Friluftsbadet

Jeg er udendørsmenneske!

Jeg elsker min lejlighed, for den er god, stor og veludnyttet; de 80 m2 passer lige til mig. Den har bare én alvorlig mangel: der er ingen altan og ingen have, og til tider føler jeg mig indespærret og får det som en løve i et bur. Det burde være forbudt at opføre den slags og lige så forbudt ikke senere at montere altaner, hvis lejligheden er født uden.

En del af min sommer går derfor i realiteten med at finde måder at være ude på: Torvet, rulleskøjter, en have og nu har jeg så fundet det ultimative: Et friluftsbad. Jeg har “kun” været tre år om at finde ud af at følge det skilt, jeg har kørt forbi 5.000 gange! Præstemosens Friluftsbad ligger ca. 1 km. fra mig og går jeg tidligt fra arbejde, kan jeg nå derned et par timer på en hverdag.

Det er bygget i 1972 og senere udvidet. Det består af to bassiner (et til store og et til små) en kæmpe græsplæne og en masse solvogne, hvor man kan ligge og nyde solen. Der er på ingen måde noget smart over et socialdemokratisk friluftsbad på Vestegnen, men det er formentlig derfor, der er en god atmosfære og de mennesker, der kommer der, er søde, rare og imødekommende.

Mange (incl. jeg) svømmer og mange kommer for at ligge i solen og læse en bog. Det er et fantastisk sted at betragte verden, og en af de ting, jeg med glæde har lagt mærke til, er alle de unge fædre, der er af sted med deres små børn. Tiderne er – heldigvis – skiftet siden jeg var barn for en menneskealder siden. Dengang lavede fædre ganske enkelt ikke ting med deres børn på den måde. Min far tog mig med ned på fabrikken om aftenen, når han skulle se til aftenholdet, og det var herligt, men/for her blev jeg jo en del af hans hverdag. Jeg husker imidlertid ikke, at vi gjorde noget sammen bare for at gøre det, på samme måde som de unge fædre i dag tager deres børn med i et friluftsbad.

Jeg håber, det dejlige vejr holder, lige til de lukker den 22. august, og jeg har allerede lagt strategier for hvordan jeg komme derned, selvom temperaturen daler lidt. Jeg er og bliver et udendørsmenneske – det gør mig ganske enkelt glad at være ude. I Danmark har vi otte måneder om året til at være inde. De fire resterende skal udnyttes til yderste kant. Det er ikke mig, der klager over varmen – men det er mig, der i en hedebølge tænker “godt det ikke er november”.

, ,

En dag i supporten

Computeren og dens betjening er stadig ukendt land for nogle. Læs hvad helpdesken kan blive udsat for.

Jeg fik følgende tilsendt på en e-mail i dag, og jeg må sige at jeg lo højt – så højt at afsenderen kunne sidde på sit eget kontor og høre det. I skal nu også have fornøjelsen:

Supporten: Hvad kan jeg hjælpe dig med?
Kunden: Jeg er i gang med at skrive min første mail og jeg har skrevet bogstavet a – hvordan får jeg den lille cirkel rundt om den?
Supporten: Er cursoren der stadig?
Kunden: Nej, jeg er alene her.
————————————————
Kunden: kan ikke koble mig på netværket…
Supporten: Er du sikker på du har skrevet det rigtige password?
Kunden: Ja, jeg kiggede på da min kollega loggede sig på.
Supporten: Kan du fortælle mig hvad passwordet var?
Kunden: Det var fem små stjerner.
————————————————
Supporten: Nu skal vi se hvordan dit system ser ud. Klik på “Min computer”
Kunden: Men hvordan skulle jeg kunne gøre det herfra??
————————————————
Kunden til HP supporteren: Min laserprinter fungerer ikke!
Supporten: Hvilken model har du?
Kunden: Det er en HP
Supporten: Ja, det kan jeg forstå, men er det en sort/hvid printer?
Kunden: Nej, den er beige.
————————————————
Kunden til TDC supporten: Jeg har købt Internet og vil have hjælp!
Supporten: OK, hvor langt er du kommet i installationen?
Kunden: Jeg har pakket Internettet ud af æsken.
Supporten: OK, har du koblet alle kabler til og tændt din computer?
Kunden: Tændt computeren? Jeg har ikke nogen computer, jeg har købt Internet!!
————————————————
Kunden: Min computer hænger.
Supporten: Har du mange åbne vinduer?
Kunden: Nej, men døren står lidt på klem….
————————————————
Kunden: Min skærm flimrer.
Support: Hvilken model er det?
Kunden: Hvordan kan jeg se det?
Support: Det står sikkert på et mærke bag på skærmen?
Kunden: Jeg fandt det…. Det er en Danger 220V.

, ,

Tour de France 2010

Hvorfor Tour de France?

Jeg tænker over det hvert eneste år: “Hvad er det der får mig til at sidde og se på Tour de France selv på de smukkeste sommerdage?” For mig er Tour de France et must. Jeg bliver urolig, hvis jeg ved der er en stor etape og jeg ikke ser den. Men hvad er det, jeg vil se?

Lidelse? Det må være et lettere sadistisk træk (jeg er eller meget fredelig) at ønske at se mennesker køre sig halvt ihjel op ad stigninger på 8-10-12 pct. med en puls på 200. Se på fortrukne ansigter og tandsæt, der ikke må forveksles med smil. Nej de smiler ikke op ad bjerget, de lider og giver det sidste de har i sig.

Nedkørsler? Nej jeg kan ikke lide at se dem tage chancer nedad med 80 km. i timen, ud til kanten og man se, at en dækbredde længere til højre eller venstre er der 400 meter forrevne klipper nedad. Min mave gør så underligt, når jeg ser det og med tiden får man det også skidt af at holde vejret så længe…

De flade etaper langs den belgiske kyst med sidevind? Nej nej de er jo kedelige og der sker ikke noget og det hele ender i sprintetape, som jeg næsten heller ikke kan udholde grundet risikoen for styrt på stregen. Måske burde jeg slet ikke se Tour?

Nej nej – det jeg vil se, er det hele i en stor forvirring og jeg synes, årets Tour de France er skruet umanérligt godt sammen. Det er simpelthen bedre tilrettelagt end i mange år. To gange Col du Tourmalet – jamen det er jo helt vildt. Jeg må sige, at jeg i morgen næppe har tid til at komme på arbejde og torsdag kan jeg vist lige nå hjem til strabadserne, hvis jeg går kl. 14:00 (jeg kører gerne min egen enkeltstart på min lille røde cykel for at få mest muligt ad af deres pinsler).

Det har ganske enkelt været spændende fra dag 1. Den første uge med indlagte brosten startede godt. Fårene blev hurtigt skilt fra bukkene og jeg er enig med både Jørgen Leth og Henrik Jul Hansen i, at cykelløbet skal være hårdt for at leve op til “Verdens hårdeste etapeløb”. Hvad ville der være tilbage, hvis vi pillede alt det farlige ud?

Jeg elsker at se dem køre op ad – elsker at se, hvem der allerede er sat og bliver sat én for én og samtidig følge med i duellen mellem Contador og Schleck og tjekke en Riblon, der holdt hele vejen til mål ganske alene op gennem helvedes forgård.

Jeg hader at se dem køre ned, men elsker at se de flotte billeder, der af og til dukker op, fx en valmuemark i fokus med 165 cykelhjelme i horisonten, holder af Leths fortællinger om egnens afgrøder, oste og slotte og af Rolfs sproglige “spasserier”. I går lykkedes  det så mænd Rolf at sige “Når stigningen er slemmest”. Arghhhhh!

I år har der været en del “gamle” klip – men altså ikke ældre end at de var fra Armstrongs stormagtstid. Det der får dem til at se gamle ud er, at der kommer et helt felt bragende med 80 km. i timen uden hjelm. Dengang forekom det naturligt, nu ligner det en avanceret form for forsøg på kollektivt selvmord.

Og ja Armstrong, hvordan kunne jeg glemme ham? Nu er han blevet en normal cykelrytter! Han kan nu både punktere, have andre defekter, styrte og blive sat. Rolf  sagde i går, at Armstrong har mistet sin koncentration; det er sikkert rigtigt, for før i tiden skete ingen af disse uheld for Armstrong – kun for alle de andre. De syv år med Armstrong var lidt småkedelige, for man vidste altid hvem der vandt. Det har åbnet løbet med al dramatikken og skønheden, at Armstrong ikke længere står ubesejret på podiet.