,

Epik eller fakta

Slet ikke let

Jeg vil gerne skrive, og jeg har fem fragmenter på bedding. Det er blevet afklaret, at min medforfatter ikke kan være med, så jeg skal nu beslutte, om jeg vil køre videre alene, eller om jeg skal sige stop her. Jeg vil savne sparringen og det at have et projekt, hvor vi i fællesskab sørger for fremdriften.

Jeg tror, jeg forsøger mig alene, også selvom det kan drukne i selvgodhed, der ved Gud ikke kan interessere andre end mig selv. Mit skræmmebillede er Synnøve Søe og “Fars”. Sådan skal mit bogprojekt ikke ende. Jeg skriver ikke for at blive klogere på mig selv, for det er jeg allerede blevet.

Der er én eneste fordel ved, at det bliver en singleproces, og det er, at jeg så får friheden til at være mere politisk, da jeg jo er et meget politisk tænkende menneske. Jeg er fra en fjern fortid, hvor vi sagde “Alle handlinger er politiske”, uden at jeg husker, hvor talemåden kom fra.

Empiri

Jeg har masser af empiri primært i form af knap 60 udskrifter fra sessionerne hos psykologen. Jeg har optaget dem alle. De er mit guld.

Jeg har fået kontakt med to gode mennesker fra min fortid, som jeg betroede mig til. Jeg ringede dem ganske enkelt op. De har foreslået at mødes. Det vil jeg meget gerne, og jeg er glad for, at det var deres forslag, så det ikke er mig, der kommer med hatten i hånden. De har allerede skrevet, at jeg var overkvalificeret til jobbet hos dem. Jeg var 14 år…

Jeg har kontaktet Udenrigsministeriets familierådgiver, som jeg havde intens kontakt med efteråret 2005 og foråret 2006. Der er et særligt og vigtigt bånd mellem os. Hun vil kunne bidrage med erindringer og tanker fra nogle dage i januar 2006, som er vigtige. Pudsigt nok troede jeg dengang ikke, at jeg kunne henvende mig til hende, når jeg ikke havde en familie 🙂  Hun vil gerne bidrage med:

  1. “Hvilke overvejelser jeg gjorde mig inden opringningen til dig.
  2. Hvordan stemningen var i din lejlighed, da jeg kom ud til dig.
  3. Hvordan du så ud
  4. Hvad vi talte om…”

Det er jeg meget spændt på. Desværre har hun først tid i december, men herregud det løber jo ingen steder.

Hospitalspræsten på psykiatrisk afdeling (og også præst i sognet) har bidraget med sine erindringer om samtaler under de fleste indlæggelser, som jeg ingen erindring har om. Vi talte om det i går, og jeg har optaget det. Hendes arbejde var “let”, da hun bare kunne sige det samme som sidst, da jeg jo alligevel havde glemt det.

Jeg har masser af plads på adskillige harddiske, tekst fylder ingenting, så jeg sletter meget sjældent noget. Jeg har en tydelig mappestruktur, så jeg har let kunnet finde interessante filer fra bl.a. 2006, som kan bruges.

Mange blogindlæg.

En form for overskrifter – ingen siger, dette skal være rækkefølgen:
  • ECT
  • Udsnit af en samtale med psykologen: Vi går sammen… Esajas bog 46,4 ”Der bar jeg dig”
  • Hvem er jeg?
  • Filmen (en art psykose eller synshallucinationer. Ingen vil sige, hvad det er) hvor jeg oplever min død og begravelse i månedsvis i to omgange.
  • Præsten: samtalerne hjemme og på afsnittet: teologi salmer, selvmord, filmen, menighedsrådet, tro
  • (Min tilknytning til kirken. Jeg refererer fx til ganske få bibelsteder og sætninger fra nogle salmer)
  • Misbruget: AA, Minnesota * 2½, opgør med pengemaskinen, politik
  • Omkostninger, politik
    • Hvidovre Kommune – er på plads
    • Psykiatrien – i proces
    • Andet: tandlæge – er på plads
    • Andet: psykolog – er på plads.
  • Bivirkninger
  • Empirien – hvordan?
Epik eller fakta

De fragmenter, jeg har skrevet, er meget faktuelle, men er det overhovedet interessant? Er en god bog ikke episk (fortællende)?

Jeg har ikke længere den store erfaring med skønlitteratur, men det forekommer mig, at andre bruger en masse tillægsord og metaforer for at beskrive ting. Jeg kan lige svinge mig op til at skrive, at græsset på boldbanen var grønt. Har det gang på jord?

Coach

Gud og hver mand kan kalde sig coach, der ikke er en beskyttet titel, og som hovedregel holder jeg mig langt fra den slags. Men jeg gør en undtagelse. Jeg har kontaktet Morten Bracker, der beskæftiger sig med “Forfattercoaching”. Det går ud på :”Intensiv personlig rådgivning og sparring. Kvalificeret hjælp lige der hvor du er i processen”.

Hvis han på en time via Skype kan komme med de vises sten, som kan bringe noget klarhed til min forvirrede hjerneskal, er det pengene værd.

Det vil også have værdi, hvis han siger: “Stop det. Det går aldrig”.

, ,

Brev fra borgmesteren

Omkostninger:

1) Hvidovre Kommune

Jeg har fået oplyst samtlige omkostninger til bogprojektet fra Hvidovre Kommune.  Vi havner på 585.000 kr.

YdelseI alt
Sygedagpenge som indtægt brutto fra maj 2014 til 18. maj 2016405.936
Sanddyne. Teknisk hjælpemiddel2.700
Kugledyne fra Protac. Teknisk hjælpemiddel6.000
Forløb hos Psykiatrifonden151.900
Forløb hos Center for Specialundervisning af Voksne (CSV)4.650
Speciallægeerklæring fra Pia Glyngdal og to mindre erklæringer fra e.l.11.884
Støttekontaktperson 10 besøg1.818
I alt584.888

I virkeligheden er flere af beløbene nok for små, idet de kun rummer de direkte henførbare omkostninger, mens der ikke er medtaget overhead. Men pyt nu med det, det kan jeg jo bare skrive i brødteksten. Raketvidenskab er det jo trods alt ikke. Det er bare vigtigt at gøre det så godt som muligt, hvis det engang ender i en bog. Jeg har trods alt levet af at “lave tal” i mange år, så der er også lidt faglig stolthed rodet ind i det.

Til min store overraskelse fik jeg også brev fra borgmester Helle Moesgaard Adelborg selv; det er i hvert fald sendt fra hendes egen mailadresse. Hun skriver:

“Kære Hanne Baunsgård Stegemüller

Tak for dine henvendelser af 13. og 23. oktober 2017.

Det glæder mig meget, at det går dig godt og ikke mindst at dine oplevelser har været positive.

Det er SÅ positivt, at du ønsker at skrive en bog om dine oplevelser af bl.a. taknemlighed.

Jeg kan forstå, at du har en god dialog med administrationen omkring din anmodning om aktindsigt.

Jeg ønsker dig held og lykke med processen med bogen og ser frem til at læse den.

Venlig hilsen

Helle M. Adelborg
Borgmester”

Hvis man vil nedgøre det, kan man selvfølgelig sige, at der den 21. november er kommunalvalg, og at alle stemmer tæller, nu hvor Alternativet puster liste A i nakken i alle 98 kommuner.

Jeg ser det dog som en fin og imødekommende gestus overfor en borger, der henvender sig med et konkret spørgsmål, som forvaltningen ikke helt kunne besvare. Jeg vil ikke tøve med at kontakte borgmesteren igen, hvis der dukker nye ydelser op, som skulle have været medregnet.

Jeg er lidt i tvivl om, hvad hun mener med taknemmelighed. Måske er det et svar på følgende, som jeg skrev til hende den 13. oktober 2017:

Kære Helle Moesgaard Adelborg,
Borgmester i Hvidovre Kommune.

Jeg har været igennem et to-årigt sygeforløb, og lad mig først og fremmest sige, at jeg har fået en fantastisk og kompetent hjælp fra Hvidovre Kommune. Jeg kan ikke genkende alle de historier, jeg kan finde på de sociale medier, i pressen mv. Mine sagsbehandlere har været yderst kompetente og imødekommende. Herudover var det en meget positiv oplevelse at mødes med rehabiliteringsteamet. De var så søde – og jeg var så nervøs…

2) Psykiatrien – the ongoing story

Da jeg senest skrev om omkostningerne i psykiatrien, sluttede jeg af med at skrive: “Det bliver spændende at se, hvem “psykiatri@regionh.dk” henviser til.”

Og det må jeg sige, at det blev. Jeg sendte min mail den 25. oktober, så jeg syntes, jeg kunne tillade mig at spørge til status.

Jeg havde jo skrevet til fællespostkassen, så jeg ringede til regionens førerbunker på Kristineberg. De kendte ikke til min mail, men henviste mig til Glostrup. Jeg prøvede forgæves at forklare, at det jo sådan set var der, jeg kom fra. De gad helt tydeligt ikke høre på mig. Så bliver jeg altså lidt sur. Jeg følger de udstukne retningslinjer, taler pænt og så vil jeg ikke behandles dårligt!

Nå men jeg falder ned og ringer til “ophavsmanden” i Glostrup, der fortæller, at det var Kristineberg, der havde sagt til ham, at de ville agere på en mail i fællespostkassen. Han er vældig flink og lover at hjælpe mig på vej (igen).

I løbet af ingen tid ringer han tilbage, og overbringer Kristinebergs uforbeholdne beklagelse over, at de har sendt mig retur til ham.

De har også oplyst, at de vil svare i næste uge, når en given medarbejder er tilbage fra ferie. Det lyder fint, og jeg glæder mig da til at se, hvad det er, de har brugt en måned på at tilvejebringe og sende frem og tilbage mellem hinanden. I dag er det præcis en måned siden, jeg skrev den første mail til min kontaktperson i Distriktspsykiatrien.

Det er godt, de er meget bedre til at drive psykiatri end til at lave administration.

, ,

Lydbøger

I morgen var jeg altid en løve

Jeg kender op til flere mennesker, der er glade for lydbøger. De kan høre dem, mens de sysler med et eller andet, gør rent eller lægger puslespil mv.

Som en mulig inspiration til bogprojektet anbefalede psykologen mig “I morgen var jeg altid en løve” af Arnhild Lauveng, men da jeg ikke kan læse længere, har jeg besluttet at prøve den som lydbog.

“I ti år var forfatteren Arnhild Lauveng (f. 1972) indlagt som skizofren på psykiatriske afdelinger. Hun var psykotisk og selvdestruktiv. I dag arbejder hun som psykolog uddannet ved Universitetet i Oslo. Arnhild Lauveng overvandt skizofrenien og kan i dag udtale sig som både fagperson og tidligere patient.”

Den findes som lydbog kun hos Nota, der er en særskilt tjeneste under Kulturministeriet med 136.000 brugere og ca. 80.000 titler. De skriver om sig selv: “Nota er et bibliotek og videncenter, der beskæftiger sig med bøger og læsning for mennesker med syns- og læsehandicap”.

Jeg ringede til dem og spurgte, om kognitive problemstillinger og bipolar lidelse også kunne anerkendes som et tilstrækkeligt handicap? Det er der ingen problemer i, de har allerede flere bipolare, der skal bare lidt lægeerklæringer og såd’n til, og så har de fire ugers sagsbehandlingstid, da de modtager 2 – 300 ansøgninger om dagen. Intet af det er et problem.

Indtil papirværket er ordnet, har jeg fundet en version ad omveje, og hørte de første 30 minutter i aftes. Jeg tror, jeg skal øve mig, for tankerne går for let på lange traveture, også selv om jeg prøver at kigge på ingenting. Det er sådan set ikke nogen overraskelse, eftersom jeg heller ikke kan se tv-avisen. Indtil videre forstår jeg ikke, at de andre kan foretage sig alt muligt samtidig.

Det er Helle Sihm, der har indlæst, og hun skulle efter sigende være vældig dygtig. Søger man på hendes navn hos Nota, får man 394 hits, så hun har da prøvet det før 🙂

Jeg tager lige et kapitel mere i aften.