, ,

2 * Grundtvig med meget mere

Stilhed

Der vil være lidt stilhed her på bloggen nogle måneder frem. Det skyldes, at det, jeg brænder for lige nu, er bogprojektet, og et sådant må man ikke rende rundt og skvadre om; det skal nemlig være en overraskelse til de måbende og spændte læsere. Det har jeg fået at vide af en mangeårig journalist og forfatter. Det er sørme svært.

Mærkelige minder og flere erindringer

På en eller anden uvis måde kom jeg til at tænke på min mors død og bisættelse i julen 2006. Jeg husker ikke, hvordan jeg fik besked om hendes død, men jeg tog til Centralsygehuset i Holbæk og stod ved hendes båre (eller hvad det nu hedder i “lighuset”) og sang to salmer: “Julen har englelyd” og “Nu falmer skoven“, der begge strømmede ud af Grundtvigs pen. Han var i øvrigt dybt manisk/bipolar, når han skrev ca. halvdelen af salmebogen og samtidig var præst i Vartov. Jeg synger bestemt ikke videre godt, så det var fint, at jeg var der som det eneste levende vidne til mig selv.

Min far og jeg ca. 1966
Kuldegysninger

Det lykkedes mig at give psykologen kuldegysninger ved ovenstående fortælling, når vi satte de to salmer ind i sammenhængen “lykkelig familie med far, mor og barn”. Det var denne fortælling, jeg gav min mor med til det hinsides. Det var den, vi tog afsked med.

Jeg havde min fars konfirmationssalmebog med til hende og ville gerne lægge den på hendes bryst til minde om dengang, tingene var i orden. En lille gave fra min far og jeg. Jeg var bare for meget kryster, troede vel at hun kunne vækkes til live ved det, så en medarbejder måtte gøre det for mig.

Begge salmer har med min far at gøre. “Julen har englelyd” var min fars favoritsalme til jul. “Nu falmer skoven” blev sunget ved hans begavelse fra Brande kirke i november 1972. Jeg husker tydeligt, at jeg sad til venstre i hovedskibet. Jeg var lige blevet ni år.

Skriveblokering eller ECT?

Jeg har ikke sat en pen til papiret endnu men har allerede en skriveblokering. Jeg kan slet ikke forestille mig at skrive et kapitel. Jeg kan maks skrive to A4-sider, og så har jeg også pint det sidste ud af emnet. Jeg er for faktuel og for lidt episk. Min potentielle makker har skrevet et speciale på 100 sider på 30 dage. Jeg har ikke en chance set i det lys.

Det, jeg kunne tænke mig at starte med at skrive om, er ECT-behandlingerne (51 stk. til ca. 1/4 million kr. i alt): ingen morgenmad – højst en lille tår vand, gå-turen derop, der er langt på Hvidovre, husk at tisse, klargøringen, spritte af, elektroderne, tag sko og briller af, har du dine egne tænder?

De to fra anæstesien står til venstre for lejet i det lille bitte rum. De banker på håndryggen for at få en vene frem, men jeg har efterhånden så meget arvæv, at de må stikke et andet sted (hvor?).

Til højre en specialuddannet psykiater med ECT-journalen (papirbåren) mappen er meget stor, to fra plejepersonalet, de er så søde, og jeg kender dem alle til hudløshed. De sætter otte(?) elektroder (pande, tindinger og brystkasse). Hele forberedelsen tager meget længere tid end selve behandlingen. Måske tager forberedelsen ti minutter, mens behandlingen – strømmen – tager et til to minutter.

Jeg er ikke bange, dels har jeg prøvet det så mange gange, dels ved jeg, at det er min eneste udvej, når de dårlige tanker for alvor trænger sig på endnu engang. Det er et voldsomt indgreb, men jeg beder selv om det. Og jeg får lov, for det virker. Skal man starte på ny medicin, skal man vente 6 – 8 uger på effekt. Af og til har jeg bare ikke haft så mange uger, og så er ECT det rette valg.

De kommer med bideskinnen, så jeg ikke hakker tænderne sammen eller bider mig selv i tungen under kramperne, der fremkaldes i hjernen. Det er hele formålet. Jeg har altid bedt om selv at sætte den i – og da jeg havde dårlige/grimme tænder, forestillede jeg mig temmelig dumt, at så ville de nok ikke bemærke det. Det var flovt.

De skruer op for bedøvelsen, det er som at flyve. De giver mig masken, og jeg har aldrig nået at tage mere end tre indåndinger, før jeg var væk. Af og til har jeg dog hørt dem sige “Sov godt”. Jeg elsker de 2 – 3 sekunder, hvor jeg mærker bedøvelsen, og til jeg er helt væk. Det er dette, der er som at flyve.

Krampeanfaldene varer et til to minutter, Varer de længere end det, skruer de ned for strømmen. Jeg har altid haft fine krampeanfald – og det har virket!

Mens jeg stadig sover, kører de mig ind i et lille lokale ved fodenden, hvor jeg får lov at vågne op lige så stille. Det har altid undret mig, hvordan jeg fik skoene på igen. Det er dem, der giver mig skoene på. Det må da være svært.

Når jeg vågner, er jeg ofte lidt forvirret og spørger, om det er overstået, eller om vi er på vej. Det er overstået. Vi skal tilbage til afdelingen. Som regel har jeg gået selv, andre gange har jeg haft en medarbejder under armen og få gange vha. kørestol. Nogle får hovedpine, er svimle eller meget trætte. Sådan har jeg aldrig haft det. En lille lur under kugledynen, og så var jeg fit for fight igen. Og så er de så søde, at de har stillet lidt morgenmad frem. Fasten er slut!

Omkostninger

Jeg vil meget gerne opgøre omkostningerne for det samlede behandlingsforløb, men det er slet ikke let. Hu hej – jeg bliver sendt rundt i manegen. Men jeg giver altså ikke op så let. Jeg bliver en usympatisk terrier.

Vi skal dele omkostningerne op på dels Hvidovre Kommune, dels på det psykiatriske system.

For så vidt angå kommunen har jeg nu skrevet til borgmesteren og bedt hende sørge for, at jeg får aktindsigt i tallene i de forskellige afdelinger, og jeg har specificeret, hvad det præcis er, jeg gerne vil have tal på. Det er en pæn mail, hvor jeg skriver, at jeg har fået en rigtig god behandling og ikke kunne ønske det bedre. Jeg vil gerne signalere, at jeg ikke er et brokkehoved, men at jeg har brug for oplysningerne, og jeg har beskrevet, hvad jeg skal bruge dem til. Det er mit gæt, at en mail til borgmesteren sætter lidt skub i sagerne.

For så vidt angår psykiatrien bliver det mere om mere mystisk:

  • Sundhedsdatastyrelsen hat masser af DRG-takster vedr. psykiatri på deres hjemmeside. Dem henviser de selv til. Da der var ting, jeg ikke helt kunne forstå, fx hvorfor sondres der ikke mellem sengedage på åbent og lukket afsnit, henviste de til det decentrale niveau.
  • Derfor henvendte jeg mig i Glostrup, der fortæller, at man ikke bruger DRG-takster i psykiatrien…, og derudover ved denne økonom i sygehusvæsenet ikke, hvad DRG står for. Jeg har så oplyst, at det står for “Diagnoserelaterede grupper” 🙂
  • Mit næste spørgsmål er: Når taksterne findes på en officiel side fra en styrelse, der netop har med data i sundhedsvæsenet at gøre, hvorfor bruges de så ikke?
  • DRG-taksterne opererer med et Trimpunkt, som rummer et antal sengedage. Jeg har spurgt: hvordan beregner jeg omkostningen, hvis antallet af sengedage er mindre end Trimpunktet. Det er der simpelthen ingen, der ved noget om. Det undrer mig meget. Det er da ikke raketvidenskab, og jeg stiller mig uforstående overfor, at man ikke kender omkostningerne pr. ydelse.

Før de vil kigge nærmere på min henvendelse, skal de først have et “go” fra en chef, og denne har selvfølgelig efterårsferie.

Aftenshowet

Min skrivemakker siger så tit, at “så går vi i Aftenshowet”. Det er ikke et program, jeg ser, da jeg ikke tåler alle deres kørende bannere nederst i skærmbilledet. Men hun siger også, at politikere mv. slet ikke er glade for at optræde i den udsendelse, for de kan blive spiddet. Og måske er det lidt af den angst, både kommune og psykiatri har overfor at oplyse omkostningerne. Jeg siger til dem, at det ikke skal være “raketvidenskab”, men at jeg på den anden side set skal kunne stå på mål for de beregninger, jeg laver. Jeg er meget omhyggelig med at anføre kilderne.

Det er altså nemmere med Excel end med Word…

2 replies
  1. Jørgen
    Jørgen siger:

    Engang skrev jeg en e-bog. Jeg tror den hed “En e-bog på 3 sider”. Pointen var t der ikke var nogen grund til at skrive en e-bog på 50 sider hvis 3 var nok.
    Selvfølgelig kan du skrive et kapitel der er længere end 2 sider. Du skal bare begynde at skrive, så skal du se. Hvis ikke det bliver langt nok, kan linjeafstanden øges. Og pludselig er det på 3 sider. I øvrigt er det vel ikke et problem hvis kapitlerne i bogen kun er på 2 sider. Der skal i så fald være nok af dem.
    Så – drop bare den skriveblokering. Skriv og se hvad der sker.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Jo jeg er bestemt klar over, at at kapitlerne får den længde, kapitlerne skal have. Jeg har skam fået skrevet et kapitel på ca. tre og en halv side, og dem jeg har vovet at sende til tre gode mennesker, som har svaret med pæne ord, og det er jeg selvfølgelig rigtig glad for. En bog bliver jo på en eller anden måde forfatterens barn, som man er bange for at udstille.

      Det med linjeafstanden er da snyd…

      I dag har jeg fået skrevet bare 1½ side om fire gode mennesker midt i alt dette. Faktisk ringede jeg til to af dem i dag. Jeg har ikke talt med dem i >= 37 år, så det var fantastisk fornemmelse at snakke i 30 minutter. De kunne fortælle en masse, som jeg lykkeligt havde glemt.

      OK – jeg dropper den…

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *