Arbejdsmarkedet

I gang igen

Jeg blev afskediget fra Moderniseringsstyrelsen med udgangen af juli 2013, fordi jeg havde haft 3*2 dages sygdom inden for prøveperioden. Jeg forstår dem godt, men jeg ved også, hvorfor jeg meldte mig syg: Jeg var så træt så træt, at jeg ikke kunne komme ud af sengen, og det skyldtes helt sikkert den store dosis Seroquel, jeg indtager. Midlet gives bl.a. mod bipolar lidelse.

Siden den afskedigelse har jeg været indlagt fire gange på Psykiatrisk Center Hvidovre med to depressioner og to manier – alt sammen her i sommeren og efteråret 2014.

Lige nu er status, at jeg er “sygemeldt fra sygemeldingen” i to måneder på grund af eftervirkningerne af ECT-behandlingerne (elektrochok). Jeg var ved at tale med Gitte (min super kontaktperson i Distriktspsykiatrien) om at forkorte den periode, fordi jeg ikke kunne se ideen i den, når jeg nu har det fint. Hun overbeviste mig dog om, at perioden er fastsat for min skyld, for at jeg ikke skal kaste mig ud i noget for tidligt, så det kan give bagslag. Det er bare min natur hurtigt at komme i gang igen.

Overlægen i Distriktspsykiatrien har talt med mit jobcenter om, at jeg evt. kan starte i et udviklingsforløb under Psykiatrifonden. Det ses her. Formålet er i henhold til Sygedagpengeloven § 27, stk. 1, nr. 2 at klarlægge min arbejdsevne. Det ser rigtig godt ud, og det er meget mere relevant end det Contra, der tidligere var tale om. Forløbet indeholder blandt andet en virksomhedspraktik, hvilket jeg tidligere slet ikke kunne se mig selv i og var decideret bange for. Nu tænker jeg, at det kunne være en spændende udfordring, for jeg vil gerne i gang igen.

Mit mål er et fleksjob, for det kan give alt det bedste fra arbejdsmarkedet: Kolleger, udfordringer, ud af døren nogle dage pr. uge, og ikke mindst overenskomstmæssig løn og samtidig kan det give mig mulighed for at passe min sygdom, fordi der fx kan fastsættes skånehensyn, som kan være fravær af stress. Stress er en medvirkende faktor til både manier og depressioner, og nu er et delmål at holde mig fri af psykiatrisk afdeling 🙂 . Fx kan jeg slet ikke se mig selv som projektleder længere, for jeg kan ikke håndtere alle de mange bolde i luften eller justere projektplaner under hensyn til ændrede omstændigheder. Jeg går bare ned med stress. Jeg er også i tvivl om hvorvidt jeg kan klare en helpdeskfunktion, for der står opgaverne/opkaldene i kø. Det er egentlig ærligt, for det er en funktion, jeg har haft i syv år og været glad for og god til.

Faktum er, at jeg gerne vil arbejde, men at jeg ikke kan arbejde på normale vilkår, så jeg håber inderligt, kommunen vil bevilge mig et fleksjob, og at processen kan speedes op. Vejen til et fleksjob er lang, og jeg har opgivet at få fuldt overblik over hvilke trin, man skal igennem, så jeg vil spørge den kommunale sagsbehandler, når vi ses i januar 2015. Måske har jeg allerede spurgt til det men glemt det – den pokkers hukommelse er virkelig et problem. Jeg ved dog, at der er noget, der hedder “rehabiliteringsplanens forberedende del” og “ressourceforløb” og at forløbet hos Psykiatrifonden er en del af den forberedende del, under hvilken proces, der også skal udarbejdes lægeerklæringer fra egen læge, som jeg selv skal medvirke i. Endelig skal alt materialet samles sammen til et møde i Rehabiliteringsteamet, som jeg også selv skal medvirke i. Der er altså en høj grad af borgerinddragelse, og det er positivt.

17 replies
  1. Donald
    Donald says:

    Fri mig for sladder! Men jeg er nu godt klar over hvad du mener. Når man er patient (som min søn jo også har været) så er der en del bekendtskaber, som går på stand-by eller helt forsvinder. Det er nu en naturlig proces i al almindelighed, men det går måske lidt hurtigere og det føles også mere, når man af den ene eller anden grund har været syg.
    Men der er heldigvis også andre miljøer, hvor du vil kunnef finde mening i dit eget tempo.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Donald

      Jeg har også mange bekendtskaber/venskaber, der lige så stille er ophørt, og det er jeg faktisk rigtig ked af, for nogle af dem går mange år tilbage, men jeg kan bare ikke mestre så meget, som jeg har kunnet før, så jeg må se stiltiende til. Jeg ved ikke rigtig med kirken, for den har jo i mange år været en vigtig ingrediens i mit liv, det er bare så meget op ad bakke, at det er holdt op med at være sjovt, når man hele tiden skal op på barrikaderne for at få tingene til at lykkes.

      Svar
  2. Donald
    Donald says:

    Kæreste dog, jeg håber virkelig at du tager den med ro og holder dig til kirken og menighedsrådet i den kommende tid. Det er da indhold, som kan bære mennesker gennem rekonvalescens. Håber du har det godt og at du tager den med ro!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Donald

      Jeg har indset nødvendigheden af at tage den med ro – og det gør jeg så. Bl.a. er det jer kære læsere, der har bibragt mig den indsigt. Jeg har det faktisk godt, nu hvor jeg trisser rundt uden nogen udefrakommende krav, og det er jeg meget taknemmelig over. Jeg ved slet ikke hvordan, det ville være, hvis nogen stillede krav til mig! I dag gjorde jeg noget lidt fjollet (som jeg ikke burde have gjort): jeg læste to stillingsopslag, og det bekræftede bare min uformåenhed overfor det normale arbejdsmarked, herregud jeg kender ikke engang forkortelserne, hvordan skulle jeg så meget som kunne skrive en ansøgning.

      Arbejdet i menighedsrådet og underliggende udvalg er meningsfuldt, der er bare lige det, at kirken er en stor sladdercentral, og det er jeg rent ud sagt træt af.

      Svar
  3. Pia
    Pia says:

    Det er ikke nogen nem situation du står i. Jeg har flere mennesker i min omgangskrdes, der har kæmpet for et flexjob. Desværre er det ikke mange, der ryger gennem nåleøjet. Jeg forstår godt du gerne vil have et arbejde at stå op til. Hvis det ikke bliver en mulighed, så er pension vel bedre en kontanthjælp, hvis det altså kan bevilliges. Der har man jo også mulighed for at lave frivilligt arbejde og det findes jo i alle afskygninger i klubber og foreninger. I hvert fald på disse kanter.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Pia

      Hov for Søren jeg havde overset din kommentar, det må du undskylde.

      Jeg er fuldt ud klar over, at det er som en nål i en høstak at lede efter et fleksjob, men jeg vil kæmpe med næb og klør for at få det til at lykkes.

      Pension er bestemt bedre end kontanthjælp, jeg føler mig bare “for god” til pension, og synes også jeg kan yde mere end ingenting. Jeg vil gerne have nogle kolleger, noget at stå op til og nogle udfordringer fra arbejdslivet, og så samtidig have mulighed for at holde min bipolare lidelse i skak.

      Jeg kunne sagtens se mig selv lave noget frivilligt og meningsfuld arbejde fx ovre i kirken, hvor der altid er brug for ledige hænder, og det er noget, der giver mening.

      Svar
  4. Jørgen
    Jørgen says:

    Du kan vel næsten regne ud, at jeg også synes du skal tage det stille og roligt. Men hvad betyder det egentlig? Ved du hvordan du gør?
    Jeg kommer ofte til at tænke på en klient jeg engang havde. Hun var blevet syg af at blive behandlet for en anden sygdom med det resultat at arbejdsevnen var reduceret til ca. det halve. Det vidste hun godt og jeg var enig heri. Da vi var færdige med undersøgelsen sagde hun, at så kunne hun måske yde lidt mere i det fleksjob hun havde på hånden hos hidtidig arbejdsgiver. Hertil sagde sig at det ikke var foreneligt med tilstanden, idet det ville være bedre at yde lidt mindre end hun kunne. Så kunne hun måske holde til jobbet.
    Mon det er dette du i din kommende afklaringsproces skal forstå?

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jørgen

      Mange tak for dit gode indlæg! Jeg tror, jeg ved, hvordan jeg tager det roligt, under alle omstændigheder øver jeg mig her i min to måneders “sygemelding”. Jeg prøver virkelig at lytte til sagkundskaben. Der bliver fx ved at dukke nye ting op jeg har glemt: Være til en gudstjeneste på min weekendorlov, samtaler med Kristine i Lænken osv. Det er en lidt underlig fornemmelse.

      Det er godt, at du siger det med at yde lidt mindre end max og det vil jeg have in mente. En god ven af mig er også blevet arbejdsprøvet. Han viste at han kunne arbejde 20 timer og ugen, og derved røg hans mulighed for et fleksjob, for kommunens skæringspunkt var 18½ time. Der er en ting, der er helt sikkert og det er, at jeg ikke yder mere end 18 timer. Det vil være en katastrofe for mig at blive raskmeldt til det normale arbejdsmarked, for det kan jeg ikke klare længere, det har jeg for længst indset. Jeg vil gerne arbejde, men jeg kan ikke.

      Svar
  5. Fruen i Midten
    Fruen i Midten says:

    Kan kun slutte mig til koret: Lad nu være med at fare for hurtigt frem. Selv om det kribler i dig for at få lov at vise, hvad du duer til på arbejdsmarkedet, bliver du nødt til at lytte til de kloge, som siger, du skal vente. Det, du har mindst brug for, er at fremprovokere et tilbagefald. Kan du ikke gøre dig nyttig i andre sammenhænge i mellemtiden – i kirken for eksempel? Pøj pøj med at holde balancen 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Fruen i Midten

      I har alle sammen ret, når I siger, at jeg skal tage det stille og roligt, og det lover jeg hermed at gøre! Et tilbagefald vil være frygteligt, jeg skal ikke havne på psyk. femte gang i år. Jeg tror også overlægen derude har ret, når hun dekreterer to måneders ro.

      Jeg er formand for et udvalg ovre i kirken, det er bare sådan op ad bakke hele tiden, så jeg nærmest har lyst til at kaste tøjlerne i ringen. Det er ikke rigtig sjovt mere, og det synes jeg frivilligt arbejde skal være.

      Svar
      • Fruen i Midten
        Fruen i Midten says:

        Nå, øv! Jeg syntes ellers, det var sådan en oplagt mulighed. Men du har ret. Frivilligt arbejde skal være sjovt og/eller givende. Ellers risikerer du jo også at brænde ud ved at bokse med det 🙁

        Svar
  6. Eric
    Eric says:

    Enig med Ellen. Med alle de jobs, der mangler til raske mennesker, er det til at brække sig over heksejagten på de syge, arbejdsprøvning og jeg – eller snarere jobcenteret – skal komme efter dig . Et er også, at du lige nu har gåpåmod, men hvordan ser det ud om X tid, når det bipolare pendul svinger den anden vej?
    Den tid, du har som sygemeldt, er den tid, du har til at få det bedre og mindske pendulets udsving.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Ja jeg er også enig med både dig og Ellen. Min egen fornemmelse er, at det bare er et spørgsmål om tid, før der kommer en ny episode, selv om jeg føler mig velmedicineret, og stoler på, at den “oprydning”, der er foretaget i min medicin er korrekt og fyldestgørende. I mange år spiste jeg et antidepressiv, der hedder Citalopram, men det stof medvirker til maniers opståen, og der var ingen, der havde revurderet den samlede medicinliste.

      Jeg glæder mig til forløbet om afprøvningen af min arbejdsevne, men jeg tænker, at jeg ikke skal i gang med mere end fem timer pr. uge, for jeg vil ikke udfordre skæbnen. Jeg tror, distriktspsykiatrien har et vigtigt ord at skulle have sagt i denne forbindelse. Generelt har jeg mig stor tiltro til dem jeg går hos der, og jeg føler, at de vil mig det bedst mulige.

      Svar
  7. Ellen
    Ellen says:

    Jeg synes ærlig talt heller ikke, at du skal fremskynde din raskmelding – du har jo været så ovenud bekymret for, hvad der skete, hvis du endte på kontanthjælp, så der er da ingen grund til ligefrem at opsøge den. Jeg kan ikke rigtig lide mig selv for at sige dette her, men i dit tilfælde ville jeg nok satse på en så lang sygemelding som muligt. Et er at gå og synes man har det okay, når man ikke arbejder, men mon ikke det er noget ganske andet, hvis du virkelig skulle til at yde noget hver dag, tror du?
    Jeg håber for dig, at du får et flexjob, men jeg har også hørt, at de ikke hænger på træerne, desværre.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Ellen

      Du har så evigt ret – det er ikke tilstrækkelig at gå og tulle rundt og have det okay; jeg tror ikke, jeg kan yde hver dag og da slet ikke under pres. Jeg vil gerne arbejde, men jeg kan ikke arbejde på markedsvilkår, for jeg går bare ned på det og ender på psykiatrisk afdeling igen, og et af mine delmål er, at jeg ikke skal indlægges igen. De er søde, rare og dygtige, men jeg synes, jeg har været der nok for nu.

      Mine sygedagpenge er forlænget med 69 uger målt fra 1/1-2015, og jeg håber, fleksjobbet kan behandles inden for den periode. Kommer jeg over de 69 uger, er det kontanthjælpen, der venter, og den kan jeg ikke eksistere for, så sagen skal bare køres igennem inden for den tid.

      Jeg har også hørt, at det er meget svært at få et fleksjob, fordi ordningen er så gunstig for modtageren. Jeg håber, det kan hjælpe mig på vej, at jeg selv har et par bud på en arbejdsgiver, men det er alt for tidligt at begynde at bringe dem i spil.

      Svar
  8. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Ak ja, det kære arbejdsmarked. Det skal man jo med f* vold og magt orienteres imod. Det er også rigtigt, at det er godt for de fleste at komme ud af døren nogle hverdage, og det er bestemt også godt at have kolleger. Problemet er, når man skal yde det, som sagsbehandlere kalder 100% effektivitet. Lur mig, om ikke der er blevet skruet godt op for niveauet i vores levetid! Derfor er svaret fleksjob, hvis man ikke er gammel nok til pension eller efterløn, men som du skriver, er det svært at få et fleksjob. Selv kommer jeg slet ikke i betragtning til sådan et p.gr. af min alder, men jeg har valgt at se min nuværende praktik, som jeg iø har fået forlænget til udgangen af marts næste år, som mit arbejde. Jeg står op til det, alle de dage, jeg kan, og der tikker nogle penge ind på kontoen hver måned. Godt nok.

    Hvad jeg egentlig vil med det her, er at opfordre dig til at tage den med ro, det er trods alt ingen skovtur, du har været på.

    Når så praktikforløb og den slags starter, så tag det som en oplevelse. Det at sætte sig mål hele tiden kan være meget godt, men ultimativt er der kun en udgang på miseren, eller livet om man vil, så derfor er det vigtigt at nyde rejsen så meget af vejen, som man overhovedet kan.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Jeg har indset, at jeg ikke kan yde 100 pct. nu, og at jeg aldrig vil komme til det. Mit mål er at vise, at jeg kan yde i et fleksjob et begrænset antal timer pr. uge for jeg vil gerne bidrage til samfundshusholdningen og jeg vil gerne have nogle udfordringer at stå op til. Jeg er ikke interesseret i en førtidspension, selv om jeg måske kunne være berettiget.

      Du har ret i, at jeg skal tage den med ro, og at det ikke er nogen skovtur. Det er en udfordring for mig at tage den med ro, men jeg må stole på, at jeg kun har gode mennesker omkring mig, som alle vil mig det bedste – selv kommunen. Jeg er i tvivl om forløbet til afprøvning af arbejdsevnen – hvordan det vil være, hvor mange timer pr. uge osv., men tiden må vise, hvordan det kommer til at se ud. Jeg øver mig i ikke at ville styre processen; det er Kristine i Lænken, der har jaget det ind i knolden på mig, at jeg ikke skal styre processen, og det har jeg taget til mig, for hun er dygtig, og jeg har fuld tillid til hende.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *