33 pct af tiden er til dokumentation
Indholdsfortegnelse
En læge to gange om året
33 pct af tiden er til dokumentation
Jeg var i dag hos min søde og gode kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Vi har kendt hinanden i ca. fire år, og jeg kan virkelig godt lide hende. Hun er både sød og kompetent. Og hun har modet til at spørge til alt muligt, for hun ved, at jeg tager ordentligt imod det. Jeg stoler ganske enkelt på hende.
Det der var svært
Det, der var svært, var at få sagt, at det er Psykiatrisk Center Glostrup, der ved et tilfælde skal tage fat i de bivirkninger, jeg har klaget min nød over til Distriktspsykiatrien i ca. fire år. Det skulle jo ikke opfattes som kritik af kontaktpersonen men mere af deres “lægeallokeringer”. Jeg hører sådan set ikke til i Glostrup, men det er Glostrup, der tager ansvar, hvor ingen andre har ageret.
Det er da helt forkert, at man følges i Distriktspsykiatrien, når der skal en indlæggelse i Glostrup til, før nogen tager action på bivirkningerne. Jeg har klaget over nedenstående i flere år:
- Mundtørhed
- Restless legs
- Forstoppelse
I Distriktspsykiatrien kan/må man se en læge to gange året, og det er simpelthen ikke godt nok! Min bedste ven havde opfordret mig til at få sagt noget om, at det ikke er godt nok at se en læge to gange om året. Men det var sørme svært.
En læge to gange om året ville aldrig kunne gennemføre et forløb, som det, jeg nu er i hos Kasper Reff (overlægen) og Christina Skovsende Eriksen (farmaceuten). De følger tæt op på dels mine regneark over bivirkninger (de synes måske, jeg er lidt sær. Jeg har dog besluttet at “sær” er lig “noget særligt”), dels på hvordan jeg har det, og om der er faretendenser ved den aftrapning af Seroquel, vi har planlagt i fællesskab. Det er nærmest heldigt. Vi ses ugentligt. Hvis vi ikke kan ses, holder vi telefonmøder. Det fungerer rigtig fint, og jeg er meget glad for dette forløb.
I nat havde jeg vilde smerter i benene, så jeg måtte sandfærdig skrive i regnearket, at jeg havde taget fire Lyrica ekstra. Det skulle jeg måske ikke have gjort, for jeg har været “bims” hele dagen. Dette må vi tale om på fredag. Tænk hvis der var et halvt år til?
En læge to gange om året
En læge to gange om året, er bare ikke godt nok! Senest blev jeg så glad, da jeg så, han havde afsat en time. Det viste sig, at de 20 minutter skulle bruges til at dokumentere. 33 pct. af tiden bruges til papirarbejde, som ingen vist nogensinde læser.
Det sagde jeg lige ud til min kontaktperson, som fra sin side fortalte, at de havde en ledig stilling, men at ingen søgte den. Der er ganske enkelt mangel på psykiatere. Måske det sådan, fordi der ikke er prestige i psykiatrien? Måske kan erfaringen efterfølgende ikke bruges til andet end psykiatrien? Jeg ved det ikke, jeg gætter bare.
De har fx en overlæge og to turnuslæger. Jeg fik desværre ikke spurgt til, hvor mange patienter de har; det ville være særdeles relevant i denne sammenhæng. Jeg tror, de samler op på alle patienter fra Amager, Vesterbro, Rødovre og Hvidovre. Der er ret mange patienter i de områder.
Jeg prøvede at sige det rigtig pænt, så hun ikke skulle blive ked af det, men også så der ikke er tvivl om, at jeg faktisk både havde tænkt over det og mente det. Jeg ved ganske enkelt ikke, hvad jeg skal bruge to årlige lægesamtaler til. Jeg tror, jeg aflyser den kommende tid. Min kontaktperson vil tage mine synspunkter med til klinikchefen, når hun næste gang “kommer forbi”. Det er der nok også et halvt år til 🙂
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Da jeg var på Lyrica, var min erfaring, at virkningen på smerterne kom fra at have en stabil dosis i blodet. Jeg blev opfordret til at prøve at tage en ekstra ved akutte smerter, og det havde jeg overhovedet ingen effekt af.
Det kan selvfølgelig variere fra individ til individ, hvordan den virkning er. Med din forhistorie ville jeg nok vælge aldrig at overskride den aftalte dosis, især i betragtning af, at en af Lyricas bivirkninger skulle være eufori! Ikke at jeg oplevede det på noget tidspunkt, men det må andre vel have gjort, siden det står på indlægssedlen.
Det er godt, at du fik sagt, det du ville. Det er det altid.
@ Henny
Jeg synes sådan set, du har ret, og jeg tror sådan set også at jeg “har lov” til at tage en ekstra, og da slet ikke fire ekstra. Det gjorde bare så forbistret ondt, og jeg kunne slet ikke være nogen steder, så jeg så ingen anden udvej. Måske bl.a. fordi jeg havde glemt, at jeg ude i køkkenskabet faktisk havde et par pakker Kodimagnyl. Det havde nok været bedre at tage et par eller fire af dem. Eufori er jo nok ikke lige det, jeg skal stile efter 🙂 Det lyder jo lidt mani-agtigt.
Jeg er også godt tilfreds med, at jeg fik det sagt, men for søren, hvor var det svært. Jeg vil jo på ingen måde skuffe min kontaktperson. Den slags kan så let blive fejlopfattet. Men jeg står gerne på mål for, at DPC ikke har været sin opgave voksen her. Det er bare så pokkers svært som patient at nå længere op i beslutningskæden/-hierarkiet. Tingene stopper hos kontaktpersonen, som formentlig ikke har ret mange handlemuligheder i et stort (topstyret?) system.