389

389 er antallet af e-mails

De opfordrer ret kraftigt til, at man tager så meget hjem som muligt, og en af mine yndlingskontaktpersoner Mona sparkede lidt til mig i morges. Umiddelbart kunne jeg ikke rigtig se, hvad jeg skulle lave herhjemme, for jeg kan jo ikke genoptage mine daglige gøremål på 4½ time, og her trænger ikke til hverken at blive gjort rent eller vasket op.

Alligevel lyttede jeg til hende og tog hjem. Det er så godt at være i mit dejlige hjem, og jeg skal jo lære det igen. Jeg elsker mit hjem, der består af en rigtig egoist-lejlighed, og er indrettet præcist til mig. Gøremålene mangler så ikke: 389 e-mails, der skal tages stilling til. Der er selvfølgelig en del junk, der bare kan slettes, men der er også en del, der skal ageres på. Jeg kan ikke nå dem alle i dag, men så kan jeg jo bare fortsætte en anden dag. Psykologen Ditte mener, jeg skal tage hjem hver/hver anden dag. Det synes jeg nu er lige rigeligt, men det er godt nok at komme ind i rytmen og undgå hospitalskuller – jeg har jo trods alt været der siden den 17. marts…

En af de ting jeg har fået ordnet er en lille snak med Bodil-bisidder om, hvad vi skal have ud af netværksmødet på tirsdag den 5. maj (70 året for Danmarks befrielse). Til mødet er inviteret kommunen, Psykiatrifonden, Mette fra Lænken (mit højt elskede Kristines barselsvikar, der har baggrund i psykiatrien) og Gitte fra DPC (hun kan desværre ikke for hun har 53! patienter). Noget af det, jeg finder allervigtigst, er, at få lavet nogle klare aftaler med kommunen om, at de ikke skal løbe fra allerede indgåede aftaler med Psykiatrifonden. Herudover skal vi have drøftet længden på “rekonvalescensperioden”. Sidst var den otte uger, nu må den skrues nedad. Jeg har drøftet det med Melita, men jeg kan ikke huske udfaldet.

Og så var der lige det med den nye medicin: Vi prøvede med kl. 20 i stedet for 22. Det havde hjulpet en mikro my (læs: meget lidt), jeg var stadig fuldstændig kraftesløs, da jeg vågnede, og lå faktisk lidt og tænkte på, hvad jeg skulle have gjort, hvis jeg skulle op og på arbejde. Måske er det bare forbigående, ligesom det med Parkinsonismen…?

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *