uægte barn, der begår forbrydelsen. Herfor straffes man (når man ikke er staten – i fx USA!) og sådan skal det også være, men § 192 i straffeloven af 1866 er umådelig interessant.

Heri hedder det (ref. Jørgen Green – og så er det rigtigt) “En moder, som forsætlig dræber sit uægte Barn under eller strax efter Fødselen, ansees med Strafarbeide fra 2 indtil 12 år; er Gjerningen imidertid udført efter en før Fødselen fattet Beslutning, bliver Strafarbeide fra 4 Aar indtil på Livstid at anvende.”

Jeg undrede mig længe over, hvorfor man sondrede mellem ægte og uægte børn – hvorfor skulle det dengang være “billigere” at slå sit uægte barn ihjel end sit ægte barn? Forarbejderne til loven finder du her i Goos’ udlægning, og han mener, at moderen allerede var undergivet så meget skyld og skam, at hun ved domsstolene måtte have en lidt mildere straf.

Det er den slags, der gør mig anelse glad ved at være dansker! Det er da human tænkning. Tak for det I gamle straffelovs-koncipister! Når man før 1866 kunne tænke humant, så bør vi også kunne det i dag her mere end 141 år efter. Der er altså ingen grund til at blive forarget på DIS!