, ,

Regeringen bryder sig ikke om uddannelse

Regeringen bryder sig ikke om uddannelse

Ny reformpakke der skal øge “arbejdsudbuddet”

Regeringen bryder sig ikke om uddannelse

Sent fredag indgik regeringen sammen med Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Kristendemokraterne endnu en såkaldt “reformpakke” der skal afhjælpe manglen på arbejdskraft ~ blandt andet skal virksomhederne have lettere adgang til at hente udenlandsk arbejdskraft. Det er det store dyr i åbenbaringen lige i øjeblikket.

Når jeg antager, regeringen ikke bryder sig om uddannelse, skyldes det to forhold:

  1. Udflytning af uddannelser betyder i realiteten, at man nedlægger uddannelsespladser og
  2. Markant reduktion af dimittendsatsen

Ad 1: om udflytningen af uddannelser

Danmark er et lille land, der må basere sig på viden, og derfor har vi højt kvalificerede forskere på internationalt niveau, som kan gøre sig gældende i debatten. Mange af dem, sikkert hovedparten, er uddannede i de store byer, og det mener regeringen er et problem. Den har derfor den 25. juni 2021 indgået en aftale med Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Alternativet og Kristendemokraterne, som kaldes “Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark”.

Realiteten er, at det bestemt ikke betyder flere uddannelsesmuligheder men derimod færre, som kilderne ovenfor viser. Når der bliver færre pladser på uddannelserne i de store byer, og man fortsat vurderer studieegnethed på baggrund af karaktergennemsnittet fra gymnasiet/studenterkursus/HF, betyder det også, at det bliver sværere at komme ind. Altså: man have et højere gennemsnit. Det medfører atter, at karakterræset på ungdomsuddannelserne øges til hidtil uanede højder. Det er ellers højt nok i forvejen.

Radikale Venstre var i det mindste ikke med i denne aftale, og det klæder dem. Fra gammel tid og fra partiets opståen, hvor det var husmændenes parti, har man satset på uddannelse, og det startede netop med husmænd og folkehøjskoler.

Både min morfar, som var fattig husmand på heden, og hans far var på højskole. Jeg har fundet beviser for, at de frekventerede Rødding Folkehøjskole, som vist nok var den første, der blev oprettet. Jeg ved ikke, hvad de lærte i Rødding, men det er ikke svært at se, at det var banebrydende, at fattige bønder, der var gået ud af landsbyskolen, kunne forøge deres viden. Min morfars egentlige skolegang var meget begrænset, for i hele sommerhalvåret gik han kun i skole om lørdagen. Pasningen af de 54 hektarer med en hel del køer kom i første række.

“Udflytningsplanen”, der også kunne kaldes “Afviklingsplanen”, er vanvittig. Uddannelsesinstitutionerne har fået pistolen for panden: “Flyt ud eller luk”, som er blevet til “Flyt ud og luk”, som eksemplet med Aarhus Universitet viser. Hvad er idéen i at flytte medicinstudiet til Køge, når vi har et velfungerende sådant i København? Hvad er idéen i at oprette en dyrlægeuddannelse i Foulum, som går ud over Landbohøjskolen? Det giver ingen mening. Tror man eksempelvis, det er gratis at bygge nye laboratorier? Flytter forskere og teknisk administrativt personale uden videre med? Næh det gør de nok ikke, hvis de er etablerede med bolig, børn, skoler, fritidshjem osv., altså må den enkelte institution begynde forfra med rekruttering og oplæring af egnede medarbejdere.

Regeringen vil ikke bare få de unge til at uddanne sig i de mindre byer. Den ser også gerne, at de, efter færdiggjorte studier, bliver boende i de mindre byer. Imidlertid viser forskning, at det ikke sker. Et andet interessant punkt i den forskning er, at 65  pct. af de unge hjemmeboende under 30 år har mindre end 30 kilometer til et universitet. Er det et problem at flytte sig 30 km. for at tage en uddannelse?

Og hvad er egentlig problemet i, de unge søger til de store byer med et etableret studiemiljø? Af og til peges på, at det er for svært at finde en billig bollig. Jamen så byg da nogle flere kollegier i stedet for at smadre uddannelserne.

Ad 2: om reduktionen af dimittendsatsen

Reformpakken barberer 31,2 pct. af dimittendsatsen, der går fra 13.836 kr. til 9.514 kr. før skat. Det lille regneeksempel herunder viser, at en dimittend vil have 7.482 kr. udbetalt efter skat. Ikke engang i Foulum kan man leve og betale husleje for det beløb.

Nuværende dimittendsats:       13.836
Barberet dimittendsats:          9.514
Månedligt fradrag (50.000 årligt er meget normalt):          4.167
Skattepligtigt beløb:          5.347
Skat 38 pct. (38 pct. er meget normalt):          2.032
Udbetalt efter skat:          7.482
  • Herudover halverer aftalen perioden, man kan modtage dimittendsatsen fra to til et år og
  • aftalen øger fribeløbet, der må tjenes ved siden af SU, så de studerende “motiveres” til at finde studiejobs, der kan give lidt erhvervserfaring. Regeringen og aftalepartierne er tydeligvis ikke klar over, at det er et fuldtidsarbejde at studere. Hvis man skal arbejde (endnu mere) ved siden af studierne, vil det for mange betyde, at karaktergennemsnittet falder. Det øger bestemt ikke chancen for job efter endt uddannelse.

Der ligger en mærkelig logik bag disse tiltag, som Radikale Venstre er med i, nemlig at dimittenderne nok ikke gider arbejde, og derfor må samfundet finde måder at straffe dem, så de får fingeren ud.

Jeg tror simpelthen ikke på, at man tager en lang uddannelse og ikke herefter har et stort ønske om at komme i gang med at bruge den så hurtigt som muligt. Aftalen viser mærkeligt nok ikke tal for, hvor stort problemet med dimittendledighed er, og jeg kan ikke finde noget hos Danmarks Statistik, men Dansk Industri har lavet en masse interessante tal, der blandt andet viser, at blandt de samfundsvidenskabelige kandidater er 80 pct. i arbejde efter et år. Det er selvfølgelig et problem, at en femtedel er ledige i mere end et år – men det kunne jo meget let skyldes, at arbejdsgiverne ikke er begejstrede for medarbejdere uden erfaring.

Da jeg selv blev færdig i januar 1990, var der stor ledighed blandt jurister. Jeg var desperat og søgte alt, for lejekontrakten med kollegiet ville løbe ud, så jeg skulle have et job, så jeg kunne betale en “normal” husleje, hvis jeg altså kunne finde en lejlighed at betale for. Jeg søgte fx også på Grønland. Jeg havde et pænt gennemsnit og mange relevante studiejobs med både forskning og administration, men til samtale kom jeg ikke. Jeg organiserede mig i “Foreningen af arbejdsløse djøffere” og var med til at søsætte et projekt sammen firmaet Manpower, der skulle få især jurister i arbejde. Det gav “forbindelser”, og ad bagvejen lykkedes det langt om længe at finde det første job som kandidat. Men de otte måneders usikkerhed om fremtiden var slet ikke rare.

Nogle vil måske indvende, at jeg kunne have gjort rent, slagtet grise, plukket jordbær eller lignende i stedet for at søge relevante jobs. Det ville jeg ikke have problemer med. Men hvilken arbejdsgiver ville være så dum at at ansætte en medarbejder, han vidste ville springe fra, så snart der viste sig et job, der svarede til min uddannelse? Det koster penge at ansætte nye medarbejdere: oplæring og introduktion går fra en erfaren medarbejders produktion. Selvom det er 32 år siden, føler jeg mig overbevist om, at arbejdsgiverne (forståeligt nok) ikke har ændret deres tænkning på dette område. Hvad skulle dog få dem til det?

Samlet set får jeg fornemmelsen af, at regeringen ikke bryder sig om uddannelse.

 

, , ,

Man kunne jo også blive jægersoldat…

Hvem har ikke drømt de vilde drømme?

Hovedrengøring

Når man har Aspergers syndrom, tager man som hovedregel alting meget bogstaveligt. Et eksempel kunne være “Der er ingen ko på isen” – nej da der er netop ingen ko ude på isen, se selv. Eller “stik en finger i jorden”, nej hvorfor skulle man dog stikke en finger i jorden? Det vil da være en meget vanskelig stilling at stå i.

Og altså når jeg nu skal foretaget en “hovedrengøring” på onsdag, er det så en rengøring af hovedet? Hvilket i mit tilfælde ellers kunne være være ret fornuftigt. Det kunne måske nok være nødvendigt, men det er altså bare en almindelig hovedrengøring, fordi vi har fået nye vinduer, og håndværkerne har boret i alle de røde mursten, så der er murstens-støv overalt, næsten også inde i køleskabet. Og det er vokset mig over hovedet og jeg kan ikke overskue at få gjort noget ved det. Hvor jeg dog glæder mig, til nogen har gjort noget ved det.

Men drømmene?

Jeg drømte måske ikke lige frem om at blive jægersoldat, men så om noget andet end at blive skibskok hos Mærsk (eller det rederi, der dengang lå i Svendborg; jeg kan ikke lige huske, hvad det hed), apoteksassistent på Nexø Apotek eller andre ting, jeg heller ikke lige kan huske.

Jeg endte med at massere gulve mv. et år i De Gamles By på Nørrebro i København, inden jeg kunne flytte på Amagerkollegiet og starte på Statens Kursus til Studentereksamen i 1981, hvorfra jeg blev nysproglig student i 1983. Og det var alletiders.

Tilbage til jægersoldaterne

Jeg har altid været fascineret af TV-udsendelserne om de unge mænd (der er aldrig nogen kvinder med), der har besluttet, at de vil søge ind på den 60 år gamle uddannelse som jægersoldater. De ved virkelig, hvad de vil. De har en en vilje af stål og nerver af lige så fastsat stål. De vil bestå prøven til en af verdens hårdeste optagelsesprøver, der er næsten umenneskeligt hård, de vil, de vil, de vil. Tænk at have en sådan vilje. Jeg er imponeret af dem. De fortjener en medalje, også selvom de ryger hjem i første hug.

TV har også tidligere beskæftiget sig med sådanne aspiranter, men de plejer at gøre det bedre, end de gjorde her til aften kl. 20:30. Der plejer at være mere følelse med i det. Måske kan man sige, at der plejer at være mere lidelse i det – og det er skønt at se andre mennesker lide?

Det er sjældent, jeg tænder for en udsendelse; denne ville jeg dog se, men jeg blev skuffet. Det animerer ikke til at tænde endnu en gang.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Årets optag – og dengang jeg ventede

Årets optag – og dengang jeg ventede

Det er underligt nok 37 år siden

I aften/nat får årets ansøgere til de videregående uddannelser, der er omfattede af KOT (“Den Koordinerede Tilmelding”) svar på, om de er inkluderede eller ekskluderede i samfundet. Det er 37 år siden, jeg selv ventede på svar, og selv om jeg kunne være ret sikker, følte jeg mig usikker.Men det gør jeg altid.

Jeg havde kun et ønske, og det var jura på Københavns Universitet, men det skyldtes, at mine andre ønsker på Københavns Universitet allerede var valgt fra af fornuftsmæssige årsager: Faktisk havde jeg allerhelst læst enten dansk, tysk, historie eller noget andet andet på humaniora, men alt for mange af mine medkollegianere imødeså arbejdsløshed og det turde jeg ikke; pengene skulle hentes hjem på en eller anden måde og så var jura trygt. Retrospektivt synes det heller ikke dumt. Det kræver meget lineær tænkning, og dengang (1984) var computerne dårligt opfundne, for ellers havde det været en god idé med noget IT-et-eller-andet. Andre relevante ønsker var scient.pol. eller polit. Når det ikke kunne blive noget humanistisk, skulle det i hvert fald være et eller andet under djøfs sfære.

Skulle jeg have været “lykkelig”, var jeg blevet en eller anden form for humanist, men jeg valgte at gå efter fornuften. Jeg kan ikke blive klar på, om det var en god idé, men pyt, det er en menneskealder siden, og jeg var som nævnt bange for lediggang. Og de 23 år som djøffer i statens tjeneste har jo også været fine nok – omend der har været vel mange “interessetimer”.

Fremtidens ukendte behov?

Igen i år hører vi om, at de unge skal vælge de uddannelser, der er behov for i fremtiden – eller måske nærmest er behov for lige nu, så som pædagoger og sygeplejersker. Herre Jemini. Så kortsigtet en tænkning – ingen af prognoserne har nogensinde holdt, og det drejer sig om vores alles fremtid, nemlig dem der uddanner sig efter os og som skal virke, når vi halv- og helgamle er døde eller døende. Skal de ikke have lov at vælge med hjertet fremfor med fornuften? Der skal såmænd nok være tilstrækkeligt mange til at holde os i hånden, når vi ligger angste på vores yderste. Er vi for bange for det, der skal komme, indgives vi noget medicin, har jeg lige lært på 808 af en medarbejder, der tidligere har arbejdet i hjemmeplejen.

Vi kommer fra uddannelsernes land

Jeg er radikal, og det har jeg været i mange år – men der er ingen, der siger, jeg bliver ved at være det… (de flirter for meget med Liberal Alliance). Heldigvis findes der nogen godt til venstre for dem. Men altså:

Jeg tror fuldt og fast på Christen Kold, Grundtvig og højskoletankegangen: Et konglomerat af dem er: uddannelse, uddannelse og atter uddannelse. Det startede med, at man ønskede at uddanne husmændenes børn, derefter husmændene selv på folkehøjskolerne om sommeren. Man troede på, at uddannelsen af almuen ville betyde et løft af samfundet som sådan, også selvom det ikke uden videre betød, at almuen og borgerskabet, der – også dengang – sad på magten, ville have samme interesser. Man indså bare, at det var et plus, hvis flere havde en uddannelse.

Min morfar var født i 1899 i et jysk hedesogn. Om sommeren gik børnene kun i skole om lørdagen; de øvrige seks dage stod på drænings- eller høstarbejde eller hvad arbejde, en gård på heden ellers kunne byde børn på. Det er ca. 120 år siden, og man kan mene, at almuens forhold er ligegyldige nu. Den, der mener sådan, har bare ikke forstået, hvad “fremskridt” og “velstand” betyder – og især ikke, at det ikke er kommet af sig selv. Og især ikke, at uddannelse over en bred kam ikke er kommet af sig selv.

,

Indbetalingsoversigten fra ATP Livslang Pension

Indbetalingsoversigten fra ATP Livslang Pension

Velkommen til Supplerende Arbejdsmarkedspension

Jeg er vel ved at blive “voksen”, når ATP begynder at fortælle, hvor meget der er indbetalt gennem årene og hvor meget, der vil blive udbetalt, når jeg bliver folkepensionist?

Jeg har tilmeldt mig Supplerende Arbejdsmarkedspension, fordi staten er så venlig at betale 60 pct. af beløbet, så jeg selv slipper med et par hundrede kr. om måneden. Om de samlet 500 kr. om måneden fra nu af og til jeg bliver folkepensionist, overhovedet vil kunne mærkes, tvivler jeg på, men lidt har også ret.

De holder styr på enorme mængder af tal – lige noget for mig

Hvis jeg kunne/skulle arbejde, ville et job hos ATP være lige i øjet med alle de data, de holder styr på 🙂  For mit vedkommende dannes oversigter tilbage til 1. januar 1980. Jeg var da 16 år og lige flyttet fra Bornholm til Nørrebro i København. En svær omstillingsproces at komme fra udsigten over Østersøen til en baggård i Dagmarsgade, men jeg kom væk, og det var godt.

Oversigten er både sjov og uforståelig, uagtet de har gjort sig umage ved at skrive en vejledning på ca. en A4-side. Jeg har læst den langsomt et par gange, men forstår stadig ikke helt, hvordan antallet af måneder kan blive større end 12 pr. år. Fænomenet opstår først fra 2012, hvor jeg i ti måneder modtog arbejdsløshedsunderstøttelse. De 23 år, hvor jeg arbejdede på helt almindelige vilkår og der blev foretaget almindelige indbetalinger, er antallet af måneder altid 12, og det indbetalte beløb sådan ca. 15-1.700 kr. Året 2020 er helt vildt. Der er indbetalt over 9.600 kr. Og 2019 rummer faktisk lidt over tre år, da der er registreret over 32 måneder.

Glemmer du – så husker ATP

“Minderne har jeg da lov at ha'” sang Liva Weel i “Glemmer du”. Sikke en masse glemte arbejdsgivere, der dukker op, når man dykker ned i de enkelte år. Så sjovt og nyttigt. Her er et udpluk med et par kommentarer:

  • 1981: Dsb Restaur Dsb Kiosker v/V Hansen. Jeg bestyrede morgenmaden lørdag og søndag på Hotel Astoria (hotellet lige foran Hovedbanegården) iført brun nederdel, hvid skjorte, brun vest og brune fodformede Jacoform-sko str. 40. Det har været et ømt syn. Direktøren holdt meget af at komme ned i kælderen, når man klædte om, i noget der mindede om et lille bur. Han havde altid et ærinde på det tidspunkt, og holdt meget af unge kvinder. Det var klamt, men jeg skulle jo tjene nogle penge.
  • 1982: Frelsens Hær – Hørhuset. Jeg kan ikke huske, hvad det gik ud på, udover at der var tale om en masse opvask, og så var der vist en skrap dame til at bestyre hele “butikken”. Jeg tror, der var tale om en form for værested.
  • 1982: Irma. Irma var en fantastisk arbejdsplads, og de går igen frem til 1984. En kort periode var jeg “flyver”, hvilket gik ud på, at man blev ringet op om morgenen og sendt derhen, hvor der fx. var opstået sygdom, så de manglede arbejdskraft i butikken. Det gik mest ud på at sidde i kasse, hvilket selvfølgelig ikke var så frygtelig interessant. Jeg fornøjede mig med at lære priserne udenad, og det var nyttig viden, for dengang tastede man selv på kasseapparatet. Når man kunne priserne i hovedet, kunne man ekspedere kunderne hurtigere.
  • 1983: Tårnby Kommune: Jeg havde en kort karriere som hjemmehjælper, men det var ikke rigtig noget for mig. Det var vist nærmest synd for de gamle, når det var mig, der kom.
  • 1983: Den Selvej Inst Amager Kollegiet. Jeg var 20 år og lige blevet nysproglig student. Min veninde Helle og jeg malede vinduesrammer og det træ, der var mellem vinduerne, på akkord en hel sommer. Bagefter rejste vi rundt i Grækenland for pengene. Det var herligt.
  • Irma: Også efter studenterkurset fra sommeren 1983 til 1. september 1984 bestyrede jeg grøntafdelingen på Søborg Hovedgade. Der var lidt langt fra Amagerkollegiet. Jeg har flyttet mange kilo kartofler. Det sjoveste ved den ansættelse var faktisk at holde øje med sammenhængen mellem min afdeling og de andre afdelingers tilbud. Var der tilbud på et eller andet hos de andre, der krævede frugt/grønt, skulle jeg selvfølgelig være opmærksom på at bestille ekstra meget af netop den vare hjem.
  • 1985: Post Danmark Løn,Pens.& Velf.Timel: Natarbejde på postgirokontoret på spidsen af Amager. Vi tastede girokort. Man tog et bundt betalte girokort og indtastede manuelt beløbsmodtager og beløb. Herefter satte man girokortet i en form for slæde, der med en enorm larm førte kortet hen i en bunke med alle de andre kort. Sikke et idiotarbejde og i dag forekommer det at være en fuldkommen vanvittig proces.
  • 1985: DANSKE BANK A/S: Valutakassen med optælling af udenlandsk valuta i enorme bunker. Hvad det nærmere gik ud på, husker jeg ikke.
  • 1985: Dsb Restaur Dsb Kiosker v/V Hansen: DSB Togservice hvor jeg var togstewardesse iført den bolchestribede skjorte og røde nederdel. Jacoformskoene var dog skiftet ud. Jeg har både kørt med salgsvognen gennem toget og passet togkiosken. Der er virkelig langt fra Kbh. H til Frederikshavn, når man skal stå op og lave kaffe hele vejen.
  • 1985: Olieselskabet af 31 August 1959: BP et eller andet sted på Amager. Pasning af stationen aften og weekend. Der lærte jeg at slæbe petroleumsdunke og passe benzinstandere.
  • Fra 1985 og til 2013: SLS = Statens LønSystem. Det er ikke udspecificeret, men heller ikke så interessant. Det rummer både studenterjobs rundt omkring i staten og jobs som kandidat.
  • Fra 2013 til dags dato: Diverse overførselsindkomster og fleksjobs. Ikke så interessant.

Da IT nærmest ikke var opfundet

Adskillige af de jobs (store som små), der er nævnt her, og også adskillige af dem fra 1984 og frem i staten, foregår i en tid, fra før IT er blevet en almindelighed og hver mands eje. Det er virkelig sært at tænke på, og jeg kan komme til at føle mig meget gammel. Tænk at vi sad om natten på Postgirokontoret og tastede girokort. Det er jo fuldkommen gak.

Sommeren 1984 blev jeg ansat som fuldmægtig i det daværende Arbejdsskadestyrelsen. De første 1½ år behandlede jeg kirurgiske sager om ulykkestilfælde. Det var en god arbejdsplads med mange dejlige kolleger. Januar 1986 døde Mogens fra sekretariatet og jeg overtog hans plads, da vicedirektør Karin Kristensen på en eller anden måde havde fået øje på mig. Det er aldrig gået op for mig hvordan.

På den måde kom jeg til at tage del i indførelsen af “EDB” (sådan hed det dengang). Vi fik elektronisk sagsbehandlingssystem, produktionsstatistikker pr. medarbejder og WordPerfect, efter Finansudvalget havde godkendt vores ansøgning om en særbevilling på mange millioner kr. Styrelsen var stærkt udskældt for blandt andet langsommelig sagsbehandling, og vi måtte ind i fremtiden.

Ca. 250 medarbejdere blev uddannede i alt det nye, og jeg underviste sammen med Rie fra IT. Det var en svær tid for “skrivedamerne”, og adskillige sagde op, fordi de ikke kunne følge med på det hurtigtkørende tog.

Og så er historien om historien slut.