, , ,

Godt håndværk

Tusindkronesedlerne flyver rundt i øjeblikket, og mange af dem er “bare” til forudsætninger for et hjem: maling, gulvafhøvling, vaskemaskine og den slags, som man bare skal have. Det er sgu ikke sexet at købe en vaskemaskine, uanset hvordan man end vender og drejer det.

I dag var det imidlertid anderledes: Købte 285 gr højglans fotopapir og printede de gamle billeder ud på min farveprinter. Ufatteligt hvad papir betyder – det er næsten ikke til at tro, det er de samme billeder som kladderne på det almindelige 80 gr papir. Superflotte blev de.

Kørte til Glarmester Allan Olsen for at vælge passpartout og rammer til billederne. De var nærmest lige så begejstrede for mine billeder, som jeg selv er, og gik op i indramningsopgaven med liv og sjæl. Hvor er det skønt at handle med fagfolk, der kan deres håndværk, ved hvad de sælger, og har et forhold til det produkt, de leverer! Det sker for sjældent nu om dage. Der er gået for meget Bilka i den.

Det tog vel 1½ time at finde det rigtige passpartout-pap og rammer til de to serier. Næsten som at købe sko; man prøver og man prøver, og pludselig er der en, der skabt til foden. Man kan prøve flere, men den, man stillede til side, er og bliver rigtig.

Serierne skal ikke hænge i samme rum, så spillet var frit.

Til de gamle brune billeder fandt vi i fællesskab et passpartout med udseende, der lugter langt væk af 20’erne (tænk på rammen om dine visitkort fotos, og så tre toner lysere, så har du tonen), og en højglans mahogniramme. Det er tyverne, det er danserestaurant Wivex med Teddy Petersens orkester, det er Charleston. Og så er det en ramme, der passer perfekt til mine højtalere af rosentræ. Billederne med to billeder på får to ‘huller’, og passpartout har sort kerne.

Sort/hvid serien var nemmere; stadig en gennemtænkt løsning med et passpartout, der passer perfekt i farven til min mors kind, tre ‘huller’ til billedet med tre billeder i, sort kerne og en højglans sort ramme.

Selv ville jeg aldrig have tænkt på det med flere ‘huller’; min fantasi rækker kun til det ordinære, men så er det dejligt at handle i en specialbutik med fagfolk, der har en faglig stolthed og som kan foreslå løsningerne.

Ok – de billeder kommer til at koste spidsen af en jetjager; men det er realiseringen af en gammel drøm at få dem op at hænge. Og så er det altså ret meget mere sexet end en vaskemaskine at få de døde op at hænge på væggen.

Billeder er historie og følelser, og de billeder, der skal i ramme nu, har jeg mange følelser for. Jeg har kigget på dem tusind gange, jeg har vendt og drejet dem, jeg har brugt timer på at finde en baggrundsfarve, der passer, og farfar er restaureret i PhotoShop, så du tror, det er løgn. Så på en måde var det grænseoverskridende at tage familien med til Olsen – men de kunne også se, at det var noget særligt. Det var “Fravær af krænket blufærdighed” – anderledes kan jeg ikke beskrive det.

Herunder ser du billedet af farfar før og efter timers restaureringsarbejde, hvor jeg virkelig synes, jeg har været nænsom mod originalen, og det er med vilje, at det ikke er perfekt! Kig i panden og til venstre for ham og bedøm selv resultatet.

,

Måske skal jeg flytte!

Havde annonceret en post om affaldssorteringsaversionen – den må lige vente!

Har fået et tilbud om lejlighed til en passende pris, som jeg måske kan få, hvis der ikke er nogle andre, der måske også kan få den, der får den i stedet for mig. Underligt at skulle “kæmpe” med fremmede mennesker om sit måske kommende hjem. Men sådan er det jo være single og lejer og ikke kunne ville prioritere at betale 3,1 mill. kr. for en skotøjsæske i stueetagen på Åboulevarden på hjørnet af Blågårdsgade.

Der kom en mail i går med et tilbud og anvisning på, hvordan jeg kunne se den. Tog en vogn derud; fyren, der boede der og hans to børn var lige midt i deres take away, og det hele så ud som det gør, når man snart skal flytte, og nogle af væggene var både grønne og hvide. Men jeg så det ikke – jeg så det som en kommende fed fed lejlighed til Stegemüller.

På 10 min. skal man lige tage stilling til, om man vil sætte sig hjem til computeren og trykke Ja eller Nej på den lille knap, og er man heldig, skal man så leve, grine, græde og elske dér i stedet. Mærkelig proces.

Jeg kan næsten ikke huske, hvordan der virkelig så ud. Jeg trykkede på Ja og håber! Gad vide, hvad jeg har sagt ja til?

Jeg har boet mange mange år i min lille 2V lejlighed, og jeg elsker den og min altan; mit voksenliv er grundlagt her, jeg har grædt, grinet, elsket og levet her, og det bliver jeg måske ved med, hvis der nu er nogle andre, der har bedre anciennitet end mig.

Hader at flytte, hader processen – det gjorde jeg i hvertfald sidst for 17 år siden, egl. ville jeg gerne springe den over, og bare gå i seng her en aften, og vågne op det nye sted næste morgen, når der allerede var blevet hyggeligt. Bare min hænder var skruet bedre på – næh giv mig et tastatur.

Hvor er det dobbelt alt sammen, vil gerne, vil ikke. Men måske er jeg klar til at rykke videre?

Gik lige op på loftet i dag og så på, hvad der er overflødigt, gennemgik et par skabe og skuffer iht. 1-årsreglen (ting jeg ikke har et særligt forhold til, eller ikke er meget dyre og ikke har brugt 1 år er overflødige og skal ud – så får man ikke samlet så meget sammen i en 2V). Jamen jeg er sådan set klar. Det er godt nok underligt.

Samtidig årh nej, hvad nu med altanen, Irma, mit Vanløse. Hvis der ikke er en Irma, får jeg ingen mad… og har jeg råd, det er dyrt at flytte, og hvad nu hvis, og man skal også skifte læge. Sikke en proces, der kan blive sat i proces bare ved at se en 3V (jeg synes nu det er en stor 2V med kammer – 79,1 m2 brutto. Stuerne er “kæmpe”, synes jeg, men jeg kommer jo også fra 53m2. Mit flotte 12 m2 u-ægte tæppe vil vist ligne et frimærke i et hjørne. Hvad vil jeg gerne have af nye ting? Skulle jeg bare få alt nyt og smart og Futon? Nixen bixen – hyggen skal flytte med fra Vanløse, og det skal stadig være minimalisme. Der bliver bare mere plads at lave det på.

Mine københavner-bopæle er få siden 01-08-1980:

  1. Nørrebro, Dagmarsgade 5, 4. sal, et lejet værelse ud til baggården med lokum på trappen. 1 år
  2. Amager, Hovmålvej 80-13 mit dejlige kollegium 12 m2 + lille bitte køkken. 9 år
  3. Vanløse 53 m2. 17 år
  4. X-by, 79,1 m2, x år

Spændende og skræmmende.

, , , ,

Fremtid

‘Fremtiden interesserer mig umådelig meget, det er nemlig der, jeg skal tilbringe resten af mit liv’ skal Mark Twain have sagt – og jeg har det lige sådan. Selv om jeg er blevet meget voksen med egen altan, pensionsopsparing og notarpåtegnet testamente, hindrer det mig ikke i at tænke over, hvad jeg kunne tænke mig.

Jeg er utrolig glad for mit job i UM, men det hindrer mig ikke i at tænke over, hvad jeg kunne tænke mig at lave, når mit åremål udløber i april 2009.

Helt banalt kunne jeg tænke mig at leve af et eller andet med slægtsforskning, historie, formidling, computer, hjemmeside, undervisning i disse emner eller styring af projekter om disse emner. Sådan et job findes ikke, og det vil heller ikke blive slået op – så jeg skal selv skabe det. Nu er jeg ikke rigtig sælgertypen, der kan gå ud til en arbejdsgiver og sælge mine kompetencer, så jeg skal finde en anden metode. Gå selvstændig? Hrm… tjo, men hvor skulle kunderne komme fra?

En helt anden tanke: Det ville fantastisk at studere et par år på IT-universitetet, og at lære tingene fra bunden og rigtigt. Men realistisk set, så vil jeg aldrig nå de unge udviklere til sokkeholderne. Jeg kender et par af de gutter fra fx Datafagtekniker-uddannelsen, og de er bare så dygtige.

Næh vejen frem må være at finde nye udfordringer inden for det jeg kan i forvejen, men gerne på det historiske område.