Udvandrerne

En serie på Netflix

Min ven er rigtig god til at finde serier på Netflix til mig. Selv finder jeg kun tju bang og andet, jeg ikke bryder mig om, bortset fra svenske krimier så som ‘Wallander’. Jeg synes virkelig, det er svært at finde noget af kvalitet der.

Jeg er klar over, at Netflix sender mails om noget, de tror, jeg kan lide, men de rammer slet ikke skiven hos mig. Det skyldes muligvis at jeg har fået lavet en tom profil, som jeg slet ikke bruger.

Udvandrerne

Min ven og jeg deler typisk smag mht. TV-udsendelser og -serier. Nu har hun lige gjort mig opmærksom på, at både Udvandrerne og efterfølgeren Nybyggerne, som er en svensk serie i otte afsnit af 45 minutter, ligger på Netflix. Hovedrollerne indehaves af Liv Ullmann og Max von Sydow. Jeg er sikker på, at det er en restaureret kopi af det, der blev vist i TV for ca. 40 år siden. Den havde dansk biografpremiere i 1972 og TV-premiere i 1974., jf Det danske filminstitut.  Jeg synes, jeg kan huske Kristina synge ‘Karl Oskar, jeg er med barn igjen’, men det er nok bare en erindringsforskydning.

Serien handler om en lille familie i Småland i 1850, der ikke kan få tilværelsen til at hænge sammen, da høsten slår fejl, og han tilligemed opgiver at kæmpe med sin stenede jord. Sammen med flere andre i sognet beslutter de at rejse til det forjættede land Amerika.

Man følger ret minutiøst rejsen, især sørejsen, som der er afsat et helt afsnit til. Der beskrives lus, søsyge, maddiker og andre vederstyggeligheder på en måde, så det er som at være der selv. Sørejsen varer ti uger, inden de kan skimte Amerikas kyst. De går angste i land med alle forhåbningerne om et nyt og bedre liv.

Karl Oskars lillebror Robert har tegnet ret lyserøde billeder af det forjættede land, fx at der i Amerika ikke er forskel på rig og fattig… Virkeligheden skal vise sig at være anderledes.

Nybyggerne

Jeg har hidtil kun set et af de fire afsnit.

I Nybyggerne følger man Kristinas og Karl Oskars kamp for at få livet til at fungere i Amerika. De kæmper sig igennem vinter og vår, Robert bliver beskudt med pile af indianere, vintrene er hårde og koen, som de har lånt vinteren over, giver ikke mælk nok til den lille familie, hvor børneflokken vokser kontinuerligt. Det skal vise sig, at der fortsat er forskel på rig og fattig, men de har deres frihed.

Værd at se

Jeg synes virkelig, serien er værd at se, fordi den giver et helt andet indblik i livet i midten af det 19. århundrede end det, man ellers får. Det er ikke en spændingsserie, men på visse tidspunkter er den decideret spændende alligevel.

Specialisterne

Firmaet “Specialisterne”

I 2004 starter Thorkild Sonne sin virksomhed kaldet “Specialisterne ApS”. Hans mission er at skabe en virksomhed, der alene beskæftiger mennesker med autisme. Han får idéen, idet han ikke kan se sin søn, der har infantil autisme, få en førtidspension i gave til sin 18-års fødselsdag. Han mener, at autisterne har noget særligt at byde på, som kan bruges i erhvervslivet. De er fx rigtig gode til at teste software og lave andet ensformigt, repetitivt arbejde, hvor der er klare rammer. Til gengæld er de ikke så gode socialt.

Jeg hørte om firmet i ca. 2006 og skrev en ansøgning, for allerede dengang havde jeg på fornemmelsen, at jeg i det mindste havde Aspergers syndrom (som er en del af autismespektret). Jeg har ikke selve ansøgningen længere, men CV’et er bevaret. Desværre hørte jeg aldrig noget fra ham.

Filmen med titlen “Specialisterne”

I dag faldt jeg ved et tilfælde om en film på 60 minutter om firmaets start, Thorkild Sonnes søn og en ung mand ved navn Adam. Filmen er bestemt værd at se, og kan ses her på Filmcentralen.

Begge er fightere:

  • Thorkild Sonne selv kæmper for at skaffe ordrer nok til at beskæftige sine tredive medarbejdere. Selv efter han har fået en pris, hviler han ikke på laurbærrene. (Det er der nu heller ingen grund til, for regnskabet for 2009 udviser en mindre katastrofe, men det omtales ikke i filmen, der er fra 2009. Årsskiftet 2008/09 må de fyre halvdelen af medarbejderne og lukke kontoret i Aarhus.)
  • Adam kæmper for sit fleksjob. Kommunen skal have flere oplysninger, og det er ved at få ham til at miste håbet om, at fleksjobbet går igennem. Jeg sad virkelig og følte med ham. Usikkerheden og hvad nu hvis det ikke går igennem?

Introteksten til filmen lyder

“Da Thorkil Sonne får at vide, at hans søn har autisme træffer han et valg. Han siger sit job som it-direktør op og beslutter at opbygge verdens første firma som udelukkende skal ansætte mennesker med autisme. Deres særlige evner må kunne bruges til noget. Adam Miele er en af de unge derved får en chance på arbejdsmarkedet. Filmen følger gennem tre år Thorkils kamp for at få firmaet “Specialisterne” etableret og Adams kamp for et job.”

Se den. Den er værd at bruge 59 minutter på.

, , ,

Morten Korch-land

Jeg – en nasserøv

Facebook er fedt blandt andet fordi, man kan nasse på diverse grupper i al ubemærkethed, hvis de bare er store nok. Facebook kan også bruges til fornuftige ting så som videndeling og erfaringsudveksling.

Men hvis vi nu holder os til det usympatiske nasseri, udøver jeg det hos:

  • Inger Støjberg og
  • Dansk Folkeparti.

Det er en glimrende måde at få førstehåndskendskab til, hvad de mennesker og deres proselytter tænker. Det er meget interessant – og samtidig gruopvækkende. De værste af de to er Dansk Folkeparti – tro det eller ej. Ingers orange hårpragt viser sig ikke helt så ofte som DFs retoriske skoleridt: “Er du enig så del”, “Skal muslimerne sendes hjem hurtigst muligt?” osv., og så deler og liker de alle sammen som en flok lemminger.

I går ændrede de deres coverbillede til dette, og teksten er “Danmark. Folkestyre og Fællesskab. Der er nemlig så meget, vi skal passe på”.

Med billedet signalerer de et Danmark, der eksisterede i ca. 1950, hvor Poul Reichardt spillede hovedrollen i Morten Korchs “De røde heste”. Den var så populær, at den det år blev set af 2,3 millioner seere (nogle må vel så have set den flere gange?). Den blev i øvrigt genindspillet i 1968 – første udgave blev nok slidt op…

Kirken fylder godt i landskabet, og foran kirken vajer dannebrog. Vi er i de skønne bakker, hvor kornet står strunk på markerne, og inden det dybblå hav med skumsprøjtet breder de grønne træer og buske sig. Partiets logo i dannebrogsfarverne er selvfølgelig også med.

Forleden fejrede partiet i øvrigt Valdemarsdag på sin Facebookside. Og det har de jo da ret til. Problemet er bare, at partiet har taget patent på vores alles flag. Det er også mit, mine venners og mine læseres flag!

Hvordan kan landets største parti leve i en verden af i går og i en verden, der var gældende for 70 siden? Ønsker partitoppen og alle deres vælgere at sætte tiden i stå eller bare at skrue den tilbage til dengang, der var orden i samfundet? Altså dengang før:

  • Den europæiske menneskerettighedskonvention (1948).
  • EKS (Det europæiske Kul- og Stålfællesskab) forløberen for først EF og senere EU (1956).
  • FNs flygtningekonvention, som knæsatte systemet med kvoteflygtninge (1951).
  • Ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Sovjetunionen (1939).
  • Neil Armstrong sagde “That’s one small step for man, one giant leap for mankind” i 1969.

Der kunne findes adskillige andre milepæle i de ca. 70 år. Jeg har bevidst – og demagogisk – valgt nogle, der viser, at staterne samarbejder om rettigheder, om ikke at slå hinanden ihjel, om at udvikle handel og industri (for hvis man handler med hinanden, er det sværere at slå hinanden ihjel (det var lige præcis det, der lå bag EKS, hvor Tyskland og Frankrig begyndte samhandel)) og om i fællesskab at udforske både den nære og den fjerne “omgangskreds”. Kort sagt: Alle mulige og umulige former for samarbejde.

Kan Dansk Folkeparti og alle deres vælgere ikke lide forpligtende samarbejde? Tilsyneladende ikke. Det minder mig om en anden tosse, der går rundt og siger “America first” i fuld offentlighed. Mig, mig, mig og så mig.