Aflysning mv.

Jeg var tidligt oppe og i bad. Vi var ved ECT-rummet kl. 8:30. Vi ventede forgæves i 55 minutter på anæstesien. Behandlingen er nu udsat til på mandag. Jeg kan ikke finde ud af, om det har virket eller ej.

Jeg har fået påklistret en sygeplejeelev, og hun snakker og hun snakker, men hun er for så vidt sød nok. Det er bare ikke rigtig gået op for hende, at jeg har fået 51 ECT-behandlinger allerede, så hun spørger stadig til, om jeg har fastet mv. Det er en anelse træls, men sådan skal de åbenbart gøre.

Med hjælp fra Melita er jeg sluppet for alle stud. med’erne til behandlingerne. Jeg har faktisk i lang tid følt mig generet af alle dem, der står og glor, da jeg føler mig blottet med alle elektroderne på brystet og i ansigtet. Den ansvarlige læge spørger altid, om de må være der, og jeg har altid sagt “ja”, selvom jeg mente “nej”. Jeg kunne bare ikke finde ud af at smide dem ud, når de allerede havde taget opstilling ved benenden.

Medpatienterne er rigtig søde og snaksalige, så stemningen er god her – bedre end den plejer.

Jeg tænker meget over, at mit liv har været op ad bakke siden november 1972, hvor min far døde. Når vi kommer til nytår, har jeg haft 7,5 gode måneder i Folkekirkens Nødhjælp, altså “livet ligeud”, men det er ikke ret meget i den store sammenhæng.

Jeg ved ikke, hvor jeg skal finde kræfterne til at starte nyt job. Uanset om man er syg eller ej, kræver de første måneder altid en ekstra indsats. Det er ikke viljen, der mangler, men kræfterne. Jeg har taget fat i fleksjobkonsulenten i kommunen – jeg kan bare ikke huske, hvad vi har aftalt…

Medarbejderne gør meget ud at anspore en til at tage hjem på besøg. Jeg har skrevet en enorm huskeliste og tror, jeg tager en tur hjem i eftermiddag. Postkassen trænger nok til at blive tømt. Jeg har endnu ikke mod på at sove hjemme – dertil er jeg stadig for bange for mig selv, hvilket er en mærkelig følelse, men det er jo på sin vis positivt.

Herudover er jeg stadig spændt på svaret fra centerchef Birgitte Welcher. Jeg tager aldrig til Glostrup mere! De tre tåbelige diagnoser (Asperger, Personlighedsforstyrrelse i otte varianter og Autisme) bliver ved at køre i mit hoved, hvilket de ikke burde, når Melita har fejet det af bordet.

6 replies
  1. Anette
    Anette says:

    det da også taveligt at spørger når eleverne HAR stillet sig op, så har de flest nok svært ved at sige nej, endnu mere når man har det skidt, nogle gange skulle man tror de ikke kendte til mennesker i krise sådan som man behandles.

    håber det går godt med et visit hjem.
    og at din påklistrede sygeplejeske kan slappe lidt af.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Anette

      Ja du har ret. Spørgsmålet skulle komme før de kom ind i ECT-lokalet. Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om det. Jeg føler mig udstillet.

      Jeg synes, jeg kæmper lidt for at være mig. Et eksempel er, at det er som om, at det er svært at være ressourcestærk, for så kan man ikke få hjælp. Nu har jeg sat ord på det, og det er som om, det hjælper lidt.

      Svar
  2. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Kan du ikke prøve at flyde lidt med strømmen en tid? Jeg ved, det er lettere sagt end gjort. Du virker meget anspændt over ting, der måske/måske ikke vil ske ud i fremtiden.

    God tur hjem til postkassen og tilbage igen.

    Godt, at der er rart at være på afdelingen denne gang.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Nu er jeg hjemme – bare et par timer. De ville gerne vide, hvornår jeg kom retur, og det er jo rimeligt nok. Så jeg satser på aftensmaden.

      Med al den ECT flyder jeg da med strømmen 🙂
      Tjah måske er jeg anspændt, men jeg ved ikke lige, hvordan jeg slipper af med det.

      Ja jeg har mødt nogle søde mennesker, herunder flere fra Hvidovre.

      Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller says:

          @ Henny

          Normalt har jeg nul humor, men hvis det er så oplagt, kan jeg godt…

          Der er især en ung pige, som bor her i Hvidovre, og som jeg taler vældig godt med. Vi har aftalt at få en kop kaffe nede på caféen en dag. Ind imellem har jeg ret ondt af mig selv, men jeg må sige, at det går i sig selv, når hun fortæller om den stemme, der taler til hende og som altid siger noget grimt. Stakkels hende. Jeg har mødt virkelig mange derude, som hører stemmer. Det klarede jeg aldrig.

          Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *