,

Bad timing DCU!

Typisk, jeg kan da heller ikke vende ryggen til et øjeblik, uden det hele går amok i Touren. Jesper Worre mener ikke, Michael Rasmussen er værdig til Danmark. Jeg mener, ikke Danmark er værdig til Michael Rasmussen! DCU har udelukket Michael Rasmussen fra at køre for Danmark og det lækker de ca. en måned efter, de har modtaget nogle dokumenter, og det på et tidspunkt hvor den gule trøje har siddet på Tourens måske stærkeste rytter i en lille uge og dagen før en af de enkeltstarter, som Michael Rasmussen mildt sagt ikke er nogen ørn til. Hvilken dagsorden har DCU, hvad er det for skjulte motiver, hvad ved de, som vi ikke må vide?

Michael Rasmussen før etapen: “Jeg kan bekræfte, at jeg ikke har nogle positive doping-tests”. Lyder det en anelse som Riis til Line Baun Danielsen “Jeg er aldrig blevet testet positiv”?

Arghhh… verdens smukkeste sport bliver atter udsat for ævl og kævl. Doping-skelletterne rasler i skabet som i de gode gamle Festina-dage. Jeg boykotter altså Tour de France resten af mit liv, hvis Rasmussen ikke har rent mel i posen (men Tour de France er muligvis ligeglad med min stille protest).

Vi jurister er jo kloge mennesker, men Merethe Stagetorn er brillant. Hun mener DCU er på tynd is. Hun udtaler blandt andet: “Det ubehagelige er, at der er tale om et skøn. Nogen der føler sig kaldet til at sige, at han ikke kan køre med på det nationale hold længere, men det er jo ikke noget fast som for eksempel en hæmatokrit-værdi”. Merethe Stagetorn må også levere dagens sprogblomst, for hun sagde faktisk ikke hæmatokrit-værdi, men i stedet hæmokrit-værdi. Den er sød!

Nå Jakob og Mark begynder I at ane mit forhjul? 8) Jeg har ikke set etapen i dag, men nåede hjem 10 minutter i målstreg, og endelig havde jeg i modsætning til mine værste konkurrenter den rigtige kaptajn.

1 svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *