Besvar spørgsmål

8

Jeg havde droppet bogen

I erkendelse af at min bog blev for følelseskold og uden nerve havde jeg droppet den. Hvem gider læse noget, der mest er en levnedsbeskrivelse med kølige facts? Jeg er færdig med at gå i terapi. Det hele er bearbejdet. Der er ikke mere at komme efter. Jeg syntes, at det, jeg skrev, blev for klinisk, og hvem gider læse det? Jeg skriver som hovedregel ikke som led i en terapeutisk proces.

Møde med journalisten

Jeg kender en journalist, som har lovet at hjælpe mig gennem processen, og vi havde første møde i dag – og tænkte jeg – sidste møde, men sådan kom det ikke til at gå.

Hun havde gået mine kapitler igennem, og kunne godt lide hvad hun læste. Det blev jeg rigtig glad for, for det gav mig mod på at gå videre. Hun stillede en masse spørgsmål, som hun havde skrevet ind som noter i Word, så jeg ikke er i tvivl om, hvad hun mener.

Nogle kapitler fungerer bedre end andre. Der er et om ‘Den lykkelige tid’ med fokus på min far og et om min mormor, som jeg var meget knyttet til. Der er følelser og nerve knyttet til. Kapitlerne om overgrebene er mere overordnede, fordi det simpelthen er svært at skrive om, også selvom de år er bearbejdet ad flere omgange.

Hjemmearbejde

Nu skal jeg gå alle journalistens og mine noter igennem en for en og besvare alle de spørgsmål, hun har stillet. Et eksempel er: Jeg skriver om mors om min tid alene i Vollsmose, før psykopaten flytter ind: ‘Vi klarede os godt nok’. Journalisten spørger: ‘Hvad er ‘godt nok? Var der fx råd til fritidsinteresser?’ Ja det var der. Jeg gik til bordtennis og skydning og på fritidshjem. Et andet eksempel er: ‘Hvordan var lejligheden i Vollsmose?’ Den var fed. Jeg havde fx mit eget badeværelse, der var to altaner lige ud til grønne områder. Til den anden side var der en stor fodboldbane. Det var gode forhold for børn at vokse op under.

Jeg har nu et stort arbejde med at gå alle afsnittene igennem og ‘folde teksten ud’. Endelig har jeg forstået, hvad det går ud på.

Et trick og en ven

Hvis jeg har noget, der skal med, men jeg ikke kan få det skrevet ned, så er et trick at fortælle det højt for sig selv og gerne at optage det. Herefter er det bare at skrive af fra optagelsen.

Vi kom ind på det i forbindelse med, at jeg kun havde én ven som barn, Bjarne, og det er i sig selv unaturligt. Jeg kunne besøge ham, når jeg besøgte min mormor. Vi tilbragte mange timer med at tegne eller gå tur med hans  golden retriever, der hed Aga. Han var meget bedre til at tegne end mig og blev da også arkitekt.

Vi holdt kontakten gennem alle årene, og da Messenger mv. blev opfundet, mødtes vi jævnligt der. Han boede mange år i Holland, men efter at være blevet skilt, rejste han hjem til Danmark. Jeg kunne godt fornemme, at der var noget galt, men når jeg prøvede at spørge ind, svarede han mest, at han tumlede med svære tanker. En dag fik jeg besked om, at han havde hængt sig. Det var i 2015, hvor jeg selv havde det sværest, men jeg besluttede, at jeg ville med til begravelsen i Præstø Kirke. Da jeg hilste på hans forældre i kirken, var det som om, de kendte mig. Han må derfor have fortalt om det mangeårige venskab.

Det er som om, at når man fortæller det højt, så bliver det mindre indforstået.

Ikke en bog

Jeg har besluttet, at det ikke skal ende som en bog men som en artikelserie på POV International. Det giver mig en masse frihed, mange flere læsere og sparer mig for alle nederlagene, når forlagene ikke vil have mit manus.

Konklusion

Jeg tror, glæden ved at skrive kan komme tilbage igen.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *