, ,

Tour de France 2010

Hvorfor Tour de France?

Jeg tænker over det hvert eneste år: “Hvad er det der får mig til at sidde og se på Tour de France selv på de smukkeste sommerdage?” For mig er Tour de France et must. Jeg bliver urolig, hvis jeg ved der er en stor etape og jeg ikke ser den. Men hvad er det, jeg vil se?

Lidelse? Det må være et lettere sadistisk træk (jeg er eller meget fredelig) at ønske at se mennesker køre sig halvt ihjel op ad stigninger på 8-10-12 pct. med en puls på 200. Se på fortrukne ansigter og tandsæt, der ikke må forveksles med smil. Nej de smiler ikke op ad bjerget, de lider og giver det sidste de har i sig.

Nedkørsler? Nej jeg kan ikke lide at se dem tage chancer nedad med 80 km. i timen, ud til kanten og man se, at en dækbredde længere til højre eller venstre er der 400 meter forrevne klipper nedad. Min mave gør så underligt, når jeg ser det og med tiden får man det også skidt af at holde vejret så længe…

De flade etaper langs den belgiske kyst med sidevind? Nej nej de er jo kedelige og der sker ikke noget og det hele ender i sprintetape, som jeg næsten heller ikke kan udholde grundet risikoen for styrt på stregen. Måske burde jeg slet ikke se Tour?

Nej nej – det jeg vil se, er det hele i en stor forvirring og jeg synes, årets Tour de France er skruet umanérligt godt sammen. Det er simpelthen bedre tilrettelagt end i mange år. To gange Col du Tourmalet – jamen det er jo helt vildt. Jeg må sige, at jeg i morgen næppe har tid til at komme på arbejde og torsdag kan jeg vist lige nå hjem til strabadserne, hvis jeg går kl. 14:00 (jeg kører gerne min egen enkeltstart på min lille røde cykel for at få mest muligt ad af deres pinsler).

Det har ganske enkelt været spændende fra dag 1. Den første uge med indlagte brosten startede godt. Fårene blev hurtigt skilt fra bukkene og jeg er enig med både Jørgen Leth og Henrik Jul Hansen i, at cykelløbet skal være hårdt for at leve op til “Verdens hårdeste etapeløb”. Hvad ville der være tilbage, hvis vi pillede alt det farlige ud?

Jeg elsker at se dem køre op ad – elsker at se, hvem der allerede er sat og bliver sat én for én og samtidig følge med i duellen mellem Contador og Schleck og tjekke en Riblon, der holdt hele vejen til mål ganske alene op gennem helvedes forgård.

Jeg hader at se dem køre ned, men elsker at se de flotte billeder, der af og til dukker op, fx en valmuemark i fokus med 165 cykelhjelme i horisonten, holder af Leths fortællinger om egnens afgrøder, oste og slotte og af Rolfs sproglige “spasserier”. I går lykkedes  det så mænd Rolf at sige “Når stigningen er slemmest”. Arghhhhh!

I år har der været en del “gamle” klip – men altså ikke ældre end at de var fra Armstrongs stormagtstid. Det der får dem til at se gamle ud er, at der kommer et helt felt bragende med 80 km. i timen uden hjelm. Dengang forekom det naturligt, nu ligner det en avanceret form for forsøg på kollektivt selvmord.

Og ja Armstrong, hvordan kunne jeg glemme ham? Nu er han blevet en normal cykelrytter! Han kan nu både punktere, have andre defekter, styrte og blive sat. Rolf  sagde i går, at Armstrong har mistet sin koncentration; det er sikkert rigtigt, for før i tiden skete ingen af disse uheld for Armstrong – kun for alle de andre. De syv år med Armstrong var lidt småkedelige, for man vidste altid hvem der vandt. Det har åbnet løbet med al dramatikken og skønheden, at Armstrong ikke længere står ubesejret på podiet.

, ,

Mit speak

Midt i en agurketid har jeg været på Svanegården, der er et privathospital, som behandler blandt andet afhængighed af alkohol og holde nedenstående oplæg. Jeg bringer oplægget her, fordi det måske kan være til inspiration for andre, der enten er afhængige eller skal holde et oplæg om det at være ædru alkoholiker.

Introduktion

Jeg hedder Hanne, og jeg er alkoholiker! Herudover er jeg 46, single, IT-konsulent i MIM, medlem af Mensa Danmark og uddannet jurist. Jeg var her på Svanegården i august/september 2008 og det var på mange måder både de bedste og de sværeste uger i mit liv.

Jeg drak dagligt i 11 år, og det lykkedes mig at holde det godt skjult, for jeg drak altid alene, og derudover er der ikke så mange relationer i mit liv at skjule det for. Når der ikke er så mange relationer, er der én fordel, og det er, at der ikke er så mange at lyve overfor.

Øl var mit foretrukne stof i mange år, og med årene blev de bedre og bedre og dyrere og dyrere. Men jeg har også været turen over rødvin og spiritus.

Jeg gik i behandling, da det var lykkedes mig på én dag at nedsvælge en 1/1 flaske gin, og det var Jørn Thanning, der overbeviste mig om, at det var nu, det var nu.

Opvækst

Jeg er, fra før aborten blev fri, så umiddelbart efter fødslen kom jeg på børnehjem. Mine biologiske forældre havde kun en meget kortvarig affære.

Jeg blev adopteret af en ny familie, da jeg var 2½. Det var en rigtig god familie, indtil min far desværre døde, da jeg kun lige var blevet 9 år. Min far og jeg havde et fantastisk forhold og selv om han døde tidligt og jeg synes, vi havde hinanden i al for kort tid, er jeg ikke i tvivl om, at jeg faktisk har haft en far.

Min mor giftede sig på ny med en mand, der viste sig at være alt for glad for småpiger og det gik ud over mig stort set dagligt gennem 6 år, fra jeg var 10, til jeg flyttede hjemmefra som 16-årig. Misbruget startede, før de blev gift. Jeg fortalte det til min mor, og der var stor ståhej i et par dage, men der skete ikke noget, og hun fulgte aldrig siden op på det. Når jeg sådan skal prøve at se det hele lidt i helikopterperspektiv, tror jeg, at min helt grundlæggende følelse af kun at kunne stole på mig selv, blev grundlagt på dette tidspunkt.

Dette hjem var præget af alkohol, vold og incest. Der blev drukket i rigelige mængder, og der var ikke forskel på hverdag og fest. Jeg har alt for mange aftener forsøgt at sove til lyden af højrøstede stemmer, skænderier, hammondorgel og harmonika lige uden for mit værelse.

Da der samtidig ikke var så mange penge i dette hjem, skulle sprutten jo være billig, og de kastede sig over at brygge vin og øl selv. Måske var det her, jeg lagde grunden til mit senere storforbrug og dernæst sygdommen alkoholisme, for jeg kan huske, at jeg nogle gange gik ud om aftenen/natten og tappede lidt alkohol direkte ”fra fad”.

At være barn i et hjem med alkohol er at blive alt for hurtigt voksen, og alt for hurtigt at skulle tage ansvar for alt for meget. Jeg havde følelsen af, at skulle være med til at dække over misbruget, og det at komme hjem fra skole var altid forbundet med usikkerhed, for hvor høj ville stemningen være i dag? Mine hjemlige pligter var helt vilde og jeg ved den dag i dag ikke, hvorfor det var nødvendigt at jeg skulle vaske bil og pudse vinduer hver uge, samtidig med at jeg også passede indkøb, diverse rengøring, min halvbror og mit skolearbejde.

Ungdom

Da jeg flyttede hjemmefra, stod jeg ret alene i København som 16-årig, og det var både fantastisk og skræmmende. Fantastisk fordi jeg nu var fri for de daglige overgreb og havde det som en fugl, der bliver lukket ud af et bur. Skræmmende fordi jeg kom lige fra Bornholm, og København var så stor og mægtig. Nørrebro var en smeltedigel dengang i 1980 lige efter rydningen af Byggeren og Allotria. Det var på alle måder et andet liv, end det jeg var vant til.

I 1981 flyttede jeg på kollegium og det var fantastisk. Jeg startede med at tage en studentereksamen på to år, så arbejdede jeg et år og dernæst gennemførte jeg jurastudiet på normeret tid. Set i bakspejlet kan jeg godt se, at kimen til det store alkoholforbrug blev lagt på kollegiet. Jeg var tit blandt de sidste, der gik efter en hyggelig aften, og jeg var en af dem, der kunne kyle en masse øl ned – stort set uden at blive beruset.

I 1982, på min 19-års fødselsdag, brød jeg kontakten til min mor og hendes mand, fordi hun ikke ville høre på, hvad jeg sagde, om de oplevelser jeg havde haft, mens jeg boede hjemme. Vi havde ikke kontakt i 22 år og det lykkedes aldrig at hele skaden, for i realiteten vidste hun ganske udmærket, hvad der foregik i det lille hjem; det har jeg hendes eget ord for. Hun svigtede, hun vidste at hun svigtede, og hun blev ved med det. Det kom jeg aldrig til at tilgive, selvom jeg prøvede.

Voksenlivet

Mit voksenliv har været præget af arbejde. Jeg har haft mange top-jobs og været meget ”vigtig” og har arbejdet 60-70 timer om ugen i mange år. Når jeg kom hjem, var jeg ofte så kvæstet og stresset, at den eneste måde, jeg kunne falde ned på, var at drikke et par øl. Et par øl hjalp mig til at kunne sove, og det er egentlig sådan jeg tænker, at det hele tog fart. Det startede med, at jeg ikke kunne sove!

Vennerne og kollegerne grinede af mig og sagde ”så gå dog hjem” og ”det er bare et arbejde”, men den stræbsomme og perfektionistiske del af mig, kunne ikke omsætte det til handling. Jeg følte mig fuldstændig fanget af det store arbejdspres og vidste ikke, hvordan jeg skulle komme ud af det.

Jo mere jeg arbejdede, jo mere drak jeg, og jo mere facadeliv måtte der til for at ingen skulle opdage mit problem. Jeg fik for alvor taget hul på at drikke på HALT (hungry, angry, lonely, tired).

Jeg har arbejdet mange år med budgetter, regnskaber og prognoser, og der er ikke meget jeg ikke kan i Excel. Problemet var, at når jeg kom sent hjem havde jeg stadig regnearkene inde i hovedet. Et par øl kunne få regnearkene til at forsvinde fra nethinden. I starten var det nok med et par almindelige øl, så blev det til half and half, så blev det mere bekvemt at tage to portere, og så må jeg sige, at rouletten kørte.

Den første gang jeg blev rigtig bange for mit alkoholforbrug var i sensommeren 2003, hvor jeg sad en skøn solskinsdag ude på arbejdet og opdagede, at jeg tænkte på, hvad jeg skulle drikke i aften. Jeg blev så forskrækket, at jeg slog AA op på nettet og ringede til dem og spurgte, hvad jeg skulle gøre.  De syntes selvfølgelig, at jeg skulle komme til møde – og det gjorde jeg. Jeg sad i Ryesgade og tudede mig gennem et møde på to timer, for jeg vidste jo godt, at jeg var lige som dem. Det var så rystende en oplevelse, at jeg tog en taxa hjem og drak en ½ flaske Sambucca som jeg havde haft med hjem fra en tur til Rom. Jeg vidste godt, hvad klokken var slået, men var fuldstændig handlingslammet. Jeg havde da hørt om alkoholbehandling, men tænkte, at det var for rigtige alkoholikere.

I efteråret 2003 fik jeg min første depression og en dårlig psykiater, som efter at jeg var kommet hos ham i et lille års tid sagde, at jeg måtte se at tage mig sammen. Jeg prøvede at fortælle ham, at jeg tog mig sammen hver eneste dag. Depressionen bølgede op og ned, men det så jeg ikke; jeg tænkte bare, at jeg var uhjælpelig og fik efterhånden følelsen af, at mig var der ingen, der kunne hjælpe.

Den 3. januar 2006 forsøgte jeg at begå selvmord vha. alle de piller, jeg havde i huset. Det lykkedes heldigvis ikke – men det var min indgang til Jørn Thanning og Gordon Wildschiøtz og dermed også til Svanegården. Jeg var ikke specielt beruset – bare sådan almindeligt – og jeg tror, det er den aften i mit liv, hvor jeg har følt mig allermest ensom. Jeg kan huske, at jeg højt ud i luften sagde ”hvorfor skal jeg dø?” og egentlig havde jeg ikke andet svar, end at hvis dette var livet, så gad jeg det ikke længere. Jeg syntes, jeg havde prøvet alt fra stresscoaches, til stresskurser, til psykoterapi via psykologer og alligevel havde jeg det stadig elendigt. Jeg var for så vidt godt klar over, at jeg prøvede at selvbehandle depressionen med alkohol, men end ikke det virkede mere. Det var før jeg var klar over, at man kan drikke sig til depressioner – jeg troede, man drak fordi man var deprimeret. Det var også før jeg var klar over, at virkningen af den antidepressive medicin reduceres kraftigt, hvis man drikker. Serotoninen, som man tilfører via pillerne, vaskes ud igen af alkoholen.

Behandlingen

På rigtig mange måder blev Svanegården et vendepunkt for mig, og det er et sted, jeg er glad for at komme. Da jeg fik endnu en depression i 2009 og Jørn foreslog, at jeg tog herned i 14 dage bare for at være et andet sted end hjemme skulle jeg ikke tænke ret længe over det, og jeg kan stadig fornemme den lettelse og følelse af at være i sikkerhed, jeg mærkede, da jeg satte rygsækken inde på værelset.

Da jeg kom her første gang i 2008, var jeg ved at dø af skræk den første dag. Jeg kiggede på de andre og tænkte, at de var rigtige alkoholikere, det var jeg jo sådan set ikke – jeg havde bare et lige lovlig stort forbrug.

Jeg følte det som et nederlag at være kommet dertil, hvor jeg måtte indse, at jeg skulle have hjælp fra andre; jeg syntes, at det var så pinligt at skulle indse, at jeg ikke kunne håndtere mit eget liv længere. Jeg havde flere gange taget Antabus, men antabussen virkede på mig som slankekure virker på overvægtige. Fokus blev flyttet fra alt andet til svaret på spørgsmålet ”hvornår kan jeg drikke igen?”, hvor den overvægtige tænker ”hvornår kan jeg spise igen?” Den første aften hernede tænkte jeg, at jeg måtte hellere gå i gang med at læse i den blå bog, så jeg kunne blive færdig med den i en fart. Jeg læste tre linier, men jeg kunne ikke holde ud at læse sætninger som ”sådan er det at se den totale fornedrelse i øjnene”, for det var jo det jeg gjorde.

Den første gang på talerstolen ”Jeg hedder Hanne, jeg er alkoholiker” var grænseoverskridende og jeg troede næsten ikke, at jeg skulle komme igennem det. Jeg følte mig som et ringere menneske end alle andre, lige til det gik op for mig, at alkoholisme er en sygdom! Jeg er fuldstændig sikker på, at hvis den sandhed havde forplantet sig i mig for alvor havde det været lettere for mig at komme i behandling noget før. Så kunne jeg være gået op ad havegangen herude med mere oprejst pande stolt over, at jeg tog hånd om mit eget liv.

Hjemkomst

Jeg skulle hjem og starte på et helt nyt job, som jeg i øvrigt kom tre uger senere til, fordi jeg var i behandling her. Jeg kunne ikke overskue at møde op i det nye job og sige, at jeg for resten skulle have fri eller være sygemeldt hver anden torsdag det kommende halve år. Derfor skippede jeg efterbehandlingen – og det har haft ærgret mig meget. Jeg kæmpede som en sindssyg, da jeg kom hjem, og jeg kæmpede alene. Der gik mere end et ½ år, før jeg vidste, at nu havde det ikke tag i mig mere. Jeg var ude til en middag og vendte bare glasset, inden tjeneren kom hen til min plads, så jeg behøvede ikke engang at sige nej tak. Hun gik bare forbi. Siden den dag har jeg haft følt, at alkoholen rykkede længere og længere væk fra mig.

I AA-kredse (som jeg i øvrigt ikke kender særlig godt) er der meget med at tale om ædru år, måneder og dage. Min respekt vender omvendt. Dem jeg virkelig har respekt for er dem med 24 eller 48 timer; hos dem raser den indre dæmon stadig; de kæmper, men dem med lang tids ædruelighed er for længst rykket forbi det rigtig farlige punkt.

Nu

Nu er jeg ædru alkoholiker og det er jeg stolt af! Jeg føler efterhånden, at jeg har ret til en plads i verden og en ret til at være den jeg er. Der har været alt for mange år både i min barndom og mit voksenliv, hvor jeg havde alt muligt at skjule – nu er der ikke mere at skjule, og det er en lettelse.

Jeg synes, jeg har fået en masse tid efter at jeg er blevet ædru – en hel masse tid som jeg før i tiden brugte på at være beruset ca. hver aften fra kl. 18:00. Jeg har også fået en masse penge til overs. Jeg har fx bevilget mig selv en ugentlig rengøringshjælp, som jeg sagtens kan finansiere ud af det beløb, som jeg tidligere brugte på alkohol.

Jeg vil prøve at få det til at fungere med at gå til AA-møder, for at få noget hjælp til at bevare min ædruelighed og at skærpe min årvågenhed, men umiddelbart er jeg meget skeptisk overfor AA. Jeg har stor respekt for, at AA gennem årene har hjulpet millioner af mennesker verden over, men selv har jeg det svært med det sekteriske i AA.

Et tema – og formentlig et livstema – for mig er ensomhed. Jeg er af natur ikke særlig udadvendt og trives bedst i mit eget selskab, men for at jeg kan bevare min ædruelighed er jeg ikke i tvivl om, at dette er et tema, jeg bliver nødt til at arbejde meget mere med. Jeg bliver nødt til at tvinge mig selv ud i flere sociale relationer.

  • Jeg er utroligt glad for, at det ikke længere er krybdyrhjernen, der styrer mit liv og mig, men at det nu er mig selv, der styrer.
  • Jeg er glad for ikke længere at have noget at skjule, og jeg er glad for ikke længere at bedrage mig selv
  • Nu kan jeg huske alle mine telefonsamtaler
  • Nu kan jeg gå ned i kiosken uden at være bange for at møde nogen jeg kender
  • Nu kan jeg følge med i TV-serier, fordi jeg kan huske, hvordan det seneste afsnit endte 🙂
,

Et speak

Mit første speak på privathospitalet Svanegården

Jeg ved ikke, hvorfor det hedder “et speak” og ikke bare et oplæg, men flere ting i Minnesota-kuren har bevaret de angelsaksiske navne på dansk. Under alle omstændigheder har jeg i dag holdt et oplæg på Svanegården om mig selv og min sygdom, og om hvordan jeg tackler den nu. Det er et fast led i stedets ugeprogram, at der lørdag kl. 13:00 kommer en udefra og fortæller om sit liv med – og senere uden – alkohol.

Det gik godt, men det følte jeg mig ikke på forhånd overvist om at det ville!

Gennem årene har jeg holdt rigtig mange oplæg om faglige (ctr. personlige) emner og i tillæg ved jeg, at jeg kender mit liv og min historie, og jeg har fortalt livshistorie i mange sammenhænge før – også da jeg selv var i behandling på Svanegården.

Oplægget voldte mig imidlertid vanskeligheder, fordi jeg havde svært ved at afgrænse, hvad der skulle med og hvad der ikke skulle med. Man har ca. 60 minutter, så er der en lille (ryge)-pause og så er der tid til spørgsmål og kommentarer. Det er sådan set ingen kunst at starte med sin barndom og fortælle derudad, men der er ingen, der siger, at det kan begejstre tilhørerne. Jeg havde skrevet et oplæg på 4 A4-sider, jeg havde læst det op for mig selv flere gange, jeg havde sørget for, at der ikke kun var facts men også føleleser, og prøvet også at fortælle for mig selv frit fra nå jah… leveren, men det var som om, jeg pludselig ikke kunne min egen historie længere. Der var ganske enkelt ikke liv i skidtet.

Først på vejen i toget til Korsør gik det op for mig, hvordan jeg skulle få liv i det. Jeg skulle selvfølgelig begynde med at fortælle det, der kunne være mest interessant for mine tilhørere: Hvordan kan det være at komme hjem efter en Minnesotakur? Hvad er det, man går igennem, hvor svært er det, hvad gør man i en krise osv.? Det er unægteligt mere interessant for andre alkoholikere end netop min elendige baggrund og opvækst. Den del skal selvfølgelig også med, men den skal bare ikke være det første afsnit.

Med dette udgangspunkt gik jeg i gang med at fortælle, og jeg kunne mærke med det samme, at jeg havde dem med mig. Da jeg først havde fået trillet mig selv i gang, gik det rigtig udmærket, og jeg sagde alt det, jeg havde planlagt at sige og mere til i disse afsnit:

  • Introduktion
  • Hjemkomst
  • Opvækst
  • Ungdom
  • Voksenlivet
  • Behandlingen
  • Nu

En af dagene i den kommende uge lægger jeg mit oplæg her på siden. Måske kan andre i samme situation finde inspiration og/eller genkendelse.

Vi sad udenfor i skyggen af en parasol med kaffe og hjemmelavet rabarbertærte og det blev rigtig hyggeligt. Endnu engang må jeg sande, at det giver mig noget at være sammen med andre ædru alkoholikere. Vi har noget til fælles, og det er skønt af og til at tilhøre majoriteten fremfor minoriteten.