, ,

Altertavler og morgenboller

En dejlig dag

Vores (dvs. sognepræst Inge-Hanne Broströms) konfirmander indgår hvert år i et projekt, hvor de skal male en altertavle. Selve altertavlen er i træ og fremstillet af indsatte i Anstalten ved Herstedvester. Motivet er fast; det, der skal males, er “Kampen mellem det gode og det onde”. De tidsmæssige rammer er 10:00 – 16:00. Som optakt havde de i torsdags en time ovre i kirken, hvor Inge-Hanne gennemgik påskeugen/påskefortællingen, der jo rummer masser af ondt og også lidt godt. Denne fortælling suppleres af Irene Bested, der giver de unge mennesker en times indsigt i “farvelære”. Samtidig skal de på papir skitsere, hvad de vil male på deres altertavle. Med denne bagage skal de så være i stand til at male tavlen.

Vi er i alt fire voksne disse lørdage, og vi mødes kl 9:00 for at rigge til. Jeg tror, det er 5. år vores lille team har været gennemgående, så vi ved alle, hvad der skal gøres: Plastic på bordene, spande til snavset vand, maling frem, pensler frem, paletter frem, føntørrerre frem (for at malingen kan tørre hurtigt) mv. Det kan vi klare på 20 minutter. I det nye menighedshus har vi fået et rigtig godt rum i kælderen, og det er meget velegnet til disse dage.

Når det er klar, drikker vi morgenkaffe, og spiser nybagte boller, som jeg står for. Se opskriften nederst i denne post – de er gode og hurtige at lave.

Kl. 10:00 kommer konfirmanderne, og de kaster sig over opgaven med først at overføre skitsen til altertavlen og dernæst at male. Der er ingen tant og fjas, de er seriøse. Hvert år er jeg imponeret over, at de på 5-6 timer er i stand til at løse den ikke helt nemme opgave – de er simpelthen dygtige! De er måske ikke så skrappe til hovedregning eller til at sætter nutids-r på verber, men de kan noget andet, og det har altså også værdi. Skulle jeg forsøge mig med en altertavle, ville jeg fra starten dø af “angsten for det hvide papir” – men jeg ejer nu heller ikke den mindste lille kreative evne. Jeg er til gengæld ret god til hovedregning

Kl. 12:00 spiser vi pizzaer fra den nærmeste pizzamand, og vi serverer colaer til. Når de har spist, er de rigtig gode til uden videre at gå ned i kælderen og fortsætte med opgaven. Der kommer gang i føntørrerne enten fordi baggrunden skal tørres, så der kan males motiver oven på, eller fordi værket er færdigt.

Vi voksne rigger et foto- og fortællerum til, mens de sidste maler færdigt. I dag var der faktisk mange, der malede i rigtig lang tid (vi måtte nærmest vente på dem), og kom sent op og fortælle.

Vi tager et billede af hver enkelt altertavle, og det er min opgave. Billederne bliver i forbindelse med konfirmationen overført til et individuelt udformet kort, hvor også deres bibelord bliver skrevet på.

Herefter præsenterer de deres altertavle for tre af os voksne, dvs. de forklarer, hvad de har malet, hvad tavlens titel er, hvorfor de har malet netop dette, de forklarer farvevalget, de trækker paralleller til det, de i øvrigt har lært gennem konfirmationsforberedelsen og endelig giver de en vurdering af processen/dagen, og det gør de med stor sikkerhed. Hvis det går lidt trægt, er Inge-Hanne rigtig god til at hjælpe på vej – og derudover er præster rigtig dygtige til at tolke på hvad som helst På denne måde kan de ikke være i tvivl om, at de bliver taget seriøst.

Når de så i øvrigt har ryddet op på deres pladser, må de gerne gå hjem, men i dag valgte flere at blive og hygge sig sammen med kammeraterne, så stemningen må have været god.

Der er en dreng på holdet, der ikke rigtig ved, om han vil konfirmeres, men han har i hvert fald valgt at følge konfirmationsforberedelsen. Lige nu peger pilen i retning af, at han måske gerne vil. Jeg spurgte ham, hvad det var, der fik ham til at tænke, at han måske gerne ville. Han svarede noget i retning af, at han havde fundet ud af, at det han i kristendommen havde fået en at tale med altså Gud, en som han ikke kunne se, men følte var der. Tænk at være 14 år, og så selvstændigt at formulere sin egen tro; det har jeg altså respekt for, for det er der mange voksne, der ikke kan!

På næste søndag holder vi en lille fernisering, hvor samtlige altertavle bliver stillet frem, og hvor forældrene bliver inviteret til at komme og få et kig, og et glas vin.

På konfirmationsdagen bliver altertavlerne stillet frem på det rigtige alter med et lille fyrfadslys foran. Det ser flot ud. Herefter får de tavlen med hjem.

Hvis jeg tænker på min egen konfirmationsforberedelse, husker jeg absolut ingenting, for jeg tror ikke rigtig, der foregik noget. Vores konfirmander kommer igennem et fyldigt og spændende program med fx besøg på Bispebjerg krematorium, besøg hos en bedemand, besøg på Nationalmuseet for at se forskellige tiders afbildning af Jesus på korset, pilgrimsvandring, teatertur om de syv dødssynder, bibelmaraton, konfirmanderne er på sporet af Jesu på Frilandsmuseet, sogneindsamling og meget andet. Den overordnede tanke og ide er at komme og få kristendommen ind under huden ved at leve den ud på forskellig vis. Jeg er sikker på, at vores konfirmander vil huske noget fra deres konfirmationsforberedelse, og Hvidovre sogn kan være glad for at have en så dedikeret præst, der gennem 15 år konstant har “konceptudviklet” denne forberedelsestid.


Morgenboller

Opskriften er til 10-12 stk.

15 gr. økologisk gær
½ liter lunken vand
2-3 spskf. olie
2 tskf. salt
1 tskf. sukker
250 gr. økologisk durumhvedemel
500 gr. økologisk hvedemel
Olie, mælk eller æg til pensling

Aften: Opløs gær i vand. Tilsæt olie, salt og sukker. Tilsæt mel. Rør det hele i køkkenmaskinen på laveste hastighed 5-8 minutter. Stil til hævning natten over i køleskabet. Den hæver! Dæk dejen med et grydelåg eller noget andet – jeg bruger staniol.

Næste morgen: Slå dejen ned. Bollerne sættes på bageplade med en grydeske. Efter opskriften kan man drysse mel ovenpå. Personligt kan jeg ikke rigtig se, hvad man skal med mel uden på brød – det drysser jo bare af.

Bages ca. 25 min. ved 225 grader i almindelig ovn.

8 replies
  1. Donald
    Donald says:

    Hov jeg glemte at skrive at den konfirmand-undervisning er god, jeg ville ønske at vores dengang i 1960 havde været så god. Heldigvis var der en modvægt i gymnasiets religions-historiske vinkel.
    Jeg kan også godt lide billederne. Ideen om at illustrere et kristendoms-budskab er simpelthen rigtig spændende når man er sammen med børn, som er små kunstnere.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Donald

      Ja det er altså et knippelgodt program, Inge-Hanne har sat sammen, hvor idéen er at “få kristendommen ind under huden”.

      Børnene/de unge er rigtig dygtige, og de er meget seriøse i deres tilgang til opgaven.

      Svar
  2. Donald
    Donald says:

    Det lyder nemt. Jeg købte mel til at bage for halvandet år siden og fik ikke brugt det (der kom mel-dyr i) men nu har jeg købt en ny 2kg-pose for at komme igang (igen) 🙂

    Svar
  3. Pollyanna
    Pollyanna says:

    Det lyder som et spændende projekt, konfirmand undervisningen har ændret sig meget gennem tiden. Jeg kan godt huske, vi gik til præst, men ikke rigtig hvad vi lavede, bortset fra at vi en gang skulle lære et salmevers udenad fordi vi havde været uvorne og måtte gå når vi kunne det. Mine to veninder og jeg måtte nemlig gå først 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Pollyanna

      Sikke da en erindring at have om de der syge salmevers, sådan er det gudskelov ikke mere. Du har helt ret, det hed “at gå til præst”, men hvad vi lavede, ved jeg virkelig ikke. Vores præst var en flink ældre mand, men jeg tror altså ikke, han rigtig gik i brechen for at lære os noget.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *