Bare jeg ikke var så bange

Det er regulær dødsangst

Hele weekenden er ødelagt; det er godt nok kun hver tredje weekend men alligevel… De poder ganske vist ikke vaccinerede patienter for Covid-19 længere, så det er slut med at skulle op og til Psykiatrisk Center Glostrup før en vis herre får sko på søndagen før mandagen. Nu er det kun om hver tredje mandag, hvor jeg på fornem vis bliver hentet af Flextrafik omkring kl. 08, afhængigt af hvad nummer i rækkefølgen jeg er. Det er en “fabrik”, men det mærker man ikke, for de er så utrolig søde og kender mig efterhånden godt.

De mandag morgener går morgenritualet stærkt, for der er selvfølgelig ingen morgenmad, ingen morgenkaffe eller lignende. Det harmonerer ikke med fuld narkose. Søndag aften spiser jeg først kl. 22, for ellers bliver sulten mandag formiddag simpelthen for stor. Jeg tager det sidste glas vand ved midnatstid, der er grænsen for, hvornår man må indtage noget.

Søndag aften husker jeg at undlade at tage Lyrica/Pregabalin, der er et middel mod Restless Legs/Neuropatiske smerter, som er en krampetilstand i læggene. Da formålet med ECT-behandlingen er at fremkalde en krampe i hjernen, er der ingen idé i at tage et krampestillende middel aftenen før.

Hvad er det, jeg er så bange for?

Det kan siges og skrives meget, meget enkelt: Selvom jeg har prøvet dette ca. (eller mere end) 75 gange, er jeg bange for ikke at vågne op igen til det liv, jeg endelig er blevet så umådeligt glad for. Før i tiden var det ligegyldigt, nu er det livsvigtigt. Det er i virkeligheden umådelig positivt. Det føles bare ikke så positivt i den time til halvanden, der går fra mødetidspunktet, til det er min tur.

De har givet mig lov at tage 25 mg. Quetiapin og en mikroskopisk tår vand at skylle ned med, inden jeg tager afsted. Det er første gang, jeg skal prøve det og jeg er spændt på, om det hjælper. Jeg tror dog ikke meget på det, da det er en sjettedel af det, jeg tager for at sove.

Sidst kom en læge og sagde “du var meget nervøs sidst; er der noget, vi kan gøre for dig?” Dvs. de har noteret det et sted. Jeg kunne ikke svare, idet tårerne i stedet trillede. Åh for f****** (gæt selv, hvad stjernerne står for).

Situationen er låst

Jeg skal på ingen måde tilbage til al den antipsykotiske medicin og Parkinsonismen, der nærmest gjorde mig invalid til sidst, og jeg skal ikke ind i den endeløse række af indlæggelser igen. ECT er derfor eneste mulighed. Det virker utrolig godt og jeg har ikke været indlagt siden de to måneder fra oktober til december 2020. Sådan skulle det gerne vedblive.

Der er ikke andet for end at lære at leve med angsten og den destruerede weekend og så bede Ann Jeanet holde mig i hånden, til verden er væk.

5 Svar
  1. Fie Lindenstrøm
    Fie Lindenstrøm siger:

    Kære Hanne
    Hold ud og hold ved din behandling selv om det er svært og du er bange.

    Jeg har en datter Henriette som også har fået ECT.
    Jeg læste dit indlæg op for hende , hun bad mig skrive til dig og fortælle dig om hendes angst og forløb, så det gør jeg hermed
    Henriette har den samme angst for ikke at vågne op igen og angst for at hendes hukommelse forsvinder. Hun er bange for at hun skal blive en grønsag. Hun er bange for at hun skal begynde at få det dårligt igen og hun er faktisk også bange for at blive helt rask,selv om det jo er et paradoks at man bliver bange for st blive erklæret rask. For som hun siger ‘ hvem er jeg og hvad skal jeg så ‘ hun bliver 40 år næste år

    Hun er også bange for nåle og de har svært ved at sætte nål på hende til bedøvelse, da hendes blodåre ligger dybt og de ruller så det har været ekstra svært for hende, med mange blå og ømme mærker.
    Henriette lider af skizofreni paranoia hun er røget ind og ud af psyk de sidste 10 år både korte og længerevarende ophold der. De sidste 3 år har været de værste hvor hun fik det værre og værre det sidste år har hun ikke vaskede sig og tage rent tøj på heller ikke når hun skulle i byen, hun tog ikke sin medicin, hun gjorde ikke rent i sin lejlighed hun kunne ikke overskue det. Selv om hun havde kontaktpersoner der kom hver dag ugens 7 dage.Hun sad og stirrede ind i væggen for der kom stemmer ud af TV og radio og naboer bagtalte hende så vi fik hende flyttet i juli 2020 til et bofællesskab efter en lang og sej kamp mod systemet i Horsens. Den 10-1-2020 blev hun igen indlagt på psyk og i marts startede ECT behandling,hun har pt fået 12 behandlinger,og fået nyt medicin, hun skal tjekkes med blodprøver og hjerte diagram hver uge pga medicinen
    der er ikke sat flere ECT på, men hvis hun begynder at få det dårlig håber vi at hun tager imod tilbuddet om flere behandlinger da vi har fået Henriette tilbage efter så mange år, Henriette kan grine,lave sjov med os, gå i bad holde sin lille lejlighed i bofællesskabet, gå ned og handle både mad og tøj, tage på besøgt i et par timer hos familien uden at skulle lægge sig/trække sig, lege med sin Nice. Alle de ting som hun ikke har kunnet de sidste 10 år er lige så stille og roligt ved at komme tilbage til hende , helt rask bliver hun aldrig men hvad gør det bare hun har det godt og kan få en hverdag til at fungere 😊
    Som en bonus er hendes tiks forsvundet og hendes rysten på hænderne er også væk.

    Knuz Fie Lindenstrøm

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kære Fie

      Jeg kan ikke rigtig huske det, men jeg har på fornemmelsen at vi har “kendt” hinanden i mange år. Kender vi hinanden fra slægtsforskning? Det er en af de klare bivirkninger ved ECT: hukommelsen svigter. Sagkundskaben tror ikke helt på, at den sådan rigtigt kan forsvinde; jeg har dialog med Poul Videbech, men jeg kan jo fortælle ham, at han ikke udelukkende har ret. Han er en flink mand, så han lytter!

      Uha med din datter! Det er jo en af de rigtig “tunge” diagnoser, hun har. Jeg håber virkelig, hun har mod til at sige ja til tilbuddet om yderligere ECT-behandlinger, for for mange af os er det vejen frem! Og det er et flot tilbud fra “systemets” side, som gør, at vi ikke skal sidde og glo ind i væggen, kan komme op, i bad, få købt ind osv. Altså få noget, der bare ligner et liv. Jeg kender alt det, du skriver om, eller i hvert fald næsten. Fra depressionerne kender jeg, at jeg ikke orkede at stå op og gå i bad, for så skulle jeg jo tørre mig på ryggen. En så konkret handling var fuldstændig uoverskuelig. Der kunne derfor gå mange dage, hvor jeg ikke kom i bad. Jeg er ikke en gris, jeg magtede det bare ikke. Tanken var uoverskuelig.

      Angsten for at blive rask er forståelig. På en eller anden måde får man jo en identitet som “syg” (har jeg lært hos psykologen i dag), men hvis man nu bliver “rask” hvavd så? Hvem er man så? Skal man så leve op til arbejdsmarkedets krav? Jeg tror bare, at selv jobcenteret fatter, at hvis “systemet” tilbyder en endeløse rækker af ECT-behandlinger, er man jo nok ikke rigtig rask.

      Du skriver om de mange gode sideeffekter fra ECT, du mærker hos din datter, og jeg synes virkelig kun, der er gode ting at sige om det. På mig har det i hvert fald haft en fremragende effekt. Og så må jeg jo arbejde med angsten. Der er ikke andet for. Jeg er så så heldig, at jeg har nogle, der gerne vil høre på mig: min ven, psykologen og Distriktspsykiatrien, og herudover kan jeg skrive mig ud af meget af det. For mig er det vejen frem: ord, ord, ord. Men her er vi mennesker selvfølgelig forskellige – og angsten for ikke at vågne op igen er jo egl. ret frygtelig. Det er det, man kan kalde eksistentiel angst. Jeg talte med sygeplejersken, Ann Jeanet, om det i mandags. Hun fortalte, at det er utrolig almindeligt for folk, man lægger i narkose. De er bare bange for at dø. Sådan er det åbenbart. For mennesker, der ikke har prøvet det, er det nok svært at forstå. For os der helt jævnligt lægges i narkose er det hyppige tanker. Det er underligt, men sådan er det. Jeg kan mærke, at jeg skal have styr på flere fakta, for det vil hjælpe min dumme faktabaserede hjerne. Måske kan I finde ud af, hvad der vil gøre godt for din datters hjerne? Altså hvad vil gøre hende tryg nok til at tage imod behandlingerne, hvis det er den vej, hun skal gå?

      Knus Hanne

  2. Lene
    Lene siger:

    Hvor er det hårdt for dig. Jeg håber at lysten til livet fortsætter og angsten for ikke at vågne op vil forsvinde

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end 100 dage gammel.