Syv kapitler – og så

Bogen, der ikke skal være en bog

Bloggen har ligget stille et stykke tid, fordi jeg har skrevet syv kapitler til det, der ikke skal være en bog, men nærmere en serie af artikler på POV International. Jeg kan ikke skrive både til det ene og det andet på en gang.

Jeg har skrevet om den lykkelige del af min barndom, den knapt så lykkelige, skoletiden, min mormor, som havde stor betydning og er nået til den 1. august 1980 hvor jeg, fri som fuglen, ankommer med Bornholmerbåden til Kongens Nytorv og starter rengøringsarbejde på deltid i De Gamles By på Nørrebro osv.

Jeg skriver alt det svære uden følelser, for det hele er bearbejdet hos min psykolog. Det er både godt og skidt i denne skriveproces, for det betyder, at kapitlerne bliver uden nerve, ja nærmest kliniske. Jeg kan skrive om de værste overgreb, som var det en opskrift på en sandkage.

Lige nu

Jeg er løbet sur i spørgsmålene ‘Hvem gider læse en (klinisk) levnedsbeskrivelse, når den ikke er fra en kendis?’ og ‘Hvad skal læseren få ud af at læse dette kapitel?’. Jeg kan simpelthen ikke svare på det. Men før jeg kan svare på det, kan jeg ikke skrive mere. Det er en ægte show stopper.

Jeg glæder mig meget til det første møde med journalisten, som forhåbentlig kan hjælpe mig ud af det dødvande, jeg har bragt mig selv i. Rigtige forfattere kender sikkert dette til hudløshed, men for mig er det nyt. Ordene plejer at flyde ud af  tastaturet. Det gør de sådan set også; de er bare uden nerve.

Det skal kunne lade sige gøre at skrive en serie artikler til POV. Jeg plejer da at kunne…

Bogprojektet

Bogprojektet revival

For et eller to år siden begyndte jeg at skrive kapitler til en bog. Det skulle være en selvbiografi. Da det gik op for mig, at jeg ikke var kompetent til det uden støtte, kontaktede jeg en forfattercoach (hvem som helst kan kalde sig coach…), og pludselig druknede min skriveglæde i berettermodeller, mind maps og jeg ved ikke hvad. Jeg ville jo bare skrive, og det forstod han aldrig. Jeg dur ikke til at blive puttet i kasser. Jeg har derimod brug for støtte i processen.

En ny start

Jeg kender en helbefaren free lance journalist, og pludselig fik jeg den idé at spørge hende, om hun ville være min ghostwriter. Det ville hun naturligvis gerne; der var bare det ‘lille’ problem med den model, at så ville jeg ikke komme til at skrive selv, og det er det jeg vil, men jeg behøver som sagt en eller anden form for støtte, hvis projektet skal blive til noget – og det skal det denne gang.

Bogen vil skrives. Den har luret i mit hoved i rigtig mange år, og er også den, der giver stoffet til artiklerne i POV International. Der kommer i øvrigt en ny artikel på POV i morgen, hvis du har lyst at læse med.

Nu har vi aftalt, at det er mig, der er skribenten, og jeg går bare i gang med kapitel efter kapitel, der evt. kan samles til en bog efterfølgende. Inde i mit hoved kan jeg bare tænke dem som artikler til POV, for det ved jeg, hvad er, efter at have fået udgivet seks artikler der. Kapitlerne vil blive mere detaljerede, end hvad der hidtil er udgivet på POV. Vi stiler efter løbende udgivelse på POV for at jeg ikke skal ende med en fin og færdig bog, som ingen forlag vil have. Det er jeg ikke klar til.

Sparringspartner og facilitator

Journalisten læser teksterne kritisk igennem, ser om de er spændende, har de rette cliff hangers osv.  Og hun hjælper mig med at besvare det svære spørgsmål: ‘Hvad skal læseren få ud af at læse bogen/kapitlet?’ Det burde måske være selvklart, men det er det ikke for mig.

Går jeg helt død i et kapitel, laver hun et interview med mig, så jeg har noget at bygge videre på. Idéen er at jeg får ‘tømt hovedet’, altså får det ned på papir, som er så logisk for mig, fordi jeg selv har oplevet det, men som læserne ikke ved.

Tematisk eller kronologisk

Jeg har brugt dagen i dag på at spekulere over, om det skal være en klassisk, kronologisk selvbiografi eller om den skal være tematisk opbygget? Det er vigtigt ikke at tabe læseren undervejs, og det kan nemt ske med det liv jeg har levet, især i min barndom. Det taler for den strengt kronologiske opbygning. På den anden side er der temaer, der gå igen i hele barndommen, og det taler for den tematiske opbygning. Måske kan man blande det lidt uden at tabe læseren? Fx at barndommen er tematisk, mens voksenlivet er kronologisk. Det må kunne gøres uden at forvirre læserne.

Jeg er startet på et klart tematisk kapitel i dag. Det hedder ‘Mor, jeg kan bedst lide dig om morgenen’.

 

,

Arbejde

Notaterne

Jeg har nu tre sider med notater om, hvad kollegerne har fortalt mig. Jeg har jo ikke lyst til at spørge om det samme flere gange.

Og dog: en ting har jeg været nødt til at spørge om flere gange, og det var fristerne for bestilling af bårebuketter, hvor jeg slet ikke kunne få handels- og leveringsbetingelserne til at give mening. Det endte med at en meget venlig kollega lavede en lille tabel til mig. Den er jeg glad for, og den er til at forstå.

En anden ting som jeg ikke umiddelbart kunne finde ud af var, hvilke lande der ligger +2 GMT. De syntes heldigvis ikke, det var et dumt spørgsmål. Selvfølgelig kunne jeg have googlet det, men jeg ville hellere have det fra hestens egen mund, så jeg var sikker på, at det var rigtigt. I det hele taget er jeg bange for at lave fejl, og føler mig ret nervøs. Sådan er jeg måske bare blevet med årene? Måske er det alle de dårlige erfaringer med arbejdsmarkedet de seneste år?

Jeg har også skrevet min egen præsentation ned: ”Det er Interflora goddag. Du taler med Hanne. Hvad kan jeg hjælpe med?” Jeg har sagt det mindst 100 gange nu, men alligevel sidder det ikke rigtig fast. Derfor ligger noterne ved Pc’en, når jeg har vagt. Det er min chef, der har sagt, at det er vigtigt at få ”Hvad kan jeg hjælpe med?” med. Jeg kan høre, at mine kolleger har en noget kortere præsentation, så måske gør jeg noget forkert?

Jeg er vild med det job, og jeg håber, de er tilfredse med mig. Lige nu føles det som en eksamen på tre måneder (prøvetiden), som jeg håber, jeg består. Den udløber den 21. januar 2020. Jeg har været der en måned nu og tænker, at de vel ville have sagt et eller andet, hvis jeg var helt håbløs og lavede for mange fejl. Kontrakten løber til første april. Først der ved jeg endeligt, om jeg er købt eller solgt. Jeg håber naturligvis på det første.

Jobbet er lige  mig, og det er et passende antal timer (6-7 timer pr. uge). Jeg sidder hjemme ved min super Pc og ekspederer de kald, der nu engang er. Nogle dage er der virkelig ikke ret mange. I dag har jeg vist haft fire kald på de to timer. Andre dage er der heldigvis mere at gøre.

Firmaet giver en julekalender, og jeg er spændt på at hente min på torsdag og på at hilse på nogle af kollegerne.

Lydbøger

Jeg er kommet ind i lydbøgernes verden, og lige nu hører jeg ”Flaskepost fra P” af Jussi Adler Olsen. Hold da op hvor er den spændende og uhyggelig. Da jeg var indlagt, begyndte jeg på ”Kvinden i buret” af samme forfatter, men jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig om den. Der er for meget uro på en afdeling. Heldigvis er der mange andre bøger om kriminalkommissær Mørck og hans assistenter Assad og Rose, der af og til bliver til Yrsa.