, , ,

Skriv!

Psykologen siger det

Anette Friis (psykologen) siger det, og andre siger det: “Skriv en bog”.

Jeg kunne faktisk godt tænke mig at prøve, men jeg føler mig ikke sikker på, at jeg har evnerne. Det kan sommerhøjskolen i juli måske komme med et svar på? Måske skal jeg bare have et skub? Der er stor forskel på at skrive en bog og på at skrive blogindlæg – forestiller jeg mig.

Min skrivestil er personlig, inderlig og ærlig, for det er sådan, jeg er som menneske, men jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg kan holde balancen mellem det på den ene side og selvudleverende pladder på den anden side. Jeg vil ikke være den nye Synnøve Søe!

Emner?

Et naturligt udgangspunkt kunne være den bipolare lidelse. På bloggen er der 75 poster med tagget “Psykiatrisk Center Hvidovre” og 116 poster med tagget “Bipolar lidelse”, så der er noget at tage udgangspunkt i. Kapitel et kunne være det at vågne op efter en ECT-behandling og være forvirret over, om det var overstået eller ej. At skrive om det kunne være en deltagelse i psykiatridebatten – også på et politisk plan. Der vil altid være behov for bidrag til aftabuisering og sygdomsforståelse, og jeg må jo siges at have en del erfaring 🙂 Det politiske tilsnit kunne være en sammenligning med kræftområdet, hvor der er vedtaget – vist nok – fem kræftpakker. Hvad er det Kræftens Bekæmpelse kan, som psykiatriområdet, i form af Sind og Psykiatrifonden, ikke kan?

Et andet udgangspunkt kunne være min blakkede fortid for nu at sige det mildt, men det er her, angsten for det selvudleverende pladder kommer ind. Jeg har haft et liv, der har været op ad bakke fra starten med 2½ år på et børnehjem i Hellerup, og jeg har i mange år ønske mig, at det måske bare kunne være lidt ligeud. Det synes jeg faktisk, jeg har opnået nu. Al den uvished, der kendetegnede 2014 – 2016, og som var et helvede for en bipolar, er afløst af styr på økonomien, på boligen og på arbejdslivet. Sidstnævnte mangler et bette nøk i form af en fastansættelse, men jeg håber og tror… På den anden side er jeg Danmarks mest bekymrede menneske, så jeg ånder først rigtig lettet op, når der foreligger en kontrakt uden bagkant.

God pinse!

, , , , , ,

En god dag!

Det har på alle måder været en god dag.

Ny kontrakt

Der foreligger nu en ny kontrakt mellem Folkekirkens Nødhjælp og mig, og der er en blanket mellem Hvidovre Kommune, Folkekirkens Nødhjælp og mig. Det hele varer indtil videre til årsskiftet 2017/18.

Jeg har selv skrevet “Skånebehovene” i blanketten, hvor jeg har lagt vægt på rolige omgivelser og åbenhed om min sygdom herunder de kognitive problemer med hukommelse og koncentration. Jeg havde en kort telefonsamtale med min kommende chef, hvor jeg også sagde til ham, at hvis han havde supplerende spørgsmål, skulle han endelig stille dem. Jeg har ingen hemmeligheder. Det er også en del af “aftabuiseringen”.

Af kontrakten fremgår det, at vi drøfter mulighederne for forlængelse allerede efter seks måneder; dette for at jeg ikke skal bryde ned i oktober endnu engang som følge af uvisheden. Når vi når sommeren 2017, har jeg ikke haft vished om arbejdslivet siden sommeren 2013. Fire år er lang tid! Jeg håber selvfølgelig, at der til sommer vil foreligge en kontrakt uden bagkant.

Jeg var hos min erhvervsrådgiver i Psykiatrifonden i går, og vi drøftede disse forhold. Hun syntes, at jeg bare skulle tro på, at jeg er en god medarbejder, der leverer varen, og ikke behøver at føle mig “i topform” hver arbejdsdag. Hun har nok ret, for hun kender mig temmelig godt efterhånden. Jeg skal bare lige have møbleret lidt om inde i hovedet efter 23 år i staten, hvor produktions- og produktivitetskravene er umenneskelige. Jeg levede til fulde op til dem, men det var ikke godt for mig, kan jeg se nu.

Afsked med Human Ressource
Fredsduer skabt af palæstinensiske kunstnere

Jeg og resten af HR sagde farvel til hinanden med kaffe og kage. Det var fint og ikke for “stort”. De havde købt to rigtig fine gaver: Fredsduer i glasmosaik lavet af palæstinensiske kunstnere. Duerne er virkelig flotte. Hvis jeg nu havde et juletræ, skulle de hænge der.

Herudover havde Sune skrevet et virkelig dejligt kort. Han synes, jeg har udrettet en masse. Det synes jeg egentlig ikke selv, men så længe han er tilfreds, er alt jo godt. Han udtrykte endvidere stor tilfredshed med, at jeg bliver i “familien”. Jeg har læst kortet flere gange og er glad for det.

Ex medpatient

Jeg har haft besøg af en tidligere medpatient, som er virkelig sød. Det var rigtig hyggeligt, og dejligt at tale med en, der ikke får penge for at tale med mig.

Vi har mange ting til fælles bl.a. tankerne om arbejdsmarkedet. Jeg er nået længere end hende.

Hun er i ressourceforløb fem år, men der foregår intet. Det er hun egl. helt tilfreds med, for hun kan ikke “aktiveres” eller hvad det nu hedder lige nu. Hun har behov for ro. Sygdommen (skizofreni) fylder for meget lige nu. Sagsbehandleren har sagt, at hvis hun ikke er klar til et eller andet efter de første fem år, får hun fem år mere, og til den tid er hun så 40 og kan søge førtidspension.

Jeg prøvede at overbevise hende om, at hun er for god til livslang passiv forsørgelse og marginalisering. At gå hjemme på pension forværrer ensomheden. Måske kunne det være en idé at arbejde på, om et år at kunne begynde en virksomhedspraktik, se hvordan det går med sigte på et fleksjob fx ni timer om ugen? Det er fint nok med ro, men der er altså også mange fordele ved på en eller anden måde at være tilknyttet arbejdsmarkedet – det kan jeg jo mærke på mig selv.


Torsdag

Jeg blev ikke færdig i går 🙂

  1. Min kugledyne er kommet – endda leveret til døren. Jeg glæder mig virkelig til at prøve den, da jeg i øjeblikket er vågen 2 – 3 timer hver nat. Det går fint nok at falde i søvn (uden sovepiller!), men jeg vågner kl. 03 – 04-stykker og kan simpelthen ikke sove igen. Det er temmelig trættende – i bogstaveligste forstand.
  2. Min præst kommer i dag, og jeg glæder mig, da det efterhånden er et stykke tid siden, vi sidst har mødtes.
    1. På dagsordenen har jeg blandt andet præsternes frihed til at gennemføre gudstjenesten, liturgien hedder det vist, som de synes, det er bedst. Jeg synes, de burde ensarte deres praksis, så alle gør det ens. Hos os er der fx kun en af præsterne, der konsekvent bruger messehagel, som jeg synes, er flot og festligt. En bruger det nye Fadervor, mens resten bruger det gamle osv.
    2. Hvor går grænserne? Hvor meget kan de gøre, som de synes er bedst?
  3. Og i aften må jeg hellere få pakket. Vallekilde venter, og det ser jeg frem til.
, , ,

Glad

Genbrug

Jeg så usigeligt lettet, idet jeg nu har indgået en mundtlig aftale med vores Genbrugsadministrator Kristine Naundrup-Jensen om at starte hos dem i Genbrug den 1. januar 2017.

De nærmere “detaljer” er ikke på plads, så jeg ved fx ikke, om det bliver en kontrakt med eller uden bagkant. Det må tiden vise. Jeg ville være jublende lykkelig over en kontrakt, der ikke var tidsbegrænset, men jeg siger “Ja tak” uanset hvad, og det gør jeg med baggrund i Psykiatrifondens rådgivning. Jeg stoler 100 pct. på min erhvervsrådgiver derfra.

Der er 125 genbrugsbutikker med ca. 3.500 frivillige. De genererer et årligt overskud på omkring 22 mio. Der skal godt nok sælges mange brugte stilletter for at nå dertil. 🙂

De har en rigtig fin side her.

Noget af det første, de har brug for, er forskellige nøgletal og analyser. Kristine var ikke så specifik, men “trække nogle tal ud af systemet og analysere dem”. Superfedt – det vil jeg gerne, og jeg synes også, jeg er kompetent til det og har erfaring med det.

Vi ved ikke ret meget om de 3.500 frivillige. Jeg foreslog en eller anden form for survey, så vi kan lære dem bedre at kende. Mange er sikkert ældre/pensionister, men hvad driver dem? hvor gamle er de? hvad får de selv ud af det? hvor mange timer arbejder de pr. uge? er det et led i en kamp mod ensomhed? er ægtefællen lige død? osv. osv.

Der er det “lille” problem, at vi ikke kender deres e-mail-adresser, og måske er der mange, der ikke har en e-mail-adresse? Men det må vi kunne finde en løsning på. Måske hvis bare en i butikken har en e-mail-adresse, som vi kan sende spørgeskemaet til, så kan de andre se linket…

Uanset hvad er jeg glad. Det jeg frygtede allermest, nemlig at skulle dreje rundt om mig selv herhjemme i månedsvis, er aflyst. Nu skal jeg være i en organisation, jeg kender – og elsker. Jeg skal ikke til at starte forfra et nyt sted. Det er en usigelig lettelse.


Jul

Jeg har fået en plads på “Julekursus” på Vallekilde Højskole. Programmet ser fint ud. Jeg har været en del på højskole efterhånden, og det er min erfaring, at alle kursisterne er søde, rare og åbne. Det er de sikkert også på Vallekilde. Nu har jeg handlet mig ud af mit problem. Det er sikkert ikke værst.