, ,

Årene styrter afsted

Thunderbird

Thunderbird er navnet på mit mailprogram; det er Open Source og særdeles kraftfuldt. Det kan blandt andet afspille en lydfil, når der kommer en e-mail. Jeg har faktisk aldrig kunnet få det til at fungere før, men i dag lykkedes det. Filtypen skal være .Wav, og man klipper en lille bid ud med det gratis Audacity. Jeg vil jo ikke høre alle tre minutter, bare fordi der kommer en enkelt mail.

Bjørn Afzelius

Så kom det “svære” valg: Hvilken lydfil skulle bruges? Det er flere år siden, jeg overspillede alle min CD’er til computeren. Det vil sige, at det er nemt at skaffe overblik.

Jeg endte med Bjørn Afzelius og Globetrotters’ “Tankar i Ligurien”. Det er musik, der sætter tanker og minder i gang.

Afzelius var hverdagskost på Amagerkollegiet i 80’erne. Han og Globetrotters var nærmest et “must”.  Af billedet fremgår, at “Tankar i Ligurien” er fra 1980. Jeg kan slet ikke begribe, at det er 37 år siden. Det er det, der får mig til at kalde dette indlæg for “Årene styrter afsted”. Jeg kommer til at føle mig gammel.

Sommerlørdage blev brugt på Femøren (et udendørs spillested på Amager) med: Afzelius, Anne Linnet, Lis Sørensen, Anne Grete, C. V. Jørgensen mv. Jeg kan stadig teksterne, og jeg bliver lidt vemodig, når jeg hører dem igen. De er billeder fra en svunden tid.

Amagerkollegiet

Vi var en del, der holdt sammen, som var vi en familie, og jeg nød godt af det. De andre var ældre end mig, men tog mig på en eller anden måde under deres vinger. Der var tryghed at finde på Amagerkollegiet, og jeg har ofte tænkt på, at den boform kunne være noget for mig igen: At have sit eget men også at have fællesskabet lige udenfor døren.

Min virkelighed før kollegiet var et et år i et lejet værelse med udsigt til en baggård på Nørrebro hos en form for kusine og et rengøringsjob i den nærliggende “De gamles by” Min såkaldte familie sendte mine ting pr. efterkrav fra Bornholm efter jeg havde taget natfærgen med min lille kuffert. Jeg kunne lige nøjagtig betale for det. Jeg har altid syntes, at det var lidt mærkeligt for nu ikke at sige u-kærligt. Hvis jeg fortæller det til nogen, tror de mig knap.

Et langt venskab

På billedet (som ikke særlig godt, men jeg har ikke andre) er det Helle til venstre og mig til højre. Det er fra 1984 i gård 80 på Amagerkollegiet. Følelsen af at være i en form for familie grundede sig især i fællesskabet/venskabet med Helle. Vi har rejst Grækenland og Spanien tyndt sammen, og jeg har så mange gode minder om de år. Vi nåede at være tætte venner i 34 år. Der var også svære ting, men jeg prioriterer de gode minder. Helle findes ikke længere. Jeg håber, hun er kommet til den himmel, som jeg jo tror på.

6 replies
  1. Lene
    Lene says:

    Den alder er jeg også kommet i. Jeg har svært ved at følge med,men øver mig i at nyde nuet. Dejlig beretning om en tid i dit liv.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Lene

      Det er helt dejligt, at der er nogen, der genkender det. Det med nuet er sikkert en god idé.

      Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jørgen

      Det er en god formulering “går hurtigere og hurtigere”. Det er netop sådan, det føles.

      Svar
  2. Birgit
    Birgit says:

    Selvom det kan være et vemodigt tilbageblik, skal man selvfølgelig også sætte pris på, at man har nogle gode minder.
    Men det er godt nok ikke kun gode minder, du bærer rundt på, Hanne. Jeg kan godt forstå, at du er endt med at være et sårbart menneske.
    Og så har jeg skrevet det før – og nu håber jeg, at dit højskoleophold kan kickstarte det – du skulle nu tage og skrive om det i en lidt mere sammenhængende form end her! For du skriver jo godt, og selv de vemodige ting er interessant læsning, fordi du er så hamrende ærlig! Jeg ville i hvert fald glæde mig til at læse en bog fra din hånd! 🙂
    Knus Bix

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      Kære Bix

      Tusind tak for din fine og kærlige kommentar!

      “Sårbar” – du har ret. Jeg kæmper for at holde mig oven vande, og det lykkes da også langt hen ad vejen på det seneste.

      Psykologen synes også, jeg skulle skrive en eller anden form for bog om min fortid og/eller det at være bipolar. Og jeg vil egentlig også gerne, men jeg er ikke sikker på, jeg har evnerne. Jeg vil aldrig blive en, der bare sælger ud af piv piv, på den anden side står ærligheden mig nær, og livet har ikke rigtig været en dans på roser. Jeg tror, jeg vil kunne styre udenom det kvalmende/selvudleverende men samtidig være ærlig. Alt jeg indtil videre har skrevet har været af hjertet ærligt.

      Det kan være skrivekurset i juli kan bringe lidt afklaring!

      Knus
      Hanne

      PS: Jeg glæder mig til at se Bix og Fukaj!

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *