, , , ,

Kronik til Kristeligt Dagblad

Kristeligt Dagblad har udskrevet en kronik-konkurrence, hvor temaet er: “Hjælp fra en uventet kant”. Jeg har indsendt følgende bidrag og håber på at blive blandt de otte af 151, der får kronikken trykt i avisen i løbet af sommeren.

Livet vandt over livsangsten

Mange år med stress, en længerevarende svær depression, der sluttede med et selvmordsforsøg i 2006, hvor livet vandt over livsangsten, vendte grundigt op og ned på min verden og på min tilgang til livet. Herom handler denne kronik.

Som menneske har jeg aldrig været forvænt med at forvente, og hjælp udefra vil altid være fra en uventet kant. Som ung læste jeg Tove Ditlevsen, og et sted skriver hun, at det er bedst aldrig at forvente noget, for så bliver man ikke skuffet. I dag så mange år efter må jeg tage afstand fra en så defaitistisk livsanskuelse, for den er for trist, og jeg vil have lov at forvente mere af livet. Min baggrund er mere mærkværdig end de flestes, og min livsrygsæk kunne have ført mig andre steder hen end der, hvor jeg er i dag. Jeg kunne blandt andet have været død.

Om aftenen den 3. januar 2006 brast det hele, og jeg besluttede at gøre dét, som jeg siden mit 14. år havde haft in mente som sidste mulighed. Jeg ved ikke, hvordan beslutningen tog form, men jeg ved hvorfor. Et vanvittigt arbejdspres, en idriftsættelse af et verdensomspændende IT-system, en jul jeg havde skulket fra og ingen savnede mig af den grund, en hjerne, der var følsom overfor den mindste lyd (forestil dig at et museklik lyder som et tordenbrag), en følelse af, at livet ikke var livet værd, når jeg – trods stort besvær – ikke havde kunnet få det bedre, og ikke havde kunnet komme ud af tre depressioner.

Ofte hører man tale om dødsangst; det har jeg aldrig haft, og ved ikke, hvordan er. Men jeg ved en masse om livsangsten og dens hæslige forklædninger i forskellige former for selvdestruktion. Den ypperste selvdestruktion må være selvmordet?

Jeg dækkede scenevant op, skønt det var min urpremiere: Gik ned med affaldsposen og de ulæste aviser, kiggede på den klare fuldmåne og tænkte ”det er sidste gang, jeg ser månen”, slukkede for varmen, gjorde rent, vaskede op, lagde sygesikringskortet frem, trak telefonstikkene ud og skrev det sidste brev. Gik ud i køkkenet og spiste i store håndfulde al medicin, jeg havde i huset og skyllede ned med varmt vand for hurtig effekt. Sig aldrig at det var et råb om hjælp! Jeg husker kun én følelse fra den aften: den uendelige ensomhed, da jeg ud i rummet spurgte ”hvorfor skal jeg dø?”

Vi skifter scenen til dagen derpå: På min arbejdsplads har vi en socialrådgiver, som jeg gennem efteråret havde haft en del kontakt med. Hun ringede om formiddagen (jeg begriber ikke, hvordan telefonstikkene var kommet i igen), og spurgte, hvad der skete hjemme hos mig. ”Det kan jeg ikke sådan lige forklare”, måtte jeg jo sige. Denne lille samtale med et menneske fra mit arbejde, som stillede sig fuldstændig til rådighed på mine præmisser og i et tempo, jeg kunne klare, var i sandhed hjælp fra en fuldstændig uventet kant. Det blev starten på mit nye liv.

Hun mødte op hos mig efter kort tid, vi spiste morgenmad og blev enige om, at en tur på den psykiatriske skadestue var en god idé. Det forløb uden drama og uden panik. Hun plantede lidt ro i mig, bare fem gram eller deromkring – en ro jeg ikke havde mærket den mindste flig af i mange år.

Da vi tog af sted, ville jeg gerne indlægges; bare nogle få dage i hvide lagner, et sted hvor nogle kunne tage sig af mig, når jeg ikke selv kunne. Min tidsfornemmelse for den dag er sønderskudt, men det kære menneske har fortalt mig, at vi ventede længe. Jeg fik foretræde for en læge, der fortalte mig, at det handlede om mit liv. Jo tak! Det var jeg klar over allerede, for jeg havde tænkt på det i næsten 30 år. Hun have også lige tre tips og tricks, hvoraf jeg kun husker de to: 1) find et andet arbejde og 2) find en ny psykiater. Så var jeg næsten mere ensom end den foregående aften – det endelige bevis, på at jeg aldrig ville kunne få hjælp, var blevet serveret af selveste sagkundskaben. Jeg skulle også lige love ikke at gøre et nyt forsøg. Det kunne jeg simpelthen ikke! Når man har tænkt på noget så længe, når man har set det som en patentløsning, når man har gjort det første forsøg, er der ikke langt til at tænke på det næste. Når livsangsten er størst, skyr man ingen midler.

Vi tog hjem med uforrettet sag; dér var der ingen grund til hænge ud, og de ville jo alligevel heller ikke have mig. Det kære menneske tjekkede, at jeg var så meget ved mine fulde fem, at jeg kunne finde ud af at rede seng mv., og gik med løftet om at komme igen næste formiddag.

Dagen efter blev fyldt med gråd; dér gik det op for mig, hvad der kunne være sket, som om det først var dér, jeg blev revet ud af den momentane sindssyge. Dagen før havde en kollega i telefonen spurgt ”Er du ikke glad for, at det ikke lykkedes?” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.

Det kære menneske kom med morgenmad (køleskabet var tomt; det skulle jo have været et ordentligt selvmord, ikke sådan et sjusket et). Hun kom også med forslag til, hvad vi kunne sætte i værk. Hun kendte en meget dygtig psykolog og en ditto psykiater, der arbejdede sammen. Jeg ville gerne se dem an, men kunne først sige noget endeligt, når jeg havde truffet dem. Syntes, jeg havde leveret mit livs historie så mange steder, at jeg ikke orkede det mere. Jeg krævede ikke at blive lykkelig, men ønskede mig fraværet fra at være u-lykkelig.

En lang række samtaler med både psykologen og psykiateren vendte langsomt skuden – uendeligt langsomt. Her var en psykolog, der forstod sig på det kognitive, her var en psykiater, der ikke sagde, at jeg måtte tage mig sammen. Disse to fjernede alle belastninger fra mig, og jeg havde kun én opgave, nemlig at holde mig i live til næste dag, hvor de ringede hver morgen i den første tid. Min arbejdsplads betalte det hele og jeg er dem taknemmelig.

Jeg var sygemeldt på fuld tid i 2½ måned og vendte tilbage med en deltidssygemelding. Mit job har altid betydet meget for mig, og jeg var oprigtigt bange for ikke længere at kunne klare presset fra arbejdsmarkedet. Den tid, jeg var hjemme, programmerede jeg som en vanvittig og transskriberede en kirkebog; jeg ville vise, at jeg kunne arbejde, at min hjerne fungerede, men kunne ikke forestille mig, at jeg atter skulle kunne arbejde under ydre pres. Min arbejdsplads var fantastisk – også da jeg kom tilbage. Jeg lavede det, jeg kunne og gik på slaget 12:00. Langsomt begyndte jeg at mærke, at det gik helt godt, og efter tre uger begyndte jeg at arbejde på fuld tid. Nu går man jo ikke og forventer, at ens arbejdsplads agerer på en bestemt måde, hvis livsangsten tager over, alligevel leverede de helt uventet en uendelig hjælp.

Nu 2½ år efter har jeg fået det bedre, end jeg nogensinde har haft. Livsangst og liv tog livtag med hinanden, og livet vandt.

Midt i sygdommen, afmagten og håbløsheden havde jeg ikke stiftet bekendtskab med hverken Gud eller kirken, men det har ændret sig for nyligt. Jeg er både døbt og konfirmeret, men har været fuldstændig kirkefremmed. Jeg kender nu en præst, der spurgte, ”Hvorfor opsøgte du ikke en præst?” Tanken faldt mig ikke ind, og jeg har svært ved at se, hvad en præst skulle have stillet op, hvor psykoterapeuter, stresscoaches og psykiatere havde givet fortabt. Jeg undrer og søger stadig i en spirende, begyndende tro; jeg ved ikke ret meget, men kan alligevel se, at hvis troen havde været en integreret del af mit liv, havde jeg nok ikke udsat mig selv for livtaget.

2006 blev et år, der startede med næsten død og sluttede med helt død, idet min mor døde ved årets udgang. Forholdene har været komplicerede, så på mange måder var det en lettelse. Det var med til at sætte mig på fri fod. Havde livsangsten vundet, havde min mor også vundet. Nu blev det sådan, at livet vandt, min mor døde og jeg overlevede; det er den bedste udgang – for mig!

,

Tak, Gud, for denne lyse morgen

I skal nu lige have resten af nr. 911 med jer – syng den med rytme og “rock i synagogen”, så er den rigtig fed:

Tak, Gud, for denne lyse morgen
Tekst: Inge Schrøder-Hansen 1963
Musik: Martin G. Schneider 1963

Det kan gøres kønnere – men her er da en form for melodi til salmen.

Tak, Gud, for denne lyse morgen,
tak, Gud, for denne nye dag.
Tak, Gud, for kærlighed og varme
jeg kan leve af.

Tak, Gud, for mine gode venner,
tak, Gud, at nogen elsker mig.
Tak, Gud, at også mine fjender
elsket er af dig.

Tak, Gud, for evner og for kræfter,
tak, Gud, for hver ide jeg fik.
Tak, Gud, for ord at lytte efter
og for skøn musik.

Tak, Gud, for glæden ved at slide,
tak, Gud, for leg og dovneri.
Tak, Gud, når jeg hver dag kan vide
at jeg har værdi.

Tak, Gud, selv når det hele ramler,
tak, Gud, du holder fast ved mig.
Tak, Gud, når du af stumper samler
meningen hos dig.

Tak, Gud, for det dit ord har sagt mig,
tak, Gud, for hjælp når jeg er svag.
Tak, Gud, for glæden ved at leve
denne lyse dag.

, , ,

Glad – en gang lommefilosofi

For det meste går man bare rundt og lever, uden at tage stilling til, hvordan det nu er at være i live. Og sådan skal det nok også være. Jeg har det nu lidt anderledes. Mit lille mantra er “Life is an offer you can’t refuse”.

Slægtsforskningen med kirkebøgernes optegnelser om dåb, konfirmation, vielse og død, og det at jeg er medejer og medstifter af initiativet Dansk KirkegårdsIndex, som er en ressource til slægts- og lokalhistorikere, hvor jeg ind i mellem tager billeder af alle gravsten på en kirkegård og efterfølgende indtaster teksten fra stenene i en database, gør at jeg er opmærksom på, at “Livet er jo dagene”, og at rækken af dage ikke er uendelig, selv om de fleste af os lever sådan.

Vi tror, vi er udødelige, indtil det modsatte er bevist. Men det er en fejlslutning. Måske burde jeg ikke tænke sådan, men det gør jeg altså, for det er ofte bevist, at jeg har ret 8)

Når man har erkendt – og ved – at vi ikke er her evigt, er det om at optimere den periode, vi er her. Det kan gøres i det store og i det små. For mig har det ikke materialiseret sig i det store, men jeg er opmærksom på, at kan jeg vælge, gør jeg kun det, jeg har lyst til. Et ex er at lade være med at lade som om, jeg er udadvendt, når jeg overhovedet ikke er det. Måske er lykke bare at leve i overensstemmelse med den, man nu er? Kunsten kan så være, at finde ud af, hvem man er.

I mange år (mere end 10) havde jeg kun fokus på mit arbejde og min karriere, som bare er meget almindelig; jeg havde ikke tid til at leve. Dengang var jeg ofte utrolig bange for pludselig en dag at være blevet gammel, at vende mig om, og så sige “Jamen det var jo slet ikke sådan, det skulle være”. Der er kun én chance, og den kommer aldrig igen. Søndag den 16. september 2007 kommer aldrig igen. Da jeg fik en hobby, begyndte jeg at prioritere tid til den, hvilket vil sige, tid til mig.

På den måde kan jeg sidde en søndag foran en kirkebog, min pc og med gode gamle Giro 413 i baggrunden og føle mig glad. Bare sådan helt almindelig glad. Det er er da herligt.