,

93 år

42 år; 5 måneder; 3 uger; 5 dage siden

Hvis min far Jørgen Stegemüller havde levet, var han i dag blevet 93 år, så jeg kipper med flaget mod himlen. Det gør han desværre ikke, for han døde af ATIN som kun 50-årig den 21. november 1972. I mange år regnede jeg ikke med at skulle blive ældre end ham – den hurdle er nu overstået.

Af alle dem, der har villet kalde sig min forældre, var han den eneste, der mente det oprigtigt, så det var et stort tab, da han døde. Jeg var på det tidspunkt lige blevet ni år, og dengang i ’72 var børns sorg ikke noget, man talte om eller forholdt sig til. Det var som om, han var glemt dagen efter begravelsen. Jeg kan vist ikke selv huske det, men jeg har fået fortalt, at jeg gik på kirkegården og sad foran stenen i stedet for at gå i skole. Det er vel en slags sorgarbejde?

Under krigen var han med i modstandsbevægelsen, og jeg husker svagt nogle af beretningerne fra den tid. Som modstandsmand arbejdede han for fremmedpolitiet. Efter besættelsen samlede han sammen med andre unge mænd våben ind hos mennesker, de mente var kommunister. Dette var naturligvis ikke tilladt. Af adoptionssagen, som jeg har indhentet, fremgår det: “Efter Kapitulationen var han med i hjemmeværnet til september 1946, da han udtrådte paa Grund af en Meningsforskel med Delingsføreren, og endelig havde han ikke Tid pga. sit Arbejde.” Nu lyder det som om, han var “krigsgal”; det var han altså ikke i sit voksenliv, men jeg tror, at hans politiske ståsted var konservativt.

Der var 13 år mellem ham og min mor, så det var ham, der pressede på med adoptionen. Han var med sine 40 år nok bange for at blive for gammel til at kunne blive godkendt som adoptant.

De år jeg husker, var han direktør på Martensens Fabrikker A/S i Brande i Vestjylland, og han var meget ambitiøs. Fabrikken er i dag primært et farveri, men dengang tror jeg, der også var væveri. Han tog ofte ned på fabrikken om aftenen for at se til arbejderne, og jeg var ofte med, og vi legede gemme inde i de store haller, hvor klædet hang til tørre efter at have været i appreturen. Efter legen var vi rundt ved de forskellige maskiner, hvor der vankede sodavand hos arbejderne.

Det var en god tid.

4 replies
  1. Pia
    Pia siger:

    På min mors side, bliver familien ikke særlig gammel, men det gør de på min fars. Jeg satser på jeg, i den forbindelse, har arvet generne fra fars side, men ønsker ikke et langt liv, hvis det ikke er et liv.
    Jeg kan altså ikke lade være med at spørge om du nogensinde har fået en kommentar om, at du ligner din far. Jeg synes der skinner ret tydeligt igennem, og jeg har tænkt på der de gange du har vist billede af ham. Vi har selv et vennepar, der har adopteret et barn fra Korea, og barnet ligne sin (adoptiv-) far, så man skulle tro han var den biologiske far, hvad han bestemt ikke er.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Pia

      Du har helt ret: Man skal ikke ønske sig et liv, hvor der intet liv er. Jeg går ind for aktiv dødshjælp hvis jeg en dag ligger og ingenting kan selv.

      Jeg bliver altid så glad, når nogen siger, at min far og jeg ligner hinanden, for jeg vil jo gerne ligne ham og de værdier, han stod for. Han var et fint menneske, så vidt jeg husker… Jeg har hørt det med ligheden en del gange.

      Svar
  2. Jørgen
    Jørgen siger:

    Som jeg har forstået dig ville det have været godt om du kunne fejre din fars 93-årsdag i dag, men sådan gik det ikke. Det lyder som du har haft ham som model for din egen alder, jvf. at du nu har passeret den hurdle at blive ældre end han blev. Jeg var ældre da min far døde, i år for 40 år siden, og jeg havde ham som model for min alder i en del år, til jeg fik lavet et nødvendigt sorgarbejde af en noget indkapslet sorg. Herefter blev min morfar min model. Han blev 86 år og var frisk til det sidste. Da jeg blev 60 år blev jeg så knotten over den alder at jeg besluttede mig for at blive 100 år. De sidste modeller har jeg forladt. Der er jo ingen grund til at dø som 86-årig hvis man har det godt. Og der er ingen grund til at blive 100 år hvis man til sidst bliver utålelig.
    Så – det må vise sig hvor gammel jeg bliver. Hvad mener du om denne tankegang?

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Du har ganske ret i, at det ville have været fantastisk, hvis han havde oplevet denne dag, men sådan skulle det åbenbart ikke gå.

      Jeg har gjort mig mange tanker om livet og døden – også for mange – og er ikke bange for den. Du har fuldstændig ret i det med de 86 år ctr. de 100 år. Er der en ting, jeg absolut ikke vil er det at havne som dement på et plejehjem.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *