Bipolar affektiv sindslidelse: dygtige på 808

808 var nærmest mit andet hjem

Med bipolar affektiv sindslidelse er det naturligt at være en hyppig gæst

Christian, der tog fint imod mig, spurgte i sjov, om han skulle vise mig rundt. Vi blev hurtigt enige om, at det næppe var nødvendigt, da 808 for et par år tilbage nærmest var mit andet hjem; i hvertfald har jeg ikke tal på, hvor mange gange, jeg har været der. Jeg husker ikke, hvornår jeg senest var der. Jeg kunne sikkert finde det et eller andet sted i Sundhedsplatformen (SP), men er for træt til at lede. Marianne mente, det var tre år siden, men det tror jeg altså ikke på. Men det er selvfølgelig hende, der sidder med datastrømmen.

Når man er på PSI-pladsen (PSI = PatientStyret Indlæggelse), er man bare. Man kan deltage i de aktiviteter, der nu engang er, men man kan – som de øvrige patienter – også lade være. Jeg har ladet være og har bare været.

Når man også har Aspergers Syndrom, er man ofte lidt af et fjols socialt. Men jeg har bemærket en interessant ting under denne indlæggelse: Jeg fandt faktisk nogle, der var interessante at tale med om alt muligt: PC, hjemmesider, diagnoser, det at få noget ordentlig mad derhjemme og meget andet. Jeg var ikke helt så kejtet, som jeg kan få bildt mig selv ind, når jeg nu har haft det glimrende under 1½ års pandemi, hvor virkelig mange med Aspergers har nydt fraværet af at “skulle” være sociale med jævne mellemrum. Jeg har savnet stilheden herhjemme, men jeg kunne jo gå ind på stue otte igen, når lydniveauet blev for meget.

Medarbejderne er ekstremt dygtige på 808

Da jeg kom i søndags, var jeg grådlabil, angst for at dø og bange for, at en ny depression var under opsejling, og det orkede jeg ærlig talt ikke. Nu er det torsdag, og verden er blevet sig selv igen – eller også er det mig, der er blevet mig selv igen for 70 pct.s vedkommende. De tunge tanker findes naturligvis stadig (30 pct.), men de er håndterbare og fylder ikke hele farveskærmen.

Og hvad er det så, de gør?

• De vil enormt gerne være samme med patienterne. Har de tid, kommer de fx ud og sidder ved bordet i haven eller i stuen og snakker og lytter til den almindelige samtale. De siger ligeud, at de ikke gider sidde inde på kontoret.
• Er der brug for det, går vi lidt væk og bruger 20 minutter på emner, der ikke kommer Gud og hver mand ved. Er der behov for yderligere snak, laves en aftale om fx at gå en tur i den lille skov, der udgør stedets “baghave”.
• Det er som om, de altid har tid. Jeg tror, det er lidt som med præsten: Har de ikke tiden, ta’r de sig tiden. Selv husker jeg ikke nogensinde at blive afvist – men man kan selvfølgelig ikke helt regne med, hvad jeg husker…
• De deler ikke bare rundhåndet ud af medicin, som var det en mirakelkur. Jeg har fx klaret disse fire/fem dage med bare to Oxapax (et Benzodiazepin). Jeg vil meget hellere lyttes til. Og det er jeg blevet.
• De er gode til at rapportere til hinanden på tværs af de forskellige vagter. Hvis man ikke selv gerne vil sige det samme en gang til, behøver man det heller ikke. De er orienterede.
• Jeg tror, deres arbejdsmiljø er godt, for personaleflowet er lille. Var arbejdsmiljøet ringe, ville udskiftningen være stor.

De gør sikkert også en masse andre ting, jeg bare ikke kan gennemskue som patient.

Mulig fleksibilitet i systemet?

Jeg ved, jeg har nævnt det før: planen er at samle alle bipolare patienter fra distriktspsykiatrien (DPC)/optageområdet på Brøndbyøstervej formentlig i en form for kompetencecenter. Den slags lavede vi også masser af i staten, for sådan får man nok mest for pengene. Nu er vi imidlertid (af og til sårbare) mennesker og ikke dominobrikker, der kan eller skal skubbes rundt med.

Jeg har sagt til både kontaktperson og læge i distriktspsykiatrien, at jeg nægter, vel vidende at det sikkert er helt umuligt at sætte sig i mod den form for strukturelle beslutninger.

Jeg forklarede den udskrivende læge mine tanker om, at det ville være helt gak i låget at rykke mig derud, når jeg har haft min fremragende kontaktperson i DPC siden 2014/15, også har haft lægen derinde i et par år, er ret stabil under normale forhold, er under virksom ECT-behandling hver tredje uge og med de tiltag er i stand til at leve et tilnærmelsesvist normalt liv nu. Jeg orker simpelthen ikke at begynde forfra.

Og tænk han var helt enig med mig og forstod til fulde, hvad jeg mente. Vi blev enige om, at han skulle skrive det i epikrisen (sammenfatningen af indlæggelsen). Jo oftere man skriver den slags ting relevante steder, jo større chance er der for, at man måske kan rokke ved trufne administrative beslutninger.

Jeg håber inderligt!

---

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.