Det sidste komma

Et tomrum

Det sidste komma i min selvbiografi er sat. Journalisten har været inde over og min nærmeste ven har læst den endelige korrektur. Pudsigt som man kan blive ved med at finde ‘noget’, men man bliver som bekendt blind på det, man selv skriver.

Det blev til i alt 13 afsnit, som nu er sendt til redaktionen på POV International. Jeg er spændt på, hvad de siger. De har bare at være tilfredse, for jeg orker ikke at se mere på værket lige nu, heller ikke selvom det bringer et tomrum ikke at skulle arbejde på det længere. I tre måneder har jeg hele tiden vidst, hvad jeg skulle lave. når jeg havde fri Nu er tiden tom. Hvad skal jeg så ud over ud at gå?

Jeg skriver temmelig langsomt, da jeg aldrig har gået til maskinskrivning, så det har taget mig uendeligt lang tid bare at skrive. Hertil kommer hele udvælgelsesprocessen: Hvad skulle med og hvad skulle ikke med?

Jeg har skrevet fra hjertet, for jeg har ikke andre steder at skrive fra. Barndommen fylder meget, fordi den naturligvis har været grundlag for resten af livet. Sådan er det for alle mennesker, min barndom var bare speciel.

Mange år huskede jeg ikke og alligevel måtte jeg finde noget frem af hjernekisten, så der også blev et afsnit om de 23 år på arbejdsmarkedet. Jeg kunne trods alt ikke udelade lidt under halvdelen af mit liv.

Samarbejde

Samarbejdet med journalisten har været meget givende og lærerigt. Hun har implicit lært mig en masse om ‘Show it, don’t tell it’. Hvis jeg for eksempel skrev: ‘Men vi klarede os meget godt’, kommenterede hun i Word: ‘Hvordan klarede I jer godt?’. Sådan har vi i tre runder arbejdet os igennem alle 13 afsnit. Der er lang vej til Tipperary på den måde, men jeg er tilfreds og glad for processen. I det hele taget har hun været en stor støtte, hver gang jeg syntes, at dette blev for besværligt.

Publiceringen

Hvis nu redaktionen kan lide værket, vil det udkomme på POV en fast dag om ugen i  13 uger. Jeg ved ikke, hvornår de begynder at lægge det på. Det er jeg spændt på, og også på eventuelle reaktioner.

Her er så stille nu…

Et 80’er hit med Lis Sørensen

Det hed netop: ‘Her er så stille nu’ og passer godt til situationen på bloggen i øjeblikket. Det skyldes, at jeg skriver på mine artikler, som jeg vælger at kalde dem, når det nu ikke skal være en bog, og derfor ikke kan kaldes kapitler. Jeg kan ikke skrive begge steder på en gang, for jeg skriver uendeligt langsomt. Jeg er ærgerlig over, at jeg aldrig gik til maskinskrivning og lærte blindskrift.

Artiklen om bipolar, der drillede og blev for klinisk, har jeg alligevel fået sat lidt skub i ved hjælp fra to venner. En sagde ‘Fortæl det til en, der aldrig har hørt om det før’. En anden stillede en række konkrete spørgsmål: Var depressionerne værst om morgnen eller om aftenen, var der forvarsler osv.?

Jeg tog det blanke papir og begyndte helt forfra og prøvede at glemme, at jeg allerede havde skrevet den artikel. Nu er jeg spændt på, hvad journalisten vil sige, når vi skal mødes på Skype på tirsdag.

Om at gå til psykolog

Det er for længst planlagt, at psykologen skal have sin egen artikel, for hun har betydet uendeligt meget for mig. Hun har været med til at sætte mig fri.

Før jeg traf hende, havde jeg prøvet alverdens terapeuter, psykoterapeuter, gestaltterapeuter og kropspsykoterapeuter, fordi jeg ville have det bedre. Det virkede bare ikke på mig. Jeg egner mig ikke til at slå i en pude og forestille mig, at den er min mor eller hendes mand. I mange år gik jeg rundt og tænkte, at alle disse terapeuter var uduelige, eller at det var mig, der var noget galt med.

Psykologen havde et helt andet perspektiv på sagen, nemlig at jeg ikke havde været ‘klar’. Det gav mening for mig.

Vores samarbejde var meget analytisk, og jeg fik lov at bruge hovedet, for sådan har jeg det bedst. Hun accepterede uden videre, at jeg ikke ville tegne og male uagtet hun også er uddannet kunstterapeut. Hun lo bare, da jeg fortalte, at jeg ikke kan tegne så meget som en tændstikmand.

Jeg kom hver gang med ting, jeg ville drøfte. Vi vendte og drejede dem, satte ord på, ofte kom jeg til at græde af arrigskab eller af inderlig sorg, men det endte altid med, at vi lagde emnerne i ‘skuffer’ og satte søm i. Vi havde set det, vi skulle se. Der var ikke behov for at åbne skufferne igen. Skridt for skridt kom jeg ud på den anden side af det, der havde været et mareridt.

Ikke kun snak

Selvfølgelig talte vi ikke udelukkende.

En session gik blandt andet ud på, at jeg skulle ’gå ind i’ den faldefærdige, firlængede gård på Sydfyn, hvor jeg boede som nomadebarn omkring 1976-77.

’Luk øjnene og stil dig foran vognporten…’ Jeg begyndte med mit sædvanlige ’Det kan jeg ikke finde ud af’, men alligevel lykkedes det denne gang:

Jeg kommer gennem porten med garagen til højre, hvor den meget rene bil står. Selve gårdspladsen er med toppede brosten. Der står en gammel, grøn vandpumpe. Stråtaget har set langt bedre dage, det er grønt og fyldt med mos. Der er en stor dør i højre side, og bag den opbevares alle de tomme 1½ liters vinflasker – typisk af mærket Peré Medard.

Jeg fortsætter ligeud og kommer til hoveddøren, hvor der er et trin op, til jeg står i entreen, der er højst en kvadratmeter stor. Der er en TV-stue til venstre og til højre dagligstuen med vinballonerne og deres blop blop blop. Det første, jeg siger til psykologen, er, ’Her lugter af gær’.

Min halvbror sad i sin hoppegynge midt i rummet, uden at nogen egentlig tager sig af ham. Op mod de små vinduer er min mors og psykopatens arbejdsbord.

Så langt nåede psykologen og jeg mht. stokroseidyllen. Hun roste mig for at kunne komme så langt, når jeg normalt veg fra den form for terapi.

Det var ikke så svært, som jeg havde troet, for jeg var klar til at blive fri, og jeg var i gode hænder.

Nu er jeg gået i stå

Interview med mig selv

Der findes et skribenttrick, der går ud på, at man bare taler og taler om det, man vil skrive om, og  samtidig optager det man siger. Efterfølgende skriver man det ud og vupti, så har man et kapitel, der kan redigeres. Det gælder bare ikke for mig.

Jeg har prøvet tricket som en art interview med mig selv, men jeg kan ikke få det til at fungere. Jeg kan ikke frigøre mig fra det første udkast til artikel 10 om bipolar lidelse, der er blevet frygtelig klinisk, men det er der ikke noget at sige til, eftersom jeg stort set var mere indlagt end hjemme. Det handler om årene 2014-2015, hvor alt var kaos. Jeg ønsker dem ikke for min værste fjende. Når jeg sidder og læser udkastet, bliver jeg så glad over alt det, der er sket i årene derefter. Hvor godt jeg har fået det. Hvor er det dejligt at glæde sig over noget.

At jeg har fået det så godt skyldes i meget høj grad psykologen. Hun hjalp mig fri af fortiden og på fode igen.

Mit samarbejde med journalisten er forbilledligt. Hun er utrolig grundig og god til at give feedback. Jeg kunne ikke have fundet en bedre samarbejdspartner.

Summa summarum: Jeg er gået i stå med mine artikler. Nu gik det ellers lige så godt. Jeg må vente til næste Skypemøde med journalisten om en uge.

Måske vil noget lykkes for mig i mellemtiden?