Dejlig søndag

At komme hviledagen i hu

Det skal man i følge de lærde, men jeg er ligeglad og slet ikke lærd, så jeg sysler med mit efter at have sovet meget længe.

Artiklerne

Jeg er ved at være igennem alle journalistens gode spørgsmål til 1. udgave af det, der skal blive en serie af artikler til POV International. Jeg synes, det er svært at ‘folde ud’. Det er som om, hjernen bliver tom, når jeg skal svare på spørgsmålene, men alligevel går det fremad – omend langsomt. Jeg mangler at flette en artikel ‘Skoletid’ ind i de andre artikler, så det kommer til at hænge bedre sammen rent kronologisk.

Jeg har fået lov at låne en meget inspirerende bog ‘Barndomsfortællinger’ for at se, hvordan andre har grebet opgaven an. Den er spændende på flere måder: selvfølgelig først og fremmest det rent metodiske, men også det at læse om andres barndom. Der er mange i bogen, der er på min alder, og pludselig kommer jeg i tanke om, at jeg har oplevet det samme.

Fx beskriver en af forfatterne, hvordan han som barn legede på byggepladser sammen med sine kammerater, når håndværkerne var gået hjem om eftermiddagen. Det har jeg også prøvet. Jeg kan bare ikke huske hvor eller hvornår. Jeg kan bare huske, at byggepladserne var herlige legepladser sammen med nogle drenge.

En nomadefamilie

Som barn boede jeg fem forskellige steder og gik i fem forskellige folkeskoler. Vi var en nomadefamilie, og det gør artiklerne komplicerede at skrive, uden at jeg taber læserne.

En nomadefamilie er en familie, der hele tiden kryber under myndighedernes radar, når lokummet brænder. Jeg skal såmænd selv holde tungen lige i munden og hele tiden tænke tilbage på, hvornår hvad skete og beregne min alder ud fra adressen. Jeg har slægtsforsket i mange år, og det har sat sig i mig, at de kølige facts også skal være på plads.

Ankestyrelsen har i 2014 udgivet en vejledning om, hvordan bl.a. børnesagsbehandlere skal håndtere nomadefamilier. Det fremgår, at der i særlig grad bør være fokus på børnene i familierne. Mit liv havde set meget anderledes ud, hvis vejledningen var udgivet i 1970’erne.

Gamle filer

Selvom jeg har uendeligt meget plads på min computer med tre harddiske, har jeg besluttet at rydde op i meget gamle filer. Jeg har jo backup. Der ligger så meget, som bare bevirker, at jeg mister overblikket. Jeg har vist aldrig (bevidst) slettet en fil, så der ligger data årevis tilbage. Data som jeg aldrig får brug for igen.

Legacy

Nu hvor jeg er tilbage på Windows, kan jeg uden videre få Legacy til at køre. Legacy er programmet, der rummer al min slægtsforskning, som er dyrebar. Der er tale om data og fortællinger om ca. 5.000 personer. Selve datafilen er godt gemt i e-boks,  men det var temmelig bøvlet at få det til at køre i Linux under Wine.

Så mon ikke jeg også skal have kigget lidt på det?

Og sådan kan en søndag nemt gå.

God søndag til dig.

Besvar spørgsmål

Jeg havde droppet bogen

I erkendelse af at min bog blev for følelseskold og uden nerve havde jeg droppet den. Hvem gider læse noget, der mest er en levnedsbeskrivelse med kølige facts? Jeg er færdig med at gå i terapi. Det hele er bearbejdet. Der er ikke mere at komme efter. Jeg syntes, at det, jeg skrev, blev for klinisk, og hvem gider læse det? Jeg skriver som hovedregel ikke som led i en terapeutisk proces.

Møde med journalisten

Jeg kender en journalist, som har lovet at hjælpe mig gennem processen, og vi havde første møde i dag – og tænkte jeg – sidste møde, men sådan kom det ikke til at gå.

Hun havde gået mine kapitler igennem, og kunne godt lide hvad hun læste. Det blev jeg rigtig glad for, for det gav mig mod på at gå videre. Hun stillede en masse spørgsmål, som hun havde skrevet ind som noter i Word, så jeg ikke er i tvivl om, hvad hun mener.

Nogle kapitler fungerer bedre end andre. Der er et om ‘Den lykkelige tid’ med fokus på min far og et om min mormor, som jeg var meget knyttet til. Der er følelser og nerve knyttet til. Kapitlerne om overgrebene er mere overordnede, fordi det simpelthen er svært at skrive om, også selvom de år er bearbejdet ad flere omgange.

Hjemmearbejde

Nu skal jeg gå alle journalistens og mine noter igennem en for en og besvare alle de spørgsmål, hun har stillet. Et eksempel er: Jeg skriver om mors om min tid alene i Vollsmose, før psykopaten flytter ind: ‘Vi klarede os godt nok’. Journalisten spørger: ‘Hvad er ‘godt nok? Var der fx råd til fritidsinteresser?’ Ja det var der. Jeg gik til bordtennis og skydning og på fritidshjem. Et andet eksempel er: ‘Hvordan var lejligheden i Vollsmose?’ Den var fed. Jeg havde fx mit eget badeværelse, der var to altaner lige ud til grønne områder. Til den anden side var der en stor fodboldbane. Det var gode forhold for børn at vokse op under.

Jeg har nu et stort arbejde med at gå alle afsnittene igennem og ‘folde teksten ud’. Endelig har jeg forstået, hvad det går ud på.

Et trick og en ven

Hvis jeg har noget, der skal med, men jeg ikke kan få det skrevet ned, så er et trick at fortælle det højt for sig selv og gerne at optage det. Herefter er det bare at skrive af fra optagelsen.

Vi kom ind på det i forbindelse med, at jeg kun havde én ven som barn, Bjarne, og det er i sig selv unaturligt. Jeg kunne besøge ham, når jeg besøgte min mormor. Vi tilbragte mange timer med at tegne eller gå tur med hans  golden retriever, der hed Aga. Han var meget bedre til at tegne end mig og blev da også arkitekt.

Vi holdt kontakten gennem alle årene, og da Messenger mv. blev opfundet, mødtes vi jævnligt der. Han boede mange år i Holland, men efter at være blevet skilt, rejste han hjem til Danmark. Jeg kunne godt fornemme, at der var noget galt, men når jeg prøvede at spørge ind, svarede han mest, at han tumlede med svære tanker. En dag fik jeg besked om, at han havde hængt sig. Det var i 2015, hvor jeg selv havde det sværest, men jeg besluttede, at jeg ville med til begravelsen i Præstø Kirke. Da jeg hilste på hans forældre i kirken, var det som om, de kendte mig. Han må derfor have fortalt om det mangeårige venskab.

Det er som om, at når man fortæller det højt, så bliver det mindre indforstået.

Ikke en bog

Jeg har besluttet, at det ikke skal ende som en bog men som en artikelserie på POV International. Det giver mig en masse frihed, mange flere læsere og sparer mig for alle nederlagene, når forlagene ikke vil have mit manus.

Konklusion

Jeg tror, glæden ved at skrive kan komme tilbage igen.

 

Syv kapitler – og så

Bogen, der ikke skal være en bog

Bloggen har ligget stille et stykke tid, fordi jeg har skrevet syv kapitler til det, der ikke skal være en bog, men nærmere en serie af artikler på POV International. Jeg kan ikke skrive både til det ene og det andet på en gang.

Jeg har skrevet om den lykkelige del af min barndom, den knapt så lykkelige, skoletiden, min mormor, som havde stor betydning og er nået til den 1. august 1980 hvor jeg, fri som fuglen, ankommer med Bornholmerbåden til Kongens Nytorv og starter rengøringsarbejde på deltid i De Gamles By på Nørrebro osv.

Jeg skriver alt det svære uden følelser, for det hele er bearbejdet hos min psykolog. Det er både godt og skidt i denne skriveproces, for det betyder, at kapitlerne bliver uden nerve, ja nærmest kliniske. Jeg kan skrive om de værste overgreb, som var det en opskrift på en sandkage.

Lige nu

Jeg er løbet sur i spørgsmålene ‘Hvem gider læse en (klinisk) levnedsbeskrivelse, når den ikke er fra en kendis?’ og ‘Hvad skal læseren få ud af at læse dette kapitel?’. Jeg kan simpelthen ikke svare på det. Men før jeg kan svare på det, kan jeg ikke skrive mere. Det er en ægte show stopper.

Jeg glæder mig meget til det første møde med journalisten, som forhåbentlig kan hjælpe mig ud af det dødvande, jeg har bragt mig selv i. Rigtige forfattere kender sikkert dette til hudløshed, men for mig er det nyt. Ordene plejer at flyde ud af  tastaturet. Det gør de sådan set også; de er bare uden nerve.

Det skal kunne lade sige gøre at skrive en serie artikler til POV. Jeg plejer da at kunne…