99 år i dag

Jørgen Stegemüller

Denne her lille fyr kunne – helt urealistisk – være blevet 99 år i dag. Sådan skulle det ikke gå. Han døde, kun 50 år gammel, den 21. november 1972 kl. 07:29 på Kolding Sygehus af sprængt hovedpulsåre efter et forgæves forsøg på transplantation. Jeg var ni år og skulle blive halvgammel, før jeg kom over det. Det var et traume, men sådanne kan heldigvis bearbejdes sammen med en dygtig psykolog.

Det betød straffesagen fra 1947

Han var en god far, der bare var steril, og derfor er jeg adopteret. I forbindelse med adoptionssagen, der varer mere end 1½ år, bliver samtlige deres forhold endevendt og det var lige ved ikke at lykkes for dem at få lov at adoptere, eftersom han var tidligere straffet:

Aktivt medlem af modstandsbevægelsen under tyskernes besættelse af Danmark. I en periode gruppefører i 4. komp., 1. deling, Afsnit 2. Som modstandsmand arbejdede han for fremmedpolitiet. Efter besættelsen samlede han sammen med andre unge mænd våben ind hos mennesker, de mente var kommunister. Det var selvtægt og naturligvis strafbart.

Kriminaldommeren i Københavns Nordre Birk 6/12-1947: betinget hæfte i 3 mdr., prøvetid i 5 år uden tilsyn, jf. straffeattest fra Politimesteren i Lyngby udstedt 22.11.1963.

Dommen betød også, at hans ansøgning fra juni 1950 om at komme til USA, som led i Marshallplanen, blev afvist, da amerikanerne ikke ville have straffede personer ind i landet. Det skal jeg nok være glad for, for tænk om han var kommet afsted og blevet derovre. Så havde mit liv været et andet.

(Note: Marshallplanen er en populær betegnelse for det amerikanske hjælpeprogram, European Recovery Program, som general og udenrigsminister George C. Marshall (1880-1959) satte i værk efter afslutningen på 2. verdenskrig til støtte for genopbygningen af Europa.)

Adoptionssagen er spændende

Det er mange år siden, jeg indhentede adoptionssagen fra Rigsarkivet, så jeg kunne læse om blandt andet min far. Jeg måtte lære ham at kende fra papir:

03-07-1962: “Andrageren oplyser om sine forhold, at han er født i Brede og opvokset i sit hjem som yngst af to. Faderen var designatør og er nu direktør ved Junckers Savværk [det står i sagen, men det er noget sludder. Felix har aldrig været på Junckers Savværk. Red.]. Barndomsforholdene skal have været gode nok, men man får indtryk af, at der ikke har været særlig stor kontakt. Andragerens søster er tre år ældre, hun er nu gift med overlæge Sigvard Kaae, Radiumstationen i København. Andrageren har taget realeksamen fra Lyngby Statsskole og har siden uddannet sig i tekstilbranchen…

Andrageren er af almindelig højde, han er en noget mørk type, har mørkeblond bølget hår, er meget solbrændt, han bærer briller, han virker velbegavet. I første omgang gør han indtryk af at være noget hæmmet og en noget stiv kontormandstype, man har dog indtryk af, at han gerne vil være meget venlig, han er blot den noget mere tillukkede type. Ved nærmere kontakt virker han tiltalende, og han røber god forståelse for de problemer, man drøfter, der kan komme med børn. Man kunne tænke sig, at han er noget følelsesbetonet og måske har haft et noget koldt milieu, man får indtryk af at det mislykkede ægteskab (med Inge Theil Larsen – red.) er oplevet som en falliterklæring, og måske er der rokket en hel del ved hans selvtillid, men man har indtryk af, at han nu er i udmærket balance, og at han befinder sig særdeles godt og nærmest blomstrer i ægteskabet med andragerinden”

21-04-64: “Man har god kontakt med begge andragerne. Andrageren er næsten ivrigt talende, og hans glæde over snart at få et barn i hjemmet virker meget ægte. Han virker glad og harmonisk, lidt stolt over de gode forhold. Andragerinden er stadig den rolige, smilende varmhjertede kvinde.”

18-02-1965: “Andragerinden fortæller, at andrageren er uendelig glad for Hanne og er meget stolt af hende; på fabrikken har man sagt, at han er blevet som et andet menneske og det bedste han ved er at fortælle om Hanne”.

Det er da rørende. Sjovt nok så minder/mindede vi om hinanden, idet jeg også selv af og til betegnes som “hæmmet” og “tillukket” – helt så galt synes jeg nu ikke selv, det er.

I 1964, hvor adoptionen forberedes, har Jørgen en indkomst på 31.000 kr., hvilket betegnes som særdeles gode økonomiske forhold. Huslejen udgør 200,00 kr. månedligt, men de kan bo i det lejede hus, så længe de vil og finder ingen grund til at flytte, selvom de udmærket havde råd til selv at bygge sig et hus.

En god far

Han brugte mange af sine vågne timer på sit arbejde (endnu et lighedspunkt) og var ambitiøs. Han tog tit “et smut” ned på fabrikken efter aftensmaden, og ofte var jeg med. Vi legede gemmeleg i de store tørrehaller, hvor klædet hang til tørre efter prøvefarvning, så man kunne vurdere, om det ville få den rigtige tone, når det var tørret op. Der var meget varmt og lugtede specielt; nærmest lidt hengemt. Det er specielt stadig at kunne huske den lugt.

Vi gik rundt til “arbejderne”, for sådan kaldte vi dem, der passede hver deres maskine. Man skulle op ad nogle interimistiske træstiger med fire til fem trin for at komme op på den “bænk”, hvor de stod foran maskinen. Meget ofte blev jeg budt på citronvand. Endnu et sjovt minde.

Derhjemme så han en ny Michaela Petri i mig, da jeg begyndte til blokfløjte. Da jeg aldrig har haft en tone i livet, var det langt fra virkelighedens verden, men det fortæller om relationen.

Det var ikke ham, men min mor, der tog slæbet i haven, når der fx skulle lægges fliser. Han foretrak lettere sysler såsom at brodere! Jeg har en bunke af hans broderede mellemlægsservietter med fuglemotiver. De har aldrig været brugt, og bliver det nok heller aldrig, men jeg kan godt lide at have dem.

Min mor havde gemt en bunke breve fra ham til til et vennepar i Kgs. Lyngby, som han skrev i 1954. De er også med til at give et billede af et menneske, jeg godt kunne lide og kunne identificere mig med.

Et sidste lighedspunkt

Hans fætters kone Elly Thomas fortalte f.eks., at han, når han skulle hjem fra hende og Poul, var en af hans typiske bemærkninger, at hvis der kom en taxa før en bus, så ville han tage taxaen.

2 Svar
  1. Kenneth
    Kenneth siger:

    Hej Hanne!

    Sikken et supergodt familieportræt, du giver her. Meget glædeligt at høre om dit tætte og kærlige forhold til din afdøde far.
    Vidste for resten ikke, at du, som jeg, har AS (Aspergers Syndrom). Men så velkommen på ”holdet” :-). Jeg kom under udredning i febr. 2000, fik i oktober 2001 diagnosen hos en meget dygtig psykiater tilknyttet mit forløb – vi havde en lang samtale/møde – og præcis 1 år efter blev jeg tilkendt førtidspension. Mit AS gør, at jeg dårligt tåler omvæltninger, omstillinger og forandringer i “mit eget” planlægningsmønster – samt væsentligt nedsat arbejdsevne (dog havde jeg et dejligt job som kirkesanger i 12½ år – det stillede så heller ikke samme krav som på en større arbejdsplads).
    Vor søde datter Sarah (28 år til juni) blev diagnosticeret som infantil autist allerede som 3½ årig i 1997 og har boet ude, siden hun var 13. Vi har meget fin kontakt – jeg besøger hende hver 2. torsdag eftermiddag på hendes bosted s.m. 7 andre, omtrent jævnaldrende, ”med-autister,” og om lørdagen i den følgende uge besøger hun os herhjemme. Hun har mange gode interesser – som sin far, he he 🙂 – og har, hvilket helt “knuser” den gængse/populære opfattelse om det modsatte: en pragtfuld, veludviklet sans for humor og ditto sans for at drille. Autismeformerne forekommer hos flere andre i min familie – fx: min mor fortalte året før sin død, at der næppe overhovedet var tvivl om, at far også havde AS (selv om han aldrig blev udredt eller diagnosticeret). Ham var jeg meget knyttet til.
    Tilbage til dit rigtig gode indlæg. Meget spændende læsning, og du beskriver din far med stor kærlighed.
    Bedste hilsener,
    Kenneth
    PS: tak for god mailkontakt i løbet af den seneste uges tid :-).

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kære Kenneth

      Tusind tak for din fine kommentar. Jeg er altid utrolig glad for kommentarer her på siden. Det glæder mig, du kan lide det lille portræt i anledning af min fars urealistiske 99-års-dag. Jeg elskede ham højt, og det var det, der gerne skulle fremgå samtidig med at det skulle fremgå, at jeg er kommet mig over tabet.

      Som et led i min bipolare lidelse og de mange ECT-behandlinger husker jeg forfærdelig dårligt, så hvis du tidligere har fortalt, at du også havde Aspergers Syndrom, har jeg i hvert fald glemt det. Faktisk kan jeg ikke engang huske, hvorfra vi kender hinanden, men jeg tror, det har med slægtsforskning at gøre?

      Jeg fik AS-diagnosen i 2019 men havde da været klar over det i ti år. Jeg havde læste og studeret og fundet tests rundt omkring på nettet. Jeg manglede faktisk bare en, der ville skrive under på det. Jeg havde også en meget dygtig og dejlig psykiater, som jeg havde måttet vente otte eller ni måneder på, fordi jeg havde “krævet”, at det skulle være en, der både havde forstand på bipolar lidelse og AS. Det er nemlig uhyre let at tro, at den voldsomme optagethed af emner (evt. særinteresser), der hører til AS, kan være starten på en mani. Ved AS er det naturligt; det skal jeg ikke være bekymret for, men er det starten på en mani, skal “systemet” gribe ind. Selv kan jeg ikke kende forskel på de to, så der må Distriktspsykiatrien, præsten og psykologen gribe ind.

      Det er utrolig flot, at du/I klarer kontakten til Sarah! Det er virkelig imponerende, men når hun bor godt og I har kontakten i faste rammer, kan det selvfølgelig lade sig gøre. At hun har en veludviklet sans for humor og for at drille er specielt og meget flot. Selv har jeg ingen humor men tager alting meget bogstaveligt. Jeg har vænnet både mig selv og mine omgivelser til det.

      De allerbedste hilsner
      Hanne

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end 100 dage gammel.