BSoD

BSOD står for “Blue Screen of Death”. Jeg oplevede det i formiddag, og det var meget ubehageligt. Inge-Hanne sagde godt nok i sin prædiken, at det var godt ikke altid at være on line eller være i business hours, men det var ikke lige sådan, jeg havde tænkt mig, det skulle foregå.

Inden jeg gik over i kirken, satte jeg sikkerhedsprogrammet Kaspersky i gang med en fuld scanning, der passende kunne stå og hygge sig, mens jeg var væk. Det tager en evighed, og det er der jo ingen grund til at sidde og kigge på.

Da jeg kom hjem var PC’en slukket – meget mystisk, da jeg ikke har “dvale” slået til kun “slumre”. Jeg trykkede på startknappen, hvorpå maskinen prøvede at genstarte. Den kom også så langt, at den bootede, indlæste Windows og viste skrivebordet i 15 sekunder. Nyt skærmbillede: “Computeren stødte på en fejl. Vi indsamler nu oplysninger og genstarter herefter for dig” eller sådan noget lignende. OK, ny genstart, prøv igen, samme scenarie i et evigt loop. Jeg tror, jeg lod den prøve tre eller fire gange.

Windows opgav åbenbart selv, for tilsidst kom der et nyt skærmbillede med besked om, at Windows nok var forkert installeret! Øh jeg installerede Windows 10 i sommer, og alt har kørt upåklageligt lige siden. Herudover var der en knap til avancerede indstillinger. Jeg kender min begrænsning, den slags tør jeg bare ikke rode med, for jeg har ingen forstand på det.

Via Facebookgruppen “Support PC og andet” fik jeg kontakt med Martin, der indledningsvist guidede mig via telefonen. Heldigvis havde jeg et gendannelsespunkt fra i går aftes, så vi startede med en systemgendannelse. Mens den kørte, sad jeg og blev så vældig glad for alle min backups. Tænk hvis der skulle en reinstallation til? Det kunne jeg slet ikke overskue. Det er ikke særlig rart at skulle begynde forfra, men hvis jeg så også mistede alle mine filer og mails. Bare vedrørende kirken har jeg 900 mails liggende (der kunne nu nok godt ryddes lidt op). Systemgendannelsen tog urimeligt lang tid; der bør gå ca. 10 – 15 minutter, efter en halv time stoppede vi den og hev strømkablet ud.

Ind med strømmen igen og start. Den indlæste fint Windows, kom til skrivebordet, mailprogrammet og browseren kunne åbnes. Alt så fint ud og gendannelsen havde altså fundet sted alligevel.

Martin ville gerne se lidt nærmere på fejlen, så jeg gav ham adgang via det geniale program TeamViewer. Han analyserede og tjekkede en masse Windowslogs fx C:\Windows\Logs\CBS, og prøvede at opdatere drivere, men de var alle ajour. Det var ret fascinerende at sidde og se ham arbejde på min PC. Han bevægede sig ud i afkroge af Windows, som jeg ikke engang var klar over fandtes, og de logs han fandt frem, forstod jeg absolut intet af. Jeg er blevet bekræftet i, at jeg bare er en god bruger og ikke mere, og så ved jeg noget om software. Det er vist det. Hans endelige konklusion efter mange analyser og check var, at der havde været et strømudfald kl. 9:49, og at han ikke kunne se, at der skulle være noget galt med selve Windows-installationen eller PC’en. Hvor blev jeg bare glad for det, og hvor er jeg ham dybt taknemmelig for at have brugt så lang tid, og for at han ville hjælpe mig. Hurra for Facebookgruppen med alle de søde og dygtige mennesker. Jeg er nu også glad for, at der lå et helt nyt gendannelsespunkt.

Min PC er “hjemmebygget” af leverandøren, det er en stationær, og den er ved at være en oldsag fra 2009. Men alting fungerer som det skal, og der er udelukkende anvendt kvalitetskomponenter, så den bør kunne holde nogle år endnu.

Jeg kan ikke helt tage æren for det nye gendannelsespunkt, det blev nemlig dannet af O&O ShutUp10 i aftes. ShutUp10 er et lille program, man kan køre, hvis man gerne vil undgå, at Windows 10 sender alle mulige private oplysninger til Microsoft. Programmet laver forskellige ændringer i indstillinger. Jeg har læst om det flere steder, og der er mange, der anbefaler det. Mistanken opstod selvfølgelig, om det var dette, der forårsagede Windows’ nedbrud. Det er nemlig dybt inde og pille i Windows. Martin mente nu ikke, at det var det, der var årsagen.

Hvis du ikke har gendannelsespunkter, vil jeg stærkt råde dig til at etablere nogle/et. Vær opmærksom på, at man selv skal slå det til i Windows 10; det er ikke sat til som default.

18 replies
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Donald

      Mange tak skal du have! Som hovedregel fungerer det rigtig godt, men indimellem er der nedbrud med BSoD til følge. Jeg er lidt bange for, om der er et eller andet, der snart synger på sidste vers. Jeg har bare ikke selv forstand på at analysere mig frem til, hvad det kan være.

      Svar
  1. Pia
    Pia siger:

    Sådan noget kan nok give sved på panden. På arbejdet har jeg W 10 og der er der automatisk installeret gendannelsespunkter, som også er blevet benyttet så sent som i torsdags, hvor jeg havde problemer. Det var en fejl på netkortet, som krævede en ny driveropdatering, viste det sig. Jeg og en kollega brugte over en time på alt ‘det pjat’ inden det lykkedes os at få forbindelse til internettet.

    Svar
  2. Elsebeth
    Elsebeth siger:

    God idé, Stegemüller – og det er endnu lettere med en Apple-computer. Vi trykker os bare ind på Team-Viewer, og derefter skal jeg fortælle min søn den kode, der fremkommer på skærmen, og så er vi kørende – eller rettere sagt, han er. Jeg sidder her og betragter, hvordan curseren arbejder, og han når frem til mit ønskede resultat. (Det er en af mange grunde til, at han kan handle ganske gratis leverpostejer, brødboller, kage og andet hjemmelavet i min fryser, når han rejser hjem efter besøg hos mig!)

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Elsebeth

      Jeg har aldrig ejet en Apple-computer, men når jeg har set dem hos venner og bekendte, har jeg været ret fascineret over, hvor intuitivt alting virker. Selv har jeg “kun” iPad og iPhone, og jeg er meget glad for dem begge.

      Jeg er helt enig med dig i, at det er fascinerende at sidde og se en anden arbejde på ens computer. Jeg har ikke forstand på den teknologi, der ligger bag, men det er sørme godt tænkt. Der er ikke noget at sige til, at sønnike kan få lagrene fyldt op, når han rejser hjem.

      Svar
  3. Elsebeth
    Elsebeth siger:

    Ja, længe leve TeamViewer! Min søn bor i København, og jeg bor i Sønderjylland, så han behøver heldigvis ikke at tage toget herover. Journalisten, der bor i New York, er også glad for, at det er så let at hjælpe moderen i Hobro, har han fortalt mig. Det er mit indtryk, at der er mange, der ikke kender denne mulighed for fjernstyring.

    Svar
  4. Jørgen
    Jørgen siger:

    Sådan noget er man gerne fri for sker. Var løsningen, at tage strømmen fra maskinen, som det ofte er? Har lige set at systemgendannelse er slået til her, men det er ikke noget jeg ellers er opmærksom på.
    Man burde have en checkliste a la dem piloter har!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Jeg tror nu nok, at løsningen var at køre gendannelsen, der bare ikke viste om den var færdig eller ej. Først derefter tog vi strømmen. Som jeg kan forstå de forskellige kommentarer her på siden, så skal man bare sørge for, at det er slået til, og herefter klarer det sig selv.

      Svar
  5. Peter Nielsen
    Peter Nielsen siger:

    @ Hanne

    gendanelses punkter plejer at selv blive oprettet når man installer et nyt prg eller noget bliver update
    vis bare det er slået til 😉

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Peter

      Velkommen til min blog og tak dine kommentar, der lige skulle godkendes først, sa det er første gang, du kommenterer her hos mig.

      Tak for dit svar; så forstår jeg bedre 🙂

      Svar
  6. Eric
    Eric siger:

    Pyha, men hvordan slår man så lige automatiske gendannelsespunkter til? Jeg har installeret W10 på den lille rejsecomputer, hvor det ikke gav driverproblemer, så-øh? (spørger den dovne).

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Det letteste er at gå ned ved luppen i søgefeltet, skrive gendannelse og så vælge den, der står nede under Indstillinger. For hvert drev du har skal du klikke på drevet og trykke på Konfigurer. Derinde vælger du det øverste punkt “Slå systembeskyttelse til”. Det anbefaler jeg, at du gør for alle drev.

      Ja pyha – det var noget snært.

      Svar
      • Martin Østerberg
        Martin Østerberg siger:

        Det er nu ikke korrekt at gendannelse ikke er slået fra starten, men på NOGLE maskiner er det ikke. Det er kun vigtigt at C: er slået til (eller et andet drev hvis windows ikke ligger på C:). Den letteste måde at checke og indstille er ved at gå i system, enten ved at højreklikke på flaget, eller vælge kontrolpanel. Vælg systembeskyttelse og check at det er slået til på C: (system), ellers slå det til. Check også i ‘konfigurer’ at der er afsat 3-5 GB. Slut af med at trykke på ‘opret’…voila…

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Martin

          Mange tak! Du har helt ret – jeg havde misforstået dig, og din vej dertil er også meget mere logisk.
          Jeg har også spurgt i gruppen (men endnu ikke fået svar) om det så bare kører af sig selv uden at man skal røre en finger, eller skal man stadig selv oprette gendannelsespunkterne?

          Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *