, ,

Den næste rejse

Om glæden ved at glæde sig!

Jeg har læst en hel masse hos Eric om ”Den næste rejse”, hvor han blandt andet skriver om den store fordel ved at næste rejse er planlagt, for så har man et mentalt bolsje at sutte på, hvis en dag er lidt ”træls”. Det kender jeg godt!

Selv har jeg det sådan med ferieplaner, at de gerne må lægges i god tid, for så kan jeg glæde mig i længere tid. En del af det at glæde sig/mig er at undersøge fakta om rejsemålet: Hvordan er vejret, hvordan kommer man frem og tilbage, hvordan er klimaet, hvad kan man se, hvad med det gastronomiske, hvad lever man af på stedet?

Jeg har nok at gøre med Grækenland, for det er virkelig mange år siden, jeg sidst har været der – 1988 måske. Gennem flere år har jeg været (og er stadig) fascineret af Asien, og gennem flere år har jeg fyret al min ferie af på én gang og så taget én lang rejse eller evt. bare holdt lang ferie hjemme. Det er skønt med de lange ubrudte ferier, men jeg er begyndt at kunne se idéen i at holde flere korte ferier. Sidste sommer tænkte jeg, at det var som om mine kolleger havde meget mere ferie end mig. Det havde de selvfølgelig ikke – de disponerede bare anderledes. Det vil jeg også prøve, og det giver nogle muligheder for at se noget mere af det Europa, jeg kun kender lidt til.

Hvor skal man bo? Stranden skal ikke være børnevenlig, for jeg er ikke så meget for en larmende familie i min nærhed. Jeg behøver faktisk bare en seng, en god rengøringsstandard og så rindende vand. Internetmulighed er udmærket, men ikke et must for jeg har min iPhone. Jeg behøver ikke:

  • Aircondition
  • Køleskab
  • Pool og børnepool
  • Elevator
  • Bar og restaurant
  • Minimarked
  • Centralvarme
  • Morgenmadslokale
  • Vandrutschebane
, , ,

Godt håndværk

Tusindkronesedlerne flyver rundt i øjeblikket, og mange af dem er “bare” til forudsætninger for et hjem: maling, gulvafhøvling, vaskemaskine og den slags, som man bare skal have. Det er sgu ikke sexet at købe en vaskemaskine, uanset hvordan man end vender og drejer det.

I dag var det imidlertid anderledes: Købte 285 gr højglans fotopapir og printede de gamle billeder ud på min farveprinter. Ufatteligt hvad papir betyder – det er næsten ikke til at tro, det er de samme billeder som kladderne på det almindelige 80 gr papir. Superflotte blev de.

Kørte til Glarmester Allan Olsen for at vælge passpartout og rammer til billederne. De var nærmest lige så begejstrede for mine billeder, som jeg selv er, og gik op i indramningsopgaven med liv og sjæl. Hvor er det skønt at handle med fagfolk, der kan deres håndværk, ved hvad de sælger, og har et forhold til det produkt, de leverer! Det sker for sjældent nu om dage. Der er gået for meget Bilka i den.

Det tog vel 1½ time at finde det rigtige passpartout-pap og rammer til de to serier. Næsten som at købe sko; man prøver og man prøver, og pludselig er der en, der skabt til foden. Man kan prøve flere, men den, man stillede til side, er og bliver rigtig.

Serierne skal ikke hænge i samme rum, så spillet var frit.

Til de gamle brune billeder fandt vi i fællesskab et passpartout med udseende, der lugter langt væk af 20’erne (tænk på rammen om dine visitkort fotos, og så tre toner lysere, så har du tonen), og en højglans mahogniramme. Det er tyverne, det er danserestaurant Wivex med Teddy Petersens orkester, det er Charleston. Og så er det en ramme, der passer perfekt til mine højtalere af rosentræ. Billederne med to billeder på får to ‘huller’, og passpartout har sort kerne.

Sort/hvid serien var nemmere; stadig en gennemtænkt løsning med et passpartout, der passer perfekt i farven til min mors kind, tre ‘huller’ til billedet med tre billeder i, sort kerne og en højglans sort ramme.

Selv ville jeg aldrig have tænkt på det med flere ‘huller’; min fantasi rækker kun til det ordinære, men så er det dejligt at handle i en specialbutik med fagfolk, der har en faglig stolthed og som kan foreslå løsningerne.

Ok – de billeder kommer til at koste spidsen af en jetjager; men det er realiseringen af en gammel drøm at få dem op at hænge. Og så er det altså ret meget mere sexet end en vaskemaskine at få de døde op at hænge på væggen.

Billeder er historie og følelser, og de billeder, der skal i ramme nu, har jeg mange følelser for. Jeg har kigget på dem tusind gange, jeg har vendt og drejet dem, jeg har brugt timer på at finde en baggrundsfarve, der passer, og farfar er restaureret i PhotoShop, så du tror, det er løgn. Så på en måde var det grænseoverskridende at tage familien med til Olsen – men de kunne også se, at det var noget særligt. Det var “Fravær af krænket blufærdighed” – anderledes kan jeg ikke beskrive det.

Herunder ser du billedet af farfar før og efter timers restaureringsarbejde, hvor jeg virkelig synes, jeg har været nænsom mod originalen, og det er med vilje, at det ikke er perfekt! Kig i panden og til venstre for ham og bedøm selv resultatet.

,

Måske skal jeg flytte!

Havde annonceret en post om affaldssorteringsaversionen – den må lige vente!

Har fået et tilbud om lejlighed til en passende pris, som jeg måske kan få, hvis der ikke er nogle andre, der måske også kan få den, der får den i stedet for mig. Underligt at skulle “kæmpe” med fremmede mennesker om sit måske kommende hjem. Men sådan er det jo være single og lejer og ikke kunne ville prioritere at betale 3,1 mill. kr. for en skotøjsæske i stueetagen på Åboulevarden på hjørnet af Blågårdsgade.

Der kom en mail i går med et tilbud og anvisning på, hvordan jeg kunne se den. Tog en vogn derud; fyren, der boede der og hans to børn var lige midt i deres take away, og det hele så ud som det gør, når man snart skal flytte, og nogle af væggene var både grønne og hvide. Men jeg så det ikke – jeg så det som en kommende fed fed lejlighed til Stegemüller.

På 10 min. skal man lige tage stilling til, om man vil sætte sig hjem til computeren og trykke Ja eller Nej på den lille knap, og er man heldig, skal man så leve, grine, græde og elske dér i stedet. Mærkelig proces.

Jeg kan næsten ikke huske, hvordan der virkelig så ud. Jeg trykkede på Ja og håber! Gad vide, hvad jeg har sagt ja til?

Jeg har boet mange mange år i min lille 2V lejlighed, og jeg elsker den og min altan; mit voksenliv er grundlagt her, jeg har grædt, grinet, elsket og levet her, og det bliver jeg måske ved med, hvis der nu er nogle andre, der har bedre anciennitet end mig.

Hader at flytte, hader processen – det gjorde jeg i hvertfald sidst for 17 år siden, egl. ville jeg gerne springe den over, og bare gå i seng her en aften, og vågne op det nye sted næste morgen, når der allerede var blevet hyggeligt. Bare min hænder var skruet bedre på – næh giv mig et tastatur.

Hvor er det dobbelt alt sammen, vil gerne, vil ikke. Men måske er jeg klar til at rykke videre?

Gik lige op på loftet i dag og så på, hvad der er overflødigt, gennemgik et par skabe og skuffer iht. 1-årsreglen (ting jeg ikke har et særligt forhold til, eller ikke er meget dyre og ikke har brugt 1 år er overflødige og skal ud – så får man ikke samlet så meget sammen i en 2V). Jamen jeg er sådan set klar. Det er godt nok underligt.

Samtidig årh nej, hvad nu med altanen, Irma, mit Vanløse. Hvis der ikke er en Irma, får jeg ingen mad… og har jeg råd, det er dyrt at flytte, og hvad nu hvis, og man skal også skifte læge. Sikke en proces, der kan blive sat i proces bare ved at se en 3V (jeg synes nu det er en stor 2V med kammer – 79,1 m2 brutto. Stuerne er “kæmpe”, synes jeg, men jeg kommer jo også fra 53m2. Mit flotte 12 m2 u-ægte tæppe vil vist ligne et frimærke i et hjørne. Hvad vil jeg gerne have af nye ting? Skulle jeg bare få alt nyt og smart og Futon? Nixen bixen – hyggen skal flytte med fra Vanløse, og det skal stadig være minimalisme. Der bliver bare mere plads at lave det på.

Mine københavner-bopæle er få siden 01-08-1980:

  1. Nørrebro, Dagmarsgade 5, 4. sal, et lejet værelse ud til baggården med lokum på trappen. 1 år
  2. Amager, Hovmålvej 80-13 mit dejlige kollegium 12 m2 + lille bitte køkken. 9 år
  3. Vanløse 53 m2. 17 år
  4. X-by, 79,1 m2, x år

Spændende og skræmmende.