, , ,

Kedsomhed

Jeg keder mig – heldigvis

I mit privatliv har jeg ikke kedet mig siden februar 2003 for nu at være helt nøjagtig. Det var det tidspunkt, hvor jeg startede på at slægtsforske og siden – mere eller mindre – konstant har været i gang med et et eller andet, der har med slægtsforskning at gøre. Jeg brænder for det og for alle aspekter af det; det er der ikke ændret på!

Forrige søndag opdagede jeg imidlertid, at jeg kedede mig over at indtaste Thyregod kirkebog eller hvad det nu var, jeg var i gang med. Jeg blev helt glad over mentalt at være så meget i balance, at jeg kan kede mig. Normalt vil man forbinde noget negativt med kedsomhed, men det gør jeg ikke; for mig er det positivt. Jeg tænker, at hele “kemifabrikken” nu er justeret så meget ind, at jeg tager det roligt og ikke nødvendigvis behøver at være i gang med at producere et eller andet til mig selv eller andre.

Rent faktisk er jeg begyndt på at læse en bog – Jo Nesbøs “Flagermusmanden” og den fænger mig. Det er skønt at have fået så meget ro, at jeg kan sætte mig med en bog og være aldeles uproduktiv.

Flagermusmanden er første bind af en lang serie om den norske politimand Harry Hole, og hvis bind 1 bliver ved med at være lige så god som starten, så køber jeg simpelthen resten af serien også. Jeg elsker at være i gang med en større serie, fordi man lærer personerne at kende og stort set får et forhold til dem bind efter bind.

Jeg ved godt, at I alle sammen allerede har læst hele serien – og at jeg er bagud. Jeg nedsætter straks min produktivitet 🙂

, , ,

Thesis tema til WordPress

Thesis tema til WordPress er nemt og fascinerende

Jeg syntes nok, jeg flottede mig, da jeg fredag morgen over morgenkaffen besluttede at købe en livstidslicens til Thesis, men jeg ved nu 15 timer efter, at jeg ikke vil fortryde købet. Det var denne video, der overbeviste mig sammen med det faktum, at jeg ikke er – og sikkert aldrig bliver – videre god til CSS. Jeg har ikke tiden til at sætte mig ned og lære det til bunds.

I videoen giver en kunde det gode eksempel, at hver gang man downloader et af de gratis temaer fra WordPress, giver man sig til at bruge 10 timer på at tilpasse det til egne behov. Hvad er så den reelle kostpris? Det har jeg også gjort så ofte – og det er aldrig lykkedes mig at få noget brugbart ud af det. Af samme grund har I i årevis set “Cutline” af Chris Pearson (det var nu også flot!).

Hertil kommer, at der aldrig nogensinde vil kunne skrives et tema, der ramme alle mine ønsker, og altså må jeg enten gå på kompromis, skrive et selv eller købe Thesis, for her kan jeg indstille alt selv.

Det er imponerende, som de har taget et CSS og skåret det ud i småstykker, og så kan man selv indstille hver enkelt lille del. Alt kan blive, som du vil have det. Jeg har allerede moret mig med de vildeste kombinationer, men er indtil videre endt med noget, der hverken er revolutionerende eller innovativt – det skyldes, at jeg regner med, at mine læsere ikke er revolutionære, men dog nok innovative 🙂

Det er Chris Pearson (ham med Cutline), der står bag Thesis og skabt konceptet og firmaet, og jeg synes kun, man kan ønske den unge mand al mulig god vind i sejlene, og tænke på, at han formentlig har ret i, at det er det sidste tema, man nogensinde behøver at købe, for man har allerede købt al den fleksibilitet, man kan forestille sig. Hvis du blogger med WordPress og selv hoster siden, kan jeg med andre ord varmt anbefale dette tema, som ikke kun er et tema, men som samtidig tager var på din SEO!

,

Det gode arbejdsliv

Medarbejdersamtale sætter tanker i sving

Jeg er så småt ved at forberede mig til den årlige medarbejdersamtale og i den forbindelse konstaterer jeg, at jeg er tilfreds med mit arbejdsliv.

Hvad skal man bruge til et godt arbejdsliv? Her er et bud:

  • Nogle opgaver man kan lide
  • Et godt lokale
  • En ordentlig arbejdsstation med en stærk pc
  • En god chef
  • Nogle gode kolleger
  • En ordentlig hyre

Jeg kan ikke finde på mere og vurderet på disse parametre, har jeg simpelthen et godt arbejdsliv – og skal jeg vurdere det på en skala fra 1-10, havner jeg på 9, da der ellers ikke er plads til forbedring. Der er altid ting, der kunne optimeres, men overordnet set er jeg godt tilfreds.

På én måde kunne jeg godt tænke mig ikke at sidde med eneansvaret for 3.000 brugere af mTID, men det er i og for sig kun et problem, når jeg ikke er her. I det daglige går det fint, selv om der kun er mig til drift, support og udvikling af tidsregistreringssystemet mTID. Problemet opstår først, hvis jeg har ferie eller er syg. Efter sådanne perioder kommer jeg som hovedregel tilbage til alle de mails, der er kommet, mens jeg var væk. Vi har talt meget om, hvordan det kunne løses, men ingen af os har en god løsning.

Jeg kunne også tænke mig at have nogle opgaver med at skrive tekster til vores intranet, og det står også i mit ansættelsesbrev, at jeg skal gøre det halvdelen af tiden, men der stiller sig altid en driftsopgave i vejen. Der er altid et eller andet større projekt på vej med mTID.

På én måde kunne jeg også tænke mig at have kolleger, der beskæftigede sig med det samme som mig, men i vores kontor er det hovedreglen, at vi passer hver vores butik – og egentlig går det jo også så glimrende.

Det er med fuldt overlæg, jeg kalder det “medarbejdersamtale” og ikke “medarbejderudviklingssamtale” for jeg har forlængst indset, at min faglige udvikling ikke sker på arbejdspladsen, men via alt det jeg lærer mig selv i min frie tid. De traditionelle skemaer tager altid udgangspunkt i, hvad man så har lært gennem året på jobbet. Ofte svarer jeg “minus”, men der mangler traditionelt herefter en boks, hvor man kan afkrydse, at det er OK, at det forholder sig sådan.