Sankt Nikolaj fra 1741 og nogle år frem

Brændevinsbrændere og Chinafarere

Jeg har brugt en anselig mængde tid på ikke at finde Niels Bøgilds vielse og dåb. Men sådan går det nogle gange. Og ikke-fund er også et resultat, nemlig at det behøver jeg (eller andre) ikke forsøge igen. Jeg noterer mine ikke-fund. Det kan fx se sådan ud:

“Vielsen?

Ikke viede i følgende sogne mellem 1775 (hvor hun er ca. 20 år) og til november 1778 (parrets 1. barn, der ikke er uægte)

Københavns Amt, Sokkelund, Citadel (Kastelkirken), 1712-1810, EM, Viede
Københavns Amt, Sokkelund, Frederiksberg, 1736-1777, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde
Københavns Amt, Sokkelund, Frederiksberg, 1778-1796, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde
Københavns Amt, Sokkelund, Garnison, 1769-1815, EM, Viede
Københavns Amt, Sokkelund, Helligånd, -, RG, Register
Københavns Amt, Sokkelund, Helligånd, 1735-1813, EM, Viede
Københavns Amt, Sokkelund, Sankt Nikolaj – > har ingen vielser
Københavns Amt, Sokkelund, Trinitatis, 1742-1833, EM, Viede (svær at overskue, gnidret)
Københavns Amt, Sokkelund, Vor Frelser, 1750-1792, EM, Viede
Københavns Amt, Sokkelund, Vor Frue, 1775-1813, EM, Viede

Der er ikke flere sogne i København på det tidspunkt, jfr. “Københavnske sogne efter oprettelsesår” fra Rigsarkivet.”

Det har været interessant af andre årsager

Midt i 1700-tallet var der kun syv sogne i København, når vi lige ser bort fra de specielle (Holmens, Sct. Petri og Frederiks Tyske).

I 1730 havde det vi i dag kender som hele Københavns Kommune ca. 70.000 indbyggere. Det tal var ved folketællingen 1787 vokset til 90.000. Kilde: Trap Danmark.

Så det er klart, at når der kun var syv sogne inden for voldene, var fx Sankt Nikolaj velbesøgt, og derfor er det et spændende – og tidskrævende – tidsbillede.

Jeg øver mig ellers i at “scanne – ikke læse”. Jeg indprenter mig navnet, jeg søger, og kigger kun efter det, men det går ikke altid som præsten prædiker, for der er interessante tidsbilleder, man kan blive klogere af.

To ting var påfaldende, så dem har jeg undersøgt lidt nærmere.

For det første: De må have drukket tæt

Jeg har ikke statistisk belæg for det, men min klare fornemmelse er, at der på hvert eneste opslag er mindst en Brændevinsbrænder eller en Brændevinsmand. De må have drukket tæt. De var jo ikke så mange, så hvordan kunne de ernære så mange brændevinsbrændere?

• Man læser ofte om, at brændevin blev brugt som smertestillende middel og til at få børn til at sove, så man selv kunne få nattero.
• Maden var saltet grundigt for at forlænge holdbarheden, og så blev man tørstig.
• Vandet var ofte sundhedsskadeligt, så der måtte noget andet til.

Ugeskrift for læger har en interessant artikel fra 2018 om datidens drikkevaner – eller måske drukkultur.

Det fremgår blandt andet

Lige siden Holberg i 1722 skrev sin tragiske komedie om den undertrykte og fordrukne fæstebonde Jeppe på Bjerget, havde umådeholdent drikkeri i samfundets nederste lag været et problem. Almuen drak – og det fortsatte den med at gøre i de næste 200 år. Ud over åbenlyse helbredsmæssige følger havde drikkeriet også store sociale omkostninger og var med til at fastholde underklassen i fattigdom og elendighed.

og ca. 100 år senere, hvor man vel må forvente, at forbruget var faldet:

Grundlæggeren af landets første afholdsforening, Ole Syversen, oplyste i 1840, at “en mådeholden mand” drak 2-3 snapse til hvert måltid, dvs. 8-9 stykker dagligt.

Med den indsigt forstår jeg bedre, at der var behov for så mange brændevinsbrændere i bare et enkelt sogn.

For det andet: Adskillige “Chinafarere”

Sankt Nikolaj er rig på “Chinafarere” midt i 1740’erne. Der er selvfølgelig ikke så mange som brændevinsbrænderne, men alligevel tilstrækkeligt mange til, at de falder i øjnene. Jeg har set dem både som fædre (naturligvis ingen kvinder!) og som brudgomme.

Når de var hjemme fra rejsen, der typisk tog ni måneder hver vej, skulle diverse “formalia” naturligvis bringes i orden. At blive gift og at blive far i den rækkefølge …

Danskerne begyndte at sejle til Kina ca. 1730, så det er ikke overraskende, at de dukker op midt i 1740’erne. Det overraskende er, at der er så mange “Chinafarere” bare i et enkelt sogn. Det må have været en omfattende industri at hente de varer, som der var stor efterspørgsel efter. Det drejer sig fx om te, porcelæn og silke. Ikke alle har været ludfattige.

Og meget apropos er der også adskillige “Porcelains Handlere” i sognet. Dem lagde jeg mærke til, fordi der er mindst en, der er relateret til den næste gruppe af personer, jeg glæder mig til at tage fat på: Kiøge-familien, hvor en 4*tipoldemors bror hedder Jens Adolph Kiøge. Her er mange detaljer, der skal bringes på plads; ikke lige om ham, men om de nærmeste.

Han er interessant, fordi han var Danmark største slavehandler. Det mener i hvert fald forfatteren Thorkild Hansen i bogen “Slavernes kyst” (Gyldendal, 1967).

---

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.