Alle Helgen

Jeg har været til Alle Helgens gudstjeneste, for det er sådan en smuk gudstjeneste, og det var ved min favoritpræst Inge-Hanne Broström. Kirken var fyldt – vi har plads til 120 mennesker – og der var en rigtig god stemning. Mange tørrede øjne og mange havde nogle, de havde mistet i det seneste år. Hvis du tænker over forskellen på Halloween, Alle sjæles dag og Alle Helgen, er der her en god og oplysende artikel fra Kristeligt Dagblad.

Jeg har heldigvis ikke mistet nogen nærtstående i det år, der er gået, men jeg bruger altid dagen til at mindes min far, der døde i 1972, altså for 43 år siden, når vi når den 21. november. Jeg var kun lige blevet ni år, da han døde, og det var et stort tab. Han var en fantastisk far og for den tid var han nok usædvanlig. Han var direktør for en stor tekstilfabrik i Brande i Vestjylland, og noget af det jeg husker tydeligst er, at han tog ned på fabrikken om aftenen for at se til arbejderne – det kaldte vi dem – og han tog ofte mig med. Vi gik rundt til arbejderne ved de forskellige maskiner og blev budt på sodavand hvert sted. Og vi legede gemme i de tørrerum, hvor klædet hang efter at have været i appreturen. Det var gode aftener.

Inge-Hannes prædiken var som altid god. Hun sammenlignede det at miste med, at der bliver huller i “livsstoffet”, og det er præcis sådan, jeg stadig kan føle det selv efter alle de år, der er gået. Hvis han ikke var død så tidligt, ville meget have set anderledes ud. Han blev kun 50 år gammel. Dengang tog man ikke børns sorg så seriøst, som man gør i dag. Man vidste ikke, hvordan man skulle håndtere det, men Herregud det er jo også en menneskealder siden.

Inge-Hanne sammenlignede tiden efter dødsfaldet med et glasskår, der er skarpt og kantet, og som man selvfølgelig skærer sig på. Falder glasskåret i vandkanten på stranden, vil tiden slibe det glat og fint, så man ikke længere skærer sig. Hun kaldte resultatet for en “strandsmaragd”. Jeg synes, det er en fin sammenligning. Min far er min strandsmaragd.

Vi sluttede med at synge en af mine favoritsalmer: “Du, som har tændt millioner af stjerner”, nr. 787. De øvrige salmer kendte jeg desværre ikke. Jeg har ellers lært mange i de år, jeg er kommet i kirken, og det er rart at kunne synge med; det styrker fællesskabsfølelsen. Undervejs var der lystænding, og næsten alle gik op og tændte et lys enten i lysgloben eller et fyrfadslys på døbefonten, der til lejligheden var dækket med en plade, som lysene kunne stå på. Efter gudstjenesten kunne man tage et gravlys i våbenhuset og gå ud at sætte det på graven eller bare gå over i Magistergården – vores menighedshus – og få en kop kaffe.

Alt i alt en fin eftermiddag. Jeg er glad for at have kirken som et af mine faste holdepunkter.

14 replies
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Inge

      Tak – det er dejligt at blive forstået.

      Jeg undrer mig af og til over, at jeg kan savne så mange år efter, men det gør jeg altså.

      Svar
  1. Donald
    Donald says:

    Jeg tog det som en selvfølge at have en kærlig mor, som passede på os to drenge, det er så underligt – vidunderligt at have den sikkerhed. Kun to gange mærkede jeg en sviende usikkerhed. Heldigvis var der også et par andre familiemedlemmer, som var villige til at hjælp min mor.
    Jeg tænkte nok det var en god idé at gå til gudstjeneste, men svar mig lige – nej jeg kunne slå det op selv – men jeg mener at Allehelgen er 2. november. Tak for link til Kr.Dagblad artiklen. 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Donald

      Det lyder helt rigtigt at tage det som en selvfølge at have en kærlig mor, der passer på en. Sådan bør det være; sådan var det bare ikke for mig, men det lærer man at leve med. Det var godt, du havde nogle familiemedlemmer, der kunne træde til.

      Det er alle sjæles dag, der falder den 2. november.

      Alle Helgen falder den 1. november. “Allehelgenssøndag er den søndag, hvor allehelgensdag markeres i folkekirkens gudstjeneste. Det er altid den første søndag i november.” Citatet er hentet fra artiklen i Kristeligt Dagblad.

      Svar
      • Donald
        Donald says:

        Ja, det er Alle Sjæles Dag den anden. Jeg plejer ikke at forskyde erindringer så meget, – men det sker. Det var som kirkesanger at jeg første gang oplevede en aftengudstjeneste på Alle Sjæles Dag.

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller says:

          @ Donald

          Nej hvor spændende at du har været kirkesanger. Selv har jeg aldrig oplevet en allesjælesdag men jeg kunne forestille mig , at det kan være en rigtig smuk gudstjeneste. Pyt med den lille erindringsforskydning ?

          Svar
  2. Lene
    Lene says:

    Det er alt for tidligt at miste den, der var dit holdepunkt og den der elskede betingelsesløst. Savn og sorg går aldrig over, det får blot med tiden en anden måde at være i ens liv på.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Lene

      Du har ret, det var alt for tidligt, og jeg har det egl. som om jeg aldrig er kommet rigtigt over det, selv om jeg burde her 43 år efter. Jeg synes, at billedet med “strandsmaragden” var godt. Min smaragd er i sandhed slebet rund og blid.

      Svar
  3. Madonna
    Madonna says:

    Du kan tro jeg forstår, Hanne, jeg var netop konfirmeret, da min mor døde, og min mand forstod ikke altid, at jeg stadig mange år efter savnede hende frygteligt.

    Men sådan er det jo, når nogle har været gode mod én….

    I dag er der så min gemal jeg savner, der døde pludseligt i sommeren 2014, efter vi havde haft mange årtier sammen.

    Sidste år var der en sammenkomst på kirkegården, som jeg måtte forlade, og kom ikke bagefter i kirken, hvor navnene blev læst op.

    Jo, det er altid hårdt at miste….

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Madonna

      Det glæder mig meget, at også du forstår mig. Det er nemlig rigtigt, at man kan savne mange år efter. Selvfølgelig ændrer savnet form og farve, men det vil altid være der.

      Det må svært at miste en ægtefælle, som man har haft mange år sammen med. Det kan jeg slet ikke forestille mig. Hvordan Søren kommer man igennem det? I dag lagde jeg mærke til vores nu afdøde provsts efterladte hustru i kirken. Claus døde i september tror jeg, og hans kone var en af dem der tørrede øjne en hel del.

      I Hvidovre læser vi ikke navnene op; jeg ved ikke helt hvorfor, måske er det fordi vi har alt for mange døde til det.

      Heldigvis lærer vi aldrig at miste, heldigvis er det altid noget, der kommer bag på os.

      Svar
  4. Pia
    Pia says:

    Det er alt for tidligt at miste sine forældre, så selvfølgelig har det været et hårdt slag. Ikke mindst når du samtidig var så stærkt knyttet til netop ham.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Pia

      Ja når man lige er blevet ni er det ikke meningen, at man skal miste en forælder. Jeg var mest knyttet til min far, og det var også ham, der ville adoptere, og det skulle gå lidt stærkt, da han var blevet 40 og dengang kunne man ikke adoptere ret meget senere. Min mor var kun 27 – 28 år og var ikke så interesseret; hun var for ung og havde ikke “løbet hornene af sig”, som det vist hedder.

      Svar
  5. Ellen
    Ellen says:

    Alt for tidlig en død var det, og jeg forstår godt, at du er sikker på, at meget kunne have været anderledes, hvis din far havde levet længere.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Ellen

      Det glæder mig, at du forstår mig. Det kan være svært at udtrykke så præcist, at det faktisk bliver forstået, men det er så åbenbart lykkedes.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *