Angst for angsten

At ryste som et espeløv af blot og bar angst

Nu har jeg prøvet det: angst!

Det var i sidste uge, jeg skulle på skrivekursus på Borups Højskole lige i hjertet af mit København og overfor Ridebanen. Angsten overmandede mig imidlertid.

Mandag skulle vi mødes 10:30, hvor der var “morgensamling” med sang fra Højskolesangbogen og klaverakkompagnement – det er lige min stil. Herefter mødtes holdet, der bestod af 17 deltagere. Jeg havde på forhånd tjekket antallet. Der var en lille præsentation af forløbet, og de to undervisere virkede vældig søde og kompetente. 12:30 frokost. Jeg tror, det var et angstanfald (jeg har ikke forstand på det). Jeg rystede så meget, at jeg ikke kunne ramme munden med gaflen. Det var virkelig ubehageligt. Jeg tog en vogn hjem, og søgte sikkerheden under min elskede kugledyne. Efter nogle timer gik det over.

Tirsdag normal mødetid kl. 9:00, og jeg havde bestemt mig for at prøve igen. Formiddagen gik med at deltagerne præsenterede sig selv og motivationen for at deltage. Mange havde langt større ambitioner end mig. Jeg har nogle idéer til en bog, men måske skal det bare blive ved idéerne, og måske vil jeg bare prøve at perfektionere nærværende blog? Begge dele er legitime. Endnu en frokost hvor gaflen ikke kunne ramme munden. Jeg tog atter en vogn hjem og besluttede at give op. Kugledynen holdt atter for.

Sporene skræmmer

Der er noget her, der må kigges på, når psykologen er retur fra ferie.

  • Det gik ikke med Vallekilde Højskole i julen.
  • Det gik ikke særlig godt på Nyborg Strand med FKN.
  • Jeg turde ikke sige ja til en invitation til sommerhus i Nordjylland med to søde mennesker, som jeg egl. kender ret godt.
  • Det gik ikke med Borups Højskole.
  • Jeg går og er bange for et møde med tre virtuelle kontakter i oktober.

Jeg trives fint på tomandshånd. Jeg har fx været ude til frokost i dag i mange timer. Det var helt uproblematisk. Ingen rysteture, normal appetit osv. Men det går jo ikke i længden. Noget må gøres.

4 replies
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Ja, måske skal noget gøres. Eller måske skal man indse, at nogle mennesker vitterligt er så tyndhudede, at de ikke befinder sig vel i større forsamlinger af for dem ubekendte personer? Jeg anser mig selv for hørende til den gruppe. Det at skulle deltage i sådan noget har ofte været min lod, og jeg har skullet tage mig kraftigt sammen hver gang. Når jeg fx i professionel sammenhæng har skullet i “internat”, har jeg tit købt mig til enkeltværelse, i dyre domme, eller hvis det overhovedet har kunnet lade sig gøre, brugt lang tid og mange penge på at komme hjem i egen seng om aftenen, også selv om jeg skulle op midt om natten for at kunne være der til tiden næste morgen. Sådan er jeg nu en gang, og jeg mener det er fuldstændig legitimt at være sådan.

    Efter at jeg er blevet syg, er der kommet det til, at jeg er bange for at være ude i det offentlige rum, hvis jeg skulle få det dårligt, fx blive svimmel, være nødt til at lægge mig ned eller få brug for et toilet i en vældig fart … kortere sagt: Jeg hader at føle mig hjælpeløs langt fra mit hjem, hvor jeg har mine hjælpemidler og ved, at jeg kan få situationen under kontrol. Selvom visse måske kunne finde på at sige, at jeg har udviklet agorafobi, så vil jeg sige, at jeg ville mene, det var mærkeligt, hvis man ikke var nervøs for at komme i sådan en situation.

    Jeg tillader mig at mene, at det er helt normalt og i hvert fald noget, jeg umiddelbart tilgiver mig selv for. Gak du hen og gør lige så. Det kan man altså godt uden at vælge noget fra, som man rent faktisk kunne have stor glæde af. Det kræver bare, at man fintænker hver situation, inden man tager sin beslutning.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Mange tak for din gode og velovervejede kommentar.

      Tjah ud fra det du skriver, skal jeg måske også bare henføre mig til gruppen af tyndhudede. Jeg genkender alt det, du beskriver – fx det med at betale ekstra for enkeltværelse, stillekupé mv. Jeg kom i dag til at tænke på, at allerede som barn havde jeg det sådan, at jeg ikke kunne fordrage lejrskolerne og spejderlejrene (jeg tror nok, jeg var spejder). Jeg synes bare, at den der angstadfærd ser ud til at blive værre og hindrer mig i ting, jeg faktisk gerne vil fx højskolerne. Jeg kan godt se det med at fintænke situationerne på forhånd, og det var fx det, jeg prøvede at gøre ved på forhånd at kontakte højskolen og spørge til holdstørrelsen. Længere rakte min fantasi ikke.

      Selvfølgelig bliver du nervøs for at komme i de beskrevne situationer. Alt andet ville da være sært. For mit eget vedkommende kommer jeg bare til at længes efter min dyne, da den “reparerer” mig relativt hurtigt, så jeg kan trække vejret igen.

      Jeg synes, du har mange virkelig gode betragtninger, og dem vil jeg tage til mig, men jeg vil alligevel tage det op med Anette, for jeg bryder mig ikke rigtig om, at det begrænser mine “livsudfoldelser”.

      Svar
      • Henny Stewart
        Henny Stewart says:

        Klart, at du skal arbejde igennem dette med din psykolog. Jeg mener bare, at en del af “løsningen” er, at man skal lære at acceptere, at man nu en gang er, som man er. Man kan muligvis lære at slå knuder på sig selv og hoppe på tungen, men hvor længe holder det i virkeligheden?

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller says:

          @ Henny

          Så er vi fuldstændig enige! Det, der bekymrer mig lidt, er, at det ser ud til at blive værre. Jeg har altid været lidt “sær” på dette område, men hvis jeg har virkelig lyst til at deltage i et eller andet, vil jeg helst ikke begrænses af angsten – eller hvad det nu er, der foregår inde i hovedet på mig 🙂

          Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *